Så sker der endelig noget. Steven Gerrard fældes af en modstander, og der kommer selvfølgelig et frispark til følge. Jeg retter frisparket mød venstre målhjørne, og fyrer den auf! Steven Gerrard gør det igen!
Konami vender tilbage igen med endnu et solidt fodboldspil, som langsomt får høstet licenser, men dette ser ikke ud til at påvirke spillet synderligt, da det er stadig pænt at se på. Fornemmelsen af at være træner/spiller er der stadig, det er blevet nemmere at lave alskens finter, dødbolde er stadig brugervenlige, når man har lært at skrue bolden, og publikummet skaber som sædvanlig god stemning, men alligevel mangler der noget. Jovist er der endelig mulighed for at redigere i spillet på Xbox 360 udgaven, og kun den engelske liga er den, der ikke er licenseret, men der er noget der mangler.
Dette er blandt andet på lydsiden, hvor musikken er direkte horribel, medmindre man er til J-rock og overdreven techno (No offense!). Kommentatoren Mark Lawrenson fra et af fortidens bedste sportsspil, Fifa 99, fylder dine ører med overflødige kommentarer og et minimalt ordforråd, som består af at få orgasme af et harmløst hovedstød uden fart og kraft. Publikum skaber god stemning, og du får altid opbakning af dem, uanset hvad, men hvorfor kan de ikke skabe dårlig stemning, når man spiller dårligt? Måske har jeg bare ikke lagt mærke til det, men det er ikke sket endnu, selvom jeg har spillet et par dårlige kampe på det seneste.
Dødbolde var som der stod tidligere i teksten brugervenlige, men dét, der undrer mig er, hvorfor man nu skal bruge RB-LB til at skrue, fremfor piletasterne. Det har flere gange frustreret mig, da det er som om, at spillet ikke opfanger det, når disse knapper holdes nede. Kun meget sjældent fungerer dette, men på plussiden skal det lige siges, at frispark ikke længere er så upålidelige, som de plejer at være. Det er ihvertifald blevet lettere at lave både indlæg og mål via disse.
Spillet på banen er der ikke pillet så meget ved siden sidste års udgave, men nu behøver man ikke at frygte for at skyde bolden ud af stadion, hvis man kommer til at trykke forkert på controlleren. Kraftmåleren på skuddene er nemlig blevet mere "venlig" på det seneste. Men endnu engang synes jeg det er surt, at der er for få hold at vælge mellem, som også var et problem i forgængeren. F.eks. er der kun et tysk hold, Bayern München, hvilket i sig selv er ok, men hvorfor fjernede man hele ligaen, når den godt kunne være der i PES 5.
Desuden bliver jeg lidt arrig indeni, når jeg ser, at spillet kun har 15 stadioner. I de foregående var der mindst 25, og jeg ved ikke hvad det er, der har fået Konami til at skære ned, for de har jo tjent flere penge på det seneste, så de kunne nu godt have inkluderet flere hold og arenaer.
Spil-modes er der nok af, man har beholdt den geniale Master League-mode, hvor man skaber sit eget hold fra bunden af, og dermed stiger opad mod stjernerne, man kan også bare spille League Mode, hvor man spiller en bestem liga i et bestemt land som sit favorithold, men problemet med denne mode er, at der ikke er forskel på ligaerne, eller at ligaernes spillestile bibeholdes. F.eks. er den hollandske liga ofte den mest målfattige liga i PES, hvilket strider mod virkeligheden, hvor holdene i top 5 ofte scorer over 50 mål på en sæson, og den italienske liga er den, hvor der spilles mest defensivt, men i spillet er de for tilbagetrukne, og det kan nogle gange være for let at score i den liga. Det er kun den engelske og spanske, der har beholdt sine spillestile, hvor teknik og fysik går hånd i hånd, som føles som de virkelige ligaer.
Alt i alt er PES stadig et godt fodboldspil, og følelsen af at være med er der stadig, men for fornyelse får dette til at føles som PES 6,5, men gameplayet og grafikken får reddet det meste af det. Så jeg har bare at sige, Konami har scoret, men målet så ikke spektakulært ud.
Vurdering:
Grafik: 8/10
Lyd: 6/10
Gameplay: 8/10
Holdbarhed: 9/10
+'er: Master League er stadig som ecstasy, stemningen, realismen.
-'er: Lydsiden, ikke meget nyt indhold, for lidt af det gode.
Samlet karakter: 8/10