
Eat dirt and die! Disse dybt filosofiske ord (vedlagt sarkasme) er hvad kampene i Gears of War får dig til at tænke, når sidste Locust er nedlagt. Blodrusen mærkes, når jeg med min motorsav, der er monteret på mit Lancer-gevær, saver Locust efter Locust ned, de åbne sår på fjenderne ses, når jeg med min Gnasher (Shotgun) går på min semi-patenterede shotgun-raids, hvor tæt hold er nøgleordet. Og når kampene er overstået, kan man enten nyde landskaberne eller se tilbage på kampene og tænke: "Gud, hvor så det smukt ud". Gears of War havde spilverdenens bedste visuelle side, indtil Crysis udkom, men det er stadig blandt de mest vidunderlige spil rent grafikmæssigt.
Selve historien i Gears of War er dog ikke så original igen. Vi starter med antihelten Marcus Fenix, som bliver løsladt fra fængslet af sin kammerat Dominic "Dom" Santiago, karakteren som alle vil være venner med, vi får ikke at vide hvorfor, da forhistorien står i manualen. Senere skabes ens egen lille deling, da den rapkæftede "Thrashball" spiller, Augustus Cole (The Cole Train), slutter sig til dig, efter du redder ham, og han fylder spillets historie som et comic relief, med kommentarer som "Yeah, woo! Bring it on sucka! This is my kinda shit!" og hans tydelige frygt for mørke. Også den kloge, men temmelig egoistiske Baird kommer med i din lille 4-mands deling, og skiller sig ud fra mængden via sin irriterende personlighed og overflod af information.
Gameplayet er fedt. Cover-systemet er ekstremt optimalt, mens du er i dækning kan du skyde fra hoften (Blindfire), skyde mens du kigger til siden (det er ikke alle spil, hvor man kan det, mens man er i dækning). Våbnene er dejlige, især den førnævnte Lancer, spillets standardvåben, som er et ganske ordinært maskingevær, der har en påmonteret motorsav, Torque Bow, som er en armbrøst, der skyder med høj-eksplosive pile, hvis eksplosioner er en fryd for øjet. Snyd ikke dig selv for dette våben. AI'en hos Locust-racen er super god, en kamp føles aldrig som den samme, da de er taktisk orienterede, men desværre kan det samme ikke siges om AI'en hos dine makkere. De går ofte ind i kampene med den rette indstilling, hvor de går i dækning, når det er nødvendigt, men de er ofte temmelig dumdristige, og de går somme tider i kamp mod for mange på en gang, og så skal man over og genoplive dem, og dette kan ske ofte. De kan også finde på at løbe lige ind i en kæmpestor Berserker, og derved begå selvmord, og så skal man starte om fra sidste checkpoint, da Berserkeren slår dem ihjel med det vuns.
Lyd spørger du, og her får du svaret. D-E-L-I-K-A-T! Så snart lyden fra motorsaven brummer, kan du ikke tænke andet end "Yeah Baby!", og når man får smidt en håndgranat ned i et Emergence Hole, eller bare i ren almindelighed, så er man nødt til at råbe "Oh Snap!" Stemmeskuespillet er også i top, både hos Marcus og co., men også Locust hordens grynt føles bare fedt at høre, især når man mod en Berserker hører dens skrig. Sød Musik.
Spillets akilleshæl skal dog findes i, at Singleplayer-kampagnen er for kort. Historien er uopfindsom, men dette ødelægger dog ikke oplevelsen, for Singleplayer er utroligt fedt, i den tid, det varer, og når man er færdig, så er der dømt slagtertid online!
Til slut kan man citere Gears of War's Lead Designer, Cliff Bleszinski:
"Jeg ville have et spil, hvor der er en gøb med en motorsav. Det har jeg fået nu."
Jeg er ikke sikker på, om citatet er 100% ordret, men til Cliffy B. er der at sige:
Dit spil er for fedt!
Grafik: 10/10
Lyd: 9/10
Gameplay: 9/10
Holdbarhed: 8/10
Samlet vurdering: 9/10