Bulletstorm

Det skal allerførst siges at jeg spillede på Hard fra start, men jeg har efterhånden også spillet en del FPS'er på deres hårdeste sværhedsgrad (skaleringen hedder i spillet; v. easy, easy, normal, hard, v. hard)

Jeg gik ind til Bulletstorm med forventning om at have det sjovt, plain and simple. Jeg spillede det efter Duke Nukem Forever var udkommet, og jeg synes at have hørt at Bulletstorm lykkedes langt bedre med levere denne hedengange arkade oplevelse i FPS-genren.

Jeg troede altså ærligt at jeg ville få lov til løbe rundt og skyde afskum uden at skulle bekymre mig om dækning og hvilke våben jeg skulle bære.
Sådan forholder det sig i imidlertid ikke, og det er et langt større problem for den samlede oplevelse end det burde være.
Som jeg oplevede det, har Bulletstorm nemlig en større identitetskrise i sit gameplay.

Spillet opfordrer mig til at have sjovt ved sende en god portion grunts afsted mod mig i de fleste kampe, og jeg får point for at aflive dem, så varieret som muligt, bl.a ved at anvende det yderst ugæstfrie miljø Bulletstorm udspiller sig i. Fjender kan med et velplaceret støvlespark sendes på en flyvetur hvor de er forsvarsløse, og de kan altså dirigeres hen i retning af elektriske hegn, kaktuser, dybe afsatser osv.
Alle våben har desuden sekundær funktioner, der medvirker til at tænke kreativt i forhold til den givne konfrontation.
Det rene slaraffenland skulle man tro.

Men ak, det er svære betingelser når selv den generiske fodtusse suger afstraffelse til sig som en svamp. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har skullet sende så mange riffelkugler i knolden på fjenden. Det er en anden historie hvis du kan anvende omgivelserne som før nævnt, da det ofte resulterer i insta-kills. For at det kan lade sig gøre, kræver det altså at du befinder dig tættere på din fjender for at manipulere dem og slagmarken. Fint nok.

Hvis ikke det var fordi at du heler dit helbred som i stortset alle andre FPS'er, altså ved at gå i dækning og vente. Når du stikker hovedet op igen, har situationen som regel ændret sig, så der er mange afbrydelser i ildkampene.

Det største problem er dog den måde Bulletstorm tvinger dig til at økonomisere med dit legetøj på.
En ting er at jeg kun kan bære 3 ud af 7 våben på mig ad gangen.
Ammunition, både primær og sekundær er sjældent noget du samler op fra jorden eller faldne fjender. I stedet genopfylder du lagrene ved nogle checkpoints, ved at anvende de point du erhverver dig gennem dine drabsmetoder, som betaling. Men det er ikke et system der umiddelbart giver overskud på kontoen.

For at skrabe en god portion point sammen, kræver det at jeg tager nogle risici, bl.a med noget af min mere dyrebare ammunition, men også ved at udsætte mit helbred. Det hele bliver en risikovurdering.
At man i det hele taget skal stå og vurdere så meget i en menu, er igen en afbrydelse der forstyrrer det der lægges op til: At lemlæste så mange kryb som muligt uden tanke på helbred eller forsyninger.

Nu lyder det måske som et stort surt opstød, men Bulletstorm formår skam af og til at give plads til at skeje ud med ens våbenfantasier, det er bare så sjældent det sker. Og det tydelige potentiale for skæg og ballade, gør kun fraværet endnu mere ærgerligt.

Bulletstorm's andre elementer fortjener selvfølgelig også et par korte bemærkninger.
- Grafisk er det rigtig solidt og omgivelserne ganske smukke med sit tropiske look.
- Lydsiden er funktionel, men heller ikke mere.
- Manuskriptet er for det meste fjollet og træder i baggrunden, men det tager absolut ikke sig selv seriøst og der kommer af og til et par oprigtigt sjove one-liners. General Serrano er så overdrevet en kæmpe nar at han faktisk er morsom. De andre karakterer er ikke noget at skrive hjem om.
- Ifht. til den linje der køres i manuskriptet formår Bulletstorm desværre til slut at give en sidste dårlig smag i munden.
Man får en cliffhanger slutning, hvor det er som om at udviklerne forventer at vi faktisk er interesserede i vores såkaldte helte's skæbne.

Det virker i sidste ende som om at Bulletstorm kunne have haft godt at have mere retning i sin vision. Slutproduktet er i stedet et væld af gode idéer og kreativitet, der ikke hænger sammen.