Bioshock Infinite

Det første Bioshock var noget af et spil. Rejsen til undervands byen Rapture blev hurtigt husket som et af de bedste, og det er svært ikke at være enig. Det var et fantastisk spil, der godt kan betegnes som et af de bedste, på trods af et par små problemer. Bioshock 2 var også et godt spil, men kunne ikke måle sig med sin fremragende forløber.

Nu er tiden så kommet til Bioshock Infinite, der ankommer til sindssyge høje forventninger. Spillet har undergået nærmest dramatiske forandringer siden annonceringen i 2010, men det har ikke stoppet de store forventninger. Nu kan vi så endelig finde ud af, om spillet har været ventetiden værd.

Spillet handler om Booker DeWitt, der har fået stiftet en stor gæld. Der er dog en vej ud. Han skal finde pigen Elizabeth, og bringe dem til de mænd, som Booker har sin gæld til. Elizabeth er dog kun til at finde i Columbia, der nu er blevet til en stor flyvende by i himlen. Columbia virker til at starte med som en meget fin by, men der er noget helt galt. Den bliver styret af den religiøse fanatiker Zachary Hale Comstock, og det bliver hurtigt klart at Bookers tilstedeværelse i Columbia bestemt ikke er velkommen.

Spillet har et stort fokus på historien, hvilket betyder at der ofte er sat tid af til dette. Det hele bliver fortalt imens man spiller, både gennem lyd klip og karakterne.

Booker og Elizabeth snakker meget sammen under gameplayet, men de bliver aldrig irriterende. Tværtimod, det er noget af det noget af det bedste ved spillet. Deres samtaler er både naturlige og velskrevet. Man lærer dem at kende, og endda også at holde af dem. De er interessante karaktere, der også er mystiske. Spillet har let noget af det bedste karakter udvikling i længere tid, og det er med til at gøre handlingen god.

Den anden del af handlingen ligger i spillets verden Columbia. Det er en verden som aldrig er set før, og spillet formår næsten altid at udnytte den på en flot måde. Der er også stor fokus på fortælle om stedets grundlæggelse, og hvordan byen bliver ledet af den religiøse Comstock. Det føles som et rigtigt sted, og man kan faktisk næsten forestille sig at leve der. Der er mange interessante ting ved denne verden, og den er en sand fornøjelse at udforske.

Selve handlingen er også fremragende. Det er et af de spil, hvor det kan være svært at give slip, når man først er kommet i gang. Der er et par interessante mysterier, og lyd klippene giver god og interessant information. Det samme gør de forskellige video klip, der fortæller om spillets verden, på en sjov propaganda agtige måde.

Det bliver hele tiden bedre og bedre, og det kulminer i en slutning, der let er en af de bedste i nyere tid. Ja, den lider lidt af "for meget information på en gang syndromet", men den formår at virke. Ikke kun er den interessant, men den er noget af en overraskelse. Det er en af de slutninger, som man bagefter sidder og diskuter med sine venner. Den er dyb, klog og utrolig veludført. Kort sagt, glæd jer til slutningen!

Alt dette sammenlagt giver en rigtig god handling. Faktisk er det en af de bedste handlinger i nyere tid. Der har ikke været en historie, der har været på samme måde som i dette spil. Det er et bevis på, at gode historier kan fortælles gennem videospil, samt hvordan man kan fortælle den. Fantastisk arbejde folkens!

Ligesom sine forgængere, er Bioshock Infinite et første persons skydespil. Det spiller faktisk på mange måder nærmest identisk med de tidligere spil. Man har igen adgang til specielle angreb, såsom lyn angreb og muligheden for at overtage maskiner.

Faktisk, så er den eneste forskel at hvor de hed Plasmids i Bioshock 1 og 2, hedder de nu Vigors, som desuden bruger Salt for at virke. Tonics vender også tilbage i form af Gears, der er tøj som man kan have på, fire af gangen.

Nogle Vigors går igen fra det første spil, men der er også mange nye. Der er f.eks. "Murder of Crows", der lader en sende dræber krager efter sine fjender, og "Possession", hvor man både kan tage kontrol over maskiner, men også over sine fjender, der efterfølgende begår selvmord.

Mange af dem er ret sjove at bruge, og de kan desuden også opgraderes for penge.
Spillets action er som vi kender det fra andre spil. Der er ingen innovationer eller noget, men det har stadig den særlige Bioshock følelse, men fjender der har en god A.I. Det er sjovt at være i kampe, og man har en række muligheder for hvordan man kan tackle de forskellige situationer.

Dette betyder at man skal undersøge alt, for at finde penge, som kan bruges på både opgraderinger, ammunition og på at helbrede Booker. Udforskning er vigtigere end før, da man ikke længere kan bære rundt på nødhjælps pakker.

Spillet har faktisk også et stort fokus på at udforske. Selvom det er lineært, så er der mange hemmelige områder og ting at finde. Alt fra livsopgraderinger, våben, Vigors og de tidligere nævnte lyd og film klip. Der er endda et par side missioner, der dog aldrig går længere end at man skal finde en nøgle.

Ja, det lyder meget identisk med det første spil ikke? Infinite bruger nemlig mange af de samme idéer fra det første spil, hvilket giver noget af et deja vú. Introen er nærmest kopieret fra det første spil, og mange af de samme ting vender tilbage, bare under andet navn. Og alligevel gør det ikke noget, fordi spillet formår stadig at gøre noget ud af dem.
Det passer godt sammen med historien, men der kommer også nogle variationer.

Rapture var et mørkt og dystert sted, der havde en ubehagelig atmosfære og stank af pessimisme og undergang. Columbia derimod er et lyst og glad sted, hvor (selvfølgelig på overfladen) lykken hersker. Folk er glade, og livet er bare herligt og optimistisk. Selv når man har regnet ud hvad der ligger bag facaden, er folket stadig glade. Det bliver helt fascinerende at se hvordan de lever.

Spillet viser dette, ved at smide en masse øjeblikke, hvor man faktisk ikke laver andet end at gå rundt og opleve omgivelserne. Der er ikke en konstant fare som der var i Rapture, der er tid til at slappe af. Et puste rum, hvor man kan indtage omgivelserne. Noget som er næsten sjældent i skydespil disse dage.

Det hjælper også, at man under det meste af spillet har Elizabeth med sig. Udover hvad hun tilføjer til historien, så er hun også til nytte under gameplayet. Man skal aldrig sørge for at beskytte hende, da hun er uovervindelig. Det bliver aldrig en lang eskort mission, hvilket kun er for det bedste. Hun tilføjer rigtig meget til spillet.

Faktisk er hun lidt for nyttig. Hvis man er ved at løbe tør for liv eller ammunition, så kaster hun med glæde noget nyt hen til en, så man kan klare sig. Hun gør det dog kun en gang, så man kan ikke altid være afhængig af hende. Nogle vil beskrive hende som den perfekte kæreste, og på den måde minder hun også meget om Alyx Vance fra Half Life 2 (på den gode måde).

Men i modsætning til Alyx, gør Elizabeth spillet lidt for let. Og det er dårligt nyt for et spil, der i forvejen mangler udfordring, selv på den normale sværhedsgrad. Det er meget langt væk fra den udfordring Bioshock 1 og 2 havde.

Der skulle man være lidt strategisk, bruge sine plasmids med omhu og passe på sin ammunition. Her kan man bare skyde på alt og tage skade uden bekymring, Elizabeth er der jo alligevel til at redde dig. Og selv hvis hun ikke er der, har man et renegerende skjold, der er ret gavmildt.

Desuden tilføjer det også en usammenhæng med handlingen. Ifølge historien har Elizabeth brug for beskyttelse, da hun er svag. Desuden hader hun også, når Booker dræber folk, og prøver at tale ham fra det. Men hun er uovervindelig under gameplay, og har intet problem med at give Booker Salts og ammunition, så han kan fortsætte med at dræbe.

Der er ikke engang nogen reel grund til at skifte Vigors. Jeg klarede mig igennem spillet ved udelukkende at bruge de samme to Vigors, nemlig "Posession" og "Murder of Crows". Det blev aldrig nødvendigt for mig at skifte. Faktisk skiftede jeg kun, for at få flere trophies.

Men selv hvis udfordringen var der, ville det ikke kunne undskylde at det simpelthen er alt for ordinært. Det første Bioshock var et frisk pust for sin tid, og tilføjede elementer som man sjældent havde set i et FPS. Infinite tilføjer intet nyt, og ser sig i stedet tilfreds med at være gennemsnitlig.

Jo vist, at kunne flyve rundt på gelændere i luften er utrolig sjovt, og indeholder faktisk noget reel strategi. Der er bare ikke nok af det, og man kan ikke basere hele sit gameplay på noget, der ikke fylder så meget igen. De er dog stadig nogle af spillets højdepunkter.

Dette går faktisk også lidt udover spillets verden. Der er simpelthen ikke nok måder at være interaktiv med den på. Der er et par mini spil, men de er kun til at finde i starten af spillet. Man får senere muligheden for at stjæle, men det er så underudviklet og ligegyldigt, at udviklerne lige så godt kunne have ladet være. Det samme kan siges om de få øjeblikke, hvor man skal træffe et valg. Man har egentlig kun to muligheder: man kan enten søge i skraldespande og ligene efter ting, eller skyde folk.

Historie mæssigt er spillet en fantastisk oplevelse, men gameplayet når ikke de højder. Der er nogle fremragende kampe, nogle af de bedste øjeblikke i nyere tid og det er bestemt sjovt at spille, men det er bare på ingen måde specielt. Historien bliver fortalt på en fremragende måde, men gameplayet tager ingen chancer.

Spillet tager omkring ti til tolv timer at gennemføre, hvilket i sig selv er en fin længde. Bagefter låser man op for 1999 mode, en sværhedsgrad der ikke kun er svær, men som kan være så straffende at det kan være umuligt at komme videre. Se, det er lovende!

På trods af gameplayet, så er der stadig meget at komme efter, efter rulleteksterne. Udover at finde de resterende lyd og film klip, så er historien i den grad værd at opleve mere end en gang. Først oplever man historien, og anden gang leder man så efter sporerne, der henviser til drejningerne og slutningen. Spor som man højst sandsynligt har overset. Og egentlig, det er noget af det bedste man kan sige om levetiden ved et hvilket som helst spil.

Grafisk er spillet smukt at se på. Som nævnt tidligere, er Columbia et fantastisk sted, og let et af de smukkeste omgivelser jeg nogensinde har set. Dette sted SKAL opleveles, man har aldrig set noget ligene! Flere gange stoppede jeg op, bare for at indtage omgivelserne. Jeg kunne stå og glo i flere timer, så smukt er det! Okay, jeg må hellere stoppe med at *censureret*.

Bortset fra de lidt kedelige våben og lidt mangel på fjende variation, så er resten mindst lige så pænt at se på. Især Elizabeth, der er vidunderligt animeret. Hun er dejlig at se på, og hun har så mange fine detaljer, såsom hvordan hun læner sig på af omgivelserne. Alt i alt er det et smukt spil.

Lyden er dog helt perfekt. Lyd effekterne er tilpas effektive, og der er en vidunderlig atmosfære. Musikken har også sine fremragende øjeblikke, med nogle dejlig mindeværdige melodier. Stemme skuespillet er også noget af det bedste i nyere tid. Især Troy Baker og Courtnee Draper, der spiller henholdsvis Booker og Elizabeth er fantastiske. Hvis der fandtes oscars i video spil industrien, så ville de fortjene den mere end nogle andre.

Sååååå, er Bioshock Infinite overvurderet eller ej? Det er faktisk et ret svært spørgsmål at besvare. På den ene side er svaret ja. Gameplayet er ordinært, interaktivitet er begrænset, og det føles mere som om at det prøver at efterabe det første spil (ved faktisk at gøre mindre), end at skabe noget for sig selv.

På den anden side er svaret nej, pga. historien. Jeg overdriver virkelig ikke når jeg siger, at det er en fantastisk historie, og at måden den bliver fortalt på er fremragende. Nogle af de ting man oplever, er noget af det bedste nogensinde, og det er tydeligt at udviklerne har brugt mange kræfter på at fortælle en god historie. Hvis bare den samme kraft var brugt på at gøre gameplayet ordentligt.

Så her har vi et spil, der er lidt skuffende at spille, men fantastisk at opleve. Hvis spillet skulle bedømmes udelukkende for sin historie, ville det let være et af de bedste spil nogensinde. Men hvis det var udelukkende for gameplayet, ville det være lidt af en skuffelse.

Der må ikke herske tvivl, spillet kan stadig anbefales. Det er stadig sjovt og underholdende, men det lever ikke op til den fremragende historie. Se på det som, at man får en uforglemmelig oplevelse på bekostning af gameplay, der er for simpelt og let, men som man i det mindste kan finde ud af.

Måske var det pointen. Måske var dette valg med gameplayet den eneste måde, at spillet kunne sælge (ligesom pointen med at sætte Elizabeth bag på spillets æske, fremfor forrest).