Castlevania: Lords of Shadow - Mirror of Fate

Castlevania: Lords of Shadow var noget af en overraskelse, tilbage i 2010. En fremragende reboot til serien, der havde både episk og sjovt gameplay, samt en overraskende god historie. Nu venter vi så spændt på fortsættelsen, Lords of Shadow 2, men indtil da har vi nu Castlevania: Lords of Shadow - Mirror of Fate at fordrive tiden med. Lad os tage en tur forbi 3DSen, og fordrive vente tiden.

Spillet foregår primært efter Lords of Shadow. I starten møder vi Simon Belmont, der er draget til Draculas slot, for at hævne sine forældres død. Vi møder også Alucard, der vil hævne sig imod Dracula, for at have gjort ham til vampyr, og Trevor Belmont, der også er draget til Draculas slot, for at hævne sin mor døds.

Historien er faktisk udmærket. Udviklerne fra Mercury Stream fortsætter deres brave kamp, for at lave om på seriens historie. Man får genforklaret en god del omkring Belmont familien, der faktisk har fået mere personlighed og udvikling, end den gamle serie nogensinde gjorde. Det er et skridt i den positive retning, der for det meste virker.
Nogle drejninger bliver nærmest indirekte afsløret for tidligt, hvilket fjerner lidt af historiens overraskelser. Dog er spillets slutning dog et positivt højdepunkt, der overraskende nok har lidt følelser med sig.

Det er en fin historie, der fortsat viser at Mercury Stream er de rigtige folk, til at lave en reboot af Castlevania serien.

Enhver der har spillet Symphony of the Night, eller de seneste håndholdte Castlevania spil, vil hurtigt finde gameplayet i Mirror of Fate velkendt. Ligesom i de førnævnte spil, har man her et slot der skal udforskes fra et 2D perspektiv, med en række rum, der indeholder hemmeligheder. Man optjener også EXP, som gør at man stiger i level.

Når man stiger i level, låser man op for nye angreb, der til sidst baner vejen for et dybt kamp system, der tilbyder en masse forskellige angreb. Dog er de ikke særlig nødvendige. Jeg havde intet problem med at klare hele spillet, ved kun at bruge de simpleste angreb, hvilket bestod i udelukkende at hamre løs på enten Y eller X knappen.

Der er en nogenlunde fjende variation, og de giver god udfordring. Det er faktisk ret sjovt i starten, men som spillet skrider frem, ender det med at blive både irriterende og let kedeligt. Det ender bare med at føles så nyttesløst. Man bliver aldrig stærkere end som man starter spillet ud, dvs. ingen alternative våben eller udstyr, så da at stige i level kun giver nye angreb, som man alligevel aldrig får brugt, ender man med kun at gå i kamp når man bliver tvunget til det.

Boss kampene er dog markant bedre. De er udfordrende på den gode måde og føles belønnende at besejre. Her kommer noget af den episke stemning fra Lords of Shadow til tider, hvilket kan være ret intenst og sjovt. Det hjælper dog ikke, at hver boss bliver afsluttet af nogle irriterende quick time events, der til tider kan være ret straffende.

Selv at udforske spillets baner mister sin charme. Ja, der er ekstra liv, magi og ammunition at finde, men det stiger så langsomt, at det er svært at mærke forskellen. Selv efter jeg havde fundet omkring 4 stykker af disse ekstra livs kister, så kunne jeg måske klare et ekstra slag mere. Det føles lidt ligegyldigt, men alligevel er det nødvendigt.

Som nævnt i historien, er der hovedsageligt tre karaktere man spiller som: Simon, Alucard og Trevor. De har hver deres egenskaber, så de føles faktisk lidt forskellige fra hinanden. De har f.eks. vidt forskellige magiske angreb, og måder at komme ind i forskellige rum på, dog er kamp systemet det samme, uanset hvilken karakter man spiller som.

Hos Alucard bliver spillet dog lidt bedre, da det tilføjer en række puzzles, der faktisk er ret gode. Dog er det kun Alucard der har disse sektioner, hvor Trevor udskifter dem med håndtag, der holder døre åbent i et begrænset stykke tid.

Spillet opnår aldrig rigtig den elskede og belønnende Symphony of the Night følelse, og ender faktisk med at være både irriterende og kedeligt. Hvad godt gør forskellige angreb, når man sagtens kan klare sig med det basale? Hvad godt gør de forskellige hemmelige opgraderinger, når man knap kan mærke dem? Det føles nyttesløst, og der skal mere end gode boss kampe til at rette op på dette problem.

Spillet tager omkring otte timer at gennemføre, hvilket egentligt også er en fin længde. Det tager dog kun maks et par timer ekstra at få alt i spillet, hvilket i sidste ende også kun giver adgang til en kort og ligegyldig forfilm, der ikke rigtig tilføjer noget til historien.

Grafikken er faktisk ikke så dårlig endda. Spillets mellemsekvenser har en særlig stil over sig, der faktisk ser ret godt ud. Der er god fjende variation (der desuden også er veldesignet), og karakterne ser også rigtig gode ud. Omgivelserne er til tider en smule kedelige at se på, men de kan også være gode at spille på.

Dette er desuden nok også det første 3DS spil, hvor jeg faktisk godt kunne lide 3D effekten. Nogle gange sker der ting i baggrunden, såsom folk der passerer, som faktisk ser ret godt ud i 3D. Det forhindrer dog ikke spillets forfilm i at smide ting ud mod skærmen, i den typiske, kedelige 3D form.

Spillets lyd design er en smule kedeligt, men der er alligevel god grund til at spille spillet med lyd. Udover godt stemme skuespil (hvor Robert Carlyle desuden vender tilbage), så har spillet et overraskende godt soundtrack. Det er mindeværdigt, og nogle gange overraskende smukt at høre på.

Castlevania: Lords of Shadow - Mirror of Fate er lidt af en skuffelse. Da det blev vist frem på E3, så det jo ellers rigtig godt ud, og æsken nævner da også nogle af de flotte priser, det fik på messen. Men nogle gange er virkeligheden bare en anden.

Spillet er halv kedeligt, og formår ikke at gøre god brug af de samme idéer, der gjorde de tidligere håndholdte spil og Symphony of the Night til en succes. Det føles mere som et spil, der kun eksister for at sætte noget baggrundshistorie op, for den komme fortsættelse, hvor vi ikke engang ved om dette spil kommer til at have nogen betydning.

Der findes bestemt værre spil derude, men også langt bedre. Det er et okay spil, der giver okay underholdning til din 3DS, men forvent ikke det store.