The Last of Us

Jeg blinker ikke. Sådan en frihed kan jeg ikke lade mig have, for foran mig kan jeg høre Clickers. Uhyggelige og groteske væsner, der jager ved at lytte. Langsomt bevæger jeg mig fremad. På grund af mørket må jeg have en lommelygte fremme, men det opdager mine fjender ikke. De har nemlig ingen øjne. Stille og roligt. Hvis jeg bevæger mig bare en smule for hurtigt går det galt. Jeg passerer stille og roligt forbi flere Clickers. Indeni i mig er det dog et komplet kaos. Well done Naughty Dog.

Det er et af de øjeblikke man tydeligt kommer til at huske i Naughty Dogs nyeste IP: The Last of Us.

Vi befinder os 20 år ude i fremtiden. Eller for at være præcis, så er hele verdenen gået i stå på grund af nogle mystiske og meget giftige sporer, som gør dig til en "Inficeret". Altså en person, som har mistet Alt forstand og udelukkende kan gå på instinkt. Nå ja, og så er de Meget aggresive. Hvor har man mon hørt den før?

Som sagt: verdenen er gået i stå, men hvad der er tilbage af menneskeracen prøver desperat at holde samfundet kørende. I ruinerne af en tabt civilisation, er der sat karantænezoner op af militæret til ikke-inficerede mennesker. Uden om zonerne er resterne af vores tidligere civilisation, som sluttede lige så pludseligt. Naturen har sejret i byerne, og alt ligger i forfald.

I denne verden spiller vi som Joel. En aldrende smugler, som prøver at tjene til føden i de hårde omgivelser. Joel er også selv en hård gut, som med lethed kan placere en kugle i ens pande uden at tøve. Sådan er generelt alle i denne verden.

Joel får et specialtilbud, som så viser sig at være en 14-årig pige ved navn Ellie, som han skal smugle igennem byen. Derefter udvikler historien sig elegant videre. Det vigtigste element i denne fortælling er klart Joel og Ellies forhold til hinanden og verdenen derude. For at kunne overleve skal man være hård som Joel, men for at bevare sin menneskelighed skal man have et hjerte som Ellie.

Naughty Dog har formået at skabe to karakterer uden lige. To karakterer, der virkelig får lov til at blomstre hele vejen igennem fortællingen. Måden de regerer med verdenen omkring dem føles aldrig clichéfyldt, eller intetsigende. Joel og Ellie er virkelig kernen i Last of Us og deres udvikling gennem fortællingen er noget af det smukkeste jeg har set i en historie... nogensinde. Så godt er det virkelig.

Når man ikke går rundt og beundrer omgivelserne, karaktererne og fortællingen så udfordres man til at håndtere fjendtlige overlevende og fjendtlige "zombier". Begge parter skal absolut ikke undervurderes.

Og her kommer vi ind på gameplay. Last of Us er et Survival-Horror spil. Understreg Survival. Man bliver tvunget til at bruge alle ens redskaber, og flankere sine fjender. Man stormer aldrig fjenderne, som var det en actionfilm. Det er det overhovedet ikke - gør man det skal man forvente at dø Meget ofte. Jeg døde meget ofte, selvom jeg prøvede at flankere. Jeg spillede så også spillet igennem på "Hard". Last of Us er et svært spil, synes jeg, men ikke desto mindre passer sværhedsgraden helt igennem fint for spillet. Det er post-apokalypsen og "survival of the fittest" skinner igennem alle mørke kloakker man nogen gange tvinges ned i.

Pas også på med ammunition, for det har man aldrig meget af. Husk at bruge de ting man finder i verdenen til at samle hjælpeobjekter, som en bombe eller molotov, for som sagt: Det kan ikke betale sig at begynde og plaffe alle ned. Nogen gange kan det endda anbefales at prøve og snige sig forbi fjenderne, i stedet for at dræbe. Man kan gøre det hele. Selv hvis du ingen patroner har, så kan du tage et gidsel og få alle de andre "Hunters" (overlevende som er fjendtlige) til at tro du har flere skud tilbage. Den dynamik i gameplayet er meget velkommen og spillet sejrer så også på det punkt.

Dog er der et enkelt minus, hvilket er spillets A.I. Tro mig, det fungerer fint, men Ellie er virkelig ikke en Elizabeth fra Bioshock. Faktisk har jeg oplevet, at Ellie simpelthen har stået i vejen og ødelagt mine overraskelsesangreb, hvilket har resulteret i Joels død. Tssk Ellie!

I forhold til grafikken er Last of Us klart et af de flotteste spil, jeg har set på PS3. Ansigtsanimationerne er ramt helt i plet. Det hjælper så meget på de følelsesmæssige øjeblikke, som spillet bringer mange af. Samtidig er post-apocalypse USA et vildt, råt og fantastisk sted med flotte teksturer. Man stopper op flere gange og beundrer synet.

Lydmæssigt er det også skønt. Musikken er ramt i top, og giver lige det ekstra skub, når spillet vil have os til at føle noget unikt. Spillet lyder også rigtig lækkert på et surround-anlæg. Når skuddene fyres afsted, kan man tydeligt høre, hvor de kommer fra og samtidig, så er våbnene lækre at høre på. Stemmeskuespillet er endnu bedre end våbnene. Troy Baker, som jeg sidst husker i Bioshock: Infinite brillerer endnu engang og giver meget liv til den helt igennem fantastiske karakter Joel. Ligeledes med Ashley Johnson, som puster liv i den ligeså dejlige Ellie. Vi føler virkelig for Ellie og får et beskyttende forhold til hende.

Last of Us er et forholdsvis langt spil. Jeg kom op på 13 timer i mit spil, og med collectibles og en + gennemspilning, så burde der være nok for de trængende. Nå ja og spillet har multiplayer. Det er dog ikke inkluderet i anmeldelsen, da jeg slet ikke har prøvet det endnu.

Men hold da op. Aldrig har jeg oplevet en fortælling som i Last of Us. Det er intenst når det skal være intenst, sørgeligt når det skal være sørgeligt og hele vejen igennem er det en smuk, smuk fortælling. Hamrende flot lavet Naughty Dog.