Tomb Raider

Tomb Raider er et reboot af den populære action adventure spil serie, som har været med os siden de spæde år på Playstation 1. Der er denne gang tale om en form for skabelseshistorie der viser hvordan Lara strander på en asiatisk ø og bliver til Lara Croft gennem nådesløs slagtning af onde russere med voldtægt på sinde. Der er måske ikke så meget "tomb raiding" men til gengæld er der rigeligt med blod og maltraktering! Som i måske har gættet er der tale om et "seriøst" og "edgy" reboot der forsøger at føre Lara ind i en moderne tid, men lykkedes det?

I en af spillets tidlige filmsekvenser vises det hvordan Lara har svært ved at håndtere hendes første mord. Hun er på randen af fortvivlelse da hun ikke mener at hun kan slå flere mennesker ihjel. Normalt ville det være et stærkt emotionelt øjeblik, men det ringer hult når man tre timer senere har flere hundrede menneskeliv på samvittigheden mens man løber rundt med en granatkaster i et flammende voldsorgie af eksplosioner og maltrakterede lig. Hvor Lara måske starter med at have dårlig samvittighed bliver hun senere til en samvittighedsløs dræbermaskine der kunne give selveste Rambo kamp til stregen, Men det stopper straks når det næste emotionelle øjeblik leveres i en hjertevarmende filmsekvens hvor Lara atter opfører sig som uskyldigheden selv.

Men spillet kæmper ikke kun med et voldsomt brud mellem gameplay og historiefortælling, det har samtidigt overordentlige problemer med sin tone. Der hentes stor inspiration fra moderne horror film som Saw, The Descent og The Hills Have Eyes, man udsættes for groteske scenarier og afsavede lemmer og rådne lig er ikke et sjældent syn. Spillets generelle tone er grum og der er ingen tvivl om at spillet skal tages seriøst, men volden og action elementerne er samtidigt som en parodi på moderne sommer blockbuster film. Komikeren Mel Brooks sagde engang: "Tragedy is when I cut my finger. Comedy is when you fall into an open sewer and die.", et citat der beskriver præcis hvad der er galt med Tomb Raiders tone. Spillet prøver at appellerer til spillerens følelser, det prøver at være en tragedie, men der er så meget action og vold at det virker mere som en farce end et hjerteskærende drama.

Spillets ambivalente forhold til indholdet er ikke kun tilstedeværende i historien, det ses ligeledes i gameplayet. Af og til virker Tomb Raider som skyggen af et lovende spil der hen ad vejen er blevet udvandet af fokusgrupper. Man kan finde spor af ambitiøse ideer der ikke rigtigt bidrager med noget i den endelige udgaver. Det bedste eksempel på dette ses i form af spillets overlevelses aspekt. Man opfordres løbende til at gå på jagt og til at udforske øen for at finde hemmeligheder og skjulte skatte. Belønningen for at gøre disse ting består af "salvage" som kan anvendes til at opgradere våben. Skyd en elg og du får lidt møtrikker, find en værdifuld skat i et skjult tempel og du får lidt skillpoints og en håndfuld møtrikker. Det leder alt sammen hen til spillets arbitrære crafting system der giver spilleren lov til at opgradere arsenalet af våben. Det virker som et spildt potentiale da man aldrig rigtigt har brug for de forskellige opgraderinger, spiller man spillet uden jagt og uden hemmeligheder finder man stadigvæk rigeligt med møtrikker til at håndtere selv de sværeste kampe. Det giver spilleren en illusion af frihed, men i virkeligheden er det ligegyldigt, da opgraderingerne ikke gør den store forskel.

Denne illusion gennemsyrer hele spillets design, man får ofte lov til at vælge om man vil snige sig eller om hellere vil skyde alt omkring sig. Men det stort set altid åbenlyst hvad designerens intention er med et hvert givent øjeblik og der er sjældent nogen grund til at gøre andet end at skyde alt omkring sig med spillets super effektive bue. Senere i spillet fratages man helt disse valg og man fanges i en fuldblods cover shooter hvor man ikke gives mange muligheder for at variere sin spillestil. Man er fastlåst i et cinematisk mareridt hvor designerens idé om hvordan hvert øjeblik skal håndteres er vigtigere end spillerens ønsker. Der er med andre ord ikke meget dybde at finde i spillets begrænsede gameplay. Selv spillets puzzles lider under dette. Kort efter man har opgraderet sin økse så man kan klatre på sten af en hvis fremtoning tvinges man til at gøre dette igen og igen. Man har ikke fået en ny evne, man har fået en nøgle der skal anvendes ved enhver given lejlighed den næste times tid. Senere får man muligheden for at skyde med reb og den efterfølgende time består udelukkende af "puzzles" hvor man skal skyde pile efter objekter indbundet i reb. Der er dog også enkelte faktiske puzzles hvor man skal tænke sig en smule om, men disse er desværre oftest gemt af vejen i hemmeligheder der, som tidligere nævnt, ligeså godt kan ignoreres medmindre man virkeligt gerne vil have 100% completion.

Tomb Raider er dumt, larmende men det er på en eller anden underlig måde også underholdende. Buen er veludført og det er yderst tilfredsstillende at myrde folk i flæng med brændende pile og det er svært ikke at få et lille smil på læben når alt omkring Lara eksploderer mens man skyder til højre og venstre med sin nærmest uudtømmelige granatkaster. Visse setpieces kan også blive en anelse intense til tider, men selvom Tomb Raider har sine lyspunkter så er det i sidste ende en tom oplevelse der hurtigt bliver glemt når først man er kommet igennem de mange dyre setpieces, spillet har høj produktionsværdi men det mangler hjerte, indhold og ambitioner.