Two Worlds

Jeg er blandt dem, som fandt Elder scrolls IV: Oblivion rigtig underholdende. Super god grafik, stor åben verden og ganske godt gameplay, som var meget lige til, var noget af det, som tiltræk mig ved Oblivion.
Men nu er det jo ikke Oblivion vi skal snakke om, men derimod Two Worlds.
Jeg kan bare huske, at da jeg læste om Two Worlds og så billeder fra det, var Oblivion det første jeg tænkte på. Jeg tænkte at et spil i lidt samme stil som Oblivion, bare udviklet af andre med måske andre ideer og tiltag var ganske velkommen, så jeg glædede mig til at prøve denne titel.
Desværre blev det aldrig rigtig til noget. Jeg tror jeg mistede interessen igen, selvom jeg slet ikke havde fået prøvet spillet.
Indtil i dag. Jeg skulle prøve at anmelde endnu et spil, imens jeg var i praktik på Gamereactor, og valget faldt på Two Worlds. Og her efter et par timers spil, er det blevet tid til at fælde dom.
Det er klart at et par timer, slet ikke er nok til at få det helt rigtige indtryk at et spil som Two Worlds, eftersom at det jo er den type spil med relativt mange missioner og en længere historie.
Derfor har jeg, så godt jeg kunne, prøvet at formulere hvad mit indtryk af spillet var, efter et par timer.

I en verden hærget af krig hvor orker er blandt den type væsner du helst skal holde dig langt væk fra, er der en dusørjæger, som søger efter sin forsvundne søster. Han har ikke set hende i 3 år, fordi hun blev kidnappet af ukendte gerningsmænd.
Du tager rollen som dusørjægeren, helten, som prøver at finde sin søster, og her er der allerede lagt op til det helt store eventyr. Desværre var der ting i spillet, som allerede fra start af slog skår i glæden.

Det første der slog mig, da jeg så indledningen (som blev vist med ingame grafik) var, at spillet da godt nok ikke var alt for kønt. Specielt ansigterne var meget lidt imponerende, og nogle gange lignede det, at folk bevægede sig lidt som robotter.
Jeg tænkte ved mig selv, at det jo heller ikke er grafiken, der kommer i første række og slet ikke i denne slags spil, for der er som regel lagt i ovnen til en ordentlig omgang fed gameplay. Derfor prøvede jeg at ignorere, hvor grafisk underlegen spillet var i forhold til lignende titler, og i stedet fokusere på andre ting.
Da jeg endelig fik kontrol over helten var der allerede fra start af dømt kamp. Jeg skulle nedlægge et par små monstrøse væsner, og det skete da også uden større besvær efter et par fireballs og nogle sværdhug..
Kampsystemet virker dejlig simpelt, eftersom at du bruger én knap til at slå, og én knap til at kaste spells.

Senere nede i en landsby får jeg tilføjet lidt flere quests til min questlog, og derefter beslutter jeg mig for at gå på opdagelse, for at se hvordan verden ellers ser ud. Områderne er grønne med meget skov og mange bjerge.
Jeg finder på tidspunkt en bjørn, som jeg vælger at hugge lidt i. Desværre sker der ingenting ved dens healthbar, men den bliver, forståeligt nok, ganske vred og rejser sig på bagbenene hvorefter den med ét slag dræber mig på stedet.
Og det må man jo sige er en hel del anderledes end Oblivion, hvor fjenderne omkring i verden fulgte med dit level, sådan så du aldrig rigtig kunne støde på fjender, som var meget svagere eller meget stærkere end dig selv. Jeg synes det er positivt, at Two Worlds ikke har det samme system, for det er nok med til at forstørre udfordringen i spillet.

Spillets skill system fungere meget fint. Der er en masse forskellige ting man kan opgradere sig i som f.eks. lockpicking, horseriding, magi af forskellig art osv.
Derudover kan man også opgradere sit liv, sin styrke, sin smidighed og sin magiske kraft. Altså meget lig med andre spil i samme genre.

Spillets lyd fungerer udmærket uden at være specielt dårlig eller specielt imponerende. Stemmeskuespillet lader lidt tilbage at ønske, for nogle gange er det næsten som om, man for sit indre blik kan se stemmeskuespillerne stå og læse deres dialoger op fra papiret.

Til trods for at spillet er så grafisk underlegen, kører det langt fra glat. Spillet hakker alt for meget og går jævnligt i stå i kort tid, når der lige skal loades et område. Det ødelægger unægtelig en stor del af glæden ved at spille, specielt fordi spillet ikke engang er særlig flot, så det er uforståeligt, at frameraten skal være så ringe.
Men som sagt er det jo ikke grafik og alt det, som det hele handler om, men for mit vedkommende var det i det her tilfælde så irriterende, så jeg ikke engang havde lyst til at spille videre.

For mig behøver er spil ikke at være blændende smukt, så længe at det kører nogenlunde godt, har et interessant gameplay, som tiltaler mig, og en historie der er til at holde ud.
Jeg vil da heller ikke udelukke, at muligheden for at jeg kunne være blevet bidt af dette spil, er til stede. Muligheden for at jeg kunne blive så opslugt, så jeg ikke ville tænke så meget over grafikken og frameraten er ikke utænkelig.
Men i de par timer jeg spillede, nåede spillet altså ikke at fange mig så meget, så jeg havde lyst til at spendere meget mere tid på det.

Hvad kan du så bruge denne anmeldelse til, spørg du måske dig selv? Jeg vil sige, at denne anmeldelse ikke så meget fortæller, om du skal købe Two Worlds eller ej, men derimod fortæller, at hvis du har tænkt dig at købe denne titel, skal du være opsat på at have tålmodighed med loading og hakken, og ellers bare sørge for at se, om spillet er fedt nok til, at du gider bruge adskillige timer på at gennemføre det.
Jeg håber virkelig, at spillet bliver bedre, jo længere man kommer ind i det, for ellers er det næsten til mere nytte som alternativ bordskåner.