Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Stuntman: Ignition

Ja der blev lige tid til en sidste anmeldelse inden min praktikperioder er ovre. Jeg fik at vide, at jeg enten kunne prøve at skrive endnu en anmeldelse eller også bare hygge mig lidt med et spil.
Da jeg valgte Stuntman: Ignition fra hylden, havde jeg endnu ikke besluttet mig for, om jeg ville anmelde der eller bare spille for sjov. Jeg havde spillet demoen af spillet før, og den havde holdt mig meget underholdt.
Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for bilspil, ligesom at mange sportspil heller aldrig har sagt mig særlig meget. Derfor forventede jeg heller ikke at Stuntman: Ignition ville komme til at udgøre nogen særlig stor underholdningsværdi for mig, men der blev jeg overrasket. Spillet er dejlig simpelt hvad angår styring, og jeg tror, at det er en af grundene til, at jeg havde lettere ved at affinde mig med det.

Hele ideen med spillet går ud på, at du som stuntmand skal køre for fuld drøn igennem forskellige filmoptagelser, hvor du også skal udføre halsbrækkende stunts. Jo bedre du klarer dig jo højere score får du.
Man kommer til at køre i en masse forskellige køretøjer deriblandt almindelige biler, større og tungere biler og motorcykler.
Under hele køreturen kan du høre filminstruktøren fortælle dig, hvad du skal gøre, samtidig med at der selvfølgelig også er forskellige symboler på banen for hvor de forskellige stunts er. Det kan være ting som at køre mellem to modkørende biler, hamre ind i ting eller lave skarpe vendinger.
Hvis man har et headset, kan man også sætte det til, hvorefter at man kan høre filminstruktøren brøle kommandoer i sit ene øre.

De første par gange man prøver en ny bane, skal man være opsat på, at ens køretøj adskillige gange bliver smadret til ukendelighed eller måske havner i en sø af lava (alt efter hvad for en film der nu bliver optaget).
Man skal lige lære banen at kende, inden man kan klare sig, og når først man har styr på de forskellige stunts, gælder det om at ræse igennem og få en god tid og minimum skade på sit køretøj.
Nogle spillere vil måske gå direkte videre til næste bane, når de har en score, som er høj nok. Jeg derimod er lidt et perfektionistmenneske, når det kommer til sådan noget med spil. Jeg kan sagtens holde ud at køre banen igennem igen og igen, indtil næsten det hele er rigtigt. Og når man så har optjent sig respektabel score, er det meget fornøjeligt at se et replay af ens gode kørsel.
Det er altså et spil, der ligger meget op til, at man skal køre hver bane igennem mange gange, så det er lidt en smagssag, om man har det fint med gentagelser eller ej. Det generede ikke mig det store.

Grafikken får ikke rigtig ens tanker hen på næstegeneration, men den er heller ikke utilgivelig. Man skal bare ikke regne med det helt store brag af realistisk grafik, når man køber dette spil, men det kan sagtens skabe en hæsblæsende oplevelse alligevel, når man flyver gennem luften med ild i dækkende og en regn af smadrede ting omkring sig.

Det kan måske lyde meget godt alt sammen, men jeg tror ikke, det er et spil, der vil holde særlig længe. Jeg tror ikke, der skal mange timers spil til, før at underholdningsværdien er dalet gevaldigt.
Man kan sammenligne det lidt med en halvsjov komedie med en måske lidt tynd historie. Den er meget underholdende første gang man ser den, og der er måske et billigt grin her og der, men er det en man vil se igen? Næppe.

Dermed vil jeg sige, at Stuntman: Ignition nok ikke lige er et spil, man bruger 500 kr. på, men hvis man finder det et sted en del billigere, og man ikke har noget imod gentagelser af baner, vil jeg helt bestemt mene, at Stuntman: Ignition ville være et godt bud på lidt solid underholdning.

Ikke verdens længste anmeldelse, men jeg føler, at jeg har fået sagt det, jeg havde på hjerte.

Samlet karakter: 6.3/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10