Beyond: Two Souls

Et relativt mørkt politikontor - på bordet er der placeret en ganske traditionel brun papirpose, der højst sandsynligt indeholder noget mad af en art; en beigefarvet kaffekop står og sender små fine dampskyer op i luften; en lampe oplyser rummet en anelse med et koldt og hvidligt skær. En blegnæbet kvinde sidder og kigger udtryksløst ud i luften. Hun er tavs som en stumtjener og lader nærmest til at være i en form for mental koma. En midaldrende politimand forsøger at få informationer ud af hende - spørger ind til hendes liv og situation. Han får intet svar. Som korte klip fra hendes fortid vises, smadres en kaffekop mod væggen - som er der en overnaturlig kraft der kaster den derhen.

Dét er den første rigtige scene vi oplever i David Cages nye storværk - Beyond: Two Souls. En fortælling, om den unge kvinde Jodie Holmers liv og hendes paranormale følgesvend Aiden, som byder på filmiske suspense-elementer og mentale puslespil. Netop det filmiske har været særligt omtalt mht. spillet - endnu engang har David Cage og Quantic Dream nemlig opbygget et videospil, som en interaktiv film, hvilket både har skabt frustrationer og glæde verden over.

Spørgsmålet er så bare, hvorvidt de filmiske elementer kommer i vejen for spiloplevelsen. Trods der er delte meninger om dette, vil jeg ikke mene at det filmiske trækker ned. Som spiller, synes jeg nemlig ikke at man på noget tidspunkt bliver fuldstændig passiv - der er altid et eller andet man kan/skal gøre, om så det er at tilberede asiatisk bøf, lege med snebolde eller kigge sig selv i spejlet. Selvfølgelig kan dette virke en anelse kedeligt i længden, men jeg synes at det er med til at danne et billede over den anden del af Jodies liv - den del, som ikke er præget af konstant drama og action. Altså, tjener disse lidt halv-kedelige hverdagsting efter min mening et godt formål for spillet, som er med til at gøre historien mere hel.

Styringen kan dog - ligesom i forgængeren, Heavy Rain - godt virke en anelse klodset, selvom den i visse spilsekvenser ændrer sig markant. I modsætning til de meget interaktive filmiske sekvenser, byder spillet nemlig også på actionprægede kapitler, hvor der både er mulighed for at snige sig uset rundt, men hvor man såmænd også kan gå i direkte kamp med fjenderne. Dette kommer blandt andet til udtryk under en træningssekvens. Her skal man snige sig fra cover til cover - om så det er nogle opsatte barrierer, grå kasseformede "bygninger" eller andre former for finurligheder. "Vagter" er placeret forskellige strategiske steder og derfor skal man naturligvis forsøge at snige sig uden om disse, eller angribe dem bagfra, således at man til sidst kan nå målet - et lille postkasserødt flag.

Kampsystemet trækker denne gang spilleren lidt mere aktivt ind i kampen, for i stedet for at man skal trykke på nogle bestemte viste knapper - hvilket man dog skal i en stor del af spillet - skal man nu aflæse Jodies (og modstanderens) bevægelser og dermed sende hende i en bestemt retning. Sommetider kan det dog være lidt svært at se hvorvidt Jodie er i gang med en defensiv- eller offensiv handling, hvilket kan føre til nogle fejlagtige bevægelser. Generelt kan det dog ikke siges at styringen er dette spils højdepunkt og på visse tidspunkter kan det også være ret besværligt at få øje på "interaktions-tegnene", grundet kameraets til tider besynderlige vinkel. Der er dog mulighed for at ændre på det, men ikke altid i så høj grad, at det rent faktisk har nogen betydelig effekt.

Også Aiden kan til tider være meget besværlig at styre - dette gør sig især gældende i starten, hvor man ikke helt har vænnet sig til styringen af ham endnu. Aiden har desuden også muligheden for bl.a. at overtage-, kvæle- og heale folk, flytte ting, osv. Især healingen kan dog være noget af en pestilens, da man med sine joysticks skal forsøge at føre to lysende prikker hen mod det skadede område, hvor de så skal være i et bestemt stykke tid - prikkerne vil dog meget hellere tilbage til deres oprindelige pladser og derfor skal man hele tiden "skubbe" til sine joysticks, hvilket dog ofte fører til at man bevæger dem væk fra området.

Når man spiller som Aiden er det desuden ofte i forbindelse med løsningen af nogle problemer og derfor føles det også tit som om at man er i gang med at klare et puslespil. Man skal så at sige benytte sine omgivelser og sin logik til at finde ud af, hvad det egentlig er meningen at man skal gøre, for det er ikke altid at spillet giver nogle hints. Dette kan både være sjovt, men også en anelse frustrerende hvis man "sidder fast".

Grafikken og omgivelserne i spillet er helt igennem fantastiske og meget varierende. Man kan så sandelig sige at historien om Jodie strækker sig over mange landområder, da der er alt fra snedækkede byer til røde ørkner - der er endda også et kapitel der udspiller sig under vandet! Lige præcis dette punkt, kan jeg umiddelbart ikke sætte en finger på - udover at der naturligvis er nogle steder der er lidt mere detaljerede og fascinerende end andre.

Også stemmeskuespillet er meget gennemført og hjælper med at give den enkelte karakter et specielt og unikt præg. Baggrundsmusikken - komponeret af Normand Corbeil og Lorne Balfe - er meget stemningsfyldt, og hjælper ligeledes med at fange spilleren og vække bestemte følelser og reaktioner hos vedkommende.
Sidst men ikke mindst er der historien - nok det, jeg som et subjektivt individ, vil mene er det vigtigste og bedste ved lige netop dette spil. Fortællingen om Jodie foregår nemlig ikke i en kronologisk rækkefølge, men der er derimod tidsmæssige spring frem og tilbage - alle de gennemspillede kapitler, kan dog ses på en lidt besynderlig tidslinje, som kommer til syne mellem hver sekvens. For hvert kapitel får vi en bedre og bedre forståelse for Jodies situation, samt "mysteriet" om Aiden. I slutningen bliver alle brikkerne dog sammensat og den endelige "forklaring" finder sted.

Ligesom i Heavy Rain udsættes man i historien også for moralske dilemmaer og valg - både direkte og indirekte. Disse valg, kombineret med ens handlinger gennem spillet, danner grundlaget for en specifik slutning.
Trods den ikke-kronologiske rækkefølge kan man derudover også se hvordan Jodie gennem spillet udvikler sig - hun går både igennem de karakteristiske "at finde sig selv"-teenageperioder, men når også at blive ramt af håbløshed og hvad der ligner en lille depression. Også mange af de andre karakterer når at udvikle sig, i takt med at forskellige handlinger udspiller sig - dette vil jeg dog ikke uddybe, da jeg nødig vil spoile noget.

Spillet er uden tvivl værd at forsøge sig med - især hvis man i forvejen har et positivt forhold til et stort brug af filmiske elementer.