Max Payne

Max Payne er en betjent, der en dag finder sin kone og barn dræbt. Han vil have hævn og begynder at følge diverse spor, der kan lede ham til, hvorfor hans familie var blevet dræbt. Max Payne har dog en tendens til at havne i uheldige situationer, så da det brygger op til en bandekrig, befinder Max Payne sig også midt i det hele. Samtidig kan han ikke få hjælp af sine kolleger, da hans metoder på sit hævntogt ikke er helt i orden med loven. For hver person Max får svar af, kan der bare stilles flere spørgsmål og plottet har et par gode afsløringer og er spændende gennem hele spillet.

Historien præsenteres ved hjælp af graphic novel-paneler, hvor personerne taler. Disse er ofte ret dystre, men dog også fyldt med humor, ikke mindst fra Max Payne selv, da han ofte reflekterer over, hvor uheldig han er.
Historien i Max Payne er fantastisk og velskrevet, har fede twists, men det er dog ikke kun den, der holder dig fast gennem spillet.

Det, der holdt mig fast gennem spillet, var Max Payne selv. Man føler med ham, han har mistet sin familie og vil bare gerne vide hvorfor. Samtidig kan man ikke andet end at elske hans tørre humor. Man får endda lov til at dykke ned i hans bevidsthed gennem spillet, da man f.eks. oplever et par af hans mareridt, hvilket viser, hvor plaget han er, ret godt.

Noget som Max Payne er kendt for, er dets bullettime, der f.eks. aktiveres ved bulletdodge, hvor man springer i en retning, mens tiden går langsomt, så du kan nå at skyde fjenderne mere præcist. Bullettime aktiveres også, når man dræber bestemte fjender, så man ser dem falde til jorden langsomt. Det er ekstremt sjovt at lege med bullettime, ikke mindst, når der er en større mængde fjender. Man skal dog passe på, da man hurtigt kan løbe tør for liv, ved et uheldigt bulletdodge. Man kan dog få lidt liv tilbage ved at få Max Payne til at bruge smertestillende. Jeg ved ikke lige, hvor sundt det er at tage så mange piller på en gang, men han lever da stadig.

Banerne, du skal gennem i Max Payne, kan godt være lidt forvirrende til tider, da der er nogle steder, hvor man skal backtracke for at komme videre, hvilket i hvert fald forvirrede mig en smule. Der er også et par baner jeg overhovedet ikke bryder mig om og helst ville springe over. Det er når, man skal opleve Max Paynes mareridt, og man tvinges ud på en meget tynd streng af blod. Man skal herefter springe mellem forskellige af disse for at finde væk derfra. Det ville egentlig være fint nok, hvis det bare ikke var så nemt at glide ned ad dem og falde til sin dø. Det er dog ret nyttigt med quicksave i disse situationer.

Noget der er nok af i Max Payne er våben, og du kan nærmest have et mindre arsenal på dig. Der er ingen begrænsning for antal af våben, så du burde ikke kunne løbe tør for ammunition eller noget at skyde med. Det føles nu også bare ekstremt godt at kunne bruge dual berettas, når man kombinerer det med bullettime.

Lydsiden og billedsiden i Max Payne er ekstremt passende til den dystre historie. Musikken er hen mod melankolsk og billedsiden er bare lavet tilpas dyster. De fleste baner er ret mørke og fremstiller New York som et perfekt sted for dystre forhandlinger.

Replayability er der også i Max Payne, da man udover at spille det igennem igen for den fede historie også åbner for nye sværhedsgrader og andre modes som f.eks. New York Minute mode, hvor man skal klare banerne på tid. Jeg skal dog også huske at nævne, at jeg kom gennem historien på 4-5 timer, så det er ikke det længste spil, men når der samtidig er alle de ekstra modes, gør det op for det.

Max Payne er et mørkt spil, og et virkelig godt spil. Dets bullettime, gode historie og alt andet i spillet gør det til et spil, som jeg vil anbefale til rigtig mange andre, da det vil være en skam at gå glip af det. Og ikke mindst en skam at gå glip af et møde med Max Payne, en af de bedste hovedpersoner du kan finde i spil-verdenen.