Wario: Master of Disguise

Alle ved, at Wario er en lusket fætter, der konstant er på jagt efter nye skatte, men bag overfladen gemmer sig en helt anden person. Dovenskaben har også tag i den gule italiener, og faktisk er det foran tossekassen, at det nyeste eventyr begynde

Som enhver anden kan selv helte få trang til en slapper på sofaen efter flere ekspeditioner på jagt efter skatte. Og som enhver anden kan selv helte ligefrem begynde at kede sig efter en rum tid på sofaen - og endda begynde at savne hverdagen igen! Wario er ingen undtagelse, og i sin søgen efter nye eventyr dukker et program op på skærmen. En tryllekunstner, The Silver Zephyr, viser sig at have talent inden for sig fag, og straks får Wario skumle associationer mellem trylleri og skattejagt. De lilla selebuksner bliver spændt fast, og snart er Wario på farten igen ved hjælp af sin nyeste opfindelse, Telmet, som kan suge ham ind i tv'et.

Hvem har selerne på?
Warios eventyr har gennem tiden altid udmøntet sig i en higen efter rigdomme, som gemmer sig i oldgamle pyramider, på sørøverskibe eller sågar på tepotteformede bjerge. Denne gang foregår søgningen efter skatte igen i mange forskellige lokaliteter, men først bliver hovedpersonen transformeret til en ny superhelt - The Purple Wind. Det sker efter Wario får fat i tryllekunstnerens tryllestav, Goodstyle. Derefter bliver han viklet ind i et mindre drama, hvor tryllekunstneren jagter Wario for at få sin Goodstyle tilbage. The Purple Wind, alias Wario, går nu efter at samle de fem vise sten, som vil give ham adgang til (endnu) en mægtig skat. Det viser sig, at flere jagter disse sten, så der er virkelig lagt op til et trekantsdrama af format.

Hvis du allerede er stået af når gælder historien, så er det fuldt forståeligt. Der er pludselig en masse at holde styr på, og samtidig en masse ligegyldige indslag og søgte opfindelser, som kun er med i historien for at få det hele til at hænge sammen. Wario-spillene har altid været kendt for en solid omgang platformsspil af fin format, så denne mere gnidrede indgang til spillet er lidt af en skuffelse. Wario har også længe været kendt for at være en rapkæftet herre, men det bliver nedtonet fra start da fortællerteknikken er meget pædagogisk og kedelig. De sjovere, sure opstød er væsentligt indskrænket, så selv hans personlighed bærer ikke historien til fulde, hvilket er en ærgerlig start på bekendtskabet.

Skizofren og multitalent
Den nye centrale figur i spillet, staven Goodstyle, har givet Wario en række muligheder at vælge imellem på hans færd. Den kan nemlig trylle Warios identitet om; hele syv forskellige skikkelser, foruden The Purple Wind selv, kan blive brugt undervejs - og der bliver rig mulighed for at bruge dem alle. Hvad enten du skal iklæde dig en rumdragt som Cosmic Wario, som er indehaver af en laserpistol, eller få en brændende ånde som Dragon Wario, så skal du tit og ofte skifte klæder. Alle syv skikkelser er hurtigt blevet tilgængelige for dig, så stormen af puzzles tager ligeledes hurtigt sin start. For at ændre skikkelse skal du tegne et unikt symbol på Wario, som derefter straks vil ændre sig. De mange skikkelser er logisk nok omdrejningspunktet for alle puzzles, som er at finde, men samtidig heller ikke helt nok for at gøre det sjovt. Der er ikke altid en åbenlys forklaring på, hvilken person man nu skal bruge for at komme videre - hvilket også hænger sammen med banerne, som er meget store. Tit finder du dig selv gennemgå alle skikkelserne for at finde et hint, men til ingen nytte. Derefter drømmer du om et spil, hvor der ikke var nær så mange puzzles at skulle løse, for i stedet at nyde elementer mere ovre i platformsgenren.

Banerne er som sagt meget store, så der skal løbes en del frem og tilbage for at komme videre. I stedet for at gøre banerne mere lineære og logisk opbyggede er din eneste hjælp et stort kort på øverste skærm, der viser hvor du finder den næste skat. Banerne er tit opdelt i etager, så alle rum skal gennemgås for finde næste hint - besværligt. Skattene er ikke nogen stor belønning; for at åbne dem må du endnu engang hive Goodstyle frem, som vil hjælpe med at åbne dem for dig. For at åbne dem skal du dog først vinde et lille, tilfældigt valgt minispil. Alle meget letforståelige spil uden nogen nye idéer overhovedet, og samtidig er udvalget ikke særlig stort mellem dem. Når skattene er åbnet får du en vist antal penge ind på kontoen, der dog ikke kan bruges til hverken opgraderinger af dine personer eller til at åbne for små ekstra overraskelser.
Styringen kræver sin tid at vænne sig til. Pga. de uafbrudte skift mellem karaktererne må du altid have din lille skrivestift ved hånden, så du må holde hele konsollen med en hånd alene. Heldigvis er der tænkt på venstrehåndede, for Wario både kan styre med d-paddet og de fire actionknapper. Denne sammensætning er ikke ligefrem funktionel, men det er svært at se, hvordan det kunne være gjort anderledes.

Teknisk gennemsnitlig præstation
Der er ikke mange overraskende momenter når man ser på spillets visuelle side. Wario ligner sig selv i 2D, ligesom baner og fjender gør det. Heldigvis har udviklerne, Suzak, bibeholdt de mange farvede elementer, der kendetegner håndholdte spil fra Nintendos egne hænder. Banerne er lidt for sterile uden den kendte gnist af hygge, men generelt er stemningen fin. Der er et par få sekvenser i 3D, men uden megen bevægelse, så Nintendo DS-konsollen bliver ikke sat under kraftigt arbejde på noget tidspunkt.
Lyden har før i Warios eskapader holdt sig til den skøre humor, som Wario er kendt for, men her er musikken uden hverken ørehængere eller stemning. I stedet får vi en mere afdæmpet melodi, der opbygger den mere bløde pædagogiske tone, som helst ikke skal jage nogen yngre spillere væk. Wario kommer til tider med små indfald, men de er meget begrænsede og uden sjove kommentarer.

Endnu engang må der fremvises en ærgrelse for, at vi ikke har fået et traditionelt platformsspil mellem hænderne. Selvom denne genre nu må være tilfaldt fætter Mario, så er denne form for eventyr ikke særlig fornøjelig. Banerne bliver noget, der hurtigst muligt skal overstås, og den evige trasken frem og tilbage får én til at miste lysten til at spille videre. Idéen med de forskellige personligheder virker først fint og varierende frem for lignende spil, men bliver hurtigt et skiftende irritationsmoment, i takt med at udfordringerne stiger i spilet. Wario var sjovere før i tiden, i stedet for denne gennemsnitlige og pædagogiske udgave.