Beyond: Two Souls

(En lang omgang igen, så håber i hænger med!)

Hvad skal man sige om David Cage? Filmskaber eller videospil skaber? Der findes rigeligt med argumenter for begge. Nogle kritiser ham for, at hans spil egentlig ikke er spil, men blot interaktive film. Andre tager det med, som en del af oplevelsen.

Uanset hvad, så prøver manden på at revolutionere videospil historier. Højlydt har David kritiseret de moderne tendenser i video spil, en industri som han mener, er domineret af de voldelige, eksplosions rige actionspil. Den burde i stedet tage at vokse op. Industrien lider under "Peter Pan Syndromet", hvis du spørger ham. David vil engagere hjernen, fortælle gode historier der rør en, og får dig til at gøre ting, man normalt ikke gør i et videospil.

Denne holdning kunne tydeligt mærkes i Heavy Rain fra 2010, der på trods af nogle fjollede øjeblikke, og et par plot huller, formåede at blive et fremragende spil, der var mit Game of the Year i det år. Derfor har der været store forventninger til hans, og hans selvskab Quantic Dreams nyeste spil, Beyond: Two Souls.

Kan det virkelig formå at nå de samme højder som Heavy Rain? Ikke hvis man læser ud fra anmeldelserne, hvor spillet har en MEGET blandet modtagelse. Nogle kan lide det, andre er ekstremt skuffede. Men er det virkelig også fair?

Ligesom Heavy Rain, så er Beyond Two Souls' fokus primært på historien. Gameplay er næsten sekundært, ligesom f.eks. i Tilbage til Fremtiden spillene, The Walking Dead (Telltale udgaven), og Quantic Dreams' tidligere spil. Dette betyder, at spillet stort set lever og dør med sin historie.

-

Beyond: Two Souls handler om pigen Jodie Holmes (Ellen Page), som vi følger gennem femten år af hendes liv. Hun er ikke ligesom andre piger. Siden hun blev født, har hun haft en usynlig ven, som hun kalder Aiden.

Hvad Aiden er, ved hun ikke, men denne skabelse (bliver omtalt som hankøn fremover) forfølger hende konstant. Hun kan til tider kontroller ham, hvor hun gennem ham kan manipulere med objekter, overtage folks tanker, og endda påføre skade på dem.

Størstedelen af hendes liv foregår i CIAs varetægt, hvor forskerne Cole (Kadeem Hardison) og Nathan (Willem Dafoe) prøver at blive klogere på forbindelsen mellem Jodie og Aiden. I deres varetægt lærer hun for alvor at få kontrol over Aiden. Vi ser også Jodie som en CIA agent, og endda hjemløs.

Ja, det lyder lidt som en historie, der hopper rundt over det hele, hvilket faktisk viser sig at være en ret passende beskrivelse af handlingen. Historien bliver fortalt usammenhængende, og derfor skifter spillet ofte stemning og genre. Det er både action, drama, thriller, gyser, romantisk og endda også lidt krimi.

Cage har forsvaret dette med, at livet ofte skifter genre, hvilket han har ret i. Men som historie standpunkt, er det ikke altid en god idé.

Det kan skabe forvirring, absurde og upassende øjeblikke, hvilket spillet har to-tre stykker af. Disse øjeblikke virker direkte irrelevante for handlingen, som f.eks. et meget underligt besøg i Navajo, og en lidt unødvendig slutning (den allersidste mellemsekvens).

Navajo sektionen har en fin pointe, men måden den bliver leveret på, er langtrukken, og upassende, sammenlignet med resten af spillet. Og spillets sidste mellemsekvens er lidt underlig, selvom den logisk set giver mening.

Disse øjeblikke ødelægger ikke spillets handling, men de er bemærkelsesværdige vejbump. De varer for længe, og holder ganske enkelt ikke ens interesse. Der er få af disse øjeblikke, men de kommer lidt i vejen for selve oplevelsen.

Nogle øjeblikke virker desuden også som om, at Cage kun har placeret dem i spillet, fordi han kunne. Han minder lidt om en ung knægt, der lige har fået 100kr. til slikbutikken. Han vil have det hele, hvilket ikke altid er en god idé. Hans forældre skulle have lært ham, at begrænse sig.

Jo vist, Heavy Rain havde også sine absurde øjeblikke, men HR holdte sig til den samme genre, og forhindrede derved disse ting. I Beyond, går det lidt over gevind.

-

Så manuskriptet har i den grad nogle svagheder, samt lidt ostet dialog til tider, men ellers kan man godt mærke, at Cage har lært lidt af den kritik, som Heavy Rain fik.

HR havde et stort plothul, men I Beyond er der ikke rigtig nogen. Jo vist, det er uvist hvorfor Aiden f.eks. kun kan dræbe nogle, og manipulere med nogle, hvor han så er magtesløs over for andre, men dette kan dog forsvares.

Når Jodie bruger Aiden, forvolder det hende smerte, og afhængig af hvad der sker i den pågældende situation, og f.eks. hvor meget hendes adrenalin er oppe og køre, kan han enten flyve længere, eller dårligt flyve nogle steder, samt hvad han kan og ikke kan.

(Spillet forklarer ikke ovenstående, det er bare min fortolkning).

Handlingen hænger generelt bedre sammen, på trods af de mange genreskift. Og det er godt gået, når man tænker på hvor stor handlingen er.

-

Cage har desuden også formået, at skrive nogle helt igennem fantastiske øjeblikke. For hvert ostet og absurd øjeblik, er der mindst et øjeblik, hvor dialog og handling er flot skrevet. Dette er en menneskelig historie, på trods af det overnaturlige element. De vigtigste personer føles som rigtige mennesker, som man kan relatere sig til, og holde af.

Dette er delvist også takket være skuespillere, der næsten alle gør et fremragende stykke arbejde. Ellen Page leverer en fantastisk optræden, der beviser hvorfor hun er begyndt at blive betragtet, som en helt stor stjerne inden for film. Hun spiller Jodie perfekt, og ved hvornår hun skal overspille og underspille sin karakter. Hun får Jodie til at føles menneskelig, og gør at man holder med hende.

Det samme kan siges om Willem Dafoe, der leverer sin bedste optræden i lang tid. Endelig er han blevet fri for de underlige og ostede roller, som han så ofte har fået i film (Green Goblin anyone?). Her spiller han en sympatisk forsker, som man ikke kan undgå at varme sig op til. Hans karakter ark afsluttes nok lige en tand for hurtigt, men han bidrager også med nogle fremragende øjeblikke.

Det skal også siges, at det viser Cage hvor dygtig en instruktør han er, når han kan få så flotte præstationer, ud af sine skuespillere. Også selvom, at nogle nogle enkelte karaktere er lidt dårligt skrevet.

-

En ting der har været debat om, er spillerens rolle. Et emne, som har splittet folk af. Og ærlig talt, der er ikke meget gameplay. Ligesom Heavy Rain, går det mest ud på at udføre quick-time-events, der afgør hvad Jodie gør og siger

I modsætning til Heavy Rain, så er QTE'rne blevet stærkt simplificeret. Ansigtsknapperne er for det meste glemt, der er meget få øjeblikke, hvor man skal holde flere knapper nede på en gang, analog bevægelser og skulderknapperne fylder mere.

Under nogle øjeblikke, kunne der godt have været brug for flere QTEs, som kunne have bragt mere udfordring i visse scener (selv på højeste sværhedsgrad), men ellers virker det stadig godt. Det er stadig muligt at fejle nogle stykker, og i visse tilfælde, er de lige så udfordrende, som det ville være i virkeligheden,er mentalt for Jodie. Men antallet af disse er reduceret, i forhold til Heavy Rain.

Under det meste af spillet, kan man også styre Aiden. Han kan bruges til at manipulere ting, overtage folks tanker, dræbe dem, helbrede og læse folks minder. Hvornår han er hjælpsom viser spillet højt og tydeligt, og hvad man kan få ham til at gøre, dikteres af historien.

Nogle vil se det som begrænsende, men jeg synes det er fint nok. Ellers ville spillet blive alt for ensformigt, og skabe yderligere plothuller. Hvis man bare kunne gøre alt ved alle, var der ingen pointe i spillet jo.

Men det er stadig lidt for simpelt til tider. Et valg jeg vil gætte på er truffet, så man kunne få flere spillere til at komme igennem historien. Det er egentligt fint nok, men hvorfor kunne man så ikke lave en ekstra sværhedsgrad, hvor QTE'rne var mere udfordrende? Selv på højeste sværhedsgrad, er det lidt for let (bortset fra kamp sektionerne).

-

Spillet kan også spillet igennem Beyond appen, som kan downloades til både iOS og Android, ganske gratis. Der er et eller andet sjovt ved, at spille et Playstation 3 spil gennem sin smartphone, men det er egentlig ikke mere, end en gimmick. Det gør spillet endnu mere simpelt, end det i forvejen er. Men det er hjælpsomt, hvis man planlægger at spille sammen med en anden.

Ja, man kan faktisk være to om at spille det. Den ene styrer Jodie, og den anden styrer Aiden. Man skal dog ikke forvente, at dette betyder co-up som vi kender det, fordi det er det på ingen måde. F.eks. spiller kun en person af gangen, så man kunne lige så godt bare give sin controller (eller smartphone) til den anden person.

Men det passer faktisk rigtig godt til spillets historie, og gør at man kan føle hvordan Jodie har det. Det er ikke traditionelt, og nogle vil føle at det er spild af tid, men hvis man tager det som det er, er det overraskende effektivt.

-

Spillet prøver også på at komme med en ny drejning på Quick Time Events. De fleste ting udføres med det højre analog stik i denne omgang, som f.eks. når Jodie skal tage fat i ting. Men det er under action sektionerne, at denne drejning har den største effekt.

Her skal man rykke stikket, i takt med Jodie, ved at læse hendes krop bevægelser. Skal hun f.eks. til at slå en person, går spillet i slowmotion, og du skal rykke stikket i samme retning, som den arm hun angriber med. Dette betyder, at man skal være opmærksom på hvad der sker, hvor det i andre spil er for let at være ligeglad, og kun være opmærksom, når spillet beder om et knap tryk.

Hendes kropssprog kan være svært at læse nogle gange, men det tilføjer kun til udfordringen! Mange spil kunne lære af det her. Det får en til at føle sig involveret, og gør, hvad der ellers ville være en let affære, til noget interessant. Også fordi, det er udfordrende, i modsætning til resten af spillet.

-

Men dette leder også hen til nogle af de mere kontroversielle dele, af spillet. Noget, som virkelig har splittet anmelderne ad.

Først og fremmest, så er det umuligt at dø. Man kan ikke få game over, under nogle omstændigheder. Uanset hvor meget du fejler kamp scenerne, så vil Jodie altid overleve, uanset hvad. I nogle tilfælde vil det forlænge spillet en smule, såsom hvis politiet fanger hende, men ellers vil hun altid klare den. Aiden skal nok være der for hende.

Det giver lidt en følelse af, at spillet kører på autopilot, hvilket også kan ses andre steder. F.eks. i spillets motorcykel bane, er det nærmest ikke nødvendigt at styre Jodie, fordi hun skal nok komme i mål, uanset hvad. Det samme gælder, når man skal vælge hvad Jodie vil sige. Venter du for længe, vælger spillet automatisk en besvarelse for dig.
Sidstnævnte er for, at stresse spilleren til at træffe et valg, så den kan forsvares. De andre situationer derimod, er forskellige fra person til person.

For nogle, vil det få dem til at føle, at der egentlig ikke er brug for dem. Spillet fortsætter uanset hvad, så hvorfor overhovedet gøre en indsats? Man kan lige så godt knappe op for øllene (eller hvad man nu drikker), og forberede sig på en ti timers film.

Men hvis man tænker sådan, så har man lidt misforstået pointen med Beyond. Det er ikke et spil på traditionel vis, det er interaktivt drama. Et vælg-selv eventyr. Du får fortalt en historie, og du har muligheden for at være en del af den. Ligesom et vælg-selv eventyr, kan du enten vælge at følge dens regler, og kun læse de sider der er relevant, for det du selv har valgt, eller bare læse alt, og blæse på konceptet

-

Men der er en pointe med galskaben. Det gør, at man lettere kan leve sig ind i spillets verden.

Cage har snakket højt om, at Game Over burde elimineres, hvilket jeg godt kan forstå. Ødelægger det ikke ens indlevelse lidt, hvis man bliver mødt af en Game Over skærm, og må starte forfra? Især, hvis banen er så frustrerende, at man må genspille den samme sektion igen og igen?

Der er en grund til, at spil som Dark Souls direkte genopliver dig, fremfor at føre dig tilbage til seneste save.

Det holder historien i gang, og får dig til at glemme, at du sidder og spiller et spil. Så i denne forstand, er jeg fuldstændig enig med David Cage. Det tilføjer mere end man tror.

-

Den anden kontroversielle ting, er spillets valg. Den generelle konklusion fra anmelderne, siger at ens valg dårligt har nogen indflydelse. Og det er her, at det begynder at blive kompliceret. Der er valg, faktisk en del af dem, men de har ikke den samme indflydelse som i Heavy Rain.

Det spil havde fire hovedpersoner, hvor Beyond kun har en, hvilket begrænser mulighederne en del. Man skal altså ikke forvente, at man kan lave drastisk om på spillet. Der er kosmetiske forandringer, ændringer i dialog, scener der kan undgås, og liv der kan blive forkortet, men spillet vil ramme de store og vigtige historie punkter, uanset hvad.

Det vil være en skuffelse for nogle, men man skal altså huske, at man er nødt til at begrænse de forskellige valg. Ellers ville vi ende op med en historie, med så mange variabler, at det begynder at ligne Bioshock: Infinite. Det ville være et teknisk mareridt, og forfatteren ville aldrig nogensinde kunne blive færdig med at skrive manuskriptet.

Desuden er konceptet lidt misforstået. Dette er IKKE Heavy Rain, der har aldrig været lagt massiv vægt på, at ens valg betyder alt. Ligesom The Waking Dead (Telltale udgaven), handler det mere om hvordan din Jodie er. Du skaber din personlige Jodie, og tænker mere på hvad der ville være bedst for hende.

Det får dig til at vælge efter følelserne. Man lærer nærmest at tænke og føle som hende. Det er hendes personlige konsekvenser, der gør de enkelte situationer interessante og spændende. Spillet gør et fremragende stykke arbejde, i at få dig til at føle for og som hende. Og dette er faktisk delvist takket være, at historien ikke er fortalt i kronologisk orden.

-

Der er mening bag den ikke fortællermetode, fordi det er en repræsentation af hvordan vi som mennesker tænker. Hvis jeg stod og skulle fortælle dig om mit liv, ville jeg højst sandsynligt springe frem og tilbage mellem forskellige begivenheder. Fortælle dem som jeg begynder at huske dem. Dette er noget vi alle gør, fuldstændig ubevidst. Det er med til, at man bedre kan leve sig ind i spillet, som Jodie. Det føles menneskeligt.

POTENTIEL SPOILER!!!

Jeg har desuden også en teori om, at spillet også repræsenter depression. Jodies liv er ikke ligefrem en dans på roser, fyldt med vold, ensomhed, forræderi, og dem som opgav hende. Det kan virke som billige forsøg til tider, men sådan kan det altså også godt foregå i virkeligheden.

Det er primært de negative ting, som Jodie husker. Negativitet, som har fyldt næsten hele hendes liv. De få gode ting der bliver vist, bliver som regel efterfulgt af noget negativt. Måske er der sket flere gode ting. Det bliver da i hvert fald hentydet til, når man tænker på hvor godt Nathan og Cole behandler Jodie, men det tænker hun ikke på, fordi de negative begivenheder har overtaget hendes sind.

Sådan er det, at være deprimeret. Det er ikke et valg, det er noget som overtager en. Hun vil gerne huske de gode stunder, men hun er under depressionens magt. Og selv med den bedste slutning, er hun stadig mærket af det, og det forlader hende aldrig rigtigt.

Depression er forskelligt fra person til person, men i dette tilfælde, passer det perfekt til en lignende periode i mit liv. Jeg kender det kun alt for godt, og jeg er stadig mærket efter det, præcis ligesom Jodie.
Beyond er med til at vise, hvordan det er at være deprimeret, hvilket det håndterer flot.

Det viser, at det ikke er et valg, og hvor svært det er at bryde med det, selvom man så gerne vil. Det tilføjer en masse dybde til spillet, og hinter endda kun på det, i slutningen. Det er rigtig flot skrevet, og her fortjener David Cage utrolig meget ros. Jeg er imponeret!

POTENTIEL SPOILER SLUT!!!

Desuden gør denne historiemetode også, at spillet får et tempo, der er konsistent og til at følge. Hvis man tog det i kronologisk orden, så ville det ærlig talt blive noget af et rod.

Denne historiemetode tilføjer også mystik over handlingen. Man sidder ofte og tænker, hvad er der dog sket før? Hvad har fået Jodie til at gøre disse ting, osv. Det holder historien interessant, og en nysgerrig efter, hvad der udløste disse begivenheder.

Det er også let at forbinde de forskellige begivenheder med hinanden, da spillets loadingskærme er venlige nok til at vise, hvor den næste scene finder sted i tidslinjen. En detalje, som de fleste anmeldere tilsyneladende er gået glip af.

-

En side effekt af denne metode, er dog at det ikke er lige så tydeligt, hvornår man egentlig har et valg. Mit indtryk efter min første tur igennem spillet, var at der dårligt var noget, man kunne have indflydelse på.

Der er også andre gange, hvor det direkte viser, at du intet valg har, som f.eks. sent inde i spillet. Her skal Jodie ud på en mission, men som noget af det første, får man vist slutresultatet, hvorefter man skal spille op til det punkt. Hvad er pointen så, hvis man ikke kan undgå det?

Men hvis man har undersøgt spillet nærmere, er der stadig en del valg at træffe. De er bare bedre skjult denne gang, fordi Game Over ikke findes, og historie strukturen ikke er lineær.

Så bare rolig, der er stadig en del fleksibilitet, også selvom det både er uklart, og ikke i en så stor grad, som Heavy Rain.

-

Alt i alt, kan man se frem til otte til ti timer i selvskab, med Jodie og Aiden. Det er i sig selv en fin længde, men det kan godt mærkes på et par punkter i spillet, at spillet på en måde trækker sig selv ud (Navajo). Men et eller andet sted, skal vi også være glade for, at spillet ikke er gennemført, i løbet af en aften.

Der er grund til at spille igen, da der er ca. 11 slutninger, og en del situationer, der kan ende på flere forskellige måder. Men som nævnt tidligere, er det ikke altid til at gennemskue, hvor man har valg, og hvor man ikke har, hvilket kan skade ens lyst til at spille igennem igen.

Eller man kan gå David Cage ruten, og være tilfreds med en tur gennem spillet, og tage det som var det dit eget liv. I virkeligheden får du jo heller ikke lov til at gå tilbage, og undersøge de forskellige valg, vel?

-

Du har måske allerede set billeder af spillet, og her er der ingen diskussion: spillet er (for det meste) rigtig smukt at se på.

Animationerne er nogle af de bedste, der længe er set, og ansigtsanimationerne nærmer sig hastigt L.A. Noire niveau, hvis ikke det faktisk overgår dét spil. Alt ser så naturligt og virkeligt ud, og er et bevis for, hvad PS3 kan præstere. Passende, når man tænker på, at denne generation næsten er overstået.

Der er dog et par skønhedsfejl. Billedehastigheden bukker under et par gange, og så bliver karakterne nogle gange ramt af "overløbe syndromet", hvor underlæben ikke bevæger sig overhovedet. Det ser underligt ud, men det sker ikke ofte nok, til at ødelægge spillet.

-

Lyden er lidt mere blandet. For det meste, er det en god oplevelse for ørerne, med god musik fra Lorne Balfe, og Hans Zimmer. Også selvom, at musikken nogle gange låner fra Inception. Normand Corbeil skal desuden også hyldes, men han nåede desværre ikke at komponere så meget, før hans død i januar 2013.

Stemmerne er for det meste også gode at høre på, takket være Ellen Page og Willem Dafoes fantastiske præstationer. Enkelte sidekaraktere har nogle svage skuespillere, men ellers er stemmerne generelt bedre, end i Heavy Rain. Det samme kan siges for manuskriptet, der ikke har lige så meget ostet dialog, som Heavy Rain til tider havde.

KONKLUSION:

Beyond: Two Souls er lidt svært at bedømme. Nogle tidspunkter er farligt tæt på at skrabe bunden, hvor man underer sig over, hvad pokker Cage har haft gang i. Og andre gange, er spillet så fremragende, at det er på højde med de bedste øjeblikke i 2013. Der er flere af sidstnævnte, men de dårlige øjeblikke er stadig tydelige.

David Cage har brug for tre ting: en til at redigere hans manuskript, rette igennem for ostede sektioner og evnen til at begrænse sig selv. Der er ikke noget galt i at have en masse idéer, det er kun dejligt, især når man tænker på de fleste spil disse dage. Men nogle gange, er man desværre nødt til at skære noget fra. Det virker som om, at Cage gerne vil gøre det hele i et spil, hvilket har efterladt nogle grove punkter. Nogen skulle have sagt til ham, at de godt kunne blive skåret fra.

Men at bedømme "spillet" som en fiasko, er i mine øjne ufortjent. Cage har talent, det er der ingen tvivl om, fordi han kan noget, som kun få udviklerne kan: Få følelserne frem i spilleren, få dem til at tænke som den person man spiller, og give det hele en dybere mening.

Få videospil har så meget dybde, som Beyond har, og det er helt utroligt, hvad de små ting ender med at betyde for handlingen. Få spil har så smukke og spændende øjeblikke. Derfor, skal Beyond opleves.

Lad det være klart, dette er IKKE et spil, men interaktivt drama. Dette er IKKE en fortsættelse af Heavy Rain. Og på trods af de forskellige valg, handler det om at skabe DIN EGEN Jodie, ikke at alle plot punkter har hundred variationer.

Mange anmeldere har helt misforstået Beyond. Og det gør lidt ondt at se på. Efter så meget snak om at skulle bevise, at videospil er blevet mere voksne, modne og dybe, så bliver Beyonds dybde og idéer fuldstændig ignoreret. Er I stadig for optaget af GTAV, eller hvad?

Er Beyond et af årets bedste? Ikke nødvendigvis, takket være absurde øjeblikke, ostet dialog, og Cages manglende evne til at begrænse sig selv. Men det er et af årets vigtigste spil. Det viser at spil ikke kun behøver at handle om pistoler og eksplosioner, men at de også kan levere smukke og voksne øjeblikke, ligesom The Last of Us beviste. Det føles lidt som et uretfærdigt 8/10, men også passende. Jeg vil så gerne give det mere, men det kan jeg bare ikke.

Måske skal man give Cage et mindre budget næste gang? Lære ham, at holde sig til sine bedste idéer, og skære unødvendige ting fra.

Beyond kan stadig anbefales. Det er et spil, der skal opleves, på trods af sine fejl og mangler. Hvis bare de ikke var der...