Beyond: Two Souls

Det er lidt svært at skrive en anmeldelse om Beyond: Two Souls. Ikke fordi, at jeg ikke har styr på spillets plusser og minusser, for det har jeg skam siddet og tænkt over. Nej problemet ligger i det, at jeg ikke helt kan sige om Beyond skal bedømmes som et spil eller som en film. Beyond har nemlig rigtig mange gode sider af hver. Filmdelen er helt i top, og spildelen... følger mere eller mindre med. Eller det gør den, for uden den del ville Beyond ikke rigtig være Beyond. Ligesom at Heavy Rain heller ikke rigtig ville være Heavy Rain uden evnen til at børste tænder.

Spilstudiet Quantic Dream, ledet af den visionære David Cage, udgav nemlig spillet Heavy Rain nogle år før det nye Beyond: Two Souls. Heavy Rain var også en interaktiv fortælling, som det nye Beyond er, og spillet løb da også af med stor, stor ros. Og kritik. For der var nogle punkter, hvor folk ikke fandt Heavy Rain så fascinerende. Jeg skal dog også indrømme, at det ikke lyder så glamourøst og fordybende at ryste sin controller for at børste tænder. For det var sådan gameplay fungerede. Quick-time events og buttonmashing blev brugt igen og igen når det kom til Heavy Rain og ikke ligefrem til stor ros hos mange anmeldere.

Men jeg må alligevel indrømme, at jeg holdte af det. Kluntet som det var, så er spillet Heavy Rain alligevel ikke helt spillet Heavy Rain uden den del, og jeg er skam ikke bange for at sige, at jeg er glad for at Quantic Dream har valgt at beholde den del i det nye Beyond: Two Souls.

Men gameplay vender jeg tilbage til lidt senere, for jeg synes, det er lidt vigtigere at forklare, hvad for en fortælling Beyond egentlig er. Fortællingen er skrevet af David Cage, som igen har gjort det fantastiske ved at skræddersy en fortælling, som graver dybt ned i en selv og sætter tårekanalerne godt i gang. Også de indre!

I Beyond: Two Souls følger man en pige ved navn Jodie Holmes. Hun er nu ikke en helt almindelig pige. Så længe hun har kunnet huske, har Jodie haft en forbindelse til noget mere ekstraordinært. Nemlig Aiden. En form for ånd, som er forbundet til Jodie gennem et ubrydeligt bånd. Aiden kommer fra et andet sted, en anden verden. Et sted "længere ude", som titlen på spillet også lægger op til. Man følger så Jodie og Aiden i en lang, lang periode, der strækker sig fra Jodie's tidlige barndom, til et sted i tyverne hos hende. Man træffer flere af de vigtige valg i spillet, og hvordan man træffer de valg kan have stor variation på, hvordan spillets kapitler ender. Og så alligevel ikke. For Beyond er et meget lineært spil trods dets illusion om valg. Meget lig The Walking Dead, så havner de fleste situationer med det samme resultat. Der er dog vigtige valg, og slutningen kan klart variere, og de valg, som netop bestemmer slutningen er meget tydelige og dukker først op langt inde i spillet.

Plottet vil jeg ikke spolere, men jeg kan fortælle, at fortællingen er konstrueret som minder, hvor de vigtigste dele gradvist bliver hivet frem og fortalt i en forskellig rækkefølge. Man kan slutte en scene, som en voksen Jodie, for derefter at havne i skoene på en 15 år yngre Jodie. Det er en meget effektiv måde at fortælle en historie på. Hvert fald den her historie. Der er altid den rette mængde mystik, og den rette mængde forvirringer igennem hele fortællingen, og man er aldrig sikker på "hvad" og "hvorfor". Til gengæld når rulleteksterne så dukker op på skærmen, så har man fået de oplysninger, som man egentlig ville have, og derfor slutter spillet med forløsning frem for forvirring. Også selvom, at der er flere spørgsmål at stille.

"Hvordan" er lidt ligegyldigt i Beyond, for det er slet ikke det, fortællingen vil fortælle. Beyond vil fortælle en historie, hvor man knytter tætte bånd med karaktererne, og hvor man får et indblik i, hvilke følelser Jodie helt nøjagtigt går igennem. Ikke om, hvordan ting teknologisk kan lade sig gøre. Det ville nu nok også være lidt svært at få forklaret i Beyond's tilfælde, da Beyond jo fokuserer en stor del på fiktion. Det skal også nævnes, at der er flere plothuller gennem fortællingen. Men i sidste ende betyder det egentlig ikke meget, for temaerne i spillet bliver udforsket, plottet bliver fortalt, og man får virkelig knyttet de bånd med karaktererne, som fortællingen vil have.

Karaktergalleriet er bestemt også af højeste skuffe. Jodie er som sagt vores protagonist. Alt det, som vi ser i spillet, omhandler hende og derfor får vi også et klart indblik i, hvilken person hun er. Hun er ekstremt velskreven og velspillet og vi føler virkelig med hende, når hun oplever smerte, glæde og alle de andre følelser vi ser hende gå igennem. Da rulleteksterne løb over skærmen var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Jodie er en af mine yndlingskarakterer set i videospil. Hun ligger på samme højde som Ellie og Joel fra Last of Us, Elizabeth fra Bioshock: Infinite og holdkammeraterne fra Mass Effect. Det betyder altså - helt i toppen for mig.

Aiden er også en vigtig karakter for plottet. Der er dog det, at fortællingen ikke er skræddersyet til to hovedpersoner. Der er altid noget mystik over Aiden, der gør, at man aldrig helt er sikker på, hvor man har ham, og man skifter mellem at være utrolig glad og andre gange direkte bange, når man har ham med.
Der er også andre karakterer at tale om, for karaktergalleriet er rigt på kvalitet, men for ikke at spolere noget vil let passere den del og bare fortælle, at jeg kun kan tælle en enkelt karakter som værende clichéfyldt og dårlig - og han optræder i 10 min. så ikke så meget et problem der.

Jodie er nu klart spillets stærkeste kort, og det er virkelig interessant at se, hvordan hendes rejse tager hende rundt til alle mulige steder. Variationen af landskaber er meget slående og i alle de forskellige miljøer Jodie kommer til, møder vi nye karakterer. Det er der, hvor spillet virkelig når dets højdepunkt. Karaktererne er nemlig altid gode og nok interessante til, at man går op i, hvordan de også har det. Det er derfor rigtig smukt at se, hvordan Jodie ændrer folks liv fuldstændigt med hendes evner. Både til det bedre... og nogle gange til det værre. Ikke desto mindre er det der, hvor spillet virkelig sejrer igennem.

De temaer spillet udforsker er bestemt også interessante! Beyond handler nemlig i bund og grund om Liv og Død. Ikke som at være i fare, men som det er. Man følger Jodie gennem mange, mange år, og man ser og oplever den medgang og modgang, som hun træder ind i. Man ser og oplever, hvordan hendes liv former sig med alt det overnaturlige, og man ser og oplever, hvordan Død spiller en stor rolle i hendes liv.
Død er nemlig omringet i mystik i Beyond. Fortællingen udforsker tanken om livet efter døden, og det at en person ikke rigtig dør for derefter at forsvinde, men derimod altid vil have en eller anden placering i verdenen. Man ser også, hvordan andre karakterer forholder sig til livet og til døden, og hvilke dilemmaer som opstår af det. Det er smukke temaer, og uanset om man er religiøs eller ej, så må man alligevel tage hatten af for brugen af tanken, om at folk aldrig rigtig forsvinder når de dør. Det er en smuk, uskyldig og håbefuld måde at tænke livet på, og den måde, det er repræsenteret på i spillet er ufattelig godt håndteret. Det bliver aldrig for meget, og heller aldrig for lidt. Det finder et stabilt midtpunkt og udformer en smuk historie om livet og dets med- og modgange, det at håndtere dem og det at komme videre.

Jeg vil ikke spolere meget mere i anmeldelsen, da fortællingen gerne skal opleves frisk, men jeg kan virkelig fortælle, at Beyond har en af de mest følelsesladede fortællinger, som jeg har oplevet i år. Når man har færdiggjort Beyond anbefaler jeg nu ikke at spille det igen. Jeg var tæt ved det, men intet slår jo den første oplevelse - og fortællingen virker da alligevel også stærkere, hvis man netop står ved sine valg frem for at gå tilbage og ændre dem. Det passer også ind i spillets tema om træffe valg og stå ved dem. For det er jo en del af livet.

Selvom, at Beyond's bedste del ligger i selve fortællingen, så bliver spillet jo alligevel kategoriseret som et spil. Som jeg nævnte før, så vender "rysten med controlleren" tilbage, og det er egentlig smagssag, om man kan lide det. Selvom det er unødvendigt at bevæge højre-analogpind for at tage et brev op, som man alligevel Skal tage op for at gå videre i fortællingen, så er det alligevel fint, at det er der. Det gør, at man netop selv bestemmer hastigheden af fortællingen ved flere lejligheder. Spillet er jo retmæssigt et interaktivt drama, så muligheden for lige at tage en dyb indånding, før man åbner en dør, er meget fin at have med og er med til at gøre hele dramaet mere tilgængeligt som værende et spil. Der er en scene, hvor Jodie skal rydde op i sin lejlighed, og hele scenen består af små quicktime-events, hvor man får lov til at bestemme, hvordan lejligheden skal ende med at se ud. Det fik mig til at tænke på åbningsscenen i Heavy Rain, hvor man gik rundt og fik dagen til at gå som Ethan Mars. Det var en helt fin scene, og selvom at man blev introduceret til en kluntet omgang "dække bord", så fik det alligevel Heavy Rain til at fremstå som et spil for mig. Eller hvert fald et interaktivt drama, for man har set, hvordan et spil kan have klassiske spilelementer og alligevel servere en filmisk fortælling (Last of Us). Beyond følger trop efter Heavy Rain, hvilket er en ret fin ting. Det gør så også Beyond svært at kategorisere. Last of Us kunne nemt placeres som et videospil. Et videospil med en forbandet god filmisk fortælling, men ikke desto mindre et videospil. Beyond er som en tv-serie, hvor man selv styrer tempoet i flere situationer. Det kan jeg godt lide! Havde Quantic Dream valgt at gøre Beyond til en tv-serie, hvor man bare tog de vigtigste valg, så ville oplevelsen ikke blive bedre mener jeg. Gameplaydelen er alligevel essentiel. Selvfølgelig kan det så optimeres, men jeg synes bestemt ikke, at det skal udelades.

Men Beyond har faktisk reelle gameplay-steder, hvor det interaktive drama rent faktisk begynder at føles som et spil. Kampscenerne er en af dem. Man så det også i Heavy Rain, hvor det handlede om at trykke på de rette taster eller lave de rette bevægelser på de rigtige tidspunkter. Jeg fandt de situationer sjove og forholdsvis nemme, men jeg kan sagtens se kritikken over dem, for det er ret surt at se en hovedperson dø pga. at man ikke var hurtig nok til at trykke på x. I Beyond er det dog lidt anderledes. I stedet for knapper, der dukker op på skærmen, så dukker der faktisk ingenting op på skærmen. Tiden falder dog i slow-motion og i den korte tid der serveres, skal man kigge på Jodie's bevægelser på skærmen og dreje højre-analog pind i samme retning, som hun bevæger sig. Altså, så hvis Jodie er ved at kaste sig sidelæns for at undgå noget stort, så hjælper man hende med at klare bevægelsen ved at bruge analogstikket. I starten var det ret forvirrende, og jeg var egentlig ikke meget for det, men så lagde jeg egentlig mærke til, hvor naturlig kampscenerne så blev. I HR var det som sagt ret nemt for mig, og det var måske også lidt overdrevet, at de karakterer jeg styrede klarede sig igennem alle kampscenerne uden alt for store skræmmer. I Beyond derimod har jeg ca. 75% chance for at gøre det rigtigt. Det får kampene til at virke som en rigtig kamp, hvor man også tager imod en del skader.

Der kommer også nogle stealth-sektioner, hvor man skal snige sig igennem områder som Jodie, uden at blive opdaget. Her har man så Aiden, som kan tjekke områderne for eventuelle farer, og eliminere de såkaldte farer. De få situationer, hvor de sektioner optræder, er Beyond ligepludselig ikke Beyond længere. Det er derimod et stealthspil og hele delen fungerer fint uden at man rigtigt kan klandre noget derpå. Det samme med Aiden's styring. Som sagt, så kan man styre Aiden. Når man gør det, så kommer man ind i et anderledes gameplay. Man kan styre Aiden gennem næsten alle objekter, og der vil automatisk blive lyst objekter og fjender op, som man kan interagere med. Det fungerer også fint uden at volde alt for store problemer, men det er nu heller ikke fordi, at det imponerer meget. Det er bare tilstrækkeligt. Ligesom med stealth-sektionerne. Det fungerer tilstrækkeligt og ødelægger ikke fortællingen.

Der er tilgengæld noget som fungerer mere end bare tilstrækkeligt i spillet. Og det er skuespillet. Det er egentlig lidt selvsigende, at hvis en karakter med skuespil til, fanger en, så må skuespillet også være godt. Og det er det bestemt. Med de forbløffende ansigtsanimationer, bringer Ellen Page, som spiller Jodie, rigtigt med liv til Jodie gennem sit skuespil. Måden hun kommer igennem dialogerne er endda en klapsalve værd, synes jeg. Så.... lige gi' en klapsalve tak.
Nuvel, så skal de andre roller bestemt også roses. Willem Dafoe er også aktuel heri, og ligesom Ellen Page, så gør han et glimrende job i at bringe liv til sin karakter. Resten af rollelisten gør ligeså et godt job, så forvent ikke noget irriterende skuespil her. Specielt heller ikke med de så forbløffende gode ansigtsanimationer og teksturer, der virkelig fanger skuespillernes ansigtstræk.

Det er et andet stort plus for spillet. Det kan være smukt som bare fanden! Og jeg siger "kan", fordi det ikke altid er så smukt, som det gerne vil. Måske er det på grund af alle de detaljer i karakterernes ansigter, at jeg lægger mærke til, hvordan en computer har nogle irriterende kanter, eller hvordan en kaffekop kunne være lidt pænere. Men det er virkelig også at pille hist og her, for spillet er rigtig smukt og det brillerer bestemt teknisk. Også lydmæssigt brillerer det. Spillet har et fantastisk og tårevækkende soundtrack. Lorne Balfe (Assassin's Creed 3) og producer Hans Zimmer (... behøver jeg?) har sat et soundtrack sammen, som gør dets pligt og mere til. Jeg finder mig selv i gang med at høre det hele igennem igen. Og det er altså efter de sidste 4 gange, hvor jeg også har hørt det hele igennem. Fantastisk godt synes jeg!

Ellers tror jeg ikke, at der er så meget andet at sige i forhold til Beyond. Det har en forbløffende god historie, som bliver fortalt på glimrende vis. Teknisk sidder det lige i øjet med formidable detaljer til ansigterne. Musikken er original, passende og forbløffende godt. Gameplayet holder og får alligevel inddraget spilleren nok til, at det kan kategoriseres som et spil, men som et spil, der ligger lige tærsklen til at være en film. Quantic Dream har simpelthen gjort det igen.