Dansk
BRUGERANMELDELSE

Splinter Cell: Blacklist

Skrevet af: Nike   2013-12-01

Ahhh Tom Clancy, du var i sandheden en dejlig mand! Ja, du kunne være lidt for patriotisk til tider, men ingen kunne levere politiske thrillere, spion historier og konspirations historier som dig! Som du måske ved, døde forfatteren den 1. oktober, 2013. Et tab, som kan mærkes mange steder, inde for video spil og film. Dette betyder, at Splinter Cell: Blacklist er det sidste Tom Clancy spil, imens manden var i live. Måske kommer der flere i fremtiden (udover The Division), men det gør stadig Splinter Cell lidt speciel.

Der har været en del snak om dette nye kapitel i Splinter Cell serien. Spillet skal redde seriens stealth fokus, da det forrige spil Conviction var alt for action præget, og så er Michael Ironside (der lagde stemme til hovedpersonen Sam Fisher) skiftet ud med Eric Johnson, som nogen måske husker fra Smallville. Men alt dette til side sat, hvordan er selve spillet så?

Spillet foregår efter Splinter Cell: Conviction, men tro ikke du får svar på dens cliffhanger slutning. Alt er hurtigt tilbage til hvad det plejede at være, og begivenhederne i Conviction bliver dårligt nævnt. Underligt, men lad os nu bare leve med det.

Uanset hvad, så er Sam tilbage i tjeneste. Han er blevet udvalgt af præsidenten til at lede det nye Fourth Echelon hold. En ny terrorgruppe, ved navn The Engineers, har angrebet en militærbase i USA, og truer nu med flere angreb, der loves at være endnu voldsommere. Det er derfor op til Sam og hans elite gruppe, at stoppe terroristerne.

Hvis man er en af dem, der gerne vil have meningsfuld karakterudvikling og dybe personligheder, så vil man blive skuffet her.

Her er nærmest intet karakter udvikling her, hvor dialogen igen, for det meste, består af ordre og forklaringer. Det er lidt en skam, især når ma tænker på hvordan de to forrige spil havde fokus, på Sam som karakter. Der er dog enkelte lys glimt, såsom hvordan Sams hold bliver mere og mere uvenner, som spillet skrider frem, og hans opkald til Sarah. Det tilføjer lidt til handlingen i sidste ende, men her er altså ikke nogle meningsfyldte karaktere.

Selve terrorist plottet er som man kan forvente, for en historie med Tom Clancys navn: typisk, en smule forudsigeligt, men alligevel sjovt og flot udført. Det er faktisk ret spændende til tider, når man skal skynde sig for at stoppe de næste angreb, hvor spillet altid viser hvor tæt på man er, på det næste angreb. Terroristerne har desuden også en mindeværdig leder, der er flot spillet og godt skrevet, selvom han mangler karakter.

Spillet formår at holde sig interessant hele vejen igennem, fordi det kommer med små variationer på den typiske "red USA fra terrorister" formularen. Ikke alt går som planlagt, og der er nogle øjeblikke der vil overraske en. Man hænger ved hele vejen, også selvom karakterne ikke er særlig dybe, og at slutningen mere er til for at lægge op, til en fortsættelse.

Det er ikke en fantastisk historie, men den er underholdende, og formår alligevel at få ens puls op at køre på enkelte tidspunkter. Præcis som vi kender det, med Tom Clancy historier.

Gameplayet er efterhånden som vi kender det. Du skal snige dig forbi fjender, hvor mørket er din ven. Dog i denne omgang er der langt flere baner, der foregår under højlys dag, hvilket underminer denne mekanik en smule. Der er dog stadig en masse muligheder for at få nytte af denne taktik.

Det altså, hvis du vælger at være snedig. Du kan nemlig vælge frit mellem enten at skyde dig gennem det hele, eller at snige dig igennem det. Spillets baner er også fuldt optimeret til det, hvor der er rig mulighed for at undgå diverse fjender gennem alternative ruter. Der er også mange gadgets, der kan hjælpe en med at snige sig igennem. Der er der også våben nok til at skyde igennem det hele.

Spillet bedømmer dig også, afhængig af hvordan du spiller. Der er tre spille stile. Ghost, der har fuld fokus på stealth, Assault, der har fuldt fokus på action, og til sidst Panther, der blander Ghost og Assault. Spillet giver dig point imens du spiller, som bliver allokeret i de forskellige stil arter, afhængig af hvordan du spiller. Udover at man gennem der kan konkurrere med sine venner, giver de også en penge i sidste ende.

Penge, der kan bruges til at opgradere Sam og hans våben. Der er en del opgraderinger at få fingre i, og stor fleksibilitet i hvordan man vil skabe ham. Man kan stort set skabe sin egen Sam Fisher, hvilket er en god ting. Det giver noget at gå efter, og det er altid rart at opgradere sin karakter, og fin tune ham.

Man kan også opgradere spillets flyvemaskine Paladin, der giver Sam mere liv, og bedre radar f.eks.

Det også derfra, at man får adgang til alt, hvad spillet har at tilbyde. Udover spillets kampagne, er der også omtrent 16 co-up baner og en fuld multiplayer del. Multiplayer tilbyder en række modes, hvor bl.a. Spies vs Mercs vender tilbage. Her handler det om, at Spies skal hacke sig ind i terminaler, imens Mercs fra første persons perspektiv, skal forhindre Spies i at vinde.

Sidst men ikke mindst, har spillet også en lang række udfordringer, såsom f.eks. at dræbe x antal fjender med forskellige våben, specielle færdigheder osv.

Der er meget at tage sig til, og det er i den grad utrolig sjovt. Der er så mange forskellige måder at gå igennem de forskellige baner, og det er kun sjovt at konkurrere med sine venner, om hvem der klarer banerne bedst.

Spillet har desuden også formået at finde den rette balance mellem stealth og action. Du er aldrig tvunget til en bestemt spille stil, man kan altid frit vælge mellem hvordan man vil tackle banen. Du kan endda gå igennem hele spillet, uden at dræbe en eneste person, hvilket er en særdeles velkommen mulighed.

Desværre er spillet dog lidt for let. Det er langt fra så straffende som spillene var, før Conviction. Fordi man kan blande de forskellige spille stile, er det nærmest lige før, at fjenderne ikke har en ærlig chance.

Selvom man kun kan have x antal udstyr med på de enkelte baner, så er det stadig fristende at bare dræbe alle fra afstand, og så snige sig af sted. Vi ved godt at Sam er en af de fineste agenter nogensinde, men hvis det er på denne baggrund, er det lidt grinagtigt.

Penge systemet lider desuden under det samme problem, som Assassin's Creed: man får alt for meget, alt for hurtigt. Det tager nemlig ikke særlig lang tid, før man har råd til de bedste opgraderinger, fordi man bliver nærmest oversvømmet med penge. Det fjerner lidt af det belønnende, ved at gå efter opgraderinger, når man ikke behøver arbejde særlig hårdt for det.

Desuden skaber det også lidt af et logisk problem, i historien. Regeringen sætter Sam og hans hold ud, for at stoppe terrorister fra at ødelægge USA, men de tvinger dem til at betale for det nødvendige udstyr? Det bare absurd.

Co-up missionerne er dog en anden historie. Her skal man enten klare tre opgaver, eller dræbe x antal fjender, uden checkpoints. En fejl betyder, at man må tilbage til start. Det er svært, men det er en meget velkommen mulighed, der tvinger en til at være taktisk dygtig.

Hvis der så bare var noget rigtig co-up over det. Der er egentlig kun fire missioner, hvor man rigtigt er afhængig af hinanden. De resterende tolv kan gennemføres på egen hånd, hvor en anden spiller kun kan hjælpe med at tilbyde nogle genveje. Dér, føles det mere som en simpel to-spiller mode, fremfor ordentlig co-up.

Spies vs Mercs er dog yderst fremragende. Udover at hver klasse har dybde, så er det en utrolig intens oplevelse. Spies dør let, men har muligheder for at gemme sig og overraske Mercs, så det bliver hurtigt nogle nervøse kampe om, ikke at blive opdaget. Mercs derimod må leve med stress over, at der kunne være en Spy hvor som helst, hvilket gør jagten rimelig intens. Det er intenst og spændende multiplayer, og noget af det bedste jeg længe har prøvet.

De førnævnte punkter lyder som om, at jeg har mere brok til spillet, end ros. Sandheden er dog, at spillet fortjener rigtig meget ros.

Det er stadig sjovt og belønnende, på trods af sine problemer. Der er intet bedre, end at snige sig forbi en hær af fjender, uden at affyre så meget som et skud, og det er sjovt at genspille banerne, med de forskellige spille stile.

Kampagnen har desuden også nogle rigtig gode og spændende øjeblikke. Den formår at holde dig interesseret, og kommer med en række overraskelser undervejs. Man sidder hele tiden og gætter på, hvad der vil ske næste gang.

Spillet fortæller også sin historie rigtig godt, hvor gameplay og mellemsekvenser hænger glidende sammen. Igen, sådan burde fremtiden være for video spil fortællinger.

Kampagnen tager omkring otte til ti timer at gennemføre, en længde der føles perfekt til spillet. Det er aldrig for langt, eller for kort. Bagefter er der stadig en del udfordringer, samleobjekter, side missioner og multiplayer, så det er pænt pakket med indhold.

Grafikken er dog ikke særlig imponerende. Sam selv ser fin ud, med de andre karaktere er underlige. Animationerne er fine, men ansigts animationer er direkte sære til tider, og føles under udviklet. Omgivelserne har god variation og er gode at se på, men det er ikke noget der vil imponere.

Og som nævnt tidligere, så er spillets præsentation fremragende, hvor mellemsekvenser og informationer bliver vist flot. Opgaverne bliver projekteret i baggrunden, spillet skifter glidende mellem mellemsekvenser og gameplay osv. Der er mange gode detaljer her, noget som andre spil kunne lære meget af.

Spillets soundtrack er også ret underholdende. Det er så overdrevet og alligevel ret passende. Man kan ikke lade være med at lade sig rive med, med sådan et soundtrack. Stemme skuespillet er også for det meste rigtig godt.

Og hvordan klarer Eric Johnson sig så, som Sam Fisher? Tja... Manden kan godt finde ud af det, og han leverer egentlig en ganske fin optræden. Problemet er bare, at han passer ganske enkelt ikke ind i rollen. Eric er selv 34 år, så hvordan kan det være, at han skal spille en, der er langt over de 40? Han er alt for ung, og hans samtaler med datteren Sarah lyder direkte forkert.

Det er hverken Erics eller manuskriptets skyld. Hvordan kunne Ubisoft tro, at han passede til rollen? Er Sam pludselig blevet Benjamin Button?

Splinter Cell: Blacklist er et godt spil. Det holder sig bedre til seriens stil, end Conviction gjorde, og gør alligevel plads til dem, der helst vil have en masse action i deres spil. Det formår at give en ret underholdende historie, dybt gameplay, en kampagne der ikke kun er sjov at spille igennem flere gange, men også overraskende, og en stærk multiplayer del.

Penge systemet og de fleste co-up baner gør ikke noget ved karakteren, men det gør sværhedsgraden desværre, hvor det stadig er lidt for let, selv på højeste niveau. Man kan ikke undgå at sidde, og savne de gamle spils straffende sværhedsgrader.

Men uanset hvad, så er Splinter Cell: Blacklist en god investering, der giver rigtig god underholdning for pengene. Og det kan en mystisk ung Sam Fisher ikke lave om på! Når man tænker på de navne du har lagt dit navn til gennem årene, Tom Clancy, så håber jeg du nåede at opleve dette. Dit navn ser ud til at være i sikre hænder i fremtiden.

Samlet karakter: 8.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10