Tomb Raider

Hvem er Tomb Raider? Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv når snakken drejede over på den berømte serie af samme navn. Bevares, jeg ved hun hedder Lara Croft og er eventyrer, men hvad vidste jeg egentlig ud over det? Nok omtrent det samme som Lara Croft anno 2013 kender til sin berømte udgave fra 1996. 12 timer senere føler jeg mig langt klogere, men lever spillet om Tomb Raiders oprindelse op til forventningerne? Læs med og find ud af det...

Ved spillets begyndelse møder jeg en ung, smuk og optimistisk pige som sammen med en ekspedition, søger efter det fortabte rige Yamatai. Deres søgen ender dramatisk da skibet de befinder sig ombord på forlisser og Lara skylles op på en ukendt ø. Øen er langt fra ubeboet og fyldt med templer, ruiner, rovdyr, ekstremister og en hemmelighed, som Lara med tiden vil opdage.

Allerede fra start må Lara igennem psykiske og fysiske prøvelser, og hver enkelt er med til at hærde hende og ikke mindst ændre hendes selvopfattelse i kampen om at overleve. Laras personlige udvikling er grundstenen i alt, hvad spiller byder på. Og det er den jeg bekymrer mig mest om. Jeg ønsker ikke, at se den uskyldige, sårbare pige komme til skade og det er lige ubehageligt, hver gang det sker. Som spillet og Laras udvikling skrider frem, ser jeg en kvinde som ikke frygter, hverken dyr eller menneske og udviklingen hertil er fænomenalt godt vist og fortalt. Selve historien i spillet er interessant nok til, at holde mig fanget i de 12 timer spillet varer, men den er desværre ganske forudsigelig og uden (uforudsigelige) twist and turns, som ellers kunne have hevet historien op.

Øen er utroligt smukt fremstillet og ofte valgte jeg, at gå langsomt frem for at få alle indtrykkene med. Et nemt valg at træffe da øen byder på mange forskellige omgivelser, som alle har hvert sit at byde på; makabre grotter, sneklædte bjerge, fugtige skove og fortabte ruiner. Jeg følte mig aldrig mæt af et område.

Den første times tid føles meget lineært, men herefter bliver jeg sluppet fri på øen, hvor jeg frit kan hoppe fra sted til sted via lejrbål, som dukker op fra tid til anden på strategiske steder. Øen har en masse forskellige samleobjekter, som eksempelvis lys der skal tændes i bestemte områder. Derudover bydes der naturligvis på en række tombs som det står mig frit for at udforske. De består af et puzzle som skal løses for at komme frem til den skat, som tomb'en indeholder. Det er ikke særlig svære puzzles og kræver oftest ikke mange minutter før jeg befinder mig foran kisten. Det er i min verden ikke noget kritikpunkt, da jeg er en af dem som ikke synes det er morsomt, at bruge 30 minutters frustrationer på at løse et puzzle. Omvendt kunne de godt have været en anelse sværere eller længere, men sådan kan man blive ved.

Spillets første (og ubetinget, fedeste) våben er en bue, som Lara finder. Den kan bruges til at jage dyr og mennesker, men også til at komme forbi forhindringer, som spillet skrider frem. Senere får jeg det sædvanlige arsenal af våben (pistol, shotgun osv) som hver har styrker og svagheder. Ingen af dem føles dårlige, tværtimod, men buen er så gennemført og tilfredsstillende at bruge, at det klart er mit foretrukne våben.

De fleste af de fjender jeg støder på består af ekstremistiske mennesker, som vil gøre alt for at Lara ikke fortsætter sin rejse. Kampene er varierende og giver mig ofte muligheden for enten, at snige mig udenom, plukke én fjende af gangen eller opføre mig som den kvindelige udgave af Rambo. Oftest er det sidstnævnte kampe som føles malplacerede og desværre tvinger spillet sådanne kampe på dig fra tid til anden. Det er ærgerligt og føles ude af takt med Laras karakter, at hun pludselig nedlægger 20 mand i en ildkamp. Fjendernes intelligens liggere i den højere ende af skalaen og vil oftest forsøge at flankere dig og bruge molotovcocktails eller dynamit til at få dig frem fra dit skjulested/cover.

Undervejs støder jeg på en masse skrot, som kan bruges til at opgradere Laras våben med forskellige egenskaber, ligesom jeg optjener skill points som jeg kan bruge til at opgradere Lara og give hende nogle fordele. Selvom kampene er sjove så er det øjeblikkene, hvor Lara står stille og skælver af kulde eller kryber sig langs en klippe, at jeg lever mig mest ind i spillet.

I modsætning til nogle af genrens andre store spillere, så føles det hele en anelse mere realistisk. Eksempelvis lynhopper Lara ikke fra klippeafsats til klippeafsats, hvilket - ud over realismen - igen får Lara til at fremstå mere menneskelig. Tomb Raider har en del QTE (Quick Time Events), men de føles ikke helt ligeså scriptet eller kunstige, som den slags ofte gør.
Kontrollen overlades oftest til mig og lad mig blot understrege, at det er en nydelse af kontrollere Lara. Jeg følte aldrig, at hun hoppede det forkerte sted hen eller ikke gjorde, som jeg gerne ville. I et eventyr spil som Tomb Raider er det centralt for oplevelsen, og jeg har ikke en finger at sætte på.

12 timer senere føler jeg mig langt klogere. Jeg har en forståelse for, hvem Tomb Raider (eller Lara Croft) er og hvad der gør hende interessant. Spillets historie er godkendt, men det er historien om Lara og hendes udvikling fra uskyldig arkæolog til hårdfør eventyrer, der virkelig trækker spillet op, og sammen med fremragende kontrol og fornuftige kampe får man et Tomb Raider, som lykkedes med at placere Lara i samme boks som genrens helt store eventyrhelte.