Resistance: Fall of Man

Jeg vil anbefale, at du læser min blog "Om aber og det at anmelde gamle spil", der fungerer lidt som introduktion til denne anmeldelse.

Resistance: Fall of Man var blandt Playstation 3'ens relativt svage udvalg af spil, ved lanceringen af den nye konsol. Spillet var udviklet af de gode folk ved Insomniac Games, som også stod bag den kendte platformer serie Ratchet & Clank - men dette nye spil var intet lignende. De farverige omgivelser i rummet var udskiftet med England anno 1951, og farvepaletten var mest brun og grå. Helten var ikke længere en munter lille Lombax, som prøvede at redde universet, men en sammenbidt amerikansk soldat ved navn Nathan Hale. Truslen var ikke en gal robot, som ville ødelægge alt organisk liv, men en race af mystiske væsner kaldet "Chimera", som tilsyneladende havde til hensigt at udrydde menneskeheden.

Vær opmærksom på, at dette udelukkende er en anmeldelse af spillets singleplayer del. Multiplayer delen er altså ikke medregnet i karakteren!

Syv år efter spillets udgivelse prøver jeg det omsider, hvis man da ikke medregner demoen. Jeg finder det egentligt lidt humoristisk, at jeg spiller en Playstation 3 lanceringstitel, kort tid efter lanceringen af Playstation 4. Imens de fleste nok har travlt med Killzone Shadow Fall og andre fede titler på det nye system, så sidder jeg for første gang nogensinde og oplever begyndelsen på Resistance trilogien.

Ikke ældet med ynde
Det første der springer én i øjnene, når man starter spillet op, er grafikken. Man siger som regel, at vin kun bliver bedre med alderen - dette er dog sjældent sandt hvad angår videospil, og at Resistance: Fall of Man rent teknisk er gevaldigt undervældende er evident. For ikke at lægge fingre imellem, så ligner det noget der kunne være afviklet på Playstation 2. Detaljegraden er meget lav, omgivelserne er tomme og alt virker ekstremt "kantet". Desuden har spillet en irriterende tendens til at trække en ud af skyderiet hver femtende minut, hvor man får serveret en kort mellemsekvens og derefter en loading skærm. Dette er nok på grund af, at udviklerne på daværende tidspunkt ikke mestrede systemet og derfor stadig havde brug for loading tider i spillet. Hvad angår mellemsekvenserne, er de faktisk forholdsvis spændende, og dette bringer os videre til næste overskrift.

En historie med potientiale, men...
Resistance: Fall of Man forgår under hvad man kan kalde en alternativ tidslinje, eller i et parallelt univers om man vil. 2. Verdenskrig brød aldrig ud, i stedet blev Europa invaderet fra Rusland af "alien"-racen "Chimera". På kort tid overtog de kontinentet, hvorefter de gik i krig mod England og overtog kontrollen der. Som spiller træder man i skoene på den amerikansk udsendte soldat Nathan Hale, og kampen om at nedkæmpe fjenden kan begynde. Nathan Hale er desværre knap så elskværdig, som eksempelvis Ratchet og Clank er det. Heldigvis for Insomniac Games er det ikke deres karakterer, som bærer spillet, men fortællingen.

Igennem stemningsfulde mellemsekvenser, får vi - i datid, med voice over - fortalt historien om vores hovedpersons kamp mod fjenden. Man fornemmer, at Nathan Hale var en mand med en vigtig rolle, og man føler sig engageret til, at forsætte igennem bane efter bane for, at finde ud af hvad der skete. Og jeg må indrømme, at havde det ikke været for historien, så havde jeg nok lagt controlleren fra mig ret tidligt. Desværre følte jeg i sidste ende ikke, at spillet opfyldte historiens potentiale. Man hørte om den her kæmpe krig, men følte aldrig at sådan én faktisk fandt sted - det meste skete i baggrunden, og ikke foran spillerens øjne. Desuden følte jeg ikke, at de byggede ordentligt videre på den mystik, som de fik etableret om fjenden "Chimera" i spillets forhistorie - for de endte i min optik op med ikke, at blive andet end kanonfoder. Jeg håber Resistance 2 kan gøre om på disse kritikpunkter hvad angår historien.

Run and gun
På mange måder mindede Resistance: Fall of Man mig om, hvorfor jeg så godt kunne lide First Person Shooters på Playstation 2'en. Efter at have prøvet medium sværhedsgraden i et kvarter, besluttede jeg mig for at starte forfra på easy, så jeg bare kunne løbe rundt og skyde fjender uden, at tænke for meget over min livsmåler. Det blev meget hurtigt udelukkende "run and gun", som jeg praktiserede - ja, faktisk var det kun få gange hvor jeg måtte lægge en egentlig taktik.

Jeg morede mig blot med, at rende op mod fjenden og blæse hjernen ud på dem med min shotgun, eller slå dem med kolben af mit våben. I heftige ildkampe kunne jeg også "tagge" dem med min Bullseye riffel og skyde dem fra cover - på denne måde kunne jeg tynde lidt ud i dem, inden jeg tog min shotgun og gik i nærkamp. I nogle situationer måtte sniper riflen dog også frem. Med denne kunne jeg bremse tiden i et par sekunder og dele hovedskud ud til de uheldige. Og få gange fik jeg sågar lov til at hoppe i en tank, hvor jeg kunne pløje fjender ned og fyre om mig med min kanon. De lidt mere kreative våben kom også i brug for tid til anden, når der var situationer som kaldte på dem, eller når jeg var løbet tør for ammunition til min shotgun.

En ting der dog irriterede mig grusomt, var overgangen mellem almindeligt sigte og zoom - for den var praktisk talt ikke eksisterende. Det føltes mest som om, at man skiftede perspektivet fuldstændigt på et millisekund og dette tog nogen tid at vende sig til. Det ville uden tvivl have været at foretrække hvis overgangen mellem almindeligt sigte og zoom var "flydende".

Dommen
På samme tid med at spillet mindede mig om, hvorfor jeg godt kunne lide genren da jeg var mindre, så mindede det mig også om, hvorfor jeg i dag finder traditionelle FPS'er ret så intetsigende. I virkeligheden er det en meget primitiv form for underholdning, som på samme måde ofte er uinspirerende og monotont i længden. Jeg tror simpelthen jeg er groet fra det. Jeg vil have mere end bare et sigte og bad guys at rette det mod! Resistance: Fall of Man er med sin historie godt på vej mod dette, men det indfrier beklageligvis aldrig på sit potentiale.

5/10