Devil May Cry 4

Devil May Cry serien har været meget igennem. Devil May Cry 1 definerede Hack & Slash genren, og nok det bedste spil i serien. Devil May Cry 2 er nok den mest skuffende efterfølger i spil historien, da det nedtonede alt hvad der var godt med det første spil. Devil May Cry 3 var et dejligt velkommen tilbage, og fik endda en genudgivelse med extra indhold. Nu er vi nået til Devil May Cry 4, som i denne omgang er udkommet til PS3 og X-Box 360 (denne anmeldelse er af PS3 versionen). Kan det måle sig med nummer et og tre, eller fejler det total som nummer 2?

Hvis du ikke har fulgt med, om spillets udvikling eller screenshots de sidste 6 måneder, bliver du nok overrasket over, at Dante ikke længere er hoved personen. Du spiller denne gang som Nero. Han minder dog på mange måder om Dante, da han er lige så akrobatisk og rapkæftet som Dante. Ej nok ikke lige så meget som Dante, men tæt på.

Spillets historie forgår i byen Fortuna, en meget religiøs by, der beder for deres frelser for at rydde verdenen for alt ondt. Men under en ceremoni bryder Dante ind og dræber lederen. Nero bekæmper ham, men finder ud af, at han ikke er god nok. Dante flygter, og Nero forfølger. Sammentidig er dæmoner brudt ud, så Nero må kæmpe sig igennem dem. Efter 6 missioner ser det ikke ud til at der er meget historie i spillet, men det er der. Det bliver bedre, og det er nok den bedste historie i serien til dato. Det ikke på samme højde som Metal Gear Solid, eller 24 Timer, men det stadig spændende at følge med i. Det er en fed historie, der hjælper dig med at fortsætte.

Gameplayet er det samme gameplay vi elsker. Noget der har været spændende er, hvordan både Dante og Nero spiller (ja Dante er spilbar). Der er lidt et Solid Snake/Raiden forhold i mellem dem. De spiller anderledes, og Dante er selvfølgelig det klogeste af ham og Nero. Dante er Solid Snake, og Nero er Raiden. Nero har et kærligheds plot, det har Dante ikke. Men du vil ikke hade Nero, fordi han er næsten lige så sej som Dante. Men kun næsten. Han har en ting som Dante ikke har, hvilket er Devil Bringer. Den kan han bruge til at gribe fat i fjender, og smide dem af helvede til. Han kan også bruge fjender til at angribe andre fjender. Han kan også bruge den til at trække fjender til sig. Det er et fedt angreb, og det er med til at gøre ham anderledes fra Dante. Nero er også hurtigere end Dante, men han har dog 2 ting Dante gør bedre. Dante er stærkere, og har flere våben til rådighed. Dante har også 4 "styles" som han frit kan skifte imellem konstant. Styles er forskellige kamp arter, der var introduceret i DMC3, og de er så tilbage her. Men her indeholder de dog ikke lige så meget dybde som i DMC3. Selvom Nero og Dante spilles anderledes er de nemme at vende sig til. Det eneste må siges at det er lidt dumt, at man skal vænne sig til Nero, og så pludselig skifte til Dante.

Siden Dante er elsket af mange, vil mange nok blive lidt skuffet da man endelig overtager Dante. Der er blevet reklameret meget for at man også spiller som ham, men han føles som en efter tanke. Sikkert nok, spiller han anderledes end Nero, og får flere våben men Dante går igennem de samme omgivelser som Nero, og bekæmper de samme bosser, bare i omvendt rækkefølge. Det føles lidt som at spille som Virgil i DMC3 Special Edition, men her er din person mere vel udviklet, og historien fortsætter faktisk, men nye forfilm. Det stadig sjovt når man er Dante, man man kan ikke lade være med at blive en smule skuffet.

Spillet er dog en dejlig lang affair. Det tog mig 16 timer at komme igennem spillet, og jeg er bestemt ikke færdig. Der er i alt 6 sværhedsgrader, og 2 af dem er åbene fra starten. Spillet har også online lederboards, der lader dig se hvordan andre spillere klarer sig verdenen over. Achievements fra 360 versionen er også kommet over på PS3 versionen, men her åbener de dog intet endnu.

Grafikken er smuk. Omgivelserne er smukke, og personerne ser fantastiske ud. Spillet køre glidene hele vejen igennem, og jeg fandt ikke en eneste fejl. Det er impornerende. Spillets forfilm er også værd at nævne. De er utrolig flotte, men kamp keografien er fantastik. Det er fedt at se på, og det gør personerne seje. Det kunne Hollywood faktisk lære en ting eller to af det her. Jeg har ikke testet 360 versionen, men har hørt at PS3 versionen skulle køre bedst, men hvilken version du køber er op til dig selv.

Lyden er også fejlfri. Musikken er i still med de gamle spil, det vil sige hårdt rock musik, blandet med elektronisk musik, og okrestra. Stemme skuespillet er nok det bedste til dato, da de er gode til a bruge det gode dialog der er i spillet. Dante og Nero er virkelig nogle smartasses, men Dante er den største, og han er nok den sejeste person jeg nogensinde har set i et video spil. Han er altid på pletten, og klar med en smart kommentar. Det dejligt at høre på, og vil garantere et grin eller to.

Alt i alt er Devil May Cry 4 et fedt spil. Det er fuld af fed action, smart røve, og sjov. Du vil aldrig kede dig med DMC4. Det eneste der forhindrer spillet fra at få 10 ud af 10 er den måde Dante er blevet håndteret. Men ellers er DMC4 et must for enhver action fan.