Dansk
BRUGERANMELDELSE

Final Fantasy X-2

Skrevet af: Nike   2014-05-27

Det kom som lidt af en overraskelse, da Square Enix i sin tid annoncerede Final Fantasy X-2. På dette tidspunkt var serien ikke ligefrem kendt for at lave fortsættelser, da alle spil havde hver deres verden, karaktere og historie. Men nu var det altså på tide at prøve kræfter med en fortsættelse, så lad os se hvordan dette gik.

Final Fantasy X-2 starter et par år efter Final Fantasy X. Da Sin blev besejret, startede en ny tidsalder i Spira, kaldt "The Eternal Calm". En verden uden Sin, og alt den død og frygt det indebar. I mellem tiden er der dog opstået to faktioner: New Yevon, som der stadig holder fast i de gamle religiøse traditioner, og The Youth League, der kæmper for helt at fjerne de gamle religiøse traditioner. Dette har ført til en del spænding i Spira, der nu ligger scene til politisk drama.

Her møder vi Yuna, der nu er blevet en Sphere Hunter, en slags arkæolog. Hun har slået sig sammen med gruppen The Gullwings, der også inkluder Rikku og den nye mystiske pige Paine. En dag finder Yuna dog en sphere, der giver hende anledning til at tro at Tidus stadig er i live.

Handlingen er meget anderledes, i forhold til Final Fantasy X. Spira er blevet et bedre sted, og er ikke længere fyldt med depression og død, som tidligere. Det er blevet plads til politik, der både er underholdende, interessant, og som aldrig tager for meget af spillets tid (noget som senere FF spil kunne have lært noget af).

Det er en mere fornøjelig affære, der føles mere som Charlies Angels møder J-Pop, fremfor Final Fantasy. Det er en smule distraherende, og det tager også tid at vende sig til, men man vil vende sig til det, og acceptere det. Der er dog seriøse øjeblikke.
Men det der holder handlingen tilbage, er dens mangel på fokus. Som I nok kan forstå på historie beskrivelsen, er der to handlinger der kører på samme tid, men ved siden af det er der adskillige side handlinger. Næsten alle karaktere fra FFX vender tilbage, hvor mange af dem har lange historie linjer.

Det ikke fordi det ikke er interessant, men der er så mange forskellige handlinger, at det hele føles undervældende. Man skal så ofte skifte mellem de forskellige historier, at man ikke kan fokusere på den enkelte handling, hvorved effekten går tabt, og til tider virker tingene endda forhastet. Selv hoved historien lider af dette, hvor man ikke rigtig føler at man har opnået noget som helst. Der bliver sat et mysterium op, med løsningen er ret undervældende, og slutningen virker mere interesseret i endnu en fortsættelse (som der aldrig kom).

Havde handlingen været mere fokuseret, og side historierne relegeret til senere, eller reduceret i antal, ville det have været bedre, men historien virker mere skabt for to ting: Bringe Tidus og Yuna sammen og løse historie hullet i FFX. Det stadig bedre end største delen af XIII trilogien, men langt fra det tidligere typiske Final Fantasy niveau. Men X-2 er desværre starten på den fortsat dalende kvalitet af historien, i Final Fantasy serien.

Gameplayet er også anderledes, i forhold til det tidligere spil. Kamp systemet er vendt tilbage til det velkendte ATB system, hvor man venter på at ens måler er fyldt ud, før man kan angribe. Dette gør at kampene er hurtige, hvor man altid skal være på mærkerne for at klare sig godt.

Job systemet er også vendt tilbage, denne gang i form af DressSpheres. Dette opsamler man undervejs i spillet, og tilbyder hver deres egenskaber og effekter. Det specielle kommer denne gang i form af Garment Grids, der lader dig skifte DressSpheres på et hvilket som helst tidspunkt under kampene. Disse Grids har dog kun begrænset plads, så herfra skal man tænke på de mest nødvendige Spheres. Grids kan dog også have bonus egenskaber, såsom forhøjet styrke, eller endda tildele egenskaber.

Kamp systemet er så godt som det altid har været. Det er hurtigt, sjovt og belønnende. Der er rigtig meget dybde, og flere måder at takle de forskellige situationer på, hvilket altid er dejligt. Det er også underholdende at kæmpe imod spillets mange bosser, der tilbyder god udfordring og strategi muligheder.

DressSpheres og Garment Grids tilføjer endnu mere dybde, men man kan ikke undgå at savne Sphere Grid systemet fra FFX. Det system tilføjede god kontrol over din karakter, og banede vejen for at man kunne blive sindssyg stærk. Det er stadig muligt at bryde 9999 barrieren i X-2, men ikke med ret meget. Uanset hvordan man gør, føler man sig lidt begrænset, hvilket bestemt er ærgerligt. Det lige meget om man bruger det stærkeste udstyr, DressSpheres, eller er level 99, man kommer aldrig i nærheden af det niveau som man kunne i FFX.

Desuden er spillet også betydeligt mindre udfordrende end FFX. Jeg fik f.eks. næsten aldrig brug for at skifte DressSpheres, og selv de sværeste bosser blev klaret i første forsøg.

Hvor FFX var et lineært spil, er X-2 det modsatte. Efter en time får man fuldt adgang til spillets central base, hvilket er luftskibet Celsius. Herfra kan man frit vælge imellem hvor man vil hen i Spira. Man har stort set hele verdenen åbnet fra starten, hvilket introducerer spillets nye mission struktur.

Hvert kapitel har Hotspots, hvilket er her man fremmer hoved historien. Men resten af Spira gemmer på hemmelige side missioner, som der i sandhed er mange af! Nogle kan være åbenlyse at opdage, hvor andre er godt skjult. De giver ikke kun ekstra EXP til de tre piger og ekstra udstyr, men kan også tilføje nye historie elementer eller uddybe den. Denne struktur er ganske velkommen.

Der er overraskende meget variation i handlingen, hvor meget dialog og begivenheder er baseret på, om man har gjort diverse ting tidligere eller ej. Man kan naturligvis godt springe alt dette over, men så går man glip af halvdelen af hvad spillet har at tilbyde.

Det kunne derfor havde været godt, hvis man let kunne danne sig et overblik over de forskellige missioner og hints på hvor de forskellige side missioner er, men desværre er man helt på egen hånd. Der er intet galt med sådan en metode, men når nogle ting nærmest kræver en guide, før man opdager dem, så har man et problem.

Dette gælder f.eks. spillets procent optælling. For at få 100%, skal man naturligvis opleve alle begivenheder i spillet, men hvad der tilføjer til procenten og hvad der ikke gør, er ikke altid til at gennemskue, ligeledes hvor meget de bidrager. Nogle begivenheder tilføjer med f.eks. 0.5%, men procent måleren viser ikke decimaler, hvilket kun gør det sværere at regne ud.

Men selv hvis du følger en guide, er du ikke garanteret. Jeg fulgte f.eks. to guides og gjorde alt hvad de sagde, fra punkt til prikke, men alligevel manglede jeg procenter hele vejen igennem. Procenter, som jeg ifølge guiden burde have fået. Der er uendelig mange måder at ødelægge sin procent på, og selv de mindste ting, såsom at springe hurtigt gennem dialog eller slå forbi mellemsekvenser, ødelægger din procent fuldstændig.

Det virker til tider som en ond joke, og at udviklerne har gjort alt hvad de kunne, for at få spilleren til at bruge mange timer på det. Det er et billigt forsøg, at spise folk af med et så besværligt system.

Udover dette, er spillet nærmest proppet med mini spil. Der er intet mindre en hele 14 af slagsen, hvilket virker absurd højt. Nogle mini spil er bedre end andre dog. Gunners Gauntlet er sjovt, men kunne godt have været udvidet til noget mere, Sphere Break er også sjovt, men er rimelig uklart, og Blitzball er nu ret kedeligt, da man ikke længere selv styrer hvad der sker.

Det har taget overhånd med alle de mini spil, hvor nogle af dem er ret pointe løse. Hvad er pointen med et danse mini spil, der kun optræder en gang, og aldrig dukker op igen f.eks.? Jeg har intet imod mini spil, men dette er simpelthen for meget. Det fylder lidt for meget og virker desperate, og tiden brugt på at lave disse mini spil, kunne sagtens have været brugt på bedre ting (hvilket jeg kommer tilbage til senere).

Spillet er sjovt, det er der ingen tvivl om, og den åbne struktur tilføjer rigtig meget til spillet, selvom historierne i sig selv ikke er så spændende. Men man kan ikke komme udenom hvor begrænset man føler sig, grundet det simplificeret udviklings system, og blive irriteret over overbrugen af mini spil og det håbløse procent system.

Hvis man vælger at blot skynde sig igennem spillet, kan det let gennemføres på fem/seks timer. Går man derimod efter alt, vokser dette tal sig sindssygt højt. Det tog i hvert fald mig omkring 86 timer, før jeg endelig havde fået alt, så der er en del i vente!

For et PS2 spil ser Final Fantasy X-2 stadig godt ud, men pæne omgivelser og detaljerede personer. Det giver også sig selv, fordi spillet kører på den samme motor fra forløberen. Især på det tidspunkt, da spillet oprindeligt udkom, så det bedre ud end de fleste RPG spil.

Men alligevel er der et par store minusser:

Spillet består nærmest udelukkende af genbrug. Det er i hvert fald sikkert, at ca. 75% af spillets omgivelser er taget fra forløberen, hvor der endda er fjernet nogle områder. Der er et par enkelte nye omgivelser, der falder i skik med Final Fantasy, men der er alt for få af dem. Faktisk, kun fire - fem stykker.

Men spillet er alligevel så fræk, at flertallet af de nye områder er kedelige og ensformige dungeons, der tydeligt er lavet på en aften. Her har udviklerne fundet en tekstur, og derefter genbruget den til at fylde en hel dungeon. De er så uinspirerede og kedelige, at man undrer sig over hvorfor de overhovedet gad. Og når man tænker på, at spillet endda har fået fjernet områder for at gøre plads til disse dungeons, kan man ikke undgå at blive skuffet. At designe de fire - fem sprit nye omgivelser var åbenbart utrolig hårdt.

Og hvad har Tetsu Tsukamoto dog tænkt på, da han skulle komme med nye designs for pigerne? Jeg vidste ikke at Playboy var ude efter dem? Pigernes tøj er meget afslørende, hvor Rikku nærmest ikke har noget som helst på! Der er en scene, hvor pigerne slapper af i et fedt mand spa bad (fedt mand!). Her skifter pigerne om til badetøj, hvor Rikku faktisk er mere tildækket end hendes normale tøj.

Man kan ikke lade være med at have det underligt over det. Og det hjælper ikke, at spillet ofte udnytter mulighederne for at vise så meget af dem som muligt. Hvis nogle kvinder føler sig krænket over deres design, kan jeg sagtens forstå dem, fordi der kun er tænkt på mænd.

Det mystisk, fuldstændig upassende for Final Fantasy og sætter spørgsmåls tegn ved Tetsu Tsukamotos tanker. Og lad os venligst holde det på spørgsmåls niveauet tak.

Stemme skuespillet er dog forbedret markant. Nu lyder de altid som om, at de faktisk ligger nogle følelser ind i det, og at de rent faktisk har det sjovt. Det er dejligt at høre på.

Musikken er derimod ikke. Dette er det første store Final Fantasy spil uden musik fra Nobuo Uematsu, og hans tilstedeværelse er i den grad savnet. Numrene her er direkte kedelige, irriterende og i nogle tilfælde så uinspireret, at toner og melodier er direkte taget fra de største klichér indenfor film musik. Det er kedeligt J-pop.

Der er bestemt intet galt i at gå nye veje med en velkendt serie, og på nogle måder er Final Fantasy X-2 da også sluppet godt af sted med det. Gameplayet er sjovt og dybt, på trods af sine begrænsninger, og historien har rigtig interessante sektioner.

Men hvad der stopper spillet fra at nå det forventede høje kvalitets niveau, er en, i sidste ende, undervældende historie, overbrug af ligegyldige mini-spil, en åben struktur der er besværlig at fuldføre, massivt genbrug, sexistiske karakter designs og kedeligt soundtrack.

Det er ikke et forfærdeligt spil, men når man sammenligner det med tidligere Final Fantasy spil, anno 2004, er det et fald i kvalitet. Noget som desværre er blevet en tendens i Final Fantasy serien. Det er stadig bedre end XIII trilogien samlet set, og hvis man var stor fan af Spira og nogle af karakterne fra FFX, så kan dette spil godt anbefales. Men der er ingen tvivl om, at dette var starten på seriens fald.

Samlet karakter: 7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10