Ico

Jeg er lige hoppet over afsatsen. Der er langt ned til bunden. Sollyset strejfer mig. Jeg har lyst til bare at fortsætte, men jeg kan ikke. Jeg mangler hende. Så jeg kalder på hende. hun forstår ikke hvad jeg siger, men ved at det er hende jeg kalder på. Hun springer. Jeg når kun lige at gribe hendes hånd. Jeg hjælper hende op, og vi sætter os i en stensofa...

Det første der slog mig ved Ico var forsiden. Et atypisk maleri. Det forestiller nogle store bygninger, og to små skikkelser, der løber hen over landskabet, og den ene har den anden i hånden. Der er en underlig stemning på det maleri. Men det var ikke noget imod hvad jeg skulle opleve.
Spillet starter meget stille. Lidt i stil med Shadow of the Colossus. En dreng med horn bliver af nogle mænd eskorteret til en kæmpe bygning. Han bliver sat ind i en lille æggeformet stenboks, og derefter efterladt til at dø. Det er et fængsel han er i. Et gigantisk fængsel. Ved en rystelse vælter den æggeformede stenboks og smadrer. Drengen er fri. Og her overtager du styringen. Der er ingen healthbar, du har intet våben, og ingen tekstmeddelelser fortæller dig hvordan du styrer. Det skal du læse dig til i manualen. Styringen er heldigvis let at gå til.
En knap til at hoppe, en knap til at slå, og en til at holde fast i den mystiske pige du snart møder. Hun er helt lys, både i hud, hår og tøj. Du befrier hende fra et bur, og straks efter dukker nogle sorte skyggevæsener op. De vil have fat i pigen, så du samler en pind op og tæsker løs på dem. Snart efter er de væk, og nu følger dig og pigen hinanden i tykt og tyndt.
Spillet er et puzzle-spil, så der er meget skubben med kasser, og hoppen fra afsatser og kæder. Det er bare at komme fra A til B. Det lyder simpelt, men med en pige, som er meget spinkel og skrøbelig, er det ikke helt så nemt. Du skal nemlig have hende med dig. Spillets gameplay er hvad det er pga. pigen. Og det fungerer i mine øjne perfekt, selvom at pigen godt kan reagere en smule langsomt en gang i mellem, men det blev aldrig rigtig frustrerende. Det er nok kun hvis du slet ikke er til puzzles at gameplayet ikke vil tiltale dig. Omkring kampsystemet er der faktisk ikke et kampsystem. Der er én knap. Der er heller ikke noget med at udvikle dine våben. Dog får du et nyt en gang imellem Og de underlige skyggevæsener er ikke en særlig stor udfordring. Men til gengæld er væsenerne virkelig ubehagelige. Nogle er hurtige og har vinger, andre bevæger sig i et langsomt tempo. Jeg frygtede at møde dem mere end mange andre modstandere i andre spil. Nok fordi at de kan dukke op når som helts, og de ikke er ude efter dig, men pigen som du derfor er bange for at lade alene i mere end 2 minutter. Noget sparsomt musik dukker også op når du møder dem, som også hjælper på indtrykket. Så i forhold til hvor svage fjenderne er, er det virkelig godt gået at de er gjort så ubehagelige.
Desværre var det for mit vedkommende ikke kun fjenderne der var nemme. De små puzzles var til tider ikke særlig udfordrende, og der ville jeg gerne have haft en smule mere udfordring.
Grafisk er spillet i top. Både spillet, og maskinen er aldrene, men hold da kæft nogle grafiske detaljer. Fængslet er gigantisk, og detaljegraden er stor, men i forhold til det er der næsten ikke noget ventetid når du går i gennem et lokale og der skal indlæses et nyt. Det hele kører gnidningsløst, og på trods af et par grafikfejl her og der, er det stadig smukt. Det overasker mig ikke at dette spil blev inkluderet i Jesper Nielsens artikels 'Spil som kunst'. For det er virkelig smukt når man går igennem et mørkt lokale, og du strejfer en solstråle igennem en sprække. Animationen af figurerne er også i top.
Lydmæssigt er alt også i top. Stemmerne er godt indtalt, selvom det hele foregår på sprog der er lavet til spillet, ligesom i Shadow of the Colossus. Musikken er meget sparsom men passer perfekt ind, der hvor den bliver brugt. Derfor er det alle lydeffekter der skaber stemningen. Og det fungerer virkelig. Vinden der suser, fugle der kvidrer, vand der løber, personerne der løber er alt med til at skabe en fantastisk stemning, der er noget jeg aldrig har oplevet før, og den er så tyk, at man ikke kan skære igennem den med en motorsav.
Den eventyragtige historie er perfekt udført, og den har en af de mest smukke rørende slutninger jeg nogensinde har oplevet. Og en rigtig god skurk er der også blevet plads til
Desværre er holdbarheden ikke så god. Det tog mig 7 timer at komme igennem det, men det er lige meget. For oplevelsen er så stærk du gerne vil komme igen. Mange gange måske. Og du er endda motiveret til at gennemføre det igen, da du får åbnet op for noget helt nyt historie.
Jeg bøjer mig i støvet for Team Ico der har skabt en fantastisk spilperle, der har gjort meget større indtryk på mig end rigtig mange andre spil. Jeg ser med længsel frem til deres næste.

Grafik: 9/10
Gameplay: 9/10
Lyd: 10/10
Holdbarhed: 7/10

Plus: Stemningen. Grafikken. Lyden. Designet og historien
Minus: En smule for kort, og en smule for nemt. Kameraet kan drille lidt.