The Evil Within

Det er lidt trist at se, hvad der er blevet af survival horror. Engang var det en stor og populær genre, takket være spil som Resident Evil, Silent Hill og en lang række undergrunds klassikere. Men som tiden skred frem, røg genren mere og mere i baggrunden. Gys blev erstattet med action, som Resident Evil og Dead Space har vist os.

Vi befinder os dog alligevel i et af et horror comeback. Genren har fundet sig til rette på Indie scenen, men nu er Shinji Mikami (skaberen af Resident Evil) tilbage med The Evil Within, som skal genoplive den genre han hjalp med at skabe, tilbage i 1996. Er det en succes eller fiasko? Lad os se.

Spillet handler om politibetjenten Sebastian Castellanos, der en dag bliver tilkaldt da der er begået mord på et hospital. Det viser sig dog hurtigt, at der er et eller andet grueligt galt. Han bliver seperaret fra sine partnere, og bliver mødt af underlige og forstyrrende monstre, der vil ham til livs.

Historie er ikke The Evil Within's stærke side. Det er interessant at finde ud af, hvad der præcist foregår, men jo længere man kommer i spillet, jo mindre interessant bliver historien.

Den er ellers præsenteret yderst fint, men det fanger bare aldrig en. Det er en smørre man har hørt om før, og de drejninger der er, kan hurtigt forudses hvis man er bare nogenlunde kendt med horror genren.

Det havde dog været noget bedre, hvis karakterne var gode, men det kan vi heller ikke påstå. Der er nærmest intet kød på nogen af dem, og de er dårligt skrevet. Især Sebastian. Han bliver nærmest ikke påvirket overhovedet af hvad der sker, og hans stemme skuespil er så fladt, at man er helt ligeglad med ham.

Spillet prøver at give ham en baggrunds historie, gennem personlige filer, men det fører aldrig rigtigt nogen steder. Historien nævner det kun en enkelt gang, og så er det glemt.

Slutningen er også ret skuffende, der virker mere som at gøre klar til fremtidig DLC og spil.

Så ja, historien er lidt af et flop, men hvordan er gameplayet så? Det stik modsatte!

Den bedste beskrivelse af gameplayet, er at sige Resident Evil 4. Begge spil har så meget tilfældes, at man let kunne have kaldt Evil Within for et Resident Evil spil. Det styres på samme måde, og har mange af de samme muligheder. Det er bestemt ikke nogen dårlig ting. Resident Evil 4 er et fantastisk spil, og selv ikke de senere Resident Evil spil har fanget RE4 så godt, som Evil Within har.

F.eks. er der spillets fjender. De minder meget om RE4s Ganados, i deres hurtighed og bevægelsesmønstre. Bortset fra at de ikke stopper op i sidste øjeblik, for at give dig en chance, da du kan bevæge dig og skyde imens du sigter.

Hvor spillet dog begynder at vige fra RE4 er dens stealth fokus. Det er en anbefalelses værdig strategi at snige sig forbi fjenderne, i stedet for at gå i direkte kamp med dem. Ikke kun fordi man sparer ammunition, men fordi at fjenderne er noget udfordrende.

De er ikke kun kloge og aggrasive, men de slår ret hårdt. Der skal som regel ikke meget til, før du må bide i græsset, og sendes tilbage til nærmeste checkpoint. Man kan derfor sagtens udføre stealth kills, og gemme sig i skabe og under senge.

Det er et veludført element, der tilføjer utrolig meget spænding til spillet. Men det kan sagtens være skræmmende. Spillets fjender er ikke kun svære, men direkte skræmmende og forstyrrende at se på. De ligner noget der er taget ud af ens værste mareridt, og som spillet skrider frem, bliver det kun værre.

I nogle tilfælde er fjende designet direkte sygt, på et niveau hvor man nærmest bliver bekymret for fjende designernes mentale tilstand. Bare lyden af dem kan være nok, til at skræmme en. En ting er når bosser er sådan her, men når selv almindelige fjender kan få sådan en effekt ud af en, er det bevis på et spil der betemt ikke leger for sjov.

Hvad der også gør spillet mere uhyggeligt, er de få ressourcer tilgængelig. Man er nærmest altid i underskud af ammunition og livspakker, og selv hvis det lykkedes en at samle et sundt antal ressourcer ting sammen, kan man let komme ud af den næste kamp med meget lidt liv, og nærmest ingen ressourcer.

Evil Within er et svært spil, som kan være direkte brutal til tider. Men spillet er altid fair. Fjender kan godt smide ammunition og livspakker, og de er fordelt på de forskellige baner i en tilpas grad, så man hverken har overdrevet meget eller uretfærdigt lidt. Spillets checkpoints er desuden også ofte, så man skal aldrig spillet for lange sektioner igen og igen.

Udover dette, kan man også opgradere Sebastian. Dette sker i form af Green Gel, som man finder undervejs i spillet. Alt kan opgraderes, fra liv til våben og antal ressourcer man kan holde på.

Det er naturligvis meget velkommen, men det er også blanceret. Du kan ikke fuldt opgradere Sebastian på bare en gennemspilning, og du bliver aldrig for stærk. Opgraderingerne gør dig stærkere, men de giver dig en chance i fremtiden, fremfor at gøre dig overdrevet stærk.

Dette sker gennem spillets hub, som man kan få adgang til gennem spelje på bestemte områder. Dette er en sikre område, hvor man udover at opgradere kan gemme sit spil, låse skabe op for ekstra ressourcer, og samle enkelte samleobjekter.

Man har dog forskellige muligheder for at dræbe de forskellige fjender. Udover stealth kills, kan man også brænde dem. Og hvis du timer det ordentligt, kan du endda sætte ild til flere fjender på en gang. Der er intet mere belønnende end at skyde i fjende i knæet, sætte ild til ham og se hvordan andre fjender bliver påvirket. Man kan sparer en masse ammunition og det føles dejligt belønnende.

Man har også en crossbow, der kan lades med forskellige pile. Man kan finde dem rundt omkring i spillets verden, men du kan også lave dem ved at samle dele fra disamerede fælder. Udover at gøre skade, kan de f.eks. Blinde og fryse fjender.

Der er en god mængde strategi, der sikrer at du altid har en chance, og flere muligheder for at komme videre. Spillet føles aldrig uretfærdigt, man har altid en fair chance for at komme videre.

Spillet er også god til at afprøve dig. Det holder sig ret godt varieret, og man laver aldrig det samme alt for længe. Der er en masse mindeværdige øjeblikke og udfordringer, som de fremragende boss kampe, fælder og især spillets verden.

Spillets verden er nok det bedste element af spillet. Det er en ubehgelig, dyster, forstyrrende og uhyggelig verden. Få ting giver mening i det, og alt kan ændre sig når som helst. Spillet er især glad for at spontant kaste dig igennem nye omgivelser, og fuldstændig ændre reglerne.

Man ved aldrig hvad der sker. Selv spillets hub, det ellers sikre rum er til tider usikkert. Man slipper aldrig rigtig fra den forskruede verden, og det er nok en af de mest uhyggelige og væreste følelser. Man vil så gerne ud af denne verden og tilbage til den normale virkelighed, men det er umuligt. Du kan kun blive her, uanset hvor du er, og din eneste mulighed er at gå endnu dybere ind i verdenen, som kun bliver mere uhyggelig og forskruet. Dette er et sandt mareridt, og føles direkte som helvede.

Men udover den uhyggelige og forskruet verden, så er spillet rigtig god til at skræmme dig. Ligesom i de helt gamle Resident Evil spil, skræmmer Shinji dig meget med choks. De er lidt kliché agtigt, men det kan man ikke brokke sig over, når de virker så godt!

Spillet overbruger dem aldrig, men kommer med dem når der er brug for det. De bliver brugt intelligent, og kommer derfor altid som en overraskelse. En ubehagelig overraskelse, gjort endnu mere uhyggeligt af spillets fantstiske atmosfære.

Spillet er dog ikke perfekt. Nogle checkpoints er lidt irriterende placeret, og så er der et par glitches i spillet. Jeg oplevede f.eks. en fjende der pludselig blev uovervindelig, i en sektion hvor jeg skulle dræbe den for at komme videre. Og så er spillets sidste boss også overraskende let.

Spillets tempo er rigtig godt, men man skal lige vende sig til, at nogle baner er meget horror agtige, hvor andre er blot action. Det virker mærkeligt, men det giver mening. Det giverr et dejligt frisk pust i spillet, og sikrer at man aldrig får nok af det.

Spillet tog mig desuden ca. 14 timer at gennemføre. Fin længde, og der er god grund til at spille det igennem igen. Udover at opgradere Sebastian fuldt, så er der en masse samle objekter, der kan låse op for nye våben, og nye sværhedsgrader, hvor den sværeste dræber dig i et slag.

Grafikken er noget blandet.

På den ene side er det rigtig flot, med omgivelser der har pæne detaljer. De er desuden også kreative og til tider ret forstyrrende, ligesom spillets fjende design.

På den anden side har spillet en ret dårlig frame-rate, tekstuer og skygger der nogle gange er ret langsomme om at loade, og karakternes ansigter er noget stive at se på.

Det er stadig et pænt spil, men det har desværre en del blå mærker.

Lyden er lidt den samme historie.

Lyd designet er flot udført, hvor spillet skaber en utrolig uhyggelig atmosfære. Lige ledes er fjenderne lige så uhyggelige at høre på, som de er at se og bekæmpe.

Men musikken er på ingen måde mindeværdigt, og stemmeskuespillet er mildt sagt forfærdeligt. Præcis som vi kender det, når Shinji Mikami er involveret.

På trods af sin elendige historie, grafiske problemer og elendigt stemmeskuespil, så kan The Evil Within klart anbefales. Shinjis mål er fuldført, survival horror er tilbage. Det er det spil, som horror genren har manglet, og det er dejligt at blive så skræmt igen. Det viser alle hvordan gys skal gøres. Nok kan ikke siges om hvor uhyggeligt og godt dette spil er, så skynd jer ud og få fat i dette gyser mesterværk.