Lords of the Fallen (2014)

Tæv er noget du vil få en del af i det her spil, da det mildt sagt er svært med dens meget hurtigt reagerende fjender og utroligt svære bosser samt det klaustrofobiske leveldesign. Med spil som blandt andet Shadow of Mordor lige har ligget rundt om hjørnet havde man nok regnet med at Lords of the Fallen ville have været et spil af samme skuffe. Lidt Assassin's Creed blandet med Arkham-serien, hvor at jeg bare skulle slå på tæven. Men i stedet var spilleren boksepuden denne her gang.

Spillets plot omhandler en mand ved navn Harkyn; en kriminel som er flygtet fra et fængsel sammen med hans mentor Kaslo. De to hjælpes ad for at rense Harkyns navn da verden de lever i ledes af en sammenfatning af guder kaldet Verdens Regenter (The Worlds Rulers), hvis opgave er at udradere alt ondt. Eftersom dette er tilfældet, er Harkyn trængt op i en krog da det forekommer ham usikkert hvad der vil ske med ham. Samtidigt bliver en hær af dæmoner hidkaldt og angriber. Sammen begiver Harkyn og Kaslo sig ud for at redde verden og for at rense Harkyns navn.

Så interessant som det lyder, er historien faktisk relativt kedelig og forekommer en forvirrende da man bliver kastet direkte ind i spillet. Det var først efter ca. 15 minutter inde at jeg fandt ud af hvad at spillet karakters navn var, og endnu længere for at finde ud af hvad hans motiv var. Desværre er Harkyn heller ikke en særlig interessant karakter, da han bare er den generiske hårde type; At han kun er i historien for at kæmpe mod dæmoner, samt at han har tid til at håne alle han møder med sin (meget) dybe stemme.

Spildelen er dog ret solidt og giver en god udfordring med fjender der altid er på tæerne og er klar til at dræbe dig ved hver eneste mulighed. Hvis man har spillet Dark Souls vil man føle sig hjemme da det låner mange aspekter fra det. Man starter ud med at vælge hvilken magi type og hvilken type udstyr man vil have. Ved magi er der tre forskellige typer; kamp, listighed og cleric (troldmand) Og derefter skal man vælge et sæt udstyr der passer en bedst. Det tre sæt udstyr er primært baseret efter de tre magityper: kriger-udstyr; godt panser og kraftigt våben, dog svær vægtet så man er det langsommere. Sniger-udstyr; let panser og let våben, men klassen er meget let på tå hvilket giver den en høj hastighed. Og cleric-udstyr; medium panser og medium hastighed men har et meget kraftigt våben der deler store mængder skader ud.
Ud fra den magi type man nu har valgt får man derefter et færdighedstræ med i alt 4 besværgelser per klasse, som man vil kunne låse op for jo længere man kommer i spillet.

Kamp er ret simpelt. Du har et let angreb, et tungt angreb og hvis du kommer om bag fjenden er der en chance for at man laver en nedlæggelse. Og en nedlæggelse er især vigtige da de enten dræber fjenderne på et slag eller dræner en stor del af deres liv. Spillet nyder dog at være ond over for dig da det elsker at kaste utroligt stærke fjender efter dig og bosserne vil give dig kamp til strengen. Men når man får klaret dem får man den følelse af uovervindelighed som Dark Souls også giver. Dog går der ikke lang tid før spillet minder dig om du ikke er det da der efter hver bosskamp bliver introduceret til nye meget stærkere fjender.

Styringen er dog værd at nævne da man skal nok lige vænne sig til opsætningen i starten som fx angrebsopsætningen og eliksiropsætningen der normalt i den spilgenre ville være byttet rundt på så det kan virke lidt akavet, men efter man har lært det går det fint nok. Der er heldigvis en fin hjælpe-indledning der leder en igennem det grundlæggende til at få dig godt på vej. Indledningen er overraskende nok ikke irriterende og er faktisk ret god at have til ens første gang man spiller det da den er hurtigt overstået, informerende og kan sprænges over.

Visuelt er spillet imponerende specielt med dets omgivelser. Når man bevæger sig rundt uden for slottene er kontrasterne og farvevalget så effektive, at man næsten mærker kulden fra snestormen i spillet. Gemmepunkterne er ildsten der lyser kraftigt orange og giver næsten en varm fornemmelse af sikkerhed når man endelig når der. Mit eneste problem med det er at når man er ude af mellemsekvenserne er mundanimationerne forfærdelige, og det er næsten komisk at se alle karakterne der ihærdigt prøver at følge med dialogen.

Lydsiden er også utroligt flot udført, da den passer perfekt til spillet. Under de svære men episke bosskampe kan der høres orkestermusik. Der kan også være let violin til når man begiver sig ned i de dystre kælderrum, eller du kan også komme ud for at musikken er helt slået fra så at man kan høre alt som ens fjende gør fra fodtrin til sværdkamp hvilket leder til mange spændingsfyldte kampe.

Lords of the Fallen er et ret godt RPG men det er hovedsagligt nok for fans af Dark Souls-serien der vil få mest ud af det. Plottet kan være forvirrende og skuffende, spildelen er solidt men er dog set før. Dog er det visuelt bedre end mange af dens konkurrenter og lydsiden er i top.
Som sagt er det ikke for alle, men jeg tror at fans af Dark Souls og Darksiders vil kunne lide at få lidt udfordring igen. Men er man ikke til den genre er der til gengæld ikke meget at komme efter.