Dansk
BRUGERANMELDELSE

Assassin's Creed: Unity

Assassin's Creed er en serie som er blevet en fast del af spilbranchen. Siden 2009 har vi fået et nyt spil hvert år, og indtil da har Ubisoft Montreal leveret. Den 21. marts 2014 bekræftede Ubisoft efter mange rygter, at et nyt Assassin's Creed var på vej, og at det ville foregå i den franske revolution med en ny snigmorder kaldet Arno. Det ville være det første Assassin's Creed der kun kom til PS4, Xbox One og PC, så de ville kunne udnytte de nye konsoller til deres fulde potentiale, uden at skulle overveje den sidste genereration af konsollers svagere kræfter. Derfor er forventningerne til spillet også meget store. Til E3 blev Co-op introduceret til spillet, og Ubisoft lovede også store folkemængder på op til 1000 NPC'er, der ville gå rundt og leve deres eget liv. Altså er ambitionerne for spillet enorme, men kan Ubisoft Montreal endnu engang levere et fantastisk Assassin's Creed efter storsuccessen Black Flag fra sidste år?

Til dem som ikke kender Assassin's Creed, kommer lige en introduktion til spillet. I Assassin's Creed spiller du som en snigmorder, der er medlem af en hemmelig orden kaldet The Brotherhood. De ligger i strid mod The Templars, og striden har varet igennem mange år. En snigmorder som Arno har en utrolig stor bevægelsesfrihed, og det er muligt at klatre op på næsten alt. Han er også en fortræffelig sværdkæmper, og kan snige sig ind i en hvilken som helst bygning. Spillene foregår i en historisk tidsperiode, og i Unity er det den franske revolution der har fokus. Selvom Unity går tilbage til rødderne, introducerer den et nyt parkour-system, så der nu er en parkour op- og en parkour ned-knap. Det gør det nemmere at vælge hvilken retning du vil i, og parkouren føles tungere, mere realistisk og i sidste ende bedre end i Black Flag. Der er også blevet indført en stealth-knap, som efter min mening er lige det spillet har brug for. Ved at holde L2 inde, indtræder du snige-tilstand hvor der er mindre chance for at blive opdaget, så du lettere kan snige dig rundt. Det er en kærkommen detalje, for før i tiden gik du oprejst rundt, og udover at se dumt ud blev du også meget let opdaget.

Snigmord-missionerne er også ændret. Du får nu et stort område at udfolde dig på og opgaven at finde dit mål. Det er nu helt op til dig hvordan du vil udføre opgaven. Du kan snige dig ind, og gøre det af med dit mål på den mere klassiske måde, eller f.eks. befri fanger så de kan hjælpe dig med din opgave. Det giver en enorm frihed, og det er utroligt morsomt at udtænke strategier for dit næste mord. Skal man bestikke vaskekonen til at åbne et vindue, eller skal man forgifte vinen han skal have til sin middag? Mulighederne er mange, og når ens plan lykkes er man stolt.

Selve historien i Unity er interessant og holdt mig fanget i gennem hele min spilletid, men den er dog ikke nyskabende på nogen måde. Historien starter i Versailles i Frankrig, hvor du spiller som unge Arno. Her laver han og hans barndomsveninde Elise narrestreger, men som Arno stiger i titlerne i Brotherhood 'et, bliver forholdet sværere imellem dem, da hun er en Templar. Arno er en klassisk ungkarl i Frankrig, med masser af charme og store ambitioner. Han er en interessant hovedperson og spændende at følge. Sammenspillet imellem Arno og Elise er virkelig godt, og man sidder fortryllet og lytter til det smukke stemmeskuespil, og kigger på de flotte ansigtsmodeller når der er cutscenes. Magien ødelægges dog lidt af de ringe håranimationer, som ind i mellem fjerner fokus fra den ellers utrolig, flotte grafik.

Alt foregår i smukke Paris i slutningen af 1700-tallet. Unity bruger den nye Anvil Engine, og man må give dem at det er virkelig smukt. Når du står op på Notre Dame i 1:1 størrelse, og kigger ud over byen kan man ikke andet end forbløffes. Det er vildt hvad de har formået af lave, og med kæmpe menneskemængder på 1000 NPC'er, ser det hele utroligt godt ud. Menneskerne lever deres eget liv, hvor nogle går rundt som forelskede par, mens andre brænder flag af og forlanger adlens spildte blod. Rundt omkring er der også tyve du kan stoppe og bander du kan dræbe. Det er en del af crowd-events, og hvis man klarer et sæt, får man en pris. Alt det her lyder fantastisk, og det er utroligt flot at kigge på. Men Ubisoft har ikke kunne leve op til deres egne store ambitioner. Når du står i store mængder falder framesene nogle gange ned på 20 per sekund. Jeg har ikke oplevet så meget som andre har fortalt om, men kan da godt nikke godkendende til manges beretninger. En enkelt gang faldt det også ned på 2 fps, men det havde ikke noget at gøre med de mange NPC'er, det var snarere lyset. Det jeg dog har oplevet rigtig meget af er bugs og glitches. Grafikfejl hvor NPC'er dukker op mit i det hele eller deres tøj som skifter farve i store mængder. Der har også været mere gameplay-basereret bugs, hvor jeg ikke kunne dræbe en modstander, eller hvor jeg blev paralyseret og ikke kunne parere. Det har givet mig unødvendige døde, og restart af missioner som virkelig frustrerede. Det føles som om de virkelig har haft travlt med udgivelsen, og at de 2 ekstra uger ikke helt var nok. Man må håbe at nogle af fejlene bliver patchet væk, da det virkelig kan give anledning til frustration, når man dør uden at kunne gøre noget ved det. Loading screens er også enormt lange, men set med positive øjne kan man nå at gå på toilettet og smøre en mad imens.

Udover en ny stealth-knap og bedre parkour-system, er kamp også blevet lavet om. Du slår stadig på samme måde, men man skal være mere præcis når man parerer. Vagterne og andre tænkelige modstandere er blevet delt op i levels som dig selv, så du kæmper mod vagter fra level 1-5. I de senere levels får du virkelig stor modstand, og du kan ikke længere klare 1 mod 20 mand som i de tidligere spil. Det er klart et plus da det blev for kedeligt i de andre spil, og at der nærmest ingen modstand var. Nogle mekanismer fra tidligere spil mangler dog til gengæld, og kan få en til at tænke "Hvorfor fjerne det?". Det er bl.a. fløjte-mekanikken hvor du kan tiltrække nære vagter ind i et snigmord, eller stealth-svømning hvor du svømmer under vandet, så de ikke kan se dig. Det er ikke en så vigtig funktion i netop de her omgivelser, men der er en mission, hvor det kan være nyttigt.

Unity laver også om på hvordan du udruster dig. Du er ikke længere låst til en bestemt snigmorder dragt, men kan nu selv skræddersy dit perfekte udstyr. Det gælder også våben og evner, så du ikke længere bare har f.eks. doublesnigmord, men at du skal låse evnen op. Nogen vil måske synes at de tager det fra en, men jeg synes det er et fedt tiltag, så du kæmper lidt mere for at blive stærkere, og ikke bare er ustoppelig fra start. Du kan også få snigmorderne fra de tidligere spils udstyr, og det gælder fra Ezio til Edward Kenway. Udstyret er heller ikke rent kosmetisk, men jo dyrere udstyr desto bedre stats har det, og det er også her spillets mikrotransaktioner kommer ind i billedet. Du kan ved hjælp af rigtige penge, betale dig til bedre udstyr og det kan da også give en lille fordel, men det er ikke noget Pay to win man skal være bange for. Co-op har jeg desværre ikke haft prøvet, på grund af problemer med matchmaking, men det kan godt være det bare er mit dårlige netværk.

Så her til sidst spørger jeg mig selv: Har Ubisoft leveret endnu et godt Assassin's Creed spil, og lever den op til mine forventninger? Ja og nej. På trods af fps-problemer og utallige fejl og glitches formår de endnu en gang at levere et spændende nyt eventyr, som jeg vil sige er mine penge værd. Med en masse nye tiltag introduceret og en spændende ny hovedperson er jeg holdt fast i eventyret og har ikke mistet tiltroen til dem. Jeg vil dog stadig pointere at jeg er meget skuffet over den ringe launch, og vil ønske de i stedet havde valgt at udskyde den. Men alt i alt er Assassin's Creed: Unity en solid oplevelse som jeg kan anbefale.

+ Nyt parkour-system, bedre kampe, stealth-knap, udrustnings muligheder, solid og spændende historie, grafikken er fantastisk, spændende hovedperson

- Utallige bugs, uendelige loading screens, fps drops, historien er ikke nyskabende på nogen måde, ringe håranimationer

8/10

Samlet karakter: 5.7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10