Alien: Isolation

Det ikke let at være Alien fan, må man sige. De to første film var fantastiske, nummer tre var en blandet fornøjelse, og jo mindre vi siger om Resurrection jo bedre. Okay, Prometheus hjalp lidt, men alligevel. På spil fronten har det nærmest været værre. Det bedste må nok siges at være Alien vs Predator fra 1994, men siden da har der ikke været meget godt. Det hjalp i hvert fald ikke med det forfærdelige Alien: Colonial Marines fra 2013.

Men måske ændrer det sig nu. Alien: Isolation kommer fra Creative Assembly, der ellers er mest kendt for Total War. Lad os se hvordan de klarer det.

Alien: Isolation foregår 15 år efter Alien, og 42 år før Aliens. Vi spiller som Ellen Ripleys datter Amanda der, i modsætning til hvad vi fik at vide i Aliens, åbenbart ikke havde et så fredeligt liv.

Hun er på jagt efter Ellen, der forsvandt efter hendes skib Nostromo forsvandt, 15 år
Tidligere. Dette bringer hende til skibet Sevastopol, der angiveligt har nogle svar til hende. Det går dog hurtigt op for hende, at alt er gået helt galt. Mennesker bekæmper hinanden for overlevelse, androiderne opfører sig underligt, og så er der sluppet en Alien ind på stationen...

Historien er egentlig ikke meget værd. Amanda er en fin karakter, men de andre er mere klichér, end de er troværdige. Man ved hvad de vil sige, hvornår de vil sige det, og hvornår de møder deres endeligt.

Historien om Sevastopol er interessant at læse og høre, men selve historien har alt for travlt med at kopiere den første film. Og så har spillet ikke rigtig nogen slutning. Det stopper bare, som om udviklerne enten var dovne eller løb tør for penge.

Alien: Isolation spilles i første person, hvor man langsomt udforsker skibet Sevastopol. Der føles lidt som Bioshock, i måden man navigerer gennem omgivelserne, og får information fodret gennem lyd bånd og tekst filer. Der bliver gjort meget for at det føles som et rigtigt sted, og det virker.

Men vi må hellere komme til hoved emnet: Alienen selv. Hvordan er den så i dette spil? Temmelig skræmmende!

A:I er primært et stealth spil, og man bliver i den grad sat på prøve imod Alienen. Man kan intet stille op imod den. Man kan ikke skade den, kun distrahere den og gemme sig for den. Når den opdager dig, dør du med det samme. Den fjerner ikke bider af dit liv eller giver dig en chance, du dør på stedet, også selvom du skulle prøve at løbe væk fra den.

Med til Alienen hører også en yderst sofistikeret kunstig intelligens. Den følger ikke et manuskript, men gør hvad der passer den. Den dukker sjældent op det samme sted, og udforsker rummene i tilfældige rækkefølger. Man kan ikke regne den ud, og det værste er, at den faktisk tager ved lære!
Gemmer man sig f.eks. nok inde i skabe, vil den begynde og undersøge skabe ved at snuse til dem, hvor man så må holde vejret. Gemmer du dig ofte under senge og bordere, undersøger den også der.

Og for at give blot endnu et eksempel på dens tilfældighed: Jeg mødte den en halv time tidligere end min bror gjorde!

Man har dog mulighed for at spore den, gennem sin motion tracker. Den kan vise om den er i nærheden af dig, men hagen er af den ikke viser i hvilken retning den kigger i, og så larmer den, så jo mere du bruger den, jo lettere får Alienen ved at finde dig.

Dette gør spillet sindssygt uhyggeligt. Man er altid bange for at den dukker op, og tager livet af en, og bare synet af den er nok til at få de fleste til at slukke spillet af skræk. Få spil er så uhyggeligt intense som dette. Jeg blev ofte inde i skabe i adskellige minutter, af frygt for at Alienen ventede på mig derude, og jeg måtte endda pause spillet i længere perioder adskellige gange, bare for at samle mod og falde til ro igen.

Har man svage nerver, så har man ikke en jordisk chance for at komme igennem spillet. Dette er nok det mest intense spil jeg nogensinde har spillet.

Dette er delvist også takket være spillets gemme system. Der er ingen checkpoints i spillet, så døden sender dig tilbage til sidst du gemte. Man gemmer ved nødhjælps stationer, men selv her er tingene ikke altid sikkert. Når man påbegynder at gemme, går der tre sekunder før den gemmer, og du kan sagtens blive dræbt af Alienen imens. Du kan også være så uheldig og gemme imens den er bag dig, for blot at slå dig ihjel når du vender tilbage til spillet.

Heldigvis kan man altid loade sine seneste to gemme filer, og spillet skal nok advare dig om fjenderne, når du gemmer.

Det gør noget så simpelt som at gemme til en intens oplevelse. Og det føles så utroligt belønnende, når man endelig får gemt, og kommer videre. Det er en følelse som få video spil har formået at opnå.

Hagen er dog, at dette naturligvis gør spillet svært. Det er ikke unormalt at bruge adskellige minutter på at komme videre, for blot at blive dræbt og tvunget til at gentage en lang sektion. Man skal have tålmodighed, og acceptere at dette er spillets dagsorden. Det kan være frusterende som bare pokker, men omvendt også utrolig belønnende.

Hvad der så bare er ærgeligt, er at spillet ikke formår at fastholde dette utrolig høje niveau hele vejen igennem. Ca. halvvejs inde i spillet forsvinder Alienen i et godt stykke tid, og her må du så tage til takke med voldelige androider. Man har mødt dem før dette punkt, og de er tilpas skumle og skræmmende.

Men efter halvvejs stykket bliver disse fjender din store hoved fjende. Man kommer til at møde mange af dem, og de er irriterende at nedkæmpe. Det kan let kræve f.eks. et helt til halvanden magasin med din revolver, for bare at dræbe en. Og nærkamp er ikke en mulighed, medmindre man rammer dem bagfra, og selvfølgelig skal der også en del af disse slag til, for at dræbe dem.

Dette ville i sig selv ikke gøre så meget, hvis ikke spillet tvang dig til at kæmpe imod dem. Spillets ellers fremragende stealth mekanik bliver skrottet, og spillet prøver nærmest at gøre sig selv til et typisk skydespil. Noget, som spillet simpelthen ikke er bygget til.

Udover det, så er spillet en sand mester i tidstrækkeri. Man bliver til tider bedt om at gå hele vejen til en ende af omgivelserne, for blot at få at vide at man skal gå til den anden ende, og til sidst vende tilbage til den første ende. Det har faktisk en fin effekt i Alien sektionerne, hvor det tilføjer mere stress og spæding, men med androiderne er det irriterende.

Spillet formår dog at finde sig selv igen, dog ikke på samme måde som tidligere. Alienen vender naturligvis tilbage, med selvskab af de små uhyggelige bæster kendt som Facehuggers. Men her er man armeret med en flammekaster, der let kan skræmme Alienen væk. Man får en større chance for at overleve, men selv dette holder kun Alienen væk i maks et par minutter. Og den bliver også mere aggrasiv med tiden, som man bliver ved med at bruge den, så den er aldrig en endelig sikkerhedsforanstalting.

Og nu kommer det absurde: Spillet er alt for langt! Det tog mig ca. 20 timer at gennemføre spillet, og det var i den grad for langt. Man kan føle, at udviklerne ville give dig så meget for pengene som muligt, men havde ikke helt idéer til at gøre det, hvilket bringer os til tidstrækkeriet. Tempoet er også helt underligt, hvor det mindst tre gange føles som om, at man har nået slutningen.

Der er en grund til at spil af denne type (Amnesia, Outlast, Slender) kun varer ca. fem timer: Man kan ikke trække idéen om at blive jaget ud i så lang tid. Det er trods alt begrænset, hvad man kan gøre, og det ender med at blive ensformigt.

Der er dog en challenge mode, der i sig selv er en sjov idé. Problemet er bare at der kun er en af dem, hvor resten kommer som DLC. Hvis udviklerne i stedet havde skåret 30% af historien fra, og i stedet lavet flere challenge baner, så havde det været meget bedre.

Ligesom et andet nyt gyser spil, The Evil Within, så er grafikken også blandet. Og endda med nærmest identiske problemer. Karakterne er noget kedelige og tørre at se på, men omgivelserne er fantastiske.

Man kan tydeligt se, at udviklerne er store fans af Alien filmen fra 1979, da de har formået at genskabe den grafiske følelse. Omgivelserne er vidunderlige at udforske, og man føler virkelig man er i Alien universet.

Det samme kan siges ved lyden. Atmosfæren er helt fantastisk, der let kan forvandle en til et nervevrag. At høre Alienen kravle rundt i luft viadukte, vrisse efter dig og generelt bare lede efter dig er ufatteligt skræmmende. Musikken er en kombination af ny musik, og musik fra filmene, og det bliver også brugt effektivt.

Stemme skuespillet derimod kunne sagtens være bedre. Amanda har en fin stemme skuespiller, men resten er ikke nær så gode. De lyder kedelige, tøre og uinteresseret i hvad der sker. De dræber ikke stemningen, men de hjælper heller ikke lige frem.

På trods af sine problemer med tempoet, midtvejs sektionen, historien, slutningen og de ikke særligt interessante karaktere, så er Alien: Isolation et af de bedste video spil oplevelser, jeg længe har haft.

Intet spil har formået at være så uhyggeligt, som Alien er. Vi taler ikke bare om et spil, der kræver færdigheder og hjerne for at gennemføre, men et spil der kræver iskolde nerver og mod. Det slår nærmest alle gyser spil til skamme, og får sit gys til at føles utroligt troværdigt.

Bedøm ikke hele spillet på dens problemer, dette er et spil man skal spille. Et gyser spil uden lige, et af de mest skræmmende spil nogensinde. Alien fans, vi har endelig fået det Alien spil vi har efterlyst!