Super Paper Mario

Nintendo 64 afrundede sine dage som en legende indenfor konsoller med det første Mario, Donkey Kong, Legend of Zelda, Star Fox inkl. i 3D. Dette var et stort skridt fremad i Nintendos udvikling.

- But one game dared to be ugly -

...Eller grimt var det jo ikke. Paper Mario var bare anderledes på en facinerende og unik måde. Vi oplevede her Mario i sine sidste dage som Nintendo 64 rollemodel som en tynd - meget - tynd mand der som sædvanlig skulle redde Princess Peach fra den onde men ligeså papirstynde Bowser. Dette var et dejligt lyspunkt indenfor Mario - spillene og et meget friskt pust. Jeg må dog indrømme at jeg aldrig nåede at få det til Nintendo 64 selv men jeg købte det dog til Virtual Console. Paper Mario puttede ikke bare Mario i rampelyset men også en masse små patnere som kom fra forskellige egne med forskellige egenskaber som senere viste sig utroligt nyttige.

Senere så vi så Paper Mario 2: The Thousand Year door som skulle stå sin prøve i Gamecubens midtvejskrise. Jeg må sige at det lykkedes tilpas meget og kunne bære titlen Paper Mario med stolthed. Selvom princippet var det samme var det stadig en unik oplevelse tilføjet med humor og helt nye fjender. Mange timers underholdning var sikret og jeg tvivler på at det var mange der fik alle ting i 2'eren - såvel som i etteren - da der var så uendeligt mange ting man skulle igennem. Som set i 1'eren var den klassiske papirsflyver, papirsbåden og egenskaben at vende sig 90 grader stadig med plus nogle andre features. Ny verden, nye partnere, nye fjender, ny mission og et helt nyt spil...
Efter denne oplevelse kunne jeg ikke vente til næsten spil i serien.

...

Og det må dog siges at være mig noget af en skuffelse. Spillet starter fint ud med en baggrundshistorie og et bryllup mellem Peach og Bowser...Det skulle jo ske. Lang, lang introduktion til spillet med masser af tekst men det gør ikke det store for dem som prøver at følge med i hvad der sker.

Så begyndte spillet

Som de fleste nok ved så er kampsystemet blevet til noget lidt andet. Hvor man før i tiden kom en i en "scene" og skulle kæmpe kampen tur for tur er det nu ligesom i de gamle Super Mario spil med at hoppe på fjender - Deraf navnet "Super" Paper Mario - Samtidig er kapitlerne ikke lange længere. De er korte og har nu små inddelinger som igen giver det Super Mario stilen...Okay, så nåede vi så langt, men jeg er ikke ved den værste del endnu.

Nu er jeg... Super Paper Mario har formået at gøre en så unik serie til et afkom af Mario fra Super Mario og Papirs Peach. Det er simpelthen ulideligt. Ligesom når mosegrise kan få afkom med landgrise...Det skal ikke ske. Paper Mario har fuldstændigt mistet sin charme. Hvor er den store verden hvor man skulle bruge næsten alle personer i denne verden til at komme videre? Før hen skulle man måske til gamle områder for at kunne komme videre. Nu er det bare første zone - klaret, videre -...Hvad er der sjovt i det? Det er bare kapitel efter kapitel som flyver afsted fordi der simpelthen ikke er nogen udfordring i det mere. Man skal bare nå hen til et bestemt punkt og så færdig.
Det er jo ikke rollespil kære venner. Det mest succesfulde Mario-rollespil er ikke et rollespil længere.

Ens partnere er heller ikke sjove mere. Jo, godt nok er der flere af dem men man fandt altså ikke partnerne i de andre spil i kister. Man fik dem overtalt til at tage med en og de havde hver deres baggrundshistorie med koner der var døde af sygdomme, fædre der var blevet spist af drager og hævntogter. Nu finder man dem i en kiste og så er det det.

Kampsystemet - er til tider godt. Jeg kan huske når man i de gamle bare skulle forbi et område og man hele tiden støtte ind i små flabede Goombaer som ikke gav noget XP men bare var irriterende og man gad ikke slås med dem og der er det nye system glimrende. Nu behøver man ikke igennem tur for tur kampsystemer hvor man brugte evigheder på bare at flygte.
Men...Der skal jo være et men. Til gengæld er kampene imod Bosserne ikke sjove længere. Det gode ved de gamle var at der skulle man igennem en lang kampscene hvor man skulle bruge forskellige taktikker for at få en boss ned. Nu er det bare at hoppe på hans hoved når man har muligheden. Fedt hva'? - Nej. Det var de lange bossekampe som fik en til at føle at nu skulle man aflevere den stjerne som man havde arbejdet så hårdt for - Målene i 1 og 2 var stjerner - Nu er bosserne ikke udfordringer mere og man ser dem mere som en slags lidt stærkere fjender der bare er der.

Og sidst men ikke mindst. Det er ikke papir længere. Det skulle hellere hedde: Super Mario: Now Inspired By The Paper Mario Series & With Partners. Det er altså ikke /Paper/ Mario længere.
Hvor er den lille sejlbåd man kunne lave sig selv til når man skulle over et hav?
Hvor er papirsflyet som transporterede en over kløfter?
Hvorfor kan jeg ikke længere rulle mig sammen til en kugle mere?
Når fjenderne kommer ud af det blå hvorfor kommer der så ikke et hul i baggrunden med papirsstrimler længere?
De har jo taget det der gjorde det så unikt så unikt at spille Paper Mario. Til dels kampsystemet - De specielle partnere - Papiret - Sværheden - Den store verden...

Selvom jeg så uhyggeligt gerne ville give dette spil høje karaktere fordi det "er" Paper Mario så kan jeg virkelig ikke fordi det er så skuffende i forhold til seriens høje standarder og principper.

- Selvom jeg giver det 6 mener jeg at det fortjener mere end det men heller ikke mere end 7.

Ikke desto mindre så ville jeg anbefale dette til dem som har spillet begge tidligere Paper Mario spil da det næsten ville være synd at gå glip af det her når man nu har spillet de to andre.

Med Venlige og Skuffede Hilsner

The Jocular Scarab

You've changed man! It used to be about the story and gameplay...