Dansk
BRUGERANMELDELSE

Resident Evil: Revelations 2

Skrevet af: Nike   2015-05-31

Tre år er der gået, siden Resident Evil 6, det seneste spil i serien. Spillet var mildt sagt forfærdeligt. Selvom Revelations udkom nogle måneder tidligere, burde RE6 være et wake-up call for Capcom. Seriens fejl og mangler, svagheder hos deres udviklere og fejl fokus var alt sammen belyst. Nu står vi så her, tre år senere, med Resident Evil: Revelations 2, hvor vi igen er blevet lovet, at serien vender tilbage til sine rødder.

Ja ja, den har vi hørt før! Billigt forsøg på at vinde fans tilbage. Dette gælder især med karakterne, hvor vi for første gang siden Code Veronica spiller som Claire Redfield, og Barry Buton, for første gang siden Resident Evil 1 (!!). Dejligt at se dem igen, men Capcom har sikkert kun valgt dem, for at lokke fans tilbage, præcis ligesom med Sherry Berkin i RE6. Man kan nemt forestille sig, at Capcom har en liste over navne fra universet, lukker øjene og pege tilfældigt på et navn. Den person hvor fingeren lander, er dermed en hoved person i det næste RE spil.

Men nok om det. Revelations 2 foregår efter Revelations 1, og mellem RE5 og RE6. Claire er kommet med i Terra Save, en nødhjælps organisation, der står til rådighed under biologiske kriser. Barrys datter Moria er desuden også medlem. De bliver dog en dag pludselig kidnappet, og vågner op et mystisk sted, hvor de har fået underlige armbånd, og bliver talt til af en mystisk kvinde.

Vi følger også Barry, der kommer til stedet for at finde Moria. Barry møder hurtigt den lille pige Natalia, som måske kan føre ham frem til de svar, han desperat har brug for.

Og med denne baggrund, bliver vi kastet ud i en episodisk, fordelt over fire episoder, der hver tager ca. to timer at gennemføre. Oprindeligt blev episoderne udgivet med en uges mellemrum, en interessant ny metode for serien, som også giver mening med tanke på Revelations 1s tv struktur.

Denne struktur er en fordel for historien, der overraskende har et spændende mysterie. Man bliver fanget af det, og de fleste af ledetrådende er rimelig interessante. Og så har spillet nogle fremragende cliffhangers.

Men i vanlig Resident Evil stil, bliver historien eventuelt svigtet af kæmpe problemer. Dialogen er fyldt med camp og B-linjer, men de kommer som regel på tidspunkter, hvor det ikke ødelægger historien. Ellers er dialogen god (selvom Morias banderi er irriterende), men i fjerde episode bliver det udelukkende camp, B-linjer og idiotiske one liners.

Op til da, har spillet ellers gjort grin med sin tendens til morsomt dialog, men i fjerde episode bliver det ufrivilligt morsomt. "I am a god!". "Come out from behind the glass so I can choke a god!". Siger lidt det hele ikke?

Selve mysteriet bliver også afsluttet på en ret dårlig måde. Spillet ender med at forklare det meste gennem noter, der ikke just er beskende. Det er undervældende, og mindst en drejning er ufattelig svag og billigt. Der er desuden en masse kedelige klichér til sidst. Det kan endda diskuteres, at der er et plot hul.

Men det er vel i sidste lige meget, fordi det er sikkert kun Claire og Barry, der kommer med i fremtidige spil. Sådan ender det altid, hvert spil siden RE4 har en del eksklusive karakterer, som serien altid glemmer.

Gameplayet er på mange måder identisk med Resident Evil 6, hvilket ikke er dårligt. RE6 fejlede ikke på hvordan det var at spille, men mere på design og et elendigt dække system, der heldigvis ikke var nødvendigt.

Revelations 2 fjerner dække systemet, og tilføjer i stedet et bedre undvigelses system, der var rimelig halvhjertet i R1. Det er stadig ikke nær så glidende som i andre spil, men det føles mere præcist, selvom dens krav på timing ikke altid virker (nogle angreb er umulige at undgå, uanset hvad).

Spillet spilles heller ikke nær så godt, da kontrollen godt kan føles en smule kluntet til tider, da det til tider føles som, at det var designet til håndholdt i første omgang, men det er stadig godt og let at gå til.

Som vanligt har spillet en co-up funktion, men denne gang er der lagt mere tanke i det. Claire har Moria og Barry har Natalia. Hverken Moria eller Natalia kan bruge skyde våben, men har andre nyttige funktioner. Moria kan brække døre op med sit koben (som hun dog kan forsvare sig selv med), og hendes lommelygte kan belyse omgivelser, samt disorientere fjender. Natalia kan se fjender gennem vægge (som vist aldrig blev forklaret?), og må holde sig til mursten.

Dette giver anledning til nogle gode co-up øjeblikke, hvor f.eks. Natalia skal guide Barrys sigte mod usynlige fjender, og hvor Moria og Claire bliver smidt hen på hver deres vej, og på den måde hjælpe hinanden videre.

Problemet er bare, at der ikke er nok af dem. Det er nærmest udelukkende tredje episode, der har rigtig gode co-up øjeblikke, hvor de andre episoder nøjes med det minimale. Det minimale er stadig bedre end f.eks. RE6, og det er en fornøjelse at spille med en anden spiller, men der kunne sagtens have været gjort mere ud af det.

Til gengæld er din partners AI meget bedre, end i Revelations 1. Man kan rent faktisk regne med dem i denne omgang, og de er som regel gode til at hjælpe. De har dog et par svagheder, hvor de f.eks. ikke altid kan beslutte sig for, om de vil følge dig eller ej. Desuden er det besværligt at gå efter usynlige fjender med Natalias AI, der er meget sparsom med sin hjælp, der virker mere fokuseret på at få en til at spilde værdifuld ammunition, end rent faktisk at yde hjælp.

Spillets første to episoder er faktisk rigtig gode, til trods for et par små problemer, men det er Claires del i episode 3, der er spillets absolutte højdepunkt. Her får spillet en nærmest perfekt kombination af sjov, intens tempo og gåder. Spillet formår faktisk at lave overraskende kloge og gennemtænkte baner, der desværre ikke bliver gentaget i nogle andre dele af spillet.

Herefter går det dog ned af bakke. Barrys del trækker herefter gevaldigt ud, hvor man ofte bliver tvunget til at løbe frem og tilbage gennem de samme omgivelser, kæmper imod fjender der tager irriterende lang tid at besejre.

Det hjælper ikke, at Barry bliver smidt imod den samme boss adskillige gange, der altid tager lang tid at dræbe, og som altid skal dræbes på præcis samme måde (at denne boss også har et angreb der kan slå en ihjel i et hug, hjælper bestemt ikke).

Spillets absolute lavpunkt er episode fire, hvor Barrys del også får tilføjet irriterende gift gas baner, backtracking og genbrug af fjender når overdrevet niveauer, og en utrolig kedelig sidste boss.

Det føles generelt som om, at episode fire blev udviklet af et helt andet hold, der ikke havde nogen anelse om hvordan de andre episoder blev lavet. Men det kan man på nogle måder sige om alle fire afsnit, fordi kvaliteten er aldrig konsistent. Som f.eks. at det kun er episode tre der har gåder, at boss kampene er både gode og forfærdelige, og at spillets tempo både er godt og langtrukken.

Det er stadig bedre end RE6, men manglen på kvalitets konsistent i kampagnen og historien gør rimelig ondt på spillet.

Hvad der dog er bred enighed om, er at spillet ikke er uhyggeligt. I starten er atmosfæren egentlig udmærket, og der er et par skumle øjeblikke i episode et og to, men det bliver herefter droppet fuldstændig, og selv de førnævnte forsøg er sjældent vellykket.

Heldigvis vender Raid moden tilbage, der forvandler RE til et skydegalleri-RPG. Selvom det har fået et irriterende medallion system, der dikterer hvornår du får nye baner, og at daily missions fuldstændig ødelægger sværhedsgraden, så er det stadig utroligt sjovt og vanedannende, og dejligt fyldt med indhold.

Spillet har dog generelt en del indhold. Når kampagnen er overstået efter ca. otte timer, har man en masse opgraderinger at købe, ting at låse op for, og ekstra modes at gennemføre (inkluderende to interessante ekstra episoder). Man får utrolig meget for pengene.

Med tanke på, at spillet er udviklet primært til konsoller, så er grafikken skuffende. Omgivelserne og karakterende virker designet til Vitaen eller 3DSen, og det hjælper heller ikke at de er utrolig kedelige at se på. De er så uinspirerende, og giver endda dårlige minder om Resident Evil: Survivor. Fjende designet er for det meste også rimelig tamt (endnu en gang), hvor dog et par enkelte bosser er yderst vel designet.

Musikken er okay men ikke specielt mindeværdig, og stemmeskuespillet er let en af de bedste præstationer i seriens historier.

Resident Evil: Revelations 2 er stadig bedre end Resident Evil 6, men det er stadig et undervældende spil. Historien starter ret interessant, men ender med bliver saboteret af elendig dialog, undervældende drejninger og klichér. Gameplayet er sjovt, men er til tider klumset og lader sig overtage af de samme fejl som RE6 også led under.

Det er irriterende, fordi til tider er der glimt af hvad der kunne have været et af de bedre RE spil i nyere tid. Men fjenden er, som altid, Capcom. Tror ikke de har den fjerneste idé om hvad de laver, eller hvad de skal gøre for fremtiden. Og hvis de endelig prøver på noget nyt, ryger de hurtigt tilbage til velkendte klichér, som om de ikke tør at gå distancen.

Spillet er en tilstands rapport på serien, der er fanget på mellemvejen. Det er både godt og skidt, uden nogen fast konsistens i kvalitet. Lad os håbe på bedre tider.

Samlet karakter: 6/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10