Bloodborne

Der må være en forbandelse over spil fra From Software. Da Demon's Souls oprindeligt udkom, var jeg i gang med at komme mig over et forlist forhold. Det samme gjorde sig gældende da Dark Souls udkom. Dark Souls II var den ene undtagelse, lige indtil PS4/X-Box One udgaven udkom, og det samme med Bloodborne. Forkselen var dog, at denne gang kom de lige i slutningen af det 26 måneder lange forhold. Ultimative "break up" spil, det tør da siges!

På den måde virker det derfor meget terapeutisk, at gå i krig med disse spil, under de omstændigheder. Men faktisk er min erfaring med From Software begrænset. Demon's' Souls var hidtil det eneste From spil jeg gennemførte. Dark Souls fik 20 timer i maskinen, før jeg røg af vognen, og var udelukkende en passiv observant (som etnologien ville beskrive det) til Dark Souls II.

Bloodborne ville under alle omstændigheder blive en stor mundfuld, især for en med mangel på erfaring fra From's tidligere spil. Det nok første gang, at jeg på forhånd har lavet så meget research og søgt erfarne spilleres mening, på baggrund af den hårde sværhedsgrad. Men ikke kun fik jeg kæmpet mig igennem det, men fik endda platin trofæet! Og alligevel fortsatte jeg med at spille.

Spillets mekanikker er forholdsvis simple, men det er hvordan de skal udnyttes, der er med til at gøre spillet svært. Alle fjender har hver deres rytme og strategier, og de kan let dræbe dig. Også selvom du er så stærk, at du kan slå dem ihjel i et slag.

Man bliver tvunget til at være opmærksom, hvilket gør enhver sejr til en storslået en. Især imod spillets mange fantastiske boss kampe, der let er nogle af de bedste boss kampe nogensinde.

Spillet er svært og utilgiveligt, og kræver at man smider alt væk, hvad man har lært fra andre spil. Hakker du i blinde, overlever du ikke længe. Det her handler om tålmodighed og observationen. Og i forhold til Dark Souls, er Bloodborne er aggressiv affære, hvor den bedste defensiv er en stærk offensiv.

Det skaber en vild energi og rytme i de mange kampe, og det vil separere de små fra de store. Dette ses især på den helt nye healing mekanik, hvor du kan få liv tilbage, hvis du er hurtig til at slå en fjende efter de har slået dig. Man skal kort sagt være modig, for at klare sig, hvilket ikke er let imod så frygtindgydende fjender.

Man vil dø, og man vil dø ofte. Man vil ofte bliver overrasket af fjender og bosser, der ligger i baghold, bruger en ny taktik eller er for stærke. Døden er en værdifuld lærestreg, som tager alle dine værdifulde opgraderings point, og smider alle fjender (med få undtagelser) tilbage i hovedet på dig. Så kan du lære det!

Spillet bliver nærmest et survival horror. Omgivelserne er uhyggelige, atmosfæren er ofte ubehagelig, og verdenen omkring dig er sindssyg. De folk man møder er skumle, som om de er ved at gå fra forstanden, og spillet bruger en masse psykologiske tricks, der får en til at tvivle på hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er.

Dette forstærkes kun af historien, der udnytter de førnævnte elementer rigtig flot. Dog bliver den mere vist, fremfor fortalt, hvilket vil hægte nogle folk af. Historien kan være så kryptisk, at man godt kan ende med at finde på sin egen udgave. Det tilføjer kun til det sjove ved Bloodborne, men er ikke for alle.

Men spillet er i forvejen ikke for alle. Det er krævende og hårdt, men aldrig uretfærdigt. Det giver dig det rette værktøj, men du må selve lære at bruge dem. Det holder aldrig din hånd, du må selv finde ud af hvor du skal gå hen. Du må udforske alt på egen hånd, og den byder på mange smukke syn, hemmeligheder og genveje.

Denne hårde mentalitet gælder også spillets multiplayer. Udover at man selv på regne dens funktioner ud, kan du sagtens blive invaderet af andre spillere, der vil slå dig ihjel og stjæle alt hvad du ejer. Man kan dog tilkalde hjælp, men hvem spillet finder er du ikke selv herre over.

Der er alligevel mening bag det, fordi selvom spillet er så kryptisk, er det utrolig gennemtænkt. Ethvert hjørne af spillet er så inspireret og vellavet, at den konstant føles friskt, gennem de 30 - 40 timer det tager at gennemføre. Jo vist, det er ikke lige så langt som Dark Souls, men det er yderst passende, og man har alligevel lyst til at vende tilbage bagefter.

Få spil er så flot sat sammen og gennemtænkt, som Bloodborne er. Kvaliteten er utrolig høj, og kan let måle sig med nogle af de bedste spil nogensinde. Svært og straffende, men utrolig sjovt og belønnende. Et spil, der nægter at spille efter de moderne regler, og som tør at være sig selv. Det er bestemt ikke for alle, men det er et vidunderligt mesterværk, som billede hastigheds problemer og halvlange loading tider ikke kan ødelægge.

Bloodborne er en oplevelse, som få spil kan måle sig med. Et af de bedste spil på PS4, og klart en af 2015s allerbedste spil.