Mad Max

Mad Max er en besynderlig størrelse. Et spil som har skabt megen kontrovers på nettet i forhold til kritikere som har givet det lave scores sammenlignet med den gennemsnitlige forbruger som synes at spillet er fantastisk. Man har på den konto selvfølgelig kastet om sig med kritik om at kritikerne ikke ved hvad de snakker om og de får deres anmeldelser kaldt bullshit og hvad ved jeg.

Jeg mener selv at kritikerne bestemt har fat i den lange ende og det er min holdning at den gennemsnitlige forbruger nok bare ikke har så høje standarder hvilket evt. kan stamme fra at de ikke skal spille så mange spil som kritikere skal eller måske er de bare mere tilgivende når spil baseret på deres yndlings-IP'er kommer til kort.

Jeg er selv en gamer der spiller stort set alt det store der kommer frem ud af ren og skær nysgerrighed kombinereret med en ofte tilstedeværende trang til at spille noget og i absensen af noget godt, må man jo tage hvad man kan få.

Mad Max er kort sagt nok et af de ringeste spil jeg har spillet i nyere tid og jeg kan vitterligt ikke forstå hvordan folk kan forsvare at give det en høj karakter når spillets tilgang til indhold er copy-paste af den allerværste skuffe og det's kernemekanikker er så ringe gennemførte som de er.

Spillet er en sandkasse af den bogstaveligste forstand. En stor åben verden fyldt med sand som fungerer som legeplads for Mad Max. En lettere kedelig person som har en sej øse der kan køre stærkt og battle andre køretøjer der også kan køre stærkt. Det lyder jo på papiret som et koncept der kan fungere.

Problemet er så bare at denne enorme verden føles fuldstændig sjæleløs. Der er intet af værdi at komme efter i denne verden. Istedet har de blot fyldt den op med uengagerende og banale aktiviteter som man kan underkaste sig for at sænke trusselsniveauet i det givne område.

Der er to problemer med dette. Det første er at jeg knap nok kan mærke forskel på om området har et højt eller et lavt trusselsniveau. Det andet er at det er så KEDELIGT og det tar' så lang tid.

Først skal du ud og finde luftballoner som udgør dette spil's version af Ubisofts radiotårne som jeg ville ønske det var noget de havde taget patent på. Ballonerne er typisk tør for brændstof eller tøjlet fast til jorden hvilket betyder man skal igennem kedeligt busywork for at overhovedet at nå til det punkt hvor du kan få lov til at vente på at ballonen får sig selv højt nok op, hvorpå du så selv skal stå for at spejde ud i horisonten med en kiggert for at få oplyst punkter på kortet hvor der er aktiviteter. Det føles ret så meningsløst og efter blot et par få af disse balloner kommer man virkeligt til at savne Assassin's Creed hvor man bare skal kravle op.

Nu da du har udført forarbejdet kan du så med rædsel stirre på det kort som du har åbnet op for. Det er fyldt til renden med dødsyge aktiviteter.

Der er fugleskræmsler der skal rives ned, der er snipere der skal skydes, der er karavaner der skal ødelægges, der er minefelter der skal rydes og baser der skal overtages. De første to af disse aktiviteter er en sand definition af falskt indhold og tager max 5 sekunder at få overstået. Et regulært spild af tid og man fristes til at spørge hvad formålet overhovedet er.

Minefelterne skal du rydde ved at på langsommeligvis køre rundt i en dertil egnet buggy som kommer med en hund der kan hjælpe med at finde minerne. Der er ingen spænding eller udfordring ved det, man skal bare følge hunden som vil kigge i retningen af minerne og så hoppe ud og desarmere minen. Igen og igen og igen og igen igen.

Baserne er lidt bedre da de indvolverer noget gameplay men det er ikke gameplay af en særlig høj kvalitet. Først må man desarmere basens forsvarsmekanismer hvilket aldrig er mere kompliceret end at rive noget i stykker med bilen og dens påmonterede harpun. Når det så er overstået skal du infiltrere basen og enten smadre en masse olietanke, én stor oliepumpe eller bare banke alle derinde. Det er så her spillets kampsystem kommer ind.

Spillet bruger et kampsystem der minder meget om Arkham spillene men det er en meget uelegant og forenklet udgave af det som ikke fungerer ligeså godt. Der sker af og til bugs der gør at fjender teleporterer ud af animationer eller rammer dig fra blinde vinkler fordi kameraet ikke er optimalt. Mit problem med kampsystemet er dog at det hele føltes så ligegyldigt fordi at det er latterligt trivielt. Der er meget begrænset med fjendetyper i spillet. De fleste angriber dig bare på almindelig vis mens du parrerer dem og slår tilbage på typisk Batman facon. Andre vil angribe dig med ublokérbare angreb som du bliver nødt til at rulle for at undgå... og det er ca. det. Det sker en sjælden gang at en fjende medbringer et skjold men det betyder ikke noget i det store hele. Spillet mangler den elegance som Batman har. Selvom jeg måtte give Batman en relativt lav karakter i hans seneste spil har spillet stadigvæk et bundsolidt system hvor det føles tilfredsstillende at gennemføre kampe uden at tage skade og uden at bryde sin chain.

Det føles godt fordi at spillet giver dig så mange muligheder for at bekæmpe dine fjender og der er god grund til at bruge de fleste af disse muligheder. Samtidig flyder det hele også sammen i en imponerende nærmest koreograferet dans af slag, gadgets og undvigelsesmanøvrer.

Sådan er det slet ikke i Mad Max. Det føles bare klodset og kedeligt. Ikke engang spillets bosskampe dur til noget. Typisk er de endnu nemmere end bare almindelige fjender og har kun et angreb. Dermed bliver det til en rutine af følgende: Vent til de angriber, rul og slå så fjenden 3 gange hvorpå du jager en kniv i knæet på dem. Gentag indtil de dør. Alle bosser fungerer på denne måde stort set.

Bilkampe holder lidt bedre men det ender stadig hurtigt med at blive til et spørgsmål om at affyre en granatkaster efter pansrede biler indtil du kan flå hjulet af dem med harpunen. Bilkampe er fokuset i en sideaktivitet hvor du skal nedlægge en karavane af køretøjer. Det er også ret kedeligt at gøre men det kan da anbefales til enhver som synes det er herre sejt at ligge og køre rundt i en rundkørsel hele dagen.

Med risiko for at spoile lidt vil en af spillets mere 'klimaktiske' øjeblikke være nærmest umulig at differentiere fra en anmindelig karavanemission. Tyg lidt på den.

Alt i spillet føles som hjernedødt busywork. Bare en lang række 'ting' at gøre uden nogen som helst indsats fra spilleren side andet end afsættelse af tid. Det har tilmed sidemissioner oven på sidemissionerne med scavenging sites som du kan begive dig ud på for at få lidt ekstra skrot eller evt. nogle dele som kan bruges til at opgradere dit fort derhjemme... Der er over 150 af disse. Og de er alle sammen det samme. Nogle gange vil spillet tilmed trolle dig med en storm.

En storm kan forekomme ud af det blå og mens du ganske rigtigt kan bruge den som en mulighed for at finde ekstra skrot, så forekommer den for det meste for mig bare som en træls ting der altid sker når det er mest ubelejligt. Som foreksempel mens jeg er midt i at nedlægge en karavane.

Alle disse aktiviteter bidgrager til din indsamling af skrot som er spillets valuta som du bruger til at opgradere bilen hvilket er nødvendigt for at overhovedet at få lov at komme videre i spillets hovedhistorie. Lad lige den simre en gang... Spillets hovedhistorie som i sig selv ikke er specielt interessant rent gameplay mæssigt (eller fortællingsmæssigt) tvinger spilleren til at engagere i kedelige sideaktiviteter lavet på copy-paste manér. Flot.

Selve historien er ikke noget at komme efter. Ikke at det var noget jeg havde regnet med, men det er da værd at nævne at du gennem hele spillet stort set ikke laver andet end at udføre banale tjenester for folk fordi du forsøger at bygge dig en ny bil fordi du pga. begivenheder har mistet din egen. Du har brug for bilen fordi du after at tage hævn på ham møgsvinet der tog din gamle. Temmeligt simpelt og også tilstrækkeligt hvis spillet i sig selv var godt, men det er det bare ikke.

Når nu vi har slået fast at gameplayet er kedeligt og ensformigt og sågar mekanisk ringe ville det nok være på sin plads at nævne at det tekniske også er dårligt på i hvertfald PS4 versionen hvor spillet ikke engang kan formå at holde en stabil 30fps. Du vil ofte opleve fald i frameraten hvilket resulterer i en hakkende billedside. Spillet er heller ikke specielt pænt at se på. Hele det grafiske udtryk er bare... gennemsnitligt. Hvilket ikke er så charmerende når man har med en allerede ret så kedelig ørken-setting at gøre.

Spillets teknik fremstår særdeles svagt når man sammenligner det med Metal Gear Solid 5 som ikke blot formår at være et bedre spil på alle tænkelige måder, også kan levere 60fps/1080p uden dips på en PS4 samtidig med at det ser bedre ud. Det er måske mere til Kojima Productions's kredit end til Mad Max's skam men det er da værd at bide mærke i når de nu begge er sandkassetitler udgivet på samme dag til samme pris.

Dette spil sætter en bekymrende standard for Avalanche Studios. Hvis dette er hvad de er i stand til at producere har jeg ikke meget håb for Just Cause 3. Jeg er sandelig i målgruppen for kaos som gameplay men jeg har brug for langt mere end hvad Mad Max tilbyder.

Jeg forventer at spil byder på engagerende gameplay og varierede udfordringer, gerne med varierede værktøjer at tackle dem med og naturligvis en god teknisk side. Dette spil byder ikke på nogle af delene. Værrere end Unity. Ellers tak. Der er stadig aspekter af dette spil jeg kunne tale om. Hvordan det er en kompletionists mareridt f.eks. men jeg tror jeg har formidlet spillets mangel på kvalitet i en tilstrækkelig grad. Jeg kan ikke anbefale dette spil, end ikke som middelmådig rugbrødsgaming. Jeg kan ikke forstå hvorfor folk kan lide det og nogen gange føler jeg at jeg er den eneste i verden som forventer kvalitet fra spil.

Men det ligger vel i bund og grund snarere i hvad den enkelte opfatter som et kvalitetsspil. Derfor er det arrogant af mig at sige at alle andre ikke kræver kvalitet. De kræver bare en anden form for kvalitet, som Mad Max måske formår at levere?

Ja, jeg indrømmer det. Jeg kan være arrogant og jeg har tendens til kun at betragte holdninger fra personer som jeg ved går op i videospil som et medie der skal nydes med hjerte og sjæl og som et værktøj til personlig udvikling mens udtalelser fra de såkaldte "fuckin' scrubs!" bliver set på med en vis distance. Det er ikke fordi deres synspunkter er ikke er gyldige, men det er bare ikke synspunkter som jeg kan forholde mig til og at diskutere med disse typer fører ofte bare til skænderier pga. de så radikalt forskellige værdigrundlag. Lige børn leger bedst!

Denne anmeldelse er henvendt til folk af samme blod som jeg! Dem af os der forstår!!

Okay, måske det sidste afsnit var lidt for meget. Måske det bare er overflødigt fyld som burde have været fjernet.