Dansk
BRUGERANMELDELSE

Project Zero: Maiden of Black Water

Efter små 20 timers spøgelses-jagt med masser af mystik, døde børn og halsafskårninger, fælder Oleg dom over det Nintendo-eksklusive Wii U survival horrorspil.

Historien kredser om tre karakterer - Yuri, Ren og Miu. Disse har som den primære opgave at opklare mysteriet om de mange selvmord ved og på det forheksede bjerg, Mount Hikami. Du starter spillet som Yuri - en køn pige på 19 år der rent grafisk har fået lidt mere opmærksomhed end de to andre hovedkarakterer. Hun er med sin veninde, Hisoka ude og lede efter forsvundne personer. Hisoka oplærer dig i hvordan du benytter kameraet, som er din "spøgelses-fanger". De har som opgave at gennemsøge et "forladt" hus. Der skal skannes elementer med kameraet og søges efter spor.
Lige pludselig bliver de to piger dog væk fra hinanden og her starter et rædselsvækkende, grufuldt mareridt, du faktisk bare ønsker at vågne op af.

Spillet kører i de samme fede mørke toner, så stemningen er hele tiden lige i skabet. Der er f.eks. ikke et eneste tidspunkt, hvor det er dagslys. Du render i mørke huse, hvor den eneste belysning er tændte stearinlys og hvem har mon tændt dem? Eller i den dunkle skov, hvor du som det eneste har lys for oven af månen. Alle karakterer har dog en lommelygte, der fint baner vej igennem de mørke områder. Det skaber uhygge og tvivlsomhed omkring dig.

Project Zero: Maiden of Black Water er et spil, hvor du for det meste skal lede efter en person. Du starter naturligvis med at skulle lede efter din veninde, Hisoka som med ét blev væk. I din søgen efter hende, møder du Miu Hinasaki, som også leder efter én hun har kær. Man skal ikke lede på den belastende måde, hvori der skal undersøges hver en kant af hele spillet - Nej, du har et såkaldt "Trace" som du kan se ved at holde den ene skulderknap inde og følge efter på den måde. Efter min mening, er der ligelovligt meget af at skulle lede efter folk. Man finder dog hele tiden en form for samleobjekter, hvor der er skrevet citater fra folk lige inden de begik selvmord, eller citater fra folk du leder efter, som kan lede dig i retningen af dem. Generelt er man efterladt med flere spørgsmål end svar i hele side-historien, men de er der - og der er rigeligt af dem.

Min største frygt ved et spil som dette er uden tvivl styringen. Min frygt blev lynhurtigt vækket til live, da jeg for første gang skal nedlægge et nærgående spøgelse. Jeg sad og havde en kluntet fornemmelse med den gigantiske Wii U pad der skulle holdes oppe foran tv'et for at tage det perfekte skud. Der gik små 3 timer før jeg fandt mig til rette med den meget anderledes styring. Jeg var meget tæt på at afskrive spillet i starten, men affandt mig med det og det endte kun ud i et par bandeord eller tre.

På selve tv'et er der en blå ramme som spøgelset skal være i for at du kan skade det. Du bør dog kigge ned i din Wii U pad når du er i nærkamp med én eller flere modstandere. Du kan nemlig på padden se spøgelsets svage punkt ved at navigere din linse rundt på spøgelsets krop. Nogle gange er det svage led deres hoveder, andre gange deres knæ eller skuldre. Når det svage punkt er fundet skal der bare skydes løs. Man får points for at dræbe spøgelser, som senere skal bruges til at opgradere dit objektiv. Et skud med kameraet på spøgelsets svage punkt giver betydeligt flere points, end hvis du bare helt uhæmmet skyder løs og rammer tilfældige steder. Man skal bruge mange, mange tusinde points til nogle af de sidste opgraderinger, jeg selv opnåede ikke et fuldt opgraderet kamera.

Der findes en masse forkellige typer linser, der hver især skader forskelligt på spøgelserne. Nogle af de linser der skader meget har desværre den ulempe, at de er længere tid om at kunne tage et nyt skud. Jeg var bedst egnet med at have en ikke så kraftig linse for så at kunne skyde afsted med kortere mellemrum. De langsomme linser forekom mig en anelse frustrerende. Man sidder lidt med en klaustrofobisk fornemmelse, når du er trængt op i en krog, og en modstander kommer nærmere og nærmere. Du kan stadig ikke skyde med dit kamera, da det er midt i opladnings-processen. Disse linser er dog guld værd mod nogle af bosserne.
Udover de forskellige typer linser du finder igennem spillet, skal du også opgradere dit objektiv. Det opgraderes som skrevet med de points du modtager fra de nedlagte spøgelser. Det er bl.a med til at gøre dit kamera mere kraftfuldt og hurtigere. Det er tydeligt noget der mærkes, og spillet bliver også lidt sjovere, når man ikke skal bruge nær så lang tid på de ellers ret mange kampe.

For at gøre det hele endnu mere forvirrende omkring det med dit kamera, så findes der også flere forskellige film til det. Det betyder med andre ord også, at du ikke har uendeligt med skud. Der er f.eks en filmrulle der hedder Type .00 som jeg kun fandt 3-4 af igennem hele spillet. De få brugte jeg på bosser, hvor jeg foretrak et yderst kraftigt skud. Udover det, så finder du rigeligt af standard filmen. Jeg løb ikke tør og gik heller ikke synderligt meget op i hvilken film jeg brugte på hvilket spøgelse. Syntes der var rigeligt at tage stilling til mht. linser og objektivet.

Spillets horror er meget japansk. Jeg har ikke helt forklaringen, men har lagt mærke til, at japanere ikke bruger musik og lyd til chokeffekter på samme måde som vi gør. Eksempelvis hver eneste gang du samler en filmrulle, en herb eller en anden genstand op fra jorden, så er der chancer for, at en arm kommer op af jorden og giver dig et "chok". Problemet er bare, at der ingen lydeffekt er, så chokket opstår ikke rigtigt. Spillet mangler i den grad lyd ved uhyggelige scenarier. Der er også en rimelig creepy pige der står i en døråbning idet man åbner en dør. Men ingen lyd her heller, så effekten opnås ikke fuldt ud. Jeg fløj altså ikke op af sofaen eller kastede med controlleren, som jeg kom til, da jeg prøvede PT. demoen tidligere i år. Men generelt leverer spillet stemning og det skal man heller ikke kimse ad.

Hvorfor kun et seks-tal?

Du sidder desværre efter 5 timer og føler, at du har set hvad du skal se i dette spil. Du render i den samme skov, på det samme bjerg og i de samme huse, du laver sågar også de samme ting - med hver og én af de tre karakterer. Det er lidt en skam, men det er den ene gentagelse efter den anden. Hvis den totale spillelængde var 5-6 timer, så kunne jeg snildt kvittere det med et ni-tal. Spillet er bare for langt, underforstået det er de samme gentagne ting man skal i spillet. Finde ens ven og løbe tilbage til huset man opholder sig i. Det fungerer ikke optimalt og man sidder og tripper til sidst. Selvom husene er store og uoverskuelige i starten, så ender man ud med at kende dem bedre end sit eget hjem næsten. Det gør det til et langtrukkent eventyr i sidste ende.

Selvom jeg til tider fandt det underholdende at bruge gamepadden som ens kamera og controller, så vil jeg til enhver tid foretrække en fast controller, der ligger godt i hænderne og som man kan ligge sig ned med og spille, hvis det er det man gider. Med gamepadden skal du sidde 100% ret foran tv'et og det kan virke anstrengende i længden.

In-game grafikken på miljøerne er nogenlunde. Det er ikke flot for sin tid, men jeg kan godt leve med det. Wii U'en har jo også sine begrænsninger skal man huske, men tilgengæld er filmsekvenserne ret flotte. Hovedpersonerne har en yderst smuk struktur (også i in-game).

Jeg synes man skal anskaffe sig dette spil, hvis man ønsker sig et stemningsfuldt horror-eventyr med masser af mystik og grufuldheder. Kan du leve med, at du render på de samme relativt få områder, hvor den eneste variation (næsten) er historiecitaterne og spøgelserne, så er det altså et køb værd.

Samlet karakter: 6/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10