Assassin's Creed: Syndicate

Endnu et år, endnu et Assassin's Creed spil, der dog i år står overfor en udfordring. Sidste års Unity var ikke blot et dårligt spil, men et ufærdigt rod der på ingen måde var klar til sin November udgivelse. Et spil, der desuden også var fyldt til randen med microtransactions. Ubisoft har selv offentligt erkendt problemerne, hvor de siden hen har rettet spillets fejl, fjernet alle microtransactions og app forbindelser, og endda givet gratis DLC og spil ud som undskyldning. De har også lovet, at dette års Syndicate ville være fri for Unitys praksiser.

Syndicate skal derfor være spillet, der redder både ACs og (til en vis grad) Ubisofts ry. Formår Syndicate så dette? Til et vis punkt ja.

Syndicate foregår i London anno 1868, nær slutningen af den industrielle revolution. Her tager vi kontrol af tvillingerne Jacob og Evie, der begge er Assassin's. Jacob er den kaotiske, der handler før han tænker, og ikke bryder sig så meget om regler eller om striden mellem Assassin's og Templars. Evie er fuldstændig modsat: tankefuld, forsigtig og vil gøre alt for at hjælpe Assassin's.

Deres vej fører dem begge til London, som de vil befrie fra Templaren Crawford Starrick. Dette bliver hurtigt Jacobs mål, hvor Evie sætter sig for at finde flere Pieces of Eden.

I forhold til de sidste par år, så har Syndicate faktisk en udmærket historie, dog med nogle problemer. Jacob og Evie er begge to herlige karaktere, der er velskrevet og oser af personlighed. De har et rigtig flot samspil og kemi, at man ikke kan undgå at nyde deres selvskab. Også selvom de nærmest ikke laver andet end at skændes. Faktisk kan man godt være bekendt, at kalde dem de bedste hovedpersoner i serien siden Ezio.

Skurken Starrick er desuden også ret interessant, hvor han rent faktisk får lidt karakter udvikling, og hvor man når at lære ham at kende. Hans skurke rolle er ret interessant, især med tanke på striden mellem Templars og Assassin's.

Desværre kunne han godt have brugt mere tid i historien, hvilket ligeledes kan siges for en del historie elementer. I vanlig AC stil, er dele af handlingen forhastet og underudviklet. Især her virker det som om, at forfatteren ville ud med meget mere, men at resten af udvikler teamet ikke gad.

Men selv hvis der var mere tid, vil det ikke rede handlingen fra sin blindgyde. Jacob og Evies historie fører i sidste ende ikke nogle steder hen overhovedet. Slutningen giver et ret dårligt billede af, hvad der sker efterfølgende, og hvordan Jacob og Evie påvirker den globale strid. Men det er fordi, at i sidste ende eksisterer deres historie kun for fans og nutiden.

Nutiden fylder en smule mere i forhold til Unity, der desuden også får noget udvikling, men den udvikling er ret minimal. Hvad alt dette munder ud i, kunne sagtens være forklaret på et par sætninger i f.eks. en novelle, eller et kodeks. Var det en film, ville det være forklaret i løbet af ti sekunder.

Selvom det giver et interessant finger peg på seriens fremtid, så er det utroligt at man åbenbart behøver et helt spil, for at man kan rykke nutids handlingen et par centimeter. Vi er nu nået til det punkt, hvor nutids handlingen i bund og grund kun eksisterer som et tyndt grundlag for de forskellige tidsperioder, som serien delvist foregår i. Et tyndt grundlag, der eksisterer for at kunne holde serien kørende på en årlig basis. Fremtiden må se hvad det byder, men hvis man skal dømme efter de tidligere spil (især AC3), så kan det let ende i et skuffende pay-off.

Faktum er, at selvom historien ikke fører nogle vegne, er det alligevel en af de bedre i serien til dato.

Gameplayet minder for det meste også om tidligere spil. Man har de samme parkour muligheder, en stor åben verden der er fyldt med de sædvanlige Ubisoft missioner og samle objekter.

London er et stort sted, der imodsætning til Unitys kedelige Paris har en del at tilbyde. Den er sjovere at udforske, takket være heste vogne og variation i omgivelserne. Selvom heste vogne ikke føles specielt hurtige, er de alligevel gode at have i hånden. Både for deres hurtighed, men også for hvordan de komisk kan meje lygtepæle og træer ned, som var de nutidens biler (de styres endda på samme måde!).

Som vanligt er der tårne der udfylder kortet, et hav af nyttesløse samle objekter (bortset fra Helix Glitches), og missioner fra kendte personligheder, såsom Charles Dickens, Karl Marx osv. Disse missioner er faktisk overraskende gode, der hver har sine små underholdende side handlinger og fint mission design.

Eneste minus er hvordan selve personlighederne bliver behandlet. De bliver mere vist som den stereotyp som folk, der knap nok ved hvem de er, forestiller sig. Deres fremvisning er ikke særlig nuanceret, hvilket er lidt skuffende, hvis ikke lidt fornærmende til tider.

Som så ofte før i serien, findes der også missioner dedikeret til at befri London. Her skal man f.eks. redde børn fra deres slave arbejde, dræbe Templar agenter, rydde banders baser og lege dusør jæger. Når man har fuldført alle givende missioner i et distrikt, kommer man ud i en bande kamp, hvor din bande kæmper imod den anden.

Det er fint at have alt dette, men problemet er desværre at det hurtigt bliver ensformigt. Der er ikke den store variation i disse missioner, og de bliver trættende efter lidt tid. De har en stor copy-paste følelse over sig. Her kan det anbefales, at man tager et distrikt per historie sekvens, for at man ikke kører helt død i det.

En anden grund til denne fremgangsmåde er desuden for at undgå, at spillet bliver alt for let. Man kan sagtens gå i gang med at rydde hele London fra start, hvilket vil ødelægge udfordringen i spillets senere historie missioner. Det er et velkendt problem i de seneste AC spil, og det er irriterende at det endnu ikke er løst.

I det mindste bliver man ikke oversvømmet med penge, som man ellers plejede at gøre, så noget godt er der da kommet ud af det.

En anden ny tilføjelse er en Rope Launcher. Den fungerer ligesom Batmans hook claw i Arkham serien, hvilket vil sige at den kan hive dig op på f.eks. tage langt hurtigere, end hvis man selv skulle klatre dem. Det er en herlig fornøjelse, der gør udforskningen både hurtigere og sjovere. Faktisk er det lidt svært at spille de tidligere AC spil uden den!

Det er dog ikke altid at den vil lade dig gå de steder hen, som du gerne vil. Ja, selvfølgelig lider det af samme problem, som klatre kontrollen, der stadig giver en masse problemer fra tid til anden. Det er bedre i forhold til Unity, men det er skuffende at det ikke er blevet rettet for længst.

Kamp systemet er også blevet ændret, så det nu mere er en kopi af Arkham serien. Kampene foregår på præcis den samme måde, og med samme fokus på counters og stuns. Kamp systemet er dog desværre lidt af et rod. Det er langt fra elegant at se på, og spillet vil ikke altid registre dine knap tryk. Nogle gange sker der intet, andre gange kommer der en forsinket reaktion.

Og alligevel er disse kampe også alt for lette. Det kan dog godt lade sig gøre at have det sjovt med systemet, selvom det sagtens kunne have været udført bedre. Men det er stadig et skridt i den rigtige retning, i forhold til tidligere spil i serien.

Man har også en bande man kan opgradere, men denne funktion er trods alt ikke så vigtig. Ens bande medlemmer er i den grad til at finde i byen, men det er sjældent at man rent faktisk kan gøre nytte af dem. Ligeledes er nogle af opgraderingerne ret pointeløse, dog er der nogle vigtige og yderst hjælpsomme opgraderinger.

Jacob og Evie har også en lang række færdigheder de kan lære, samt våben og udstyr der kan gøre dem stærkere. Det er en fornøjelse at opgradere dem, også selvom at de i sidste ende ender med at spille at ens.

Hvad der dog har fået en kraftig forbedring, er spillets historie missioner. De er veldesignet og interessante, der har gode variationer og til tider også muligheder. Især spillets assassanation missioner stjæler rampelyset, der tilbyder flere måder at klare den pågældende mission på. Disse er spillets mest mindeværdige øjeblikke.

Dog kan intet undskylde sidstebossen, der er så elendig at det nærmest er fantastisk. Ubisoft har fuldstændig overgået sig selv her, angående elendige sidstebosser.

Hvordan står det så til med microtransactions? De findes stadig. Man bruger penge på at købe Helix Credits, der kan give en level boost, give crafting materiale (der bruges til opgraderinger) og kort, men det er aldrig nødvendigt at købe sig til disse. Kun hvis man vil skynde sig. Man kan desuden også tjene dem selv, ved at opdage social glitches, men de giver kun latterlige 10 af gangen. Dog ville spillet dog på tilfældige tidspunkter pludselig give mig flere credits, hvilket var underligt men rart.

Spillet tilbyder desuden heller ikke noget multiplayer, for første gang i serien siden AC2, hvilket man godt kan mærke. Spillet er mere gennemtænkt, også selvom det ikke når de samme højder som f.eks. AC2 eller AC4 opnåede.

Hvad med glitches? Ja, der er stadig et par stykker desværre. Jeg oplevede et par gange at missioner ikke kunne gennemføres, på trods af at jeg gjorde alt rigtigt. F.eks. kunne jeg ikke skrabe et ikon på en kasse, fordi spillet ville have jeg skulle være anonym. Det var jeg godt nok i forvejen, men det mente spillet ikke, hvilket gjorde at jeg fejlede. Jeg oplevede desuden også et par enkelte samle objekter, som jeg ikke kunne samle op før jeg genstartede spillet.

Men det er små ting i forhold til Unity, og de skete faktisk sjældent. Så hvis du frygter for glitches, så er der ikke det store at være bange for.

Syndicate er stadig præget af de samme gamle problemer, men det er en klar forbedring i forhold til Unity. Syndicate er generelt sjovere at spille, på trods af sine kontrol problemer, rodet kamp system, et sæt ensformige missioner og en lidt for lav sværhedsgrad.

Spillets længde afhænger i stor grad af side missionerne, og hvor meget man går i dybden med dem. Det tog mig ca. 25 timer at gennemføre, men jeg befriede også hele London inden da. Man skal dog naturligvis forvente betydeligt mere tid, hvis man vil have alt i spillet, dog kun ca. 30 timer hvis man går efter platin.

Grafisk set er der ikke sket så meget, siden Unity. Animationerne har ikke ændret sig meget, men ser alligevel fine ud. London er dog et flot og varieret sted at udforske, fyldt med detaljer og mindeværdige steder. Dog skal man forberedt på en lidt ustabil billede hastighed, der dog aldrig ødelægger spillet.

Lydsiden formår dog at ramme en høj kvalitet. Lyd effekterne er noget bedre i denne omgang, men det er stemmeskuespillet og musikken der for alvor skiller sig ud. Begge elementer er fuldstændig eminente. Stemmeskuespillet er fyldt med energi, kemi og naturlighed, og musikken er til tider ret smuk og meget passende til omgivelserne og de forskellige situationer.

Assassin's Creed: Syndicate er et skridt i den rigtige retning. Ubisoft har formået at redde seriens ry efter det forfærdelige Unity. Der er meget sjov at hente, og London er et godt sted at udforske.

Serien har dog stadig brug for at rette sine problemer. Sidste bossen er en fiasko, sværhedsgraden er ret lav, kamp systemet er forfærdeligt, og historien fører ikke rigtig nogle steder. Syndicate er et godt spil, men seriens begrænsninger er for alvor begyndt at vise sig. Dagene hvor AC var noget særligt er for længst væk, og det må være på tide at Ubisoft ryster posen, og gør noget ved det. Små skridt i den rigtige retning er ikke nok.

Syndicate er et skridt i den rigtige retning, men på dette tidspunkt der er brug for mere end et skridt.