Dark Souls III

Som det lille sølle menneske jeg er vil denne anmeldelse højt sandsygeligt være en tand for subjektiv for nogen. Men før jeg begynder på min anmeldelse vil jeg lige kort vende min holdning om From softwares souls-spil.
Jeg spillede Demon Souls da det udkom og jeg fandt det rimelig okay. Bevares jeg syntes det var lidt for overhyped men jeg kunne godt få et par sjove timer ved at poppe det ind i min gamle ps3'er engang imellem. Et års tid efter samlede jeg Dark Souls I op hvilket jeg faktisk også var relativt glad for. Bevares jeg hører nok til minoriteten men jeg vil hver en tid vælge Demon souls frem for Dark Souls I. I 2014 var det så tur til at spille Dark Souls II. Jeg hadede alt ved spillet (hvilket jeg måske overdrev i mit tidligere review af det, som jeg har valgt at slette da det var virkelig latterligt kritik jeg kom med når jeg læser den idag: Derfor fjernede jeg den.) Sidste år fik jeg gennemført endnu et From spil nemlig Bloodborne. Det var mit anden yndlings From spil udover Demon Souls, men alligevel følte jeg at jeg manglede noget. Så det var derfor med stor spænding og en monsterstor knude i maven at jeg investerede i Dark Souls III på grund at jeg har Demon Souls som nok et af mine yndlings guilty-pleasure spil (sammen med dragons dogma) og at jeg hader Dark Souls II af h til. Men det er mig en ære at sige at Dark souls III er mit nye yndlings spil fra From software. Bevares det er ikke fejlfrit og fortjener overhovedet ikke alle de 10-taller det får, men godt det er det fandme edeme. Med det ude af vejen lad os komme igang med anmeldelsen.

I ved alle hvad Dark souls går ud på så jeg føler godt jeg kan skippe den forklaring.
Men historien omhandler noget sygt mombo jombo (ved godt hvad historien er. Dette er ment for sjov. Historien er faktisk okay. Vil bare helst lade jer lære den da det er sjovest.) Mit eneste problem med historien er den ikke er særlig interessant og at den måde den bliver fortalt på. Gennem item-descriptions (bevares selv om det er unikt er det også i mine øjne bare en halvsnu måde at skjule spillets middelmådige historie.) De eneste gange hvor historien er god er de forskellige bossers historier. Nogen af dem er disiderede hjerteskærende og giver dig en Shadow of the colosseus agtig følelse når du skal dræbe dem.
Hvad dog nok er det mest fantastiske ved spillet er den verden du er i. Ikke nok med at grafikken er fantastisk (minus spilfysikken) så er den horizontale og vertikale bevægelse i spillet helt fantastisk. Det får lidt spillet til at føles som en openworld ruboksterning som du langsomt begynder at forme dig et mønster til den til sidst er samlet. Verdens konstruktion er strammere end en nonnes.............
bibel.
Hvilket kun er et stort plus.
Og nu til det sidste der nok er mit største problem med spillet.
Gameplayet.
Spillet som i alle ved er et (hardcore) thirdperson action/horror(isk) rollespil. Hvor fokusset primært er på attack/dodging. Et af mine største problemer med de tidligere spil var trivieliteten i kampsystemet og hvordan det efter hundredevis af timer godt kunne blive virkelig trættende, så man til sidst kun blev frustreret når man mødte en ny fjende frem for at glædes. Bevares de har gjort det lidt bedre med de nye kampfærdigheder og den mere bloodborne inspirerede kamphastighed. Meeeeen de er ikke helt i mål. Og efter dette ikke er det første spil (det er faktisk det sidste) så er dette i mine øjne et stort problem da dette er deres femte spil.
Kombineret med at nogen af boss-kampene er rimelig skuffende og mange af dem kan godt føles lidt for ens da stort set alle fjender kræver samme taktik. I princippet koges 99% a alle kampe ned til samme taktik. Block derefter angrib.
Kombineret med at jeg føler at spillet er blevet nemt. Enten er jeg blevet bedre eller også er spillet blevet nemmere for at tiltrække flere spillere. Hvilket jeg ikke har noget imod, i mine øjne burde de bare dele spilet op. Så hvis du ikke er til svære spil så kan du spille spillet på nem så du stadig kan nyde dette spil og hvis dit røvhul skal splittes ad jamen så spil på svær. For det er en af de ting jeg altid har været en af de tydelige svagheder. På grund af at de bruger så meget energi på sværhedgraden ryger kvaliteten så på mange andre aspekter, hvilket er en stor skam. For hvis de bare accepterede sværhedsgraden (spillet er rigeligt svært det behøves ikke flere ændringer). Så hvis de bare fokuserede mere på de andre ting kunne de ikke nok med at lave et meget federe spil så kunne de også give Dark souls serien en legendarisk afslutning.
Og lige til sidst vil jeg lige brokke mig over bugs og clitches der virkelig er slemt skyldes præcisionen spillet kræves (nederen når man så sidder fast) manglen på bonfires og svære fjender. Men hey det er ikke et From software spil med mindre spillet fucker mine Safe-files op.
Mit største problem er nok at nogle dele af spillet elsker jeg virkelig meget mens jeg hader andre dele. Hvilket jeg syntes skinner meget igennem i min endelige karakter.
"So stay happy, and wait for my newest thoughts on the newest games".