Mirror's Edge Catalyst

Mirrors Edge: Catalyst er en første-persons parkour platform titel som udfolder sig i en stor åben verden. Byen Glass er din legeplads og du skal ved hjælp af parkour søge at komme fra A til B så hurtigt som muligt mens du hjælper hovedpersonen Faith på sin mission for at befri byens befolkning fra et firma jeg i skrivende stund allerede har glemt navnet på, så jeg vil kalde dem EA fremover.

Spillet er et reboot af det oprindelige Mirror's Edge fra 2008 og mens historien som sådant har et interessant nok præmis i form af kampen mod fascistiske firmaer der kontrollerer masserne gennem teknologi og økonomisk magt, men spillets dialog og karakterer er blandt de mindst overbevisende og uengagerende som du vil finde indenfor mediet. Historien er meget uinteressant og dets enkelte forsøgte twists er noget du sikkert vil se komme længe inden det bliver afsløret. Hele handlingen kulminerer i at intet er blevet opnået, sandsynligvis fordi at det er meningen at vi skal købe fortsættelsen før der sker noget.

Jeg vil argumentere for at en mere passende titel til dette spil ville have været Mirrors Edge: The Skippering fordi det er hvad du laver for det meste. Hvis ikke du skipper endnu en dårlig cutscene, så skipper du en båtnakke som har en quest til dig, skipper diverse collectibles eller skipper over de mange knæhøje forhindringer du finder i byen i et forsøg på at få gameplayet til at se mere indviklet ud. Eller noget.

For nej ser du, gameplayet i Mirror's Edge er nok ment til at være hovedattraktionen, og som tidligere nævnt er det en første-persons parkour platformer som i bund og grund tester dig i hvor hurtigt du kan komme fra A til B. Parkoursystemet er faktisk ganske udmærket, med god responsiv styring og hvis du formår at mestre mekanikkerne og opbygger et godt flow i dine bevægelser når du er i gang med en bane, jamen så er det i og for sig også et ret sjovt spil.

Det er så bare ærgerligt for spillet at vi i dag skriver 2016 og lignende parkour systemer har fundet sig vej ind i spil som f.eks. zombie-spillet Dying Light. Disse to spil har det til fælles at de gennem deres veludførte parkour mekanikker har formået at gøre rejsen fra A til B relativt underholdene, men mens Dying Light har andre gameplay mekanikker i posen så er der ligesom ikke mere til Mirrors Edge andet end at løbe langs mere eller mindre lineære og forudbestemte stier som er highligtede for dig ved en stærk rød farve for at være sikker på at spilleren på intet tidspunkt skal tænke selvstændigt men blot demonstrere hvor effektivt han/hun kan parere spillets ordrer.

Ej, der er faktisk også et andet ben for spillet at stå på, men det er desværre et ben der har trådt på en vejsidebombe eller to, for det fungerer ikke særligt godt. Jeg taler naturligvis om spillets kampsystem som træder i karakter hver gang du har et sammenstød med EA's private politi.

Ser du, du er Faith og du er en Runner. Du render rundt på hustage og det er helt klart, det skal du da ikke. Sikke dog du provokerer, så EA har sendt en flok Power Rangers ud for at banke dig og siden vi nu befinder os i en dystopisk fremtid har EA mistet tilliden til skydevåben så derfor vil de fleste af disse fjender forsøge at banke dig med deres stave i stedet hvilket gør det latterligt nemt for dig at tæve dem.

Du har et ret begrænset move-set der består hovedsageligt af lette og tunge angreb. Du opdager hurtigt at de lette angreb har meget let ved at blive blokeret så du finder dig hurtigt til rette med de tunge angreb som kommer i form af spark der har evnen til at reducere fjenden til ragdolls som tumler rundt som du sparker til dem, falder over alt og alting og kolliderer med hinanden som hvis du skubber til en flok mennesker der har drukket sig stang-bacardi.

Det er simpelthen blot et latterligt kampsystem. Jeg kan umuligt forestille mig at nogen seriøst har forsøgt at skabe et kvalitetskampsystem. Pointen er nok at man skal forsøge at flygte fra disse kampe men det kommunikerer et spil simpelthen bare ikke godt nok til spilleren hvis spilleren er i stand til at voldtage 20 vagter, heraf en god flok af dem udstyret med maskingeværer, uden at få sved på panden. Hvis sidste boss klares ved at hoppe over det samme skrivebord igen og igen indtil man vinder. Hvis sidste boss består af blot endnu et møde med spillets stærkeste fjendetype, men med det twist at der denne gang er to af dem, som ikke desto mindre stadig nedlægges ved hjælp af de samme trivielle strategier. Så ved du, at du har et ringe kampsystem.

Spillet nydes bedst når det foregår i fuld fart og her er kampagnedelen kompetent nok til at give dig nogle nydelige baner med den minimale variation nødvendig for at du ikke keder dig men problemet er så her blot at kampagnen er meget kort og spillet løber meget hurtigt tør for nye tricks, hvorefter den falder tilbage på gamle kneb igen og igen.

Jeg havde gerne set kampagnen løbende byde på mere og mere udfordrende platforming som kombinerer de evner du låser op for gennem dit obligatoriske skill-tree, men jeg går ud fra at dette ikke har været muligt på grund af selvsamme skill-tree så udvikleren ikke kan vide hvilke skills du har og derfor ikke kan designe levels med avancerede skills in-mind.

Selveste kampagnen tager max nogle få timer at komme igennem hvis man ser bort fra cutscener og den tid du bruger på at løbe de samme strækninger i den åbne verden. Sandt at sige, den åbne verden havde klart været bedst sparet væk. Hvis spillet bare havde begrænset sig til sine 15 kampagnemissioner på samme måde som originalen gjorde, så kunne vi have med et kort men i det mindste fokuseret spil at gøre.

Den åbne verden byder naturligvis på masser af det busywork som definerer genren og jeg er ærligt talt træt af at se det i spil, som om disse quests og collectibles på nogen måde ville kvalificere til reelt indhold. Jeg sværger, hvis anmeldere var tvungne til at gennemføre spil 100% før de gav dem deres karakter havde disse open world spil fået væsentligt lavere end de gør fordi hvem ved deres fulde fem har lyst til at samle ME: Catalyst's over 700 samleobjekter?

Spillet har naturligvis også sidemissioner ud over dets samleobjekter og de er inspirerede af de værste af slagsen fra klassikere som Mad Max, nemlig ræset. Du kender typen, nå fra A til B inden for en hvis tidsgrænse. Mirrors Edge påstår måske at missionerne går ud på noget forskelligt men jeg er her for at skære gennem løgnenes tåge og fortælle jer at i ikke skal lytte til dem. Jeg har prøvet en del af dem og ingen jeg fandt var andet end et ræs mod en rettere striks timer. En enkelt gang forsøgte jeg at levere kaviar, eller noget, til en NPC på den anden ende af kortet og det var åbenbart den særlige slags kaviar som går på dato om 1 minut og 20 sekunder så jeg måtte hellere spæne som vinden for at nå derover i tide, men ak. Jeg var ikke hurtig nok og måtte modtage et opkald om hvordan jeg havde ødelagt det hele og var en fiasko, ca. 2 meter væk fra kunden.

Siden da vedtog jeg at de quests var et spild af tid, og hver gang en NPC proklamerede "I'm over here!" kunne jeg ikke andet end at flabet ryste på skuldrene og mumle "too bad I'm not" af min skærm.

Hvis vi skal slutte på en positiv note, jamen så er det at grafikken er flot og har en appelerende artistisk stil. Ydermere kan jeg rapportere at konsolversionerne kører det ved en framerate på 60 med meget få drops, så det tekniske er i det mindste i skabet. Bare ærgerligt at resten af spillet er så uinspireret, kedeligt og generelt bare et spild af tid.

Spillets glimrende parkour mekanikker er ikke stærke nok til at bære dette spil, så min anbefaling er klart at behandle det som et stykke open world sideindhold. Skip it.