Gone Home

Efter at jeg fornylig spillede igennem det noble men problematiske Firewatch, besluttede jeg direkte efter Uncharted 4 at besøge en indie darling. Gone Home udkom oprindeligt tilbage i 2013 på PC, hvor det samlede roser ind fra nærmest alt og alle. Eftersom jeg ikke ejer en gamer PC, har jeg ventet på en konsol udgave, hvilket blev givet væk gratis for PS+ brugere i juni. Hvordan er det så at komme hjem, for at bruge spillets titel på dansk? Overraskende undervældende.

Du spiller som Kate, der efter at have været i udlandet i en del tid kommer hjem til et tomt hus. Hvor din familie er blevet af, må du finde ud af ved at udforske huset. Et hus, der i første omgang er fyldt med så mange filer og skrevne beskeder, at det er overdrevet. Her begår spillet sin første fejl.

Spillets fokus er at fortælle en historie, gennem udforskning af dette hjem, men alt historien kommer udfra skrevne beskeder, hvor ca. 24 af dem starter en tale sekvens fra din yngre søster Sam. Det visuelle aspekt i at fortælle en historie bliver aldrig rigtig brugt, hvilket ellers kunne have gjort oplevelsen stærkere.

Men det antager også, at der er en stærk historie men det er der desværre bare ikke. Den er velskrevet, men desværre ret undervældende. Sams historie er udmærket, men udover at mangle følelser, påpeger den et emne som spillet aldrig rigtigt prøver kræfter med. Ligeledes med de øvrige karaktere. Der bliver givet interessante baggrunde på dem, emner som man normalt ikke hører i video spil, men lige så snart hjertet af problemet dukker op, forsvinder det fuldstændig fra handlingen.

Spillet har enten ikke modet eller interessen, til at takle disse emner. Dertil hjælper det heller ikke, at spillet bruger en ret billig præmis, der aldrig rigtig bliver opfyldt. Præmissen gjorde mig nervøs under nogle øjeblikke, men det blev aldrig til noget særligt. Det blev til noget, men ikke ligefrem noget der var noget værd. Og det er en skam, fordi det er netop interessant at udforske huset, og selv må flette de forskellige tråde sammen. Men når slut resultatet bare ikke er specielt godt, så er det nyttesløs i sidste ende.

Uanset hvad, kan spillet dog ikke flygte fra at vis det ikke var for sin fortæller metode, at så ville historien blive afvist direkte som typisk og kliché. Hvad der bliver fortalt er intet nyt eller specielt, men blot måden den er fortalt på. Det er ikke ligesom Uncharted eller The Last of Us, hvor dialogen eller den dedikerede tid til karakterne gør klichéerne til kraftfulde emotionelle øjeblikke, men blot en anden måde at fortælle klichéerne.

Man kan sagtens spore, at udviklerne havde noget på hjertet. At de ville frem med noget, og at de har en interessant måde at vise deres vision på. Men hvis ens vision fundamentalt er problematisk, så hjælper fremvisnings metoden altså ikke meget i det lange løb. Og det er her, hvor Gone Home fejler. Det er et ædelt forsøg, men der er desværre ikke meget kød på spillet, eller noget mindeværdigt at huske på bagefter.

Gone Home kan således opsummeres: Du er vandt til at få en rugbrøds mad i en kedelig pose, men pludselig en dag får du den i en madkasse. Madkassen ser måske ret sej ud, hvis ikke ret flot og interessant. Men i sidste ende, er det stadig den samme velkendte rugbrøds mad der gemmer sig i den. Med den følger en seddel som påpeger at brødet har et specielt navn, men det smager præcis på samme måde som det normale Kohbergs rugbrød.