Doom

Reboots er altid en vanskelig ting. Der medfølger altid forventninger, en eksisterende fanbase der stiller krav og et ry der enten skal forbedres eller bevares. Det går ikke altid godt, men 2014s Wolfenstein: The New Order står som et godt eksempel på, hvor godt det faktisk kan gå. Det spil var nemlig en kæmpe overraskelse, der formåede at genoplive en gammel serie der egentlig var falmet lidt, og endda elevere den takket være sin historie.

Nu står vi her med en reboot af Doom. En serie, der har været i stilstand efter den splittede modtagelse af Doom 3 fra 2004. Vi er tilbage i støvlerne hos Doomguy, og dæmonerne fra helvede har invaderet Mars. Det er din opgave at stoppe dem. Der er mere handling i spillet, gennem forskellige codex indslag.

Men hvem går op i handling i Doom? I hvert fald ikke Doomguy, der i introen afviser stort set alt der kan lede op til en handling. Doomguy har ikke tid til historier, der er dæmoner der skal dræbes! Doomguy har ikke tid til det pjat, som han bevæger sig i konstant sprinte funktion. Manden behøver ikke engang at genlade sine våben, der alle har uendelige magasiner! Og han får liv ved at udføre glory kills, der aldrig holder op med at være underholdende. Og han bliver stærkere ved at finde hemmeligheder. De eneste aktiviteter han kender, er at slå dæmoner ihjel og smadre ting.

Spillet fortjener ekstra ros for hvordan det behandler netop Doomguy. Han har intet dialog overhovedet, men udviklerne har alligevel formået at give ham en beskeden karakter, i form af hans handlinger. Dette er ikke en person man vil føle for, men man lærer alligevel små træk af ham at kende. Dette er beskeden historie fortælling på et ret flot niveau. Ironisk nok i et spil, der nærmest ikke kunne være mere ligeglad med en handling.

Doom er på denne forstand ret gammeldags, og dette er nærmest en 2016 udgave af det helt første spil. Dette er på ingen måde en dårlig ting, fordi Doom er sjovt at spille hele vejen igennem. End ikke at spillet er en kende ensformigt kan ikke dræbe morskaben. Det er simpelthen alt for sjovt at gå i krig med helvedes hær, og våben galleriet forstærker kun dette. Det handler om at gå ind i forskellige rum, og dræbe alt hvad der står imellem dig, blandet med enkelte platform sekvenser. Det hele virker upåklageligt, og det er dejligt at spillet noget så gammeldags, som her.

Det er et standard arsenal med pistoler, shotguns, maskine pistoler osv, og du kan have alt i dit arsenal på en gang. Det sjove er deres opgraderinger. F.eks. kan man få sin maskine pistol til at affyre raketter i stedet for kugler. Det er gaven der bliver ved med at give igen. Tilsvarende er der et stort opgraderings system, hvor nærmest alt ved Doomguy kan forbedres. Disse ligger gemt på mange forskellige steder i de forskellige baner, så udforskning er i den grad anbefalet. Der er endda små mini missioner, der sætter ens færdigheder på prøve, og endda baner fra de gamle Doom spil at låse op for.

Alt dette leveres gennem en ti timers kampagne, der er en af de sjoveste og bedste kampagner jeg længe har spillet, i et skydespil. Det ligger aldrig skjul på, at det bare vil give dig nogle fornøjelige stunder, hvilket det i sandheden også gør. Det er nærmest som om, at spillet giver en mellem finger til moderne FPS spil, og deres fokus på klichéer og scripted events. Ord kan næsten ikke beskrive kampganens høje kvalitet, så vidunderligt er det.

Hvad der dog er knap så vidunderligt, er spillets multiplayer del. Hvor kampagnen ved præcist hvilke moderne elementer der er passende, går multiplayeren for vidt. Nu er man pludselig begrænset til kun to våben af gangen, og hænger på det typisk moderne level system. Det er måske muligt at se bortfra, men gameplayet her er så kedeligt. De forskellige føles underligt nok anderledes og overraskende kedelige. De forskellige modes er så standard, at de nærmest ikke er det værd at nævne. Multiplayeren tilbyder bare ikke det samme hektiske tempo, hvilket er en stor skam. Det er nærmest blottet for alt, hvad der gør kampagnen fremragende.

Mere vellykket er spillets Snapmap mulighed, En level creator, der nærmest tilbyder uendelige muligheder. Der findes allerede en lang række baner, hvor nogle af dem faktisk er kreative. F.eks. findes der allerede en RPG udgave af spillet! Værktøjerne er forholdsvis simple, men det hjælper alligevel at besøge tutorialen. Det er ret fleksibelt, hvor der er massere af plads til at kontrollere spawn points, døre, kunstig intelligens og tingenes placering. Det eneste minus er, at omgivelserne kan være en anelse kedelige, men det er et stærkt værktøj der tilføjer en del til spillet.

Med til at runde dette af, er en fantastisk billede hastighed på 60 billeder i sekundet, der aldrig bukker under. Omgivelserne kunne måske godt være en tand mere varieret, men monster designet er til gengæld ret godt. Lyd designet er desuden også lækkert, sammen med et soundtrack der pumper en masse energi ind i spillet.

Til trods for den dårlige multiplayer, så er Doom en succes. Det befinder sig på samme niveau som Wolfenstein: The New Order, i at dette er en reboot der på fornemmeste vis bringer nyt liv til en gammel serie. Nej, her er ikke nogen dyb og intelligent handling, eller tårevældende øjeblikke. Her er rendyrket action, med overdrevene våben og oceaner af vold. Det er en herlig fornøjelse, hvor man bare skal slukke hjernen og nyde oplevelsen. Dette er formentlig årets bedste action spil.