Deus Ex: Mankind Divided

Der er et eller andet over Deus Ex: Mankind Divided. Noget der er mærkeligt at sætte en finger på. Et ambitiøst spil, der føles som et frisk pust i forhold til nuværende AAA spil. Et sjovt spil, der tilbyder en varieret, spændende og fleksibel oplevelse. Et spil, der alligevel efterlader en lidt grim smag i munden. Det ikke nogen hemmelighed at Square Enix saboterede dette spils marketing, med det forfærdelige oprindelige pre-order system. De fik dog rettet op på det, men spillet er desværre stadig ikke helt frit for problemer.

Mankind Divided foregår i en fremtid, hvor teknologisk udvikling har gjort at mennesker frit kan få augmentationer; dele af teknologi installeret i deres krop, såsom krops dele og indre organer, der kan gøre dem stærkere og mere effektive. Desværre er dette ikke et sikkert system, som blev bevist i det forløberen Human Revolution, hvor det lykkedes nogle at få alle augmenteret folk til at gå amok på naturlige mennesker. Mankind foregår to år efter dette, hvor der nu hersker apartheid mellem naturlige og augmenteret mennesker. Retorikken og handlingerne imod aug mennesker er forfærdelig.

Dette er noget som man selv mærker på egen hånd, som man guider Adam Jensen igennem Prag. Tog stationer er opdelt i zoner for naturlige og aug, og tager man det forkerte tog bliver man chikaneret af politiet, der tvinger en til at vise sine ID papir. Dette kan desuden også ske ved blot at færdes i Prags gader. Dette er blot en af mange detaljer, som spillet har. Der er mange detaljer der skjuler sig i baggrunden, der bidrager til selve hoved handlingen og verdenen. Det er smukt sat op, og man kan ikke lade være med at lade sig rive med. Også selvom at spillet kunne have været lidt dybere omkring det, hvor f.eks. en stor begivenhed i Prag ikke får specielt meget opmærksomhed. Men måske er det, at man let kan drage enkelte paralleller til den aktuelle flygtninge debat. Enkelte, fordi det scenarie som Mankind Divided præsenter er naturligvis ret ekstremt, i forhold til virkeligheden.

Det samme gælder for gameplayet. En blanding af rollespil, first person shooter og stealth genren. Deus Ex er et stærkt varieret spil, hvor alle situationer er designet udfra at kunne klares på flere forskellige måder. Vi snakker ikke den samme form for fleksibilitet som f.eks. Metal Gear Solid V, men noget i stil med Hitman. Her opfordres til at tænke strategisk, til at udforske alle muligheder og gå metodisk til værks.

Dette gælder også de forskellige valg, der er flot udførte. Nogle af dem får virkelig en til at tænke over sin ageren, hvor man nervøst må træffe et valg. Især side missionerne har nogle ret hårde dilemmaer. Det er desuden også muligt at snakke sig ud af forskellige skyde sektioner, og der er ting at finde i omgivelserne der kraftigt kan hjælpe en.

I forhold til Human Revolution, er der dog ikke sket de helt store ændringer. Side missionerne er blevet markant bedre og mere involverende, og der er nye augmentationer at lege med, men selve hovedhistorien spilles meget ligesom det forrige spil. Og ja, hovedhistorien, fordi spillet har en bonus mode kaldt Breach. Her bevæger man sig fra server til server, gennem et world map, der hver har sine specifikke udfordringer. Man stiger desuden også i level, og løbende får man flere opgraderinger til sin karakter.

Moden i sig selv er ikke forfærdelig, der er sjov og belønnende øjeblikke, men man kan ikke løbe fra at dette stort set er et free to play spil, inkluderet i et spil til 500 kr. Man kan sagtens klare sig uden microtransactions, men det kan føre en ud i en masse grinding. Og givet af de forskellige baners specifikke side mål langt hen af vejen er ret urimelige, kan fremgang være meget op af bakke. Det er dog udmærket, og ender i sidste ende med alligevel at give spillet mere værdi.

Selve hovedhistorien er ca. ti timer lang, hvilket er halvdelen af Human Revolutions længde. Til gengæld gør side missionerne og verdenen, at dette kan tilgives. Det gør også spillet lettere at spille igennem, for både at udforske forskellige valg men også at gennemføre spillet uden at dø, og blive opdaget. Så spillet er kortere, men bruger sin tid mere fornuftigt, også selvom man gennem hele spillet nærmest udelukkende befinder sig i Prag.

Men slutningen kom alligevel som en overraskelse, og ikke kun fordi der ligger en overraskende drejning i den, men jeg havde slet ikke set den komme. Faktisk definerende. Der findes pludselige slutninger, som vi så det i The Order: 1886 og Rage, men Mankind Divided burde fremover bruges som reference til pludselige slutninger. Den kommer ud af absolut ingenting, og der er ingen indikation på at man er ved at være ved vejs ende. Man bliver smidt ud i en veludført boss kamp, hvor efter man har vundet den pludselig bliver mødt med, at man har låst op for New Game +.

Spillet starter med at fortælle en historie, for pludselig at droppe den fordi spillet simpelthen ikke gider mere. Handlingen er engagerende hele vejen, og hvad der viste sig at være spillets sidste mission, er nok en af de mest mindeværdige baner jeg har spillet hidtil, i år 2016. Hvad der helt præcist har været tanken her vides ikke, men skal man tro Jim Sterling, er det nok på Square Enix's ordre. Tidligere trailere viser i hvert fald langt mere, end hvad der endte i det endelige produkt, såsom en karakter der har fyldt noget i trailerne, men som kun er med i et par sekunder her.

Det føles som om, at spillet slutter midt i andet akt, og mængden af historie tråde der forbliver åbne er ret imponerende. Det føles som om, at disse tråde skulle udforskes yderligere, men af en eller anden grund blev det besluttet at gemme det til et andet spil, eller DLC. Måske er der en større plan bag historien, men den føles ufærdig.

Denne brate slutning efterlader mig med en ret sur smag i munden. Jeg var skuffet, og kunne ikke fatte at spillet pludseligt var overstået. Nærmest fornærmet over hvor ringe det var, og fik mig til at se hele spillet i et smalt og snæversynet perspektiv. Det er uretfærdigt overfor resten af spillet, og det må man huske på. En ting er dog sikkert: jeg kommer til at løbe ud og købe det næste spil, hvornår det så end kommer.

Vi har altså et spil, der er gennemtænkt, engagerende, sjovt og tankevækkende. Alene på den baggrund er dette et af årets bedste udgivelser, der får Breach til at se ud som en udmærket bonus, hvis ikke en smule påtvungen. Den ultra brate slutningen er ærgerligt på et intenst niveau, fordi dette havde været et 10/10 hvis slutningen var bedre og der måske var lidt mere indhold, som f.eks. mere end en boss. Og måske at spillet var lidt mere, end en simpel opgradering i forhold til Human Revolution.

Men den halvkorte længde, mangel på fremgang i forhold til sidst og fornærmende brate slutningen skal ikke forhindre en i at nyde dette spil. Det meste af det er fremragende, og man er stadig garanteret en engagerende oplevelse. Spillet kan kraftigt anbefales, men man skal bare være opmærksom på den kæp, der bliver sat i hjulet til sidst.