Resident Evil 7: Biohazard

Så er det her! Endelig. Det nyeste kapitel i min yndlings spilserie. Og for at gøre sagen endnu bedre blev spillet modsat mange andre annonceret for relativt kort tid siden. Så vores hype har kunnet vokse gigantisk uden at den skal afbrydes af forskydninger og kontroverser.
Men hvad er Resident evil så for en størrelse? For mig i hvert fald. Resident evil var mit første indblik i spillets verden. Min hjerne eksploderede tilbage i 1996 da jeg spillede det på den originale Playstation. Og selvom det førte til massere af søvnløse nætter følte jeg mig stadig draget hver gang til at vende tilbage. Og min kærlighed til serien har været bibeholdt. Selv med de nyere spils radikale ændringer har jeg stadig været begejstret. Selvom der er gået Michael Bay i den har det stadig beholdt sin B-films charme og underholdende gameplay. Så jeg har aldrig rigtigt hadet serien.
Men det ændrer stadig ikke på at jeg ikke selv var så begejstret for 7'erenes retning i det første synsperspektiv. Og demoen lignede mildt sagt som noget Outlast pis. Det lignede alt andet end Resident evil og havde derfor hverken følelsen eller gameplayet fra de andre spil.
Men hvordan klarer spillet sig så?
Overraskende set rigtig godt.

Så som jeg nu har etableret er Resident evil (i resten af anmeldelsen forkortet RE) for mig en serie der handler om den onde medicinalindustri som er korrupt og laver monstre i stor stil. Der er ingen tale om det overnaturlige kun undslupende monstre. Og karakterer som handler ligesådan som de ser ud. Åndssvage.
Og uanset hvad end demoen fik mig til at tro fungerer spillet rimelig godt efter den formular. men også som et udmærket spil.
For at gøre resumeet så kort som muligt spiller du som Ethan som får en besked fra sin påståede afdøde kone tre år efter hun forsvandt (jeg ved det godt. Det lyder som handlingen i Silent hill 2 men spillet kan skam sagtens stå på sine egne ben) som fører ham til Baker familiens resistens i Louisiana hvor intet er som det ser ud og farer lurer om hvert et hjørne. Selvom det lyder rimelig sølle formår historien at samle relativt hurtigt op. Specielt efter at du møder beboerne i Baker familien. Som alle er interessante, fra faren (leatherface) sønnen (Jigsaw) og konen som er den kvindelige Hellraiser. Og Mia ens kone er skam også interessant, specielt hen mod slutningen. Det samme kan man ikke sige om Ethan og familiens datter som er uinteressante. Og eftersom at resten af karakterene er så gode og Ethan er den tomme skal (man ser ikke engang hans ansigt) står han ud som en lilla pære blandt grønne æbler. Endnu et bevis på at den "mutede" hovedperson er en dårlig ide. Nogle ville argumentere for at man derfor mere kan sætte sig i hans sted. For mig virker han desværre bare som kedelig.
Men det er skam ikke kun historien der er overraskende god og effektiv, det samme er gameplayet. Eller. Det bliver det. Man skal desværre igennem en halv times tid af "walkie-talkie simulator" før spillet rigtig tager fat. Og det skader desværre gennemspilningsværdien. Bevares der er stadig stor lyst og grund til at prøve turen igen men det skader skam noget af oplevelsen.
Men hvillket slags RE spil er det så? De gamle eller de nye? Det her spil hælder skam til de gamle. Tro det eller lad være. Det gør det. Capcom har lovet os at alle de sidste RE spil vil vende tilbage til rødderne uden at de har gjort det. Men her ser det ud til at de har ment det. Det vil sige at du render rundt i de forskellige lokationer og finder nøgler,våben og andre værdigenstande så du kan komme videre. Og i klassisk RE stil slutter de hver i en boss-battle. Og disse boss-battles er skam også yderst gode og underholdende, minus den sidste som er decideret dårlig.
Alt det her lyder jo ikke som noget fra demoen og det er det heldigvis heller ikke. Så hvis du ikke brød dig om demoen vil jeg stadig anbefale dig at prøve dette. Fordi det er skam ikke en ærlig repræsentation af hvordan spillet fungerer og er. Demoen virker ærlig talt som en forsøg på at hoppe med på PT-bølgen. Men det virker stadig som om at de prøvede at skabe et spil som folk ville være glade for og ikke bare en pengemaskine. Og det er sgu noget nyt fra Capcoms side. Og endnu mere at de rent faktisk har hørt efter deres fans ønsker.

Og så lige her til sidst inden jeg samler mine tanker i en konklusion vil jeg lige diskutere mit syn på spillets First-person-perspektiv. Selvom det leder til noget lidt besværligt manøvrering fungerer det stadig godt. Jeg ville personligt helst se spillet vende tilbage til sit trejde-persons-perspektiv i 8'eren men det fungerer. Og hvad der er endnu bedre er at spillet undgår de klassiske first-person skræmmetaktikker og fokuserer mere på intensitet ligesom i de gamle fremfor billige tricks. Og blander det sammen med noget rimelig grotesk og overdrevent vold.
Men det er egentlig ikke mit problem med spillet. Det er derimod mange folks underlige syn på spillet kontra mit eget. Mange har ikke været fan af de "store" ændringer men for mig er de ikke store. Og det er en af de store problemer med spillet. Mit problem er at spillet ikke helt er sit eget. Selv de dårlige resident evil spil havde noget unikt. Resident evil 7. Ikke så meget. Det har Baker familien som lige er trådt ud fra texas chainsaw massacre. Et hus med mærkelige låse og en uhyggelig beton kælder (Resident evil 1). En fjende som følger efter dig hele tiden (Nemesis fra resident evil 3) et udhus med farlige insekter (igen fra resident evil 1) et stort skib (resident evil revelations,4,5 og 6. Hmmm. Det ser da ud til at være en trend i de nyere spil) og en mineskakt (resident evil 4). Mistforstå mig ikke spillet er mega fedt. Men det prøver lidt for meget på at ligne de forskellige spil i stedet for at være unikt.

Så alt i alt vil jeg da mene at spillet fungerer rigtig godt og er hele prisen værd selvom det har nogle fejl.
Spillet vinder point på historien, stemningen,karakterene og noget sjovt moment-to-moent gameplay og at bringe uhyggen tilbage. Altså RE uhygge. Altså en blanding af cheasy-cringe,intensitet og vold og nogle sjove boss-battles.
Men taber desværre også nogle point på nogen irretende steder. En kedelig sidste akt. En dårlig sidste boss. Nogle dumme løse ender som vi højt sandsygeligt kun kan få svaret på gennem DLC. Spillets jagt på at være klassisk RE at det mister noget af sin identitet og en kedelig start som sænker lysten til flere gennemspilninger.
Og det sidste ved jeg ikke om det bare er mig men spillets kæmpe mangel på indhold. Sammenlignet med andre AAA-spil er det ikke meget unormalt med en kampagne på 7-10 timer på normal sværhedsgrad. En ekstra sværhedsgrad og en håndfuld skjulte våben og gratis tilføjelser. Men sammenlignet med de andre RE spil (selv de nye) er det absurd lidt indhold. Det er stadig en god potion indhold men jeg syntes stadig at det er mærkeligt hvordan vi langsomt vil betale mere og mere for mindre og mindre indhold. Men det er en anden diskussion til en anden dag.

Så jeg vil selv mene at det er et udmærket spil. Om det så kommer ordentligt ud gennem min anmeldelse ved jeg ikke og det håber jeg inderligt. Men hvis jeg kender mig selv ret er den alt for rodet,ufokuseret,og ensporet. Men hvis du er kommet så langt håber jeg at du var underholdt og tør tage mit ord for hvad jeg siger.