The Legend of Zelda: Breath of the Wild

Da julen 2017 viste sit ansigt, gav den mig en sprit ny Nintendo Switch. Min første Nintendo konsol siden 3DSen. Bortset fra de forskellige Gameboys og DSer, har mit forhold til Nintendos konsoller aldrig været særlig tæt. Havde ikke så mange spil på min GameCube eller Wii. Wii-Uen sprang jeg over, da den på ingen måde tiltalte mig. Men Switchen så lovende nu, og nu har jeg den. Og mit første Switch spil: The Legend of Zelda: Breath of the Wild.

Og ja, dette er mit første Zelda spil, som jeg rent faktisk har gennemført. Serien har aldrig sagt mig noget, og kom ikke særlig langt i hverken de to første spil, Ocarina of Time (jeg ved det, det er måske en synd) eller Majora's Mask. Men lad dette blive min første Zelda oplevelse, selvom dette er meget anderledes fra andre spil i serien, så vidt jeg kan læse mig til.

Vi er i en udgave af Hyrule, hvor Ganon har vundet. Han har overtaget Hyrule Castle, overtaget kontrol over de fire divine beasts and deres champions, og fyldt verdenen med monstre. 100 år efter denne hennelse, vågner Link op. Med hukommelsestab og Zeldas stemme bliver Link guidet til, at besejre Ganon.

Historien er ikke ligefrem noget at skrive om, da det tydeligvis ikke har været udviklernes fokus. Her er ikke meget plot eller karaktere, kun det minimale. Det er ærgerligt, fordi spillets samling af 18 minder har ellers en masse potentiale. Og jeg ved at det er tradition, at Link ikke taler, her bliver det trukket lidt for langt. Spillet gør grin med dette til tider, lige så vel som at der meget beskedent bliver gjort et forsøg på at dræbe continuitets debatten, men nogle gange giver det bare ikke mening, at Link ikke taler. I sær i forhold til nogle af de ting, han bliver spurgt om. Men det er alligevel lige meget, da historien ikke betyder en fløjtende fis.

BOTW er et open world spil. En genre der i den grad er overrepræsenteret i dag. Men det føles alligevel frisk, da BOTW har en anderledes tilgang. Der er naturligvis en kort tutorial, der kort forklarer det basale men så heller ikke mere end det. Bagefter er resten af Hyrule åbent for dig, og hvad du gør er helt op til dig. Hvis du hader din eksistens, eller bare vil se om du kan blære dig, kan du sagtens vandre direkte op til Ganon ved spillets start, selvom det er en dum idé (men det kan vist lade sig gøre!).

Hvad du i stedet burde gøre, er at udforske verdenen og besejre de fire divine beasts. Men der er en stor chance for, at du bliver distraheret af de 78 side quests og 120 shrines. Det gjorde jeg i hvert fald, og det fik jeg ret mange timer til at gå med. Vi snakker om et stadie, hvor man egentlig er på vej til næste historie mission, men så er der lige en ting eller to der dukker op undervejs. Sådan er BOTW og du kan lige så godt vende dig til det.

At udforske spillet kan være pokkers belønnende, da der netop er shrines (dem vender jeg tilbage til) og skatte at finde. Skatte, såsom våben og udstyr, crafting materiale og mad, komponenter til eksilere og Korok Seeds, der kan udvide dit inventory (og som der er svimlende 900 af). Disse seeds er især belønnende, fordi der er så mange måder at få dem på. Blandt andet mini-spil og placering af specifikke ting på steder. De kan også findes under sten, så jeg vil anbefale at løfte alle de sten du kan. Hvis du bare har den mindste mistanke om, at der kan være noget under den, er der en stor chance for at Nintendo er enig med dig.

Og så er der de førnævnte shrines. Disse præsenter dig ofte for et puzzle, men til tider også kamp scenarier (der alle består af den samme kedelige fjende, bare med varierende styrke). Belønningen for disse er Spirt Orbs, hvor man for fire af dem enten kan opgradere sit liv eller udholdenhed. Disse er nogle af spillets bedste øjeblikke, da de har nogle af de klogeste, mest opfindsomme og belønnende puzzles jeg længe har set. Det er imponerende. Dog bortset fra dem, der inkluderer motion controls. De er nærmest ødelagte, og alt for besværlige. Kamp scenarierne er dog kedelige, og de enkelte shrines der kræver motion controls er mildt sagt forfærdelige. I bedste tilfælde er de besværlige, i de værste er de direkte ødelagte, da det simpelthen ikke er designet godt nok. I hvert fald hvis man spiller med controller, som jeg gjorde for det meste.

Og vi kan lige så godt komme til det nu: kamp systemet. Den oplyste læser er formentlig klar over våben systemet, hvor største delen af de forskellige våben ofte går i stykker. Nogle efter lidt tid, andre efter nærmest ingen tid. Idéen har højst sandsynligt været at tvinge spilleren, til at være forberedt på forskellige spillestile, men slutresultatet er (mildt sagt) pisse irriterende.

Det sker alt for ofte, at ens våben går i stykker. Der er ikke noget at sige til at Hyrule tabte kampen, hvis deres arsenal er lavet af glas. Især med tanke på, at nogle gange må man bruge sit våben til at slå på håndtag og sådan. I det mindste går ens rustning ikke i stykker, men alt andet gør. Og nej, langt fra alle våben kan repareres, så når det er ødelagt er det ødelagt, og blot et minde. Selv spillets "bedste" sværd, Master Sword, går ikke helt fri for dette, men her skal man i det mindste kun vente ti minutter.

Dette skaber to problemer: for det første fjerner det alt belønningen ved at få et nyt våben. Hvad glæde er der i et nyt våben, når man dårligt kan binde sig til det før fornøjelsen er så kortlivet? For det andet, gør det også at man reducerer sin effektivitet. Jeg havde fem våben på mig, der havde en styrke på over 50, som jeg aldrig brugte fordi jeg ville gemme dem til en forekommende situation, der aldrig opstod (især efter jeg fik mit Master Sword). Og det er jo bare spild af tid, og torske dumt.

Det er stressende, og et eksempel på at gøre spillet svært på en kunstig måde. Ligesom at spillet tror, at fordi man pludselig tilføjer fjender der har mere liv en alle andre, skaber udfordring. Det gør det også, men det er en dårlig måde at gøre det på. Det er kunstigt, fordi det er ikke dine færdigheder der afgør det, men de eventuelle tal du bærer rundt med dig. Og alligevel der kan det føles som om, at det egentlig ikke betyder noget. Det var i hvert fald ikke altid jeg kunne mærke forskel, mellem hvilke våben og udstyr jeg brugte.

Det er en skam, fordi det ellers simple kamp system er fint udført. Man kan blokere, parrare og undvige angreb, hvor hvis man udfører de to sidstnævnte i sidste øjeblik, kan udføre et specielt angreb. Det er, for det meste, sjovt at slå fjender rundt, og de sjoveste er skeletterne. Slår man dem, taber de hovedet og det holder aldrig op med at være morsomt, at se deres kroppe lede efter deres hoved. Det er bare så ærgerligt, at den kunstige udfordring ødelægger lidt af det.

Et andet svagt punkt, er selve de fire Divine Beasts. De følger næsten alle den samme struktur. Der er altid en kort quest hvor du skal finde nogen, eller noget, hvorfra du derefter begynder at arbejde på at bestige disse beasts. Bortset fra en, skal man altid skyde på fire svag punkter før man kan komme ind. Herefter er det ens for alle: find fem terminaler og aktiver en sjette. Og alle gange får man det skåret ud i pap, hvordan du skal klare disse beasts.

Disse er nemlig designet til, at de kan klares i en vilkårlig rækkefølge. Og Nintendo har åbenbart ikke magtet opgaven, at introducere bare simple ændringer i scriptet, afhængig af hvor meget man på forhånd har opnået. Hvad der er endnu værre, er bosserne som de præsenter. Bortset fra et tilfælde, er de alle samme utrolig lette, så længe man ved hvad man skal gøre. Mindst to af disse bosser er direkte jokes, så lette er de. De er et af spillets svageste led, selvom her stadig hersker kloge puzzles.

Alle fire beasts giver dog hver deres unikke krafter, der er meget hjælpsomme. Der er et specielt angreb, gratis genoplivning når man dør, stige til vejrs med vinden og et skjold der lader en tage maks tre slag. Det er forskelligt hvor ofte de virker, hvorefter man må vente i op til flere minutter før de kan bruges igen. Cooldown perioden er fair og krafterne velbalanceret. Og så er der faktisk kun en gang, man kan bruge krafterne til at snyde, såsom en labyrinth, hvor man kan bruge vind kraften til at undgå alt fysisk modstand. Bortset fra det, så godt designet Nintendo.

Næste problem? Vejret! Nintendo har inkluderet den detalje, at vejret kan påvirke ens muligheder for udforskning. Regner det, bliver det ret besværligt at klatre da man ofte glider ned. Tordner det, må du hellere fjerne alt metal i dit arsenal, eller mærke Thors vrede. Det er skam en meget fin detalje, men en der er inkluderet uden at tænke på gameplayet. Tordenvejr kan man godt leve med, men taget i betragtning hvor meget man kan og skal klatre, bliver det hurtigt alt for besværligt.

Ja, man kan praktisk talt klatre på nærmest alt i spillet. Kan du se det, kan du ofte bestige det. Så længe du har opgraderet din udholdenhed tilstrækkeligt. Det er langsomt, og tager meget tid fra en, men det er faktisk det værd. Ja, det tager en evighed at bestige enkelte bjerge, men det gør det blot endnu mere belønnende når man når toppen og kan se ud i horisonten. Dette er et af de øjeblikke, hvor udforskningen føles det hele værd, selvom de forskellige skatte ikke altid er det værd.

Fordi der er stadig lige nok til, at gøre udforskningen det værd. For det meste på baggrund af omgivelserne, der er noget så flotte at se på. Trods manglen af hestekræfter, i forhold til Playstation og X-Box, bliver vi her præsenteret for nogle smukke og varieret omgivelser. Det er en af de bedste verdener jeg længe har lagt øje til, og spillet loader endda kun når man går ind i shrines eller dungeons. Billedehastigheden kan dog ikke altid følge med, selvom det ikke er i nærheden af at være så slemt, som ved lanceringen. Spillet kører også ret godt, når man spiller håndholdt.

Modsat andre Zelda spil (så vidt jeg kan forstå), gør BOTW brug af stemmeskuespil. Skuespil der er ret mærkeligt. Halvdelen af dem virker ikke rigtig til stede, og der er et eller andet uforklarligt forkert med Zeldas stemme Derfor er det egentlig fint nok, at spillet ikke kan finde ud af hvornår der skal bruges stemmer eller ej. Soundtracket er derimod fremragende!

The Legend of Zelda er, på mange måder, et rigtig godt spil. Kampsystemet er simpelts men godt, verdenen er flot og varieret, et af de bedste i gaming, En verden, der ikke fortæller noget på forhånd og skjuler på mange hemmeligheder. Derfor er det ærgerligt, at der er så mange ting der ender med at komme i vejen. De skuffende dungeons, halvdelen af bosserne der er for nemme, irritationen ved at rejse i regnvejr og (den største synd) våben systemet. Et system, der ikke kun er irriterende og diktatorisk, sammenlignet med at spillet er bygget op om frihed, men som fjerner belønningen ved at finde nye våben.

Problemerne (bortset fra våbnene) burde ikke betyde så meget, men de opstår så ofte at man ikke burde kunne ignorer det. Men jeg må åbenbart være en af de eneste, der tænker sådan. Taget i betragtning af, at nærmest alle har taget imod spillet som var det kuren på kræft. Flere har sikkert æsken stående på et alter. Selvfølgelig, intet spil er perfekt, men det kræver ret meget benægtelse at kalde det et af de bedste spil nogensinde.

Et af de bedste spil nogensinde? Nej. Her er en rigtig god oplevelse her, men 2017 bød altså på spil der sagde meget mere, såsom Nier: Automata og Hellblade: Senuas Revenge. Breath of the Wild er stadig en klar anbefaling værd, men lad jer ikke forblinde af spillets Jesus status.