
Efter 21 år er South Park serien stadig en del af sendefladen, og der ser ikke ud til at være nogen ende i sigte. Gennem 287 afsnit har skaberne, Trey Parker og Matt Stone, skubbet rammerne for hvad der kunne lade sig gøre i TV, med dens grove humor, dens politiske u-korrekthed og samfundskritisk humor. Disse elementer fangede South Park: The Stick of Truth perfekt i 2014, på en måde at det virkede helt surrealistisk at spille et rigtigt South Park spil. Nu er drengene så tilbage på konsol markedet, med South Park: The Fractured But Whole (hvem kan ikke elske den titel?).
Obsidian er blevet skiftet ud med Ubisofts egne interne studier, gameplayet er blevet ændret og selv South Park ser anderledes ud. Der er rykket rundt på enkelte bygninger, imens der er blevet tilføjet nogle nye. Lidt mærkeligt, når man tænker på at spillet foregår dagen efter TSOT (dette berører også et stort plot punkt, iøvrigt), men lad os nu se bort fra det.
I denne omgang har drengene skiftet Dungeons and Dragons ud med superhelte, hvor planen er at skabe en stor Superhelte franchise, i stil med Marvels Cinematiske Univers. Naturligvis opstår der skænderier, der deler gruppen op i to. Gennem denne leg støder de, ved et tilfælde, på en stor konspiration der kan have katastrofale konsekvenser for byen. Samtidig må New Kid (som essentielt er dig) døje med sine forældre, der er henholdsvis alkoholiker og pot vrag.
Traditionen tro, er her en masse toilet humor, som er grov, politisk ukorrekt og samfundskritisk. Humoren fra showet og TSOT er skruet op til 11, og som vanlig ender det med at gå for langt. Her er mange ubehagelige og upassende situationer og jokes; enkelte er endda direkte syge, men det er hyldende morsomt. Jeg vil meget gerne vide hvad forfatterne eventuelt har været på, da de skrev spillets manuskript, fordi jeg vil også gerne have lidt! Jo længere man kommer ind i spillet, jo mere vulgært og langt ude bliver det. Her er så mange overraskelser, at man umuligt kan forudse hvad der vil ske næste gang.
Det er dog ikke perfekt. Spillet er lidt for afhængig af prutte jokes, selvom de (indrømmet) er over gennemsnittet for denne type jokes. Ydermere trækker historien også lidt ud til sidst, hvilket dog bliver reddet af overraskelser og humoren. Men om dette spil besidder humor, kommer meget an på hvem man er. Om hvor let man bliver triggered (taget i betragtning af nutidens følelses politik, er det overraskende at spillet stadig er udkommet, uden kontrovers), eller om man er til grov humor. Men er man South Park, føles det atter som at man spiller en helt sæson, og vil være hysterisk morsomt. Også selvom det ikke føles lige så frisk, eller så offensiv som TSOT.
TFBW er stadig et RPG spil, men kamp systemet har ændret sig drastisk. Nu har man gjort det til et taktisk RPG, ála Final Fantasy Tactics, Disgaea og Fire Emblem. Dog i en meget simplificeret form. Du kan have op til tre personer med dig (udover dig selv), og både du og fjender har hver deres tur til at rykke rundt, og eventuelt foretage sig et træk. Man skal derfor også tænke sig om, om det er klogt at springe en tur over, eller tænke på sin position i forhold til diverse angreb og andre moves. Man skal dog aldrig tænke på, at kunne gøre skade på sine allieret, hvilket er et eksempel på simplificeringen. Ligeledes kan man kun foretrække sine moves vandret, sjældent lodret. En underlig beslutning, men det tilføjer faktisk meget strategi (og giver mening, i forhold til animationen).
De forskellige angreb, summons og (indrømmet) god kamp dialog bliver ensformigt med tiden, men kampsystemet formår alligevel at forholde sig frisk. Ikke blot i forhold til fjender, men spillet er ikke bange for at vende op og ned på reglerne. Såsom kampe, hvor man bare skal nå til den anden ende, eller holde sig væk fra visse områder. Det er blot få eksempler, men kamp systemet er overraskende kreativt og overraskende. Selvom spillet bliver lidt for glad for, at smide nye fjender ind i kampen når man har besejret dem der ellers stod tilbage.
Humoren spiller også en stor del her, dog på en positiv måde. Udover de mange kommentarer, er der trods alt glæde ved de forskellige animationer. Selvom det bliver ensformigt, grinte jeg alligevel når jeg for tyvende gang grinte af Super Craigs buff, hvor han rækker f*** af sine modstander, og derved opnår immunitet over for skade. Eller hvem man kæmper imod, hvor især en fjende bliver brugt på en ret sjov måde.
Går vi ind i detaljerne, er der et artefakt system. Disse finder man undervejs, hvor de kan give fordele i eksempelvis skade man giver, diverse bonusser og hvor meget liv man har. Umiddelbart giver det lidt dybde, men egentlig ikke. I sidste ende handler det ikke om præferencer, men om hvad der øger ens might. Man har aldrig frie hænder, heller ikke når DNA bliver involveret. Det er dog stadig værdsat, da det tager fokusset væk fra kostumer, som set i TSOT. Nu kan man frit skifte tøj, uden at tænke på fordele og ulemper, hvilket gjorde at jeg skiftede kostumer ofte. Sådan noget er bare dejligt.
Udover dette, er der de fire forskellige slags super prutter, hvor de alle bruges til udforskning og tre af dem i kamp. Den første invalider en fjendes tur fuldstændig, og kan være meget nyttig i forhold til at holde en karakter i live. Den anden stopper tiden kortvarigt, hvor du frit kan slå løs på fjender. Den sidste lader dig tilkalde en kopi af dig selv, samtidig med at det koster fjenden en tur. Disse prutter tilføjer en overraskende dybde til kamp systemet, der også er retfærdigt designet så man ikke kan spamme løs.
Selvom de er nyttige, skal man dog ikke bekymre sig om sværhedsgraden, for det meste. Ja, ens karakter dør ofte, men alle er ved fuldt liv efter en kamp (medmindre der sker et par kampe i streg, hvor spillet ikke altid vil heale en). De fleste fjender er ret lette, selv på mastermind (der plejede at være den sværeste mulighed), men der er enkelte kampe der kan yde stor modstand. Generelt set er der mere udfordring end i TSOT, men her mangler stadig noget.
Når man ikke kæmper, udforsker man den smalle verden. Og ja, den er smal. Du finder ikke oceaner af mini spil (kun enkelte der finder sted i historien), men enkelte sidemissioner og nogle samle objekter. Det er dog i orden, fordi det er trods alt begrænset hvad der kan gøres med South Park. Men hvad der her i denne verden, er godt. Der er gode sidemissioner, hvor nogle er morsomme og overraskende. Jeg griner stadig bare ved tanken af nogle af dem. Samtidig er der en Metroidvania følelse over udforskningen, hvor man låser op for teknikker der lader en komme hen til områder og skatte, som man ikke kunne før. Det er her især, at prutte humoren mister sin effekt, men historien formår at gøre det sjovt igen. Ydermere er der også titel systemet, der består af at udføre specifikke ting og samle ting, der giver bonus EXP. De er belønnende at udføre (såsom at indsamle yaoi tegninger. Ja, du læste rigtigt), og giver mange fine ting, selvom ens level ikke betyder en disse efter level 9.
Og så er der naturligvis de mange referencer til serien, og kultur. Ligesom i TSOT, fungerer denne del bedst hvis man allerede er fan af serien, men der er alligevel kulturelle pointer. Såsom (endnu engang) afhængighed af sociale medier og politisk korrekthed og kønspolitik. Noget af det er ikke nyt, men jeg har en mistanke om at kun South Park kan slippe afsted med nogle elementer af sin humor og kritik. Måske fordi serien har gjort det siden 1997, men jeg er overrasket over at et specifikt segment (som jeg ikke nævner her) ikke har gjort nogle indvendinger. Men det er skam også kun godt!
Ligesom sidst, ligner spillet showet på en prik. Det er ikke lige så imponerende i denne omgang, da vi allerede har set dette blive udført, men det er stadig herligt at se på. Denne gang kører det også med 60 billeder i sekundet, og er noget mere stabilt til og med. Det eneste der har problemer er det, ellers, fremragende stemmeskuespil, hvor dialog klip til tider gentages lige efter hinanden. Men bortset fra det, er spillet ellers fejlfrit.
South Park: The Fractured But Whole er ikke det samme overraskende spil som Stick of Truth, og humoren er heller ikke lige så offensiv som førnævnte. Det ændrer dog ikke på, at spillets humor stadig er flere kilometer foran andre spil, i denne industri. Især hvis man er fan, er dette et hysterisk morsomt spil. Og sammen med endnu bedre gameplay, og en fin længde på tyve timer, er dette en let anbefaling. Hvis man ikke er fan af serien, kan det være lidt sværere at sælge spillet. Især hvis humoren ikke falder i ens smag.
For South Park fans er her rigtig meget at komme efter, så skynd jer ud og køb det. For dem der ikke er fans, kan du sikkert springe dette spil over. Karakteren reflekter en fan vurdering. En ting er dog sikkert: South Park fortæller en bedre superhelte historie end DC Extended Universe.