Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Wolfenstein II: The New Colossus

Skrevet af: Nike   2018-03-29

Tilbage i 2014 gjorde Wolfenstein serien et comeback med Wolfenstein: The New Order. Dette spil var en kæmpe overraskelse, med fremragende gameplay krydret med en overraskende emotionel og spændende historie, samt en overraskende interessant verden. Teorien og fiktions historier om nazisternes verdensherredømme er set før, men W:TNO formåede at gøre element ekstremt voldsomt. Det samme gør sig gældende for Wolfenstein II: The New Colossus.

Denne gang befinder vi os i USA, hvor spillet fortæller hvordan nazisterne overtog nationen og siden hen har konverteret amerikanerne til nazismen. Her er så mange fine detaljer, såsom påtvungen tysk lektioner og rekrutteringen af KKK. For det meste læser man om det, fremfor at opleve det, men det efterlader stadig et kæmpe indtryk. Spillet er fremragende til at opbygge sin verden.

Selve historien, derimod, har jeg det svært med. Spillet foregår fem måneder efter The New Order, hvor William Joseph "BJ" Blazkowicz vågner efter at have været i koma, efter The New Order's sidste boss. Som sagt, går turen herefter til USA, hvor BJ og hans gruppe af modstandsfolk, ved hjælp af andre, søger at starte en revolution.

Spillet tager alle de narrative elementer fra forgængeren der virkede, de dybe og velskrevede karaktere, overraskende øjeblikke, medrivende scener og mesterligt sort humor, og gør dem endnu bedre. Det er utroligt at forfatterne har så god forstand på hvornår humor virker, og hvornår det seriøse virker. Især et øjeblik sent inde i spillet, blander humor og seriøsitet i en ekstrem imponerende grad, at det matcher perceptionen af Jokeren i The Dark Knight. Der er andre øjeblikke der efterlod mig forstyrret, chokeret, rørt, i tårer og i gråd.

Spillet tilbyder også nogle af de mest velskrevede karaktere, længe set i et FPS spil. Hovedskurken Frau Engel er let en af de absolut ondeste skurke nogensinde indenfor denne genre, hvilket medfører nogle ubehagelige og intense scener. Man vil følge reel had for hende. BJ fortsætter sit karakter ark fra The New Order, og er godt på vej til at blive en af de mest komplekse og interessante hovedpersoner indenfor gaming.

Men dette var kun gældende for spillets første halvdel. Humoren forblev, men kun få scener påførte en emotionel respons derefter. Det hele starter med et chokerende øjeblik, der bliver løst gennem et deus ex machina plot twist. Drejningen er sat op på en måde, hvorpå det godt kan lade sig gøre, men det er billigt og et tegn på at forfatterende mente at de var overmodige, og hurtigt ville rette op på det. Javel, BJ er en badass og twistet er det ultimative bevis på dette, men når man har gået så langt for at gøre ham menneskelig, fyldt med tvivl og et tortureret sind, diskreditter dette twist ham nærmest de øjeblikke, og sletter de førnævnte kvaliteter.

Det gør ondt, fordi spillets første halvdel har noget af det bedste jeg nogensinde har set i et videospil. Her er så mange overraskelser, og så flot spil på ens følelser. Samt viljen til at ikke holde sig tilbage, at vise ondskab og grotesk vold med reel mening, og hvordan det gode kan have svært ved at overleve i blandt så meget ondskab. Der er stadig mindeværdige øjeblikke i spillets anden halvdel, og historien er stadig langt over gennemsnittet. Især for et FPS spil. Den emotionelle kompleksitet mangler bare, og det kommer sikkert også til at mangle i den eventuelle fortsættelse.

Gameplayet fortsætter de samme takter, som set i The New Order og The Old Blood. Det er et FPS der har sine rødder plantet i fortiden, hvor man kan bære rundt på alle våben på en gang, og med aggressivt pistol spil. Man kan bedst sammenligne dette med det fremragende Doom, fra 2016.

Forskellen her er dog, at The New Colossus også er et stealth spil. Det er bedst at være så stille som overhovedet muligt, især når der er kommandører til stede, der vil tilkalde uendelige mængder af soldater hvis man bliver opdaget. Man kan foretage stealth takedowns (der er ret voldelige og tilfredsstillende), bruge sin pistol med lyddæmper (når man har skaffet den opgradering), og man kan kaste med økser.

Ligesom tidligere, fungerer dette og det danner ramme for belønnende øjeblikke. Det kan dog være svært, da man ikke altid har feedback nok til at kunne opdage fjenderne, men dette ødelægger ikke spillet på nogen måde, selvom man nok kommer ind i lidt flere ildkampe end man har lyst til.

Disse ildkampe kan være noget hektiske, men heldigvis er her ikke kun et godt og effektivt arsenal med også en god følelse af at bruge dem. At pløje nazister ned med kraftfulde shotguns holder aldrig op med at være underholdende og tilfredsstillende. Ligeledes er det også en glimrende mulighed, at man frit kan kombinere hvilke våben man holder i hver hånd, så der er mange måder man kan påføre smerten på!

Perks vender også tilbage, der giver en forbedringer at gå efter. Hvad der kræves af dem giver mere mening i denne omgang, og farming er stadig en mulighed. Disse bliver suppelementret af contraptor upgrades, som man låser op for halvvejs inde i spillet. Her kan man vælge at kunne udvidde sine ben og nå højere op i luften, øge sin styrke så man kan dræbe fjender og ødelægge barriere ved at sprinte, og til sidst at kunne kravle gennem smalle områder (man kan finde de resterende når man har gennemført spillet). Disse bliver ikke helt udnyttet på en måde, hvor det tilføjer til strategien (men lad være med at vælge sprinte opgraderingen), men det hjælper på variation.

Hvor spillet dog ender med at løbe ind i problemer, er den lidt upræcise balance mellem stealth og ildkamp. Man dør forbavsende hurtigt, hvis man ikke forbereder sig ordentligt. Irriterende, men det kan forskellige saves løse. Hvor kæden hopper af, er de enkelte tidspunkter hvor man bliver tvunget til kamp. Klasse eksemplet er en ildkamp i midten af spillet, der foregår i en retssal. Her har man ikke de rette midler med sig, og det meste man kan gemme sig bag kan let blive ødelagt. Det tog mig mindst tre kvarter at klare denne sektion, fordi spillet er simpelthen ikke bygget til sådanne situationer.

Spillet tilbyder også side missioner, men disse føles lidt halvhjertet. Bortset fra dem der vedrør contraptor opgraderinger, får man intet for at klare disse. Lidt bedre bliver det, når man skal jagte Überkommandanter. Dette låser man op for sent i spillet, hvor man kan genbesøge tidligere områder for at jagte på samleobjekter (hvor sangene heldigvis vender tilbage) og førnævnte kommandanter. Det hjælper med at give spillet mere liv, selvom de nok kun føles belønnende for dem der går op i trophies/achievements.

Det er dog værdsat, og de tilføjer ekstra timer til et spil, der allerede har en fin længde på 16 timer (jeg gik dog også efter samleobjekter). Det tog mig ca. 30 timer at få 100%. Og skulle man stadig være sulten efter mere, tilbyder spillet sværhedsgraden Mein Leben, hvor spillet ikke kun er på højeste sværhedsgrad, men hvor man ikke kan gemme og dør man sendes man tilbage til starten af spillet. Man skal være noget af en sadist, for at udsætte sig selv for dette.

Grafisk set er Wolfenstein, for det meste, et pænt spil. Karakterne er velanimeret, hvor især mellemsekvenserne er af utrolig høj kvalitet. Grafikken halter dog ved enkelte tilfælde af pop-in, og de til tider kedelige bunkere. Ros skal dog gives til de groteske og belønnende stealth kill animationer. Grafikken understøttes af passende musik, og fremragende stemmeskuespil og lyd.

Wolfenstein II: The New Colossus er stadigvæk et spil der er langt bedre end dit gennemsnitlige FPS spil, og på nogle måder også et af de bedste spil i 2017. Men jeg kan alligevel ikke undgå, at det føles som et skridt tilbage i forhold til forgængeren, grundet historiens anden halvdel og enkelte ujævne gameplay sektioner. Det er en skam fordi her er ellers meget at elske, og den første halvdel er intet mindre en fantastisk.

Den første halvdel alene er nok til at anbefale spillet, og det er et af de bedste spil i 2017. Men det er stadigvæk et skridt tilbage for serien.

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10