Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
BRUGERANMELDELSE

Ni no Kuni II: Revenant Kingdom

Skrevet af: Nike   2018-07-06
Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Tilbage i 2013 udgav Level 5 Ni No Kuni: Wrath of the White Witch, et rollespil der blev skabt i samarbejde med det legendariske animations selskab Studio Ghibli. Resultatet var et godt JRPG, som jeg belønnede med et 8/10 i sin tid. Det havde enkelte problemer, såsom en irriterende hovedperson, en ujævn præsentation og en utilfredsstillende slutning. Nu står vi sår, i 2018, med fortsættelsen Ni No Kuni 2: Revenant Kingdom. Et spil der er drastisk anderledes, i forhold til sin forgænger.

Hvor det første var et JRPG blandet sammen med Pokémon, er NNK2 et hack and slash JRPG. Man styrer en karakter af gangen, hvor man kan parere, rulle rundt, bruge magi eller slå løs på fjender, men enten hurtige eller tunge angreb. Det er et livligt kampsystem, der er rigtig sjovt at spille. På dette punkt er spillet endnu bedre end sin forgænger. Det er unægtelig sjovt, og selvom fjendegalleriet godt kunne være mere varieret, er det, for det meste, en fornøjelse.

Men det er så også her, at spillet løber ind i problemer. Ser i, dette er et af de spil, hvor der er en negativ ting hver gang, der er en positiv ting. Det er et spil der giver og tager. Et spil med blå mærker, der er dækket til med sløset makeup og maske. Lad mig præsentere jer for Ni No Kuni 2 mine damer og det der er værre! Et af de mest frustrerende oplevelser jeg længe har haft.

Problemet med kampsystemet, er sværhedsgraden. Jo vist, søger man fjender der er over sit eget level, skal man forvente at man får de samme mængder tæv, som Alternativet står til at få ved næste folketingsvalg. Og selv hvis man er over level, kan enkelte sene fjender også være lidt af en mundfuld. Men følger man historien, er spillet alt for nemt. Selv hvis man ikke gør så meget ud af, at side queste. For at give et par yderligere eksempler på den lave sværhedsgrad: jeg gennemførte historien uden at købe en eneste ting fra de mange butikker. Jeg lavede kun våben og udstyr, hvis en side quest krævede det, fordi fjenderne skulle nok holde mig opdateret udstyrsmærssigt. Jeg havde det stadig sjovt, men dette skader både potentiel intensitet ved kampene, muligheden for at lave sit eget udstyr og muligheden for rent faktisk at bruge penge. Det bliver bare overflødigt.

Det gode: Efter nogle kapitler lærer man at bygge sit eget kongerige. Her finder man folk gennem side quests, og bygger bygninger der kan alt fra at lave ting, til at gøre livet lettere for dig. F.eks. ved at få smidt flere livsbolde under kamp, have lettere ved at opdage sjældne ting m.f. Selvom det ikke er lige så frist, som i Dark Cloud og Dark Chronicle, så er det unægtelig belønnende at se sit kongerige vokse, og få op til flere fordele ude i verdenen. Alene dette punkt er nok til at holde en investeret i spillet.

Det dårlige: historien om dette er røvsyg. Spillet åbner med Roland, der er præsident i vores verden. Han er på vej til et stort internationalt møde, der dog bliver afbrudt af et par ikke-inviteret atom missiler. Han vågner derefter op i et andet univers, i Ding Dong Dells slot hvor den siddende regent, den unge knægt Evan, bliver udsat for et coup d'état der rent faktisk lykkedes, modsat Tyrkiet anno 2016. I løbet af denne første time bliver Roland præsenteret som hovedperson, og nedgraderet til en side karakter, hvor Evan nu er omdrejningspunktet.

Rolands start bliver derefter droppet, hvor det første bringes op ved klimakset. Før det skal han dog være en del af en kort plottråd, der er så idiotisk udført at det praktisk talt er en fornærmelse. Resten af plottet er forudsigeligt, og tilføjer ikke mere end den gennemsnitlige lørdags tegnefilm for børn. Dette er en ligegyldig historie, hvor de enkelte situationer der lover lidt dybde og kompleksitet, bliver en trussel. En trussel, fordi spillet hurtigt trækker i land og vender tilbage til det sikre. Og når historien i et 30 - 40 timers langt RPG ikke er god, så bliver det et alvorligt problem.

På med ja hatten igen: gameplay strukturen er inspireret af JRPG spil fra 80'erne og 90'erne, såsom Final Fantasy og Dragon Quest. Allerede der er der god nostalgi, for en gut som jeg. Verdenen er ikke den største, men den er fyldt med indhold. Uendelige mængder ærinder at klare, 175 side quests, det førnævnte kongerige byggeri, ti dream doors (dungeons der fra gang til gang skifter bane design og regler, og som i øvrigt er ret sjove), 60 side bosser og en lang række valgfrie omgivelser. Man kan endda udkæmpe små slagkampe, hvor man bygger en hær med fire grupper af forskellige soldater, og fører krig i op til 50 forskellige missioner.

Og nu vil jeg trampe på førnævnte ja hat: de fleste valgfrie omgivelser og alle dream doors er kedelige at udforske. Hvad der ikke er en del af en historie mission, tilbyder ensformige bane design, hvor man har støbet banerne sammen med så lidt som muligt, så billigt som muligt. Slagkampene mangler dybde, og er i øvrigt irriterende at klare. Der er ingen liste over hvilke man har klaret og ikke har klaret, og så kan man ikke stole på hvornår de dukker op. Det ene øjeblik er de der, det næste er de der ikke. Det er slemt nok at man hele tiden skal holde øje med kortet og håbe, men det hjælper heller ikke at når ens hær når level 25, at så kan man nærmest højt og helligt skide på level krav. Eksempelvis kunne min level 25 hær snildt overvinde en level 38 mission, og da jeg selv nåede level 40-49, fik jeg kun missioner der var beregnet til 20-30'erne.

Dertil kommer præsentationen af det hele. Grafikken er rigtig pæn, og man kan næsten ikke mærke at Studio Ghibli ikke er involveret i denne omgang. Kunststilen er smukt, spiller kører ofte på 60 billeder i sekundet og, bortset fra side omgivelserne, ser forbandet godt ud. Det bliver desuden også bakket op af god musik og godt stemme skuespil...

Hvis Level 5 kunne finde ud af hvornår der skulle være tale. Spillet har mellemsekvenser, men mere detaljeret animationer og stemme skuespil, men dem er der få af. Resten er statiske animationer og tekst kasser. I de fleste tilfælde, bliver teksten underbygget af hurtige stemmeklip, der kort opsummerer den pågældende karakters humør i den givende sætning. Andre gange er der stemme bag hvert eneste ord. Og mange gange starter disse boks situationer med førstnævnte, for pludseligt at skifte over til rigtigt stemme skuespil. Hvis spillet ikke kan finde ud af hvordan den skal fortælle sin historie, hvorfor fanden skulle jeg så gå op i det?

Og selv trods disse problemer, er jeg p.t. 50+ timer inde i spillet og jeg stopper ikke, før jeg har fået platin. Jeg har det ganske enkelt sjovt. Men det er en blanding af sjov, tålt ophold og min completionist OCD. Spillet gør så meget rigtigt, men også så meget forkert. Jeg vil gerne elske dette spil, men det vil dét ikke lade mig. Ni No Kuni 2 er stadig en god oplevelse, men at give sig i kast med spillet er som at give sig i kast med et problematisk forhold. Der er ting man vil huske og mindes ved, men mindst lige så meget man vil tænke dårligt tilbage på. Ikke just det sundeste forhold, man kan begive sig ud i.

Samlet karakter: 6/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10