Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
BRUGERANMELDELSE

Hyrule Warriors: Definitive Edition

Skrevet af: Nike   2018-11-09
Facebook
TwitterReddit

Da Hyrule Warriors oprindeligt udkom, registrerede jeg det dårligt. Dels fordi jeg var ligeglad med Wii-U'en, fordi jeg aldrig har været den store fan af Zelda (Breath of the Wild er, til dato, det eneste Zelda spil jeg har gennemført) og fordi Dynasty Warriors serien aldrig har sagt mig noget. Men da det blev annonceret til Switch, blev jeg alligevel nysgerrig. Måske fordi jeg mangler flere spil til den, men nok også fordi jeg gerne ville give det en chance. Og det er jeg faktisk tilfreds med, at jeg gjorde.

Gameplayet er simpelt. Du befinder dig på slagmarken hvor du styrker kæmper imod hinanden. Det handler om at overtage kontrolposter, og at besejre fjendens kommandører. Dette gør man ved at slagte alle soldater i nærheden. Modsat andre spil, har man højst sandsynligt dræbt 1000 fjender indenfor ti minutter. Man er en sand dræbermaskine, som de mindste soldater dør i et slag og ikke udgør noget der minder om en trussel. Tricket består i at bevare sine baser, hvor man til tider må kaotisk løbe frem mellem fjendens og sin egne baser, for at overtage de nye og bevare dem man har. For det meste gøres dette lettere ved, at man har muligheden for at skifte mellem forskellige karakterer.

Som man spiller banerne, får man at vide, hvad ens prioriteter er. Det kan være at overtage en bestemt base, beskytte til karakter eller besejre en stærkere fjende. Her skal man holde tungen lige i munden, og samtidig være opmærksom på andre beskeder, såsom at en allieret er ved at dø. Det er hektisk, nogle gange lidt for hektisk. Jeg opfangede i hvert fald ikke altid beskederne, hvilket resulterede i en del nederlag. Jeg kan argumentere for at det er spillets skyld, men også for at det er min egen.

Men det er netop dette hektiske forløb, der gør spillet sjovt og belønnende at fuldføre. Disse følelser bliver gjort endnu stærkere af, at ens karakter stiger i level, man samler spandevis af rupees (spillets valuta) og nye våben. Mellem banerne kan man bruge rupees til at hæve andre karakterers level, overføre våben færdigheder til andre våben og påføre karakterende nye færdigheder i samarbejde med rupees og indsamlet materiale. Det føles belønnende at opgradere sine krigere, selvom det er en smule ensformigt da alle lærer det samme. Ligeledes kan der være rimelig langt mellem nye våben, som man rent faktisk kan bruge.

Til at starte med, findes der en kampagne der er overraskende lang. Her er ret mange baner, hvor tidligere udgivet DLC bliver indlemmet i kampagnen. Dog skal man stadig låse op for det, hvilket er en dejlig ting. Her er adskillige timer at vente, med masser af ting der skal opnås og låses op for. Og til trods for dette, så er vi langt fra færdige. Hyrule Warriors er et gigantisk spil på Switch.

Næste mode er Adventure Mode. Her har man et spillebræt baseret på det oprindelige The Legend of Zeldas verden. Musikken er fra dét spil, karakterende på brættet bliver vist med samme gamle grafik. Alle felter har deres egne udfordringer, såsom at besejre x antal fjender, dræb en boss, besvar en quiz mm. Ydermere kan nogle af disse felter gemme på hemmelige belønninger, men dem skal du opdage på brættet, ved at bruge item cards på specifikke punkter på skærmen. Her kan det hjælpe hvis man kender det gamle spil ud og ind. Her kan man lukke op for nye våben og krigere, som der er 29 af i alt.

Alene dette første spillebræt er overvældende stort. Men siden alt DLC er inkluderet, er der yderligere fire bræt med egne kreative regler. Såsom at tidsmekanikken fra Majora's Mask gør sig gældende. Ydermere er der co-up for to spillere, muligheden for at genspille kampagne missioner med lige dén karakter man vil, og mindst tre sæts challenge modes. Man kan endda indsamle faries, som man kan dekorere og gøre stærkere gennem mad. Hvis man vil klare alt, og få så meget ud af spillet som muligt, kan man let runde hundrede timer. Det må siges at være imponerende.

Det er så derfor en skam, at det er let at køre sig selv træt i det. Hvis jeg spillede i seks timer i streg, endte jeg med at miste motivationen og tæt på at blive vanvittig. For så blot dagen efter at føle mig motiveret igen. Det er hvad der kan ske, når gameplayet er så ensformigt som det er. Dette er et spil, der er bedste at spille i små bidder, hvor Switchens håndholdte natur er en stor fordel. Og selvom at spille Hyrule Warriors ikke er helt optimalt, da skærmen i forvejen er rimelig tildækket med ikoner og tekst.

Hvor der begynder at opstå ridser i lakken, er i forhold til spillets boss monstre. De fleste tager en evighed at nedkæmpe, hvor man må samle alle spilbare karakterer om bossen før man overhovedet kan tænke på at gøre skade. Når dette er opnået, skal man hakke løs til ens magimåler er udfyldt, udføre nævnte angreb og hakke løs indtil dens weak point måler er i bund, hvilket som regel kræver to magiske angreb. Det bliver hurtigt kedeligt, når disse melder deres ankomst. Nogle har svage punkter, som er lettere at udnytte og derved gør kampen hurtigere.

Til sidst er der spillets faries, der er fuldkommen ubrugelige. I de adskillige timer jeg pumpede i Adventure Mode, fandt jeg kun en fariy, og jeg fandt aldrig noget mad til den. Det bliver ydermere heller aldrig gjort klart hvor man kan få en fariy, eller mad til dem. Selv med våben, der angiveligt skulle booste ens chancer for at komme i besiddelse af førnævnte ting. Ligeledes er det heller ikke altid nemt at regne ud, hvem der kan få hvad af belønninger, grundet karakternendes 16 bit udseende. Og naturligvis er ikke alle karakterer lige sjove at spille som.
Hvad der dog er tydeligt, er at Team Ninja er store fans af Zelda serien. Her er spækket med fan service, i form af nostalgiske referencer og forskellige karakterer og våben. Selvom min historie med serien er svag, værdsætter jeg alligevel disse elementer. Selv kampagnens historie stikker lidt til hele debatten, om seriens kontinuitet.

Det er også det eneste sjove ved historien, der, udover at være kedelig, ikke er enig med sig selv om hvordan den skal forklares. Loading skærme giver os stemmer der enten genfortæller hvad der skete i en tidligere bane, eller (ret fornærmende) genfortæller den mellemsekvens man lige har set. Kunne ikke undgå at blive lidt sur. Selve mellemsekvenserne er flotte at se på, men det er ret mystisk at man har animeret dem så livagtige og taler til hinanden, men uden stemmeskuespil. Når mundende bevæger sig, og der ingen stemmer er, kun tekst, taber historien min interesse. Den ved ikke hvordan den vil fortælle om sig selv, så hvorfor skal jeg så gå op i det?

Heldigvis har spillet et herligt soundtrack. Gamle Zelda melodier, genopført med et energisk rock- og metal soundtrack, hvor det er umuligt ikke at lade sig rive med. De er energiske og sjove, der kun tilføjer til hvor sjovt dette spil kan være.

Når spillet virker, så virker det fortræffeligt. Hyrule Warriors er pisse sjovt og belønnende at spille, hvor mængden af indhold i sandheden er imponerende. Der er tydeligvis lagt en stor kærlighed i projektet, til fordel for både Zelda fans og dem der ikke er. Det er en skam, at spillet har et par bemærkelsesværdige problemer, samt at det ikke egner sig til at blive spillet flere timer ad gangen. Alligevel er spillet en klar anbefaling, og endnu en god port til Switchen.

Samlet karakter: 8/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10