Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
BRUGERANMELDELSE

Red Dead Redemption 2

Skrevet af: Nike   2018-12-02
Facebook
TwitterReddit

(Online betaen er ikke en del af bedømmelsen, da det praktisk talt er DLC)

Red Dead Redemption 2 behøver vel ingen introduktion. Nærmest alle er bevidste om spillets eksistens. Selv dem der normalt ikke har så meget at gøre, med gaming. Rockstar Games udgiver ikke kun spil, så meget som de altid sætter en ny standard inden for videospil industrien. Det er trods alt dem, der skabte open world formularen. Eller i hvert fald gjorde den populær. Nu tager de os tilbage til det vilde vesten, og forventningerne er store.

Ved spillets start bliver det hurtigt gjort klart, at RDR2 ikke er som så mange andre open world spil. Når man endelig bliver sluppet løs, bliver man ikke overfaldt af ikoner der peger på side missioner, tårne eller samleobjekter. Ligeledes heller ingen bygninger med deres egne missioner, eller steder man kan teleportere (fast travel findes, på en anderledes facon). RDR2 afviser at holde dig i hånden, og kræver at du lever dig ind i spillets verden og udforsker den.
Det er dejligt forfriskende, selvom det til tider udfordrer ens tålmodighed. Man skal til tider ride ret langt, for at komme hen til næste mission, der sagtens kan være et godt stykke væk fra den nærmeste by (man kan kun fast travle fra by til by, hvis man finder en specifik hestevogn i pågældende by). Generelt sker der dog noget på de lange rejser, i form af tilfældige fremmede, der måske har brug for din hjælp. Selvom dette yderligere kan forsinke dig, i forhold til hvor du vil hen.

Det er konsekvensen af Rockstars design filosofi om realisme, men det er en pris jeg med glæde betaler. Det føles virkelig som Amerika anno 1899, der har taget store skridt imod et civiliseret samfund. Med drys af feminismens opstandelse, racisme og borgerkrigen der har efterladt grimme spor i folk og omgivelserne. Ikke at disse emner nogensinde, for alvor, bliver behandlet men det er der. Og så uddeles der plus point for muligheden, for at dræbe KKK medlemmer.

Realismen bliver dog taget lidt for langt, til tider. At styre Arthur kan være noget klumset, da han, kontrolmæssigt, er lidt tung i røven. Til tider kan det være svært at placere ham ordentligt, han stopper ikke altid når man har sluppet analogstikket (det samme gælder ens hest), og så kan det være besværligt at få den rigtige knap besked til at dukke op til tider. Til tider følte jeg endda, at jeg ikke havde 100% kontrol over ham, selv når spillet ikke kørte på et manuskript, og dække systemet er ikke altid perfekt.

Og jeg kan passende blive ved. At skulle spise mad for at holde sine livs målere i gang, og samtidig tænke på sin vægt modstrider hinanden. Logikken man bliver introduceret for, at man kun skal spise når ens målere har brug for det. Men du skal spise ofte, for ikke at blive undervægtig. Bliver du det, drænes dine målere hurtigt. Jeg brugte det meste af min tid på at være undervægtig (ligesom i virkeligheden), og jeg kunne bare ikke komme væk fra det. Jeg manglede aldrig mad, men det var stadig irriterende.

Og når nu vi er i gang: historie missionerne er simpelthen for gentagende. Ikke fordi der mangler variation, i forhold til hvad man laver, men fordi at de er forudsigelige. Langt de fleste af dem ender hektiske skydekampe, selvom man bliver lovet det modsatte, og mange af de store set pieces ender naturligvis med at gå galt. Efter et stykke tid, kan man forudse hvilke tricks spillet har i ærmet, til trods for enkelte overraskelser. Det blev irriterende, som i "virkelig, endnu en gang?".

Historien begår endda samme fejl, som Grand Theft Auto IV gjorde i sin tid: alt for mange overflødige karakterer, der mere fungerer som plot devices end reelle personer. Det var irriterende i 2008, og det forholder sig også sådan i 2018. Men overraskende nok, forhindrer dette mig ikke i at påpege, at dette ikke blot er Rockstars bedste handling til dato, men også et af de bedste oplevelser jeg har haft i år, og fra en forgænger generelt.

Red Dead Redemption 2 foregår i 1899, tolv år før forgængeren. Dutch van der Lindes bande er på flugt, efter et mislykket røveri, hvilket har taget livet af enkelte medlemmer. Dem der er tilbage, prøver så godt som muligt at overleve, imens Dutch finder på planer for fremtiden. Her spiller vi som Arthur Morgan, Dutchs højre hånd, der bidrager med alt hvad han kan. En simpel præmis, der dog skal vise sig at være uhyggeligt effektivt.

Udover Dutch inkluderer banden bl.a. Javier Escuella, Bill Williamson, Uncle og John Marston. Fans af RDR1 kender dem, og deres skæbner, og der bliver ikke gjort nogle forsøg på at retconne eller at snyde folk. Det er faktisk omvendt. Spillet er bevidst om sin rolle, bevidst om sin fremtid og udnytter det effektivt. Tag Dutch som eksempel. I RDR1 var han en ond satan. Men i RDR2 er han faktisk en god og karismatisk leder. Han holder oprigtigt af sin bande, og vil gøre sit bedste for dem. Man tror på det, hvilket gør hans forfald endnu mere tragisk og sørgeligt.

Men forgangsviden bliver brugt mesterligt (for det meste). Vi ved hvad der vil ske, men ikke hvordan. I sig selv gør dette visse sektioner intense, hvor man starter nogle missioner med en uhyggelig dårlig fornemmelse. Løjerne vil have konsekvenser, og jeg ville ikke være vidne til dem. Men jeg tvang mig selv til det. Og Rockstar tvang mig til at indse hvor meningsløst det hele var. Når medlemmer af ens bande dør, sker der pludseligt og uden tid til at reflektere. Dit eksistensgrundlag forsvinder hastigt, givet tidsperioden. Selvom du ikke vil erkende det, og når du endelig erkender det, gør det ondt. Jeg kan ikke forklare det uden at spoile handlingen, men jeg kan sige at RDR2 kan være satans deprimerende. Især slutningen. Ikke godt for en, der søger hjælp i psykiatrien, men som historiefortælling er det forbløffende hvad Rockstar har formået her.

Til trods for at være delvist bundet til ens egne valg, så er Arthur Morgan ikke blot den bedste hovedperson Rockstar nogensinde har skabt, men en af de absolut bedste i gaming til dato. Han har en kompleksitet, der sjældent er set. Han er et dårligt menneske, der alligevel har samvittighed. En forfærdelig mand, der udfører grusomme handlinger, men som alligevel både betvivler dem og bliver hjemsøgt af dem. Det er svært at forklare uden at spoile, det skal ses og opleves.

Dette, til trods for at der går en del timer, før han bliver interessant. Imod sætning til de fleste videospil fortællinger, så er RDR2s fortælling langsom. I langt de fleste missioner sker der intet, hvor der er langt mellem de store udviklinger i plottet. Et bevidst valg, der kræver tålmodighed. Fans af Breaking Bad og/eller Better Call Saul vil kunne nikke genkendende, til historiens langsomme tempo. Men holder man ved, bliver man belønnet. Når der endelig sker noget, føler man for det.

Her er, ydermere, også mange fine detaljer, både i forhold til forgængeren men også til karakter udvikling. Rockstar har skabt nogle af de bedste karaktererne, jeg længe har set (en kombination af fremragende dialog og fantastisk stemmeskuespil). Banden, som man er del af, er nuanceret, dybe, og har hver deres personligheder. Ofte blev jeg efterladt målløs over hvad jeg oplevede. Der er virkelig tænkt på alt, selvom det ikke altid virker. Men hvad angår Arthur og banden, er detaljerne herlige.

Og når vi nu er ved det, så indeholder selve gameplayet selv gode detaljer. Såsom en sen historie mission (igen, jeg vil ikke spoile noget), hvor det er tilfældigt hvornår den ankommer. Men det gælder også for tilfældige begivenheder. Som et eksempel: På en ridetur mødte jeg en mand, der havde brug for en læge. Jeg samlede ham op, tog ham til en læge hvor jeg blev fortalt, at manden skulle have amputeret højre arm. Jeg blev hængende, selvom jeg forventede at scenen sluttede efter den besked, og at NPC'erne blev guidet til at gentage den samme animation. Men nej, manden fik faktisk amputeret armen. Og der blev talt om det. Imponerende!

Ydermere kan tone lejet i diverse samtaler afhænger af hvor langt væk i er fra hinanden. At, hvis man opholder sig nok i sin lejer, ikke blot lærer karaktererne bedre at kende, men også kan være vidne til en lang række begivenheder. Mulighederne for hvad man kan opleve, er uhørt for et videospil. Man kan i sandhed mærke, at det er et spil der har krævet 100 timers arbejdsuger, hvilket er godt for spillet med skidt for udviklerne (dan nu nogle ordentlige fagforeninger for videospil udviklere, for fucks sake).

Yderligere ros skal også give til musikken. Woody Jackson vender stærkt tilbage med et lydspor uden lige, selvom det ikke rigtig fungerer uden spillets kontekst. De forskellige sange, derimod, er fremragende. De kommer på de helt rigtige tidspunkter, hvor de får en til at reflektere over den tid man har lagt i det vilde vesten. En af sangene rørte mig endda til tårer, og formår det stadig. Noget, som jeg ikke har oplevet siden To the Moon.

Desuden skal det også påpeges, at jeg ikke oplevede meget i forhold til glitches. Jeg har kun tre øjeblikke, hvor det tekniske svigtede. En mellemsekvens, hvor en karakters hoved vendte og drejede sig som i Eksorcisten, dyk i billedhastigheden i byerne og en mission jeg ikke kunne klare, grundet AI problemer, der krævede at jeg måtte genstarte spillet. Irriterende men stadig noget som Bethesda Game Studios kunne lære af. Det er ikke moddernes arbejde, at løse fejl og glitches og Rockstar viser hvordan man gør.

Der er bestemt en grund til, at så mange folk taler om Red Dead Redemption 2. At der er memes af endeløse mængder, citater ad libitum, og en lang række videoer. Selvom spillet har en struktur, er det en uforudsigelige oplevelse hvor ikke en spiller vil opleve de samme ting. Igen, hvad Rockstar har formået, er vanvittigt. Selv i min egen refleksion, sidder jeg måbende over hvad jeg har oplevet. Jeg ville ønske jeg kunne nævne disse øjeblikke, men jeg vil ikke spoile og jeg gider heller ikke skrive en roman. Og tro mig, jeg kunne nemt blive ved.

Hvad der står tilbage, når jeg reflekter over min oplevelse med Red Dead Redemption 2, er et fantastisk spil som jeg ikke 100% kan dedikere min kærlighed til. Det gør rigtig meget rigtigt, hvis ikke mesterligt. Der er meget som er elskværdigt. De små detaljer, hvor gennemtænkt historien er og løjerne ved blot at eksistere (selvom historien siger det modsatte). Jeg kan bare ikke elske det, da der er alt for mange små problemer. Kontrol besvær, mangel på variation.

Ydermere må Rockstar gerne få styr på, hvad det betyder at gennemføre et spil 100%. Da jeg lagde RDR2 fra mig, fik jeg at vide at jeg havde gennemført 84,3%. Men at opnå 100% kræver ikke, at man går efter alt. Eksempelvis, findes der 178 dyre arter, men man skal kun opdage under halvdelen af dem, for at det medvirker til 100%. Denne kritik er et resultat af, at jeg er en completionist. Ville bare nævne det.

Men trods sine problemer, føles dette som et nøje kalkuleret produkt, hvis visioner i sandhed bliver fuldført. Selvom det var på bekostning af dårlige vilkår, for Rockstars ansatte. Det skal der laves om på, men deres anstrengelser har ikke været forgæves. Selvom Red Dead Redemption ikke får 10/10, er det stadig et spil som du skal opleve. Ikke bare fordi det er populært, men fordi at det, for det meste, er yderst velstøbt og fyldt med øjeblikke du aldrig glemmer.

Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10