LIVE
logo hd live | Battlefield V - Firestorm Update
Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Assassin's Creed Odyssey

Assassin's Creed serien er efterhånden blev fast inventar på spilverdenens globale landkort. Serien har været utallige lande, tidsperioder, samt historiske personligheder omkring, senest med Egypten og Kleopatra i Origins fra 2017. I Odyssey går vi endnu længere tilbage i tiden, til det gamle Grækenland, hvor vi her får muligheden for, at vælge mellem en kvindelig protagonist, Kassandra, eller en mandlig, Alexios. Uanset valg af karakter består historien i det samme, da man bliver lagt en stor rejse, en odyssé, for fødderne. Her skal vanen tro snigmyrdes politikere, væltes konger, udkæmpes krige, besejres mytologiske bæster og langt, langt mere. Historien har fået et nøk op fra tidligere udgivelser, men forbliver sekundær og ikke mindst rodet at følge med i - mere om det senere. Spillet tager RPG-elementerne fra det forgange spil med over, og bygger videre på disse. Ligesom i Origins er det ikke en ubetinget succes, og det er noget Ubisoft bliver nødt til, at foretage en helhjertet beslutning omkring: Vil man være et decideret RPG, eller stealth-spil. På nuværende tidspunkt fungerer en blanding ikke optimalt, hvilket jeg tror man ville kunne løse ved, at satse på det ene eller det andet.

Lad mig dog få slået på plads, at Odyssey er flot. Enormt flot, og enormt stort. Førstnævnte er utvivlsomt et kæmpe plus, sidstnævnte er mere tvivlsomt. Ubisoft har længe brilleret i, at lave flotte open world spil - Far Cry, Watchdogs, ethvert tidligere Assassin's Creed spil, for blot at nævne nogle få. Odyssey er ingen undtagelse, og Grækenland er således en drøm at udforske med sine mange historiske landemærker. Dette er et karakteristika fra serien, som mange næppe ville være foruden, da der er noget magisk over, at besøge oraklet i Delfi, beskue Athen fra toppen af Akropolis, eller blot besejle det græske øhav. Desværre halter ansigtsanimationerne til tider, og jeg oplevede også en del visuelle bugs - blandt andet forsvandt min hest gennem jorden, for så på mystisk vis, at smide mig voldsomt af. Begge dele kan dog undskyldes, taget i betragtning af, hvor flot spillet i sin helhed tager sig ud. Som så mange andre åben-verden spil, bliver spillets spektakulært store verden dog også en akilleshæl, da verden til tider virker tom - og når man endelig støder på noget, er det som oftest temmelig intetsigende og repetitivt indhold.

Gameplay minder meget om sin forgænger. Man kan selvfølgelig snigmyrde sine fjender, hvilket man også bliver opfordret til, og når skyggerne ikke er lange nok, må man ty til nærkamp. Her er man udstyret med spyd, sværd, køller og ikke mindst bue og pil. Ens angreb er simple, da man har mulighed for at udføre et let, hurtigt angreb, samt et tungere, langsommere angreb. Der kan undviges, blokeres, reflekteres - alt sammen standard mekanikker. Ligesom i Origins har man dog også muligheden for, at tilegne sig diverse evner. De kan være passive eller manuelt aktiveret, og det er her, man kan skræddersy sin figur efter egne behov. Vil man satse på at snige sig rundt, være en bestialsk hvirvelvind af ødelæggelse, eller en alsidig altmuligmand, kan man gøre det. Eller det vil så sige, det kan man ikke helt. Og heri består min første store anke med Odyssey. Da Ubisoft har satset så stort på, at implementere RPG-elementer, har man opdelt ens udstyr i forskellige levels og sjældenhedsgrader, samt allokeret et tilsvarende system til ens fjender. Dette betyder, at man, til min enormt store frustration, ikke bare kan snigmyrde hvem som helst. Til tider kan man kun tage halvdelen af en modstanders liv, hvorefter man er tvunget til, at engagere i nærkamp. Dette afslører selvsagt ens ellers snedige tendenser, og virker ødelæggende for illusionen om, at være en mesterlig snigmorder. Dette kan til dels omgås ved, at sætte point i stealth, men selv dette har sin begrænsning, da evnerne er låst bag ens level progression - reelt set kan man først snigmyrde hvem som helst, sent i spillet. Man bliver således tvunget ud i langt mere åben kamp, end man i min optik bør gøre i et Assassin's Creed spil. Om det blot er mig der lever i en forskruet verden, og ikke er i stand til, at følge med udviklingen, hvilket er ganske plausibelt, skal jeg ikke kunne sige. Afslutningsvis bliver enhver given kamp også hurtigt et raseri anfald på ens controller, lig barndommens febrilske Tekken kampe, hvor man skiftevis smadrer løs på undvig, og hurtig-angreb knappen. Igen skylder dette højst sandsynligt min egen inkompetence, og andre spillere vil muligvis finde mere dybde i systemet, men jeg fanger den ikke ligeså åbenlyst, som man eksempelvis gør i Blood-souls spillene. Dette leder mig til min store anke nummer to: gameplay-loopet er i sin essens ikke underholdende nok.

En australsk spilkritiker på Youtube, Skill-up, bruger udtrykket 'core gameplay-loop' - det loop der skal være tilpas underholdende, originalt og nytænkende til, at du bliver ved med at spille et givent spil, time efter time. Skill Up bruger udtrykket i sammenhæng med en anmeldelse af Anthem, hvilket grangiveligt boltrer sig i en helt anden genre, nemlig looter-shooteren, og han omtaler loopet som et 30-sekunders loop. I min optik kan denne filosofi også trækkes ned over andre spil, angiveligt med et loop bestående af mere end blot 30 sekunder, og udgør i mange spil essensen af, hvad der gør spillet værd at spille. Og her fejler Odyssey. Gameplayet er simpelthen ikke underholdende nok til, at holde spilleren fanget i de mange, mange timer udvikleren gerne se en bruge på det. Bevares, her er nogle memorable øjeblikke, såsom at udrydde en hel borg uden, at blive set, eller sparke en bjørn rundt ved hjælp af Spartan-kick evnen (seriøst, prøv det - det er hyle morsomt). Førstnævnte bliver dog kedsommeligt efter gentagne belejringer, og sidstnævnte er primært underholdende qua bjørnens animationer, som jeg ikke mistænker for, at være en bevidst synkroneret interaktion mellem evnen og bjørnen. Jeg gruede for hver direkte konfrontation med en gruppe fjender, ligesom jeg sukkede højlydt ved hver nye, overbevogtede borg der skulle overkommes. Samtidig er spillet også enormt grindy, da man bliver tvunget til, at kæmpe sig op på samme niveau som sine fjender, før man har en reel chance for, at besejre dem. Ja, nogle gange var man endda nødt til, at være i højere level end modstanderen før man havde en chance - bl.a. fik jeg gevaldige klø af et forvokset vildsvin, til trods for, at jeg var a niveau med den. Dette ville ikke være noget problem, hvis gameplay loopet var underholdende, eller sidemissionerne interessante. Desværre kan jeg ikke billige nogle af delene, og særlig sidemissionerne var intetsigende, da de primært bestod af klassiske RPG-missioner såsom "dræb den og den", "find den genstand til mig" eller "eskorter den person fra A til B." Som om, at det ikke er slemt nok, er der tonsvis af disse gabende kedelige missioner, og for hver ny by man kommer til, bliver man bombarderet med missioner, der bliver smidt i hovedet på en, på en enormt uoverskuelig vis. Hvis blot det ikke var på tvungent at slave sig gennem et utal af disse missioner, bare for at kunne avancere i historien, havde jeg kunne vende det blinde øje til. Jeg havde dog sat stor pris på, hvis der blot havde været få, fakultative sidemissioner af høj kvalitet. Denne mentalitet - kvalitet fremfor kvantitet - er et gennemgående tema for spillet.

Og hvordan tager hovedhistorien sig så ud? Tjah, middelmådigt. Det er en historie om, at finde, og skabe, sin individuelle identitet. Dette gøres gennem en episk rejse, odyssé, hvor protagonisten skal gennemtrævle det halve Grækenland, for at finde svar på, hvem deres forsvundne mor, og ultimativt sig selv, er. I klassisk Assassin's Creed stil bindes forskellige historiske figurer ind i plottet, såsom oraklet i Delfi og dramatikeren Sofokles, hvilket giver et interessant drys af krydderi. Desværre fandt jeg bare ikke dialogen interessant nok, og gentagne gange havde jeg lyst til, at råbe af Kassandra på baggrund af den lamme, let gennemskuelige dialog. De forfejlede, stive ansigtsanimationer gør heller ikke noget godt for spillet. Endelig fandt jeg det distraherende, at man ikke bare kunne pløje igennem hovedhistorien uden hele tiden, at skulle begive sig ud på førnævnte sidemissioner, for at indfri næste hovedmissions level krav. Kontinuiteten manglede simpelthen, hvilket desværre trak ned på historiens helhedsindtryk. Når ret skal være ret, så har jeg dog ikke spillet meget mere end 15 timer, hvilket primært skyldes, at jeg simpelthen mistede interessen i spillet alt for hurtigt. Af denne grund er min mening angiveligt mangelfuld, da jeg ikke besidder det fulde overblik.

Jeg sidder tilbage med en frustreret fornemmelse, efter min tid med Assassin's Creed. I sin essens bygger det på de samme mekanikker der altid har gjort serien attraktiv for mig - stealth, en forrygende flot verden, historiske kendetegn og figurer. Desværre rammer den forøgede satsning på RPG-elementerne bare ikke plet, og at man ikke kan snigmyrde enhver fjende, er så stor en mangelvare, at jeg får lyst til at rive manken af mig selv. Samtidig sætter jeg også spørgsmålstegn ved, at verden konstant skal blive større. Jeg forstår godt, at man forsøger at pakke så mange historiske lokationer og kendetegn ind som muligt, men det ville klæde Assassin's Creed hvis man var mere selektiv i sin udvælgelse af disse. Her ville det igen pynte med kvalitet frem for kvantitet. Min helt store drøm ville være, hvis man kiggede mod noget ala Uncharted 4 eller From Softwares spil, hvor man har en semiåben verden, fyldt med sammenhængende gen- og smutveje, iøjnefaldende lokationer og koreograferede sekvenser. Således kunne man droppe RPG-delen, og blot fokusere på, at fintune gameplayet til perfektion. Ligeledes kunne man opbygge en kortere, skarpere historie. Dette ønsker hænger sammen med en overvisning om, at vi efterhånden har set, hvad den klassiske Ubisoft åben-verden model har, at byde på. Med et dugfriskt Far Cry spil samt henholdsvis The Division 2 og Watch Dogs 3 på trapperne, ser det heller ikke ud til, at der sker ændringer på den front. Så min bøn til Ubisoft lyder på, at turde ændre Assassin's Creed prædikatet radikalt, og lave et mere strømlinet spil - det tror jeg man ville kunne få et spændende spil ud af, og muligvis en genoplivning af serien som mange fans, inklusiv undertegnede, higer efter.

Samlet karakter: 6/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10