Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Devil May Cry 5

Skrevet af: Nike   2019-04-24

Det er efterhånden nogle år siden vi sidst har set noget til Devil May Cry serien. Vi fik ganske vist Ninja Theory rebooten DMC: Devil May Cry i 2013, men mavesure fans havde mere travlt med at brokke over Dantes nye look, end at lovprise hvor godt spillet egentlig var (jo det var, hold så kæft). Siden da har Capcom været på en vinderstime, der startede med Resident Evil 7 i 2017. Og kort tid efter det fremragende Resident Evil 2 remake, er Capcom allerede klar med Devil May Cry 5. Og kort sagt: Capcom må snart være trætte af at vinde.

DMC5 foregår nogle år efter DMC4. Dæmoner, ledt af Urizen, har fundet fodfæste i byen Red Grave City. Dante, Nero og den mystiske V imødekommer hurtigt truslen, men alle må se sig besejret. En måned senere vender Nero og V tilbage for et andet forsøg, på at redde dagen, samt lede efter Dante.

Så simpelt kan det beskrives. Historier har aldrig været DMCs stærke side (selvom 2013 udgaven faktisk havde en god historie). Og selvom det faktum stadig gælder, så er handlingen i DMC5 en af de bedre. Vi bliver faktisk tilbudt et interessant mysterium, der stiller interessante spørgsmål. Og nogle af de nye karakterer er fremragende. V er mystisk på en interessant måde og hans kæledyr Griffon er herlig kæk. Men Neros veninde Nico er herlig. En vidunderlig flabet tomboy, der stjæler mange af de scener hun er med i.

Men selvom jeg synes rigtig godt om Ninja Theorys fortolkning (som jeg i sin tid gav 9/10), så har jeg godt nok savnet Nero og den oprindelige Dante. De er dejligt flabet i deres mellemsekvenser, hvor især Dante får en til at grine. Dertil er der overdrevet kamp scener, og andre sekvenser der er så langt ude at man kun kan grine og elske det af ren forargelse. Det er herligt at være vidne til. Skide være med logik og realisme, her skal man bare acceptere hvad der sker og nyde det. En mentalitet man hurtigt overgiver sig til.

Hvad der holder historien tilbage, er et par karakterer der godt kunne bidrage med mere. Nogle af de senere drejninger virker lidt som de blev hivet ud af røven på et splitsekund. Og så er der lidt for meget fan service i de senere sekvenser, selvom noget af det ikke blot er herligt, men også klogt. Det er dog også værdsat, at spillet faktisk prøver at etablere en kontinuitet for serien, og at Dantes fortid udforskes. Selvom det ikke altid giver mening, i forhold til hvad spillet vil opnå. Men alligevel: resultatet er udmærket.

Ligesom andre DMC-spil, handler løjerne om at sparke dæmon røv og være sej imens man gør det. Dette er trods alt serien, der nyfortolkede action genren. Dette betyder tidspunkter, hvor man ikke kan gå videre før man har dræbt alle fjender, hyppige præsentationer af nye fjender, et krav om at blive dygtig og en satans masse boss kampe. Spillets fjender er ikke blot vel designet, men udfordrende på hver deres måde, hvilket er med til at holde gameplayet interessant.

Men det skal selvfølgelig også gøres med stil. Som man angriber fjender, stiger ens rank for sin combo, der rækker fra D til SSS. For at opnå de bedste resultater skal man variere sine angreb, og undgå at tage skade da det skubber dig 2-3 rank tilbage. Det kan være stressende, og svært, at bibeholde et godt rank. Men det har altid været det sjove ved serien (bortset fra DMC2): at kæmpe for det bedste rank, så man kan se det dejlige S-rank for den pågældende mission. Det var belønnende i 2001, og det er stadig belønnende i 2019.

DMC5 har dog et es i ærmet. Vi har tre spilbare karakterer: Nero, V og Dante. Nero kan gribe fat i fjender på afstand, og han kan lade sit sværd op til at levere et stærkt angreb. Eftersom manden er så uheldig at mangle en arm, får han mekaniske arme som har varierende angreb, kaldt Devil Breakers. Disse er meget skrøbelige, hvor man mister en Devil Breaker hvis man bliver angrebet, imens man prøver at bruge dens kraft. Man kan heller ikke frit vælge hvilke man vil bruge, som sådan. Man kan have mere end en på sig, men finder du en der er ny og anderledes, er du tvunget til at bruge den. Du kan selvfølgelig godt smide den væk, men det kan blive en dyr beslutning. Man skal derfor nøje overveje det, også selvom det ikke helt er nødvendigt i starten (det vender jeg tilbage til). Kort sagt, Nero er en blanding af de gamle spil og noget nyt.

V, derimod, er helt ny. Ikke blot som karakter, men også gameplay mæssigt. Modsat seriens tradition, kan han ikke selv kæmpe. Han har tre dæmoner med sig, i form af fuglen Griffon, den katteagtig dæmon Shadow og det store bæst Nightmare, som man kan tilkalde via devil trigger. Griffon og Shadow, derimod, har hver deres angrebs knap, hvilket man lige skal vænne sig til. Især da man også skal sørge for at V ikke kommer til skade, da han desuden er den eneste der kan slå dine fjender ihjel. Dæmonerne kan kun gøre dem svage. V er den mest strategiske karakter. Han kan ikke hoppe dobbelt i luften uden Griffon, eller undvige angreb uden Shadow. Og dør de, er man for alvor på skideren. De kommer selvfølgelig tilbage, men man er fuldstændig blottet uden dem.

Omend denne karakter er meget sundt for spillets variation og det stadig er sjovt (så snart ens fingre har vænnet sig til det, da at hamre firkant og trekant føles underligt og gør fingrene lidt ømme), men næsten alle hans missioner er de nemmeste i spillet. Det er i hvert fald sandsynligt, at man opnår en del S rank når man spiller som ham. Det ødelægger ikke spillet, det er sjovt at skulle være strategisk på denne måde. Og faktisk opfindsomt.

Til sidst er der selvfølgelig manden der har været med siden start, Dante. Og modsat DMC4, der fik ham til at spille Neros baner i omvendt rækkefølge, får han sine egne i denne omgang. Han kan frit skifte mellem fire forskellige stil arter, og ender med at have flere våben end de andre (Nero og V får ikke nye våben). Man er nærmest oversvømmet med muligheder, hvor det kan blive let at opnå S rank. Men våbnene er sjove og gakkede (manden bruger sin motorcykel som våben, og det holder aldrig op med at være sejt!), der gør Dante uendeligt tilfredsstillende at spille som. Især hans devil trigger, der ikke blot gør ham stærkere men også helbreder ham.

Men dette kan man sige om spillet generelt. Det føles belønnende når man endelig har udregnet en strategi for de forskellige fjender, og fundet ud af hvordan man kan afbryde deres angreb. Ligeså, når man får lettere ved at håndtere spillets fremragende boss kampe. Selvom man kan købe nye angreb, og forlænge sit liv og devil trigger, så er dette stadigvæk et spil om færdighed. Du skal blive bedre til at spille spillet, som det burde være i et godt Devil May Cry spil.

Desværre går der tid før spillet bliver udfordrende på den måde, som serien ellers er kendt for. Den højeste sværhedsgrad der er tilgængelig ved start, Devil Hunter, er for tilgivende. Dog indtil man når de sidste 6 missioner. Dette er ærgerligt, men en sand DMC spiller ved at det skal gennemføres et par gange. Når man har gennemført spillet, efter ca. ti timer, låser man op for en tredje sværhedsgrad, Son of Sparda hvor spillet begynder at sparke igen tidligere. Bl.a. ved at have fjender introduceret sent i spillet, dukke op tidligere. Bagefter får man Dante Must Die, hvor fjenderne bliver endnu stærkere, og får adgang til devil trigger. Her skal de nok æde dig til morgenmad.

Men vi stopper ikke her. Heaven and Hell er lidt af en joke, og alligevel ikke. Alt dør efter et slag. Både fjender og dig. Det er en sjov mode, der er passende belønning for hvordan man er blevet straffet før dette. Men så kommer Hell and Hell, hvor kun dør af et slag. Dette er direkte sadistisk, især da man kun får tre forsøg per mission, der ikke har checkpoints. Hvis du kan klare denne mode (og få S rank i dem alle, som er påkrævet for platintrofæet), har du min evige respekt!

Og for at gøre ondt værre: det er ikke længere muligt at finde helbreds ting, som man kan bære rundt på. Der findes stadig grønne orbs der helbreder dig, men de dukker ikke op så ofte. Og slet ikke på de højere sværhedsgrader.

Grafikken er overraskende blandet. Spillet kører på den samme grafik motor, der drev Resident Evil 7 og 2 remake, hvilket har givet os pæne karakter og fjende design, flotte animationer og en dejlig billedehastighed på 60 billeder i sekundet. Ydermere fine detaljer, når noget bliver destrueret. Omvendt ser banerne lidt grå og kedelige ud, med en ret generisk by og en ensformig dæmon verden. Det er ærgerligt, men heldigvis er banerne designet godt, i forhold til kampe og hemmeligheder.

Vi får dog fremragende stemmeskuespil. Det er især herligt at genhøre Reuben Langdon som Dante, der virker som født til rollen. Lyd designet er generelt også fremragende. Soundtracket har jeg blandede meninger om, selvom jeg må erkende at det er en smags sag. Musikken er blevet mere EDM inspireret, hvor metal elementerne ikke fylder nær så meget (bortset fra når man spiller som Dante). EDM er bare ikke en genre for mig.

I den store helhed, er Devil May Cry 5 en succes. En bedre historie, fremragende gameplay, kække hovedpersoner og nye idéer. Selvom det ikke helt når samme niveau som RE7 og RE2R, primært grundet omgivelsernes design, soundtracket og at det starter med at være lidt for let. Men det er stadig forbandet godt, og vidner om et videospil firma der efterhånden har vundet min tiltro tilbage. Jeg håber ikke at Capcom bliver træt af vinde fordi, bortset fra Street Fighter, gør de så meget rigtigt. Og giver deres fans præcis, hvad de har ønsket og savnet.

Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10