Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Dragon Quest XI: Echoes of an Elusive Age

Skrevet af: Nike   2019-08-20

Selvom jeg altid har været opmærksom på det, så har jeg aldrig gennemført et Dragon Quest spil. Faktisk har jeg kun spillet DGVIII, og dét gennemførte jeg aldrig. Dragon Quest XI er derfor mit første spil i serien, så hvordan det forholder sig, sammenlignet med de andre spil, kan jeg ikke sige. Men jeg kan sige, at jeg ikke var så positiv over min oplevelse som de fleste anmeldere har været.

DQXI er et klassisk JRPG, som man lavede dem i 80'erne og 90'erne. Man kæmper mod monstre via et tur baseret kamp system, hvor ens karaktererne og monstre på skift udfører en handling (man kan enten selv styre karaktererne, eller lade den kunstige intelligens gøre det; nice). Gennem dette stiger man i level, og bliver stærkere. Man rejser fra by til by, hvor man opdaterer sine våben og udstyr, fører historien videre og højst sandsynligt bliver ført hen til en dungeon, og derved også den næste boss. If it ain't broke, don't fix it. Og jeg vil heller ikke lyve, det var rart at spille en genre fra barndommen.

Mit problem er mere, hvordan disse elementer bliver udført. Og temaet er det samme for de fleste problemer: grinding. Lad mig forklare: modsat de helt gamle JRPGs, hvor man tilfældigt blev smidt ind i kampe, kan man i DQXI se fjenderne rende frit rundt og derved også undgå dem. Det er fristende at spare tid ved at løbe forbi dem, men den næste boss skal nok straffe dig for at du ikke er stærk nok.

Især fordi man kun optjener EXP gennem kamp. Ja, ikke engang side quests giver EXP. Sådan var det også i gamle dage, men dengang var side quests nærmest ikke eksisterende. Og hvis de var der, var de skjult ret godt. Til at starte med tænkte jeg, at jeg nok var blevet for vant til moderne RPGs, hvor man kan optjene EXP på mange forskellige måder. Men med tiden indså jeg, at dette ikke var tilfældet. Jeg kan f.eks. stadig spille Final Fantasy VII, Wild Arms og Chrono Trigger, uden at det generer mig.

Problemet er, at man skal grinde en del. Igen, også et levn fra fortiden, men denne gang skruet op til 11. Man skal selvfølgelig ikke konstant stige i level, men i DQXI går det langsomt. Og hvis der er noget jeg blev træt af, så er det at skulle forhindre mig selv i et komme videre i historien i intervaller på 30 - 60 minutter, for at stige i level. I gamle dage valgte jeg det selv. I denne omgang, var jeg tvunget, og det blev trættende. For slet ikke at tale om, hvis jeg skulle grinde for penge til udstyr. Det var endnu værre!

Dette er et at spillets tricks, for at skabe et langt eventyr. Det andet er genbrug. Efter 30 timer havde jeg udforsket hele spillets verden. Fint nok, men lidt et problem da jeg stadig havde over 40 timers historie tilbage. I den tid bestod 80% af spillet, af omgivelser og dungeons jeg allerede havde besøgt og gennemført. Spillet kan ikke engang finde ud af at slutte, når det er slut. Rulleteksterne, som jeg ankom til efter 67 timer, teasede godt nok at der var mere i vente. Jeg forventede dog ikke, at jeg stadig var ca. 14 timer væk fra reelt at gennemføre spillet.

Størstedelen af de resterende 14 timer blev brugt på grinding. Da jeg låste op for spillets ultimative sidste boss, blev jeg opfordret til at gennemgå en række udfordringer, for at blive stærk nok til at klare bossen. Selvom jeg, til hver en tid, kunne forsøge den. Jeg fik smæk med mine karakterer, der var omkring midt level 60'erne. Udover den påtvungen grinding, bestod udfordringerne desuden udelukkende af dungeons jeg allerede havde klaret, blot med stærkere fjender. Det er simpelthen dovent.

Det kan dog respekteres på et vist punkt. Jeg kan let forestille mig hvordan denne del ville være solgt som DLC, hvis et vestligt firma havde udgivet det (DQXI er udgivet af japanske Square Enix). Men det irriterede mig. Jeg burde glæde mig over at jeg får valuta for pengene, men det gør jeg ikke. Jeg var irriteret. Pisse irriteret. Fordi spillet bliver gjort kunstigt langt. F.eks.: i de første 30 timer gik jeg fra by til by, imens min gruppe af karakterer voksede. Herefter mistede jeg dem, og brugte de næste 30 timer på at gentage processen. Det gav mening, i forhold til handlingen. Men det virker som et bevidst knep, for at forlænge spillets levetid.

Apropos handlingen: til trods fra enkelte twists på formularen, er den ikke noget særligt. Du (ja dig, du navngiver karakteren, og det er meningen at det skal være dig) er den udvalgte, der skal frelse verdenen fra mørket og monstrene. Kongen af det nærmeste kongerige tror dog, at du faktisk står i ledtog med mørke kræfter, hvorefter du lever som efterlyst. Men verdenen skal stadig frelses, så du skal nu ud og udforske verdenen, og finde det ultimative våben mod mørket.

Enkelte scener er faktisk medrivende, men i sin helhed er handlingen set før. Klichér bliver omfavnet uden ironi, og forfatterne håber at du ikke gennemskuer de åbenlyse afsløringer og overraskelser. Til tider når niveauet noget, der minder om søndags tegnefilm. Og så er det underligt, at hovedpersonen ikke taler, givet det personlige fokus på helten. Jeg ved godt, at det er standard for DQ at have stumme helte, men stadigvæk. Det har sit publikum - fred være med det - men jeg kan ikke tilslutte mig koret.

Det hjælper heller ikke at spillet har et af de mest irriterende soundtracks, jeg længe har hørt. Ser i, DQXI er fuldt bevidst om sine old-school rødder. Lige fra sine 8 bit lydeffekter når spillet loader eller man vinder en kamp, til MIDI musikken. Musikken består af loops, der varer ca. et minut. Fair nok, men jeg blev hurtigt træt af det. Melodierne er irriterende, og ofte passer de ikke engang til situationen. Hvad værre er, at man ofte hører de samme numre. Jeg var nødt til at slå lyden fra mit TV, for ikke at blive vanvittig. Hvilket er en skam, da jeg så gik glip af noget rigtig godt stemme skuespil.

Dertil er der flere detaljer, der virkelig gik mig på. Såsom tomme omgivelser, der ikke altid belønner udforskning. Hvordan spillet er alt for let (min første game over skærm kom først efter 70 timer). Hvordan hver gang, en karakter tilslutter sig ens gruppe, man bliver tvunget til at høre en jingle på 13 sekunder. Hvordan spillets angivelige bedste våben dårligt er noget værd, selvom jeg satte tid af til at skaffe det, og blev lovet det modsatte. Og ja, jeg forbliver fornærmet i den nærmeste fremtid.

Jeg startede dette spil, med ambitionen om at skaffe platintrofæet. Jeg havde læst brudstykker af trofæguiden, var bevidst om at det ville tage sin tid, men påtog mig udfordringen alligevel (The Witcher 3 og Metal Gear Solid V: The Phantom Pain tog mig over 150 timer, jeg har tålmodigheden). Men som tiden gik, så jeg mig tilfreds med bare at gennemføre det. Jeg ville bare have det overstået, så jeg kunne komme videre til det næste spil.

Hader jeg Dragon Quest XI? Nej. Langt fra. Jeg kan sagtens nævne ting, jeg kan rose. Selvom det trækker ud, kan det være fandens belønnende at stige i level, crafte nyt udstyr og at vende tilbage til en simplere form for rollespil. Jeg blev i hvert fald nostalgisk op til flere gange. Selvom karakterernes ansigter kan være flade, vil jeg altid nyde Akira Toriyamas kunstneriske stil. Især fjenderne er herligt designet, med dejligt dårlige ordspils navne. Og det er altid en fantastisk følelse at dræbe en metal slime (hvilket er svært at udføre) og stige i level, og derved skære ned på grinding.

Spillet har også en interessant idé, i form af Draconian Quest. Regler, der inkluderer at man ikke kan flygte fra kampe, købe udstyr, bruge defensivt udstyr osv. Man kan frit vælge hvilke man vil bruge, hvis man overhovedet vil bruge dem. Det er en fin idé, især da spillet trænger til udfordring. Problemet består dog i, hvordan man kan slå dem fra igen. Er man i en kirke, kan man slå disse strenge regler fra, men underligt nok kan man ikke tilføje dem igen, skulle man fortryde sit valg. Ros til idéen, men surt med implementeringen.

Selvom jeg har brugt det meste af spaltepladsen på at brokke mig, er Dragon Quest XI ikke et dårligt spil. Langt fra. Det tog mig en evighed at gennemføre, men jeg har bestemt også nydt nogle øjeblikke og sektioner. Jeg har følt mig belønnet til tider. Også selvom jeg måtte slukke lyden, og lytte til musik og YouTube videoer for at mentalt overleve den store mængde af grinding (den metode virker altid for mig).

Dragon Quest XI er bare ikke helt min kop te. Det er et fint og poleret spil, der stadig er hævet over gennemsnittet for moderne rollespil. Jeg kan bare ikke elske det, da jeg personligt måtte leve med flere hemsko. Jeg fik noget for pengene, og blev mindet om de gode gammeldags JRPG-oplevelser. Og jeg værdsætter dem endnu mere, da de ikke var lige så krævende og irriterende som DQXI. Men med tålmodighed og værdsættelse af et gammeldags plot, får du nok en endnu bedre oplevelse end jeg. Selvom min egen var fin.

Samlet karakter: 7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10