Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Dark Souls

Skrevet af: Nike   2019-09-15

Så skete det endelig. Dark Souls. Spillet som jeg længe har forsømt. Efter jeg brugte ti timer på det i år 2011, konkluderede jeg at spillet var for svært og krævende af mig, og lod derfor min bror føre an. Men nu skriver vi 2019, og efter at have fået platintrofæet i både 2015 Bloodborne og dette års Sekiro: Shadows Die Twice (trods sværhedsgrad, nemmere platin trophies), tænkte jeg at nu skulle Dark Souls gennemføres. Ikke med platin, blot gennemfører det. Og jeg må sige, at det var lidt af en oplevelse.

I dag kender de fleste gamere nok Soulsborne formularen. Man udforsker en semi-åben verden, hvor du selv må finde ud af hvor du næste gang skal tage hen. Det gider FromSoftware nemlig ikke fortælle dig. Man indsamler sjæle ved at dræbe fjender, som man bruger til at stige i level og som valuta til at handle med folk. Når man dør, mister man alle sine sjæle, men kan få dem tilbage hvis man vender tilbage til gerning stedet. Men de fleste af de fjender du dræber kommer også tilbage (ligesom når man hviler ved et bål, spillets checkpoints), og dør man igen uden at få sjælene igen, er de væk for evigt Dette, samt med den stigende pris for at stige i level, og de - til tider - høje priser for vare indkøb betyder, at man som spiller er presset, da man bliver tvunget til at træffe svære valg. Vil jeg gøre mig selv en tand stærkere, eller er det bedre jeg køber opgraderings materiale eller pile til min bue?

Men spillet presser dig selvfølgelig også på sværhedsgraden. Fjenderne slår hårdt, er gode til at ligge i skjul og de elsker at komme efter dig i grupper. Her skal man også tænke på sin stamina måler, der drænes når man angriber, blokerer eller ruller for at undgå et angreb. Og du skal nødigt stå foran en fjende med en tom måler, hvor du er mest sårbar (det har jeg prøvet op til flere gange). Og så er der de forskellige fælder der gemmer sig over det hele, så man skal altid være forberedt på det værste og være opmærksom.

Døden koster ikke bare sjæle, men også humanity. Humanity er en valuta i sig selv, som bruges til at styrke de forskellige bonfires, der derved giver flere muligheder for healing, og gør en menneskelig (selvom der ikke er noget visuel forskel på at være menneske og undead). I menneskelig form kan man tilkalde andre spillere for hjælp, og en ekstra person kan i den grad hjælpe. Men det kan også give bagslag, da man til hver en tid kan blive invaderet af andre spillere, hvis motivation er at dræbe dig og tjene fedt på det. Det er en hård og utilgivelig verden (ligesom virkeligheden). Andre spillere kan også efterlade beskeder i spillets verden, men selv disse kan være misvisende. Du kan ikke stole på nogen, og det er bedst at du klarer dig selv, tænker på dig selv. Igen, ligesom i virkeligheden.

Og så er der spillets bosser. De kræver tålmodighed, og nerver af stål. Ligesom med almindelige fjender, handler det om at være opmærksom på angrebs mønstre, vide hvornår man skal slå til og ikke være grådig. Grådighed kan være umuligt at modstå, hvilket jeg blev straffet for op til flere gange. For slet ikke at tale om de gange, hvor en boss dræbte mig da den kun manglede et eller to slag. Det var frustrerende, og fik mig til tider til at slukke spillet i vrede. Men jeg vidste en ting: det var min egen skyld.

Spillet er svært, men også fair. Det kan godt være at FromSoftware hader dig, men de udviser dog også hård kærlighed. Lærer man af sine fejl, skal det hele nok gå. Også selvom det kan være fristende at smide kontrolleren ind i TVet, flække disken itu, og sætte ild til spil æsken. Man skal være tålmodig men vilje kan flytte bjerge, som man siger. Men set med 2019 briller, er spillet ikke lige så svært som Sekiro.

Men jeg havde åbenbart en lidt lettere tid, end så mange andre. Jeg havde begået den "fejl", at bruge det bedste udstyr jeg kunne finde, som i så mange andre rollespil, hvilket medførte at jeg brugte et Havel rustning sæt, og en Black Knight Halberd. Det har jeg åbenbart mistet lidt respekt på, selvom at det ikke reddede mig fra alle problemer (sidste bossen var stadig et mindre mareridt). Men jeg ville bare gennemføre spillet, og det gjorde jeg.

Hvis du er nået hertil (og herligt, hvis du har!), hvorfor er dette spil så et 10/10? Det kommer jeg til lige om lidt. Faktisk, vil jeg gerne, allerede nu, postulere at Dark Souls er et mesterværk. Personligt havde jeg selv hørt andre ytre dette før, hvilket gjorde mig skeptisk. Men til sidst måtte jeg give efter. Min argumentation består af to lag: gameplay og historie. Så hvad fanden, TID TIL AFSNIT! Og jeg skal prøve at gøre længden fornuftig.

GAMEPLAYETS BETYDNING:

Som tidligere nævnt er spillet svært, men fair. Man tager ved lære, man bliver bedre og til sidst overkommer man. Udstyr og at stige i level hjælper til en vis grad, men det vil altid afhænge af færdigheder. Dette er ikke for alle men hvis man hænger ved, er Dark Souls et af de mest belønnende spil jeg længe har spillet.

Ligesom med Sekiro og Bloodborne, så kan det nærmest ikke beskrives hvor belønnende det føles at endelig besejre en boss, hvor uhyggeligt intenst det bliver når man er tæt på at besejre bossen, hvor frygten for at fejle i sidste øjeblik er svær at ignorere. Disse følelser oplevede jeg op til flere gange, og efter mange bosser sad jeg, efter min sejr, som et nervevrag. Jeg rystede, som jeg endelig gav efter adrenalinen, omfavnede dén og gav mig tid til at falde til ro. Få spil giver mig den følelse, så ofte. Og selvom dette er mit tredje FromSoftware spil, er jeg stadig overrasket.

Det opgjorde frustrationen og stressen. Især fordi det fik mig til at føle, at jeg var blevet bedre til spillet. Lidt ligesom at kæmpe med depression. Nogle gange føles alt umuligt og meningsløst, hvor intet man gør, er godt nok. Så hvorfor prøve? Men når man så endelig gør noget godt, bliver man glad. Depressionen glemmes for en stund, og man får det godt med sig selv. Selvom den negative tendens altid vil melde sig igen, vil der pletvis være tidspunkter hvor solen skinner (hvilket bestemt velsignes fra min side af).

Ikke at man behøver erfaring med depression eller nihilisme for at føle adrenalinen og belønningen; det er bare sådan jeg bedst kan forklare det. Forklare min tankegang, motivation og spillets effekt på mig. De sidste par anmeldelser jeg har skrevet, vedrørende FromSoftware spil, har altid nævnt hvordan deres spil, siden Demon's Souls, har formået at ankomme på tidspunkter hvor jeg har haft det svært, hvad angår privatlivet og/eller psykisk. At gennemgå DS på nuværende tidspunkt er ikke tilfældigt i denne omgang, men stadigvæk.
Men det er ikke bare det. Det næste lag er naturligvis:

HISTORIENS BETYDNING:

Dark Souls (og fremtidige Soulsborne spil) er kendt for deres vage fortællinger, der er sparsomme med detaljer og hvor spilleren selv må fortolke meningen bag galskaben. Da jeg i 2015 spillede Bloodborne, var dette aspekt med til at gøre Bloodborne til et af de bedste videospil oplevelser jeg nogensinde har haft. Det samme gør sig gældende her.

På overfladen er man en person, der er undead. Selvom du ikke er meget værd, har du en skæbne du skal opnå. Du skal redde en verden, der ikke er hvad den har været. Som man gør i optakten til OL, skal du holde flammen i live for at bevare status quo. Du er ikke den eneste der er i gang med at forsøge dette, og du er bestemt ikke den første der har prøvet dette. Selvom andre spillere har gennemført spillet, så påvirker det ikke dig. Du skal selv gøre det, dette er din egen verden du skal bevare. Hvis du vil.

Selvom jeg må erkende, at jeg selvfølgelig har slået enkelte ting op på internettet, er jeg imponeret over hvordan den vage handling, og sats på egen fortolkning, var så effektiv. Jeg tænkte meget på, hvad meningen bag forskellige karakterers ytringer mente, og mit eget bidrag til de forskellige begivenheder. Jeg vil ikke spoile min fortolkning af historien. Jeg ved godt det måske for mig til at fremstå som prætentiøs, en person der vil virke som bedre vidende. Men tag ikke fejl, dette er en af grundene til at Dark Souls er så fremragende som det her.

Især de andre karakterers ageren. Folk er ikke nødvendigvis hvad de ser ud til at være, hvor deres vage quest linjer kan have vidt forskellige konsekvenser. Jeg endte med at gøre enkelte sure, hvor jeg sagtens kunne have forhindret det hvis jeg vidste bedre. Nogle blev vanvittige, og andre mistede deres eksistensgrundlag. Hvordan jeg opnåede disse konsekvenser i første omgang, vidste jeg ikke, og det er det smukke ved oplevelsen.

I år 2019, hvor de fleste spil gør handlinger og konsekvenser tydeligt, nægter Dark Souls at fortælle dig disse ting, før du må stå til ansvar for dine handlinger. Ens første gang gennem dette spil skal opleves blindt, uden walkthroughs eller fortolkninger af handlingen. Det er en magisk oplevelse, som der ikke kan genskabes. Ligesom at gennemføre Silent Hill 2 for første gang. Gentagelse: depression og nihilisme kan sagtens læses ind i dette spil (hvilket jeg gør), men hvad du får ud af oplevelsen, skal jeg ikke kunne sige.

KONKLUSION:

Jeg kan kun sige, at Dark Souls var en fantastisk oplevelse. Et af de mest unikke spil jeg hidtil har spillet. Om min beskrivelse af spillet er til hjælp, må du selv bedømme. Men jeg er betaget af dette spil. En oplevelse jeg bliver ved med at tænke tilbage på. Som jeg ikke blot kan se mig selv i, men som er noget jeg sjældent har oplevet. Selvom det ikke har ændret mig, som Nier: Automata gjorde i 2017, kan jeg kun vedkende at Dark Souls er en oplevelse der ikke er for alle. Og selv dér, er det ikke perfekt. Enkelte bosser lider af genbrug, hvor især en er dårligt designet, og der er glitches. Men uanset hvad, så er dette spil blevet et af de bedste jeg nogensinde har spillet. Tak FromSoftware. Jeg ved i hader mig, men i mener det godt, og i vil give mig en lektion. Tak!

Samlet karakter: 9.7/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10