Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Dark Souls II

Skrevet af: Nike   2019-09-24

Efter min, fornylige, tur gennem Dark Souls, stod Dark Souls 2 naturligvis for skud. Eller rettere sagt: Dark Souls 2: Scholar of the First Sin. Den opdaterede udgave, der blev udgivet på PS4/X-Box One og PC. Jeg havde i forvejen vage minder om PS3 udgaven, men var alligevel bekendt med fortsættelsens kontroversielle ry hos fanbasen. Kontrovers, grundet fraværet af Hidetaka Miyazaki, instruktøren bag Demon's & og Dark Souls og de designvalg det har medfødt. Ikke for at være respektløs overfor udviklerne, de er jo også mennesker der har de bedste intentioner. Men det kan godt mærkes, at det er FromSoftwares B hold, der står bag denne fortsættelse.

Gameplayet er lig med de forrige to spil. Et hack and slash rollespil, hvor man udforsker forskellige områder, kæmper imod fjendtlige mennesker og monstre, og omfavner dødens midlertidige frigivelse. Døden koster alle ens sjæle (som man bruger til at blive stærkere, eller som valuta), og dør man inden man samler dem op, er de tabt for evigt. Og ligesom altid, kan man invadere andre spillere og blive invaderet. Eller samarbejde; enten via at tilkalde andre spillere eller ved at efterlade beskeder i verdenen (her er det dog også tilladt at lyve, så stol ikke på alt hvad du læser).

Så langt så godt, men der er skam også nyt under solen. Man kan nu teleportere mellem de forskellige bonfires (checkpoints) fra start, hvilket er en blandet fornøjelse. Det gode er at man ender med at spare en masse tid, og lettere kan genbesøge gamle områder hvis man føler man at man mangler noget. På den anden side har dette betydet at level designet er blevet ufokuseret.

Selvom her stadig findes genveje, er der ikke nær så mange af dem. Og selv når de er, føles de kun belønnende halvdelen af tiden. Ved den anden halvdel, er bonfires simpelthen for tæt på hinanden til at det giver nogen reel fordel. På samme facon, er bonfires halvdelen af tiden placeret dårligt. DS1 kunne godt finde på at ligge lidt afstand mellem en bonfire og en boss, men på en rimelig måde. Men i dette spil er der, til tider for langt og alt for mange fjender i vejen.

Rimeligt er et godt ord, fordi det er et af de begreber som udviklerne har skidt højt og helligt på. Til tider er det for vagt, i forhold til hvor man skal tage hen. DS1 var også vagt på dette område, men når jeg slog en walkthrough op tænkte jeg altid: "selvfølgelig, det skulle jeg have sagt mig selv". I DS2 tænkte jeg som regel "hvor fanden skulle jeg vide det fra?".

F.eks., mødte jeg en boss, som man bekæmper i en gift pool. Skide svært, men det er faktisk muligt at dræne alt giften hvis man brænder en metalvindmølle af tæt på bossens lokation. Det er fuldstændig ulogisk. Udover undren over hvad de to ting har at gøre med hinanden, så indikerer spillet på ingen måde at man skal brænde møllen. Med mindre man er så heldig, at andre spillere har efterladt beskeder der indikerer det, så forbliver dette trick vigtig viden du aldrig kan opnå på egen hånd.

Næste tilføjelse er en ny konsekvens ved at dø. Udover at man taber sjæle, som tidligere nævnt, så mister man også en bid af sin livsmåler. For hver død har man altså mindre liv, men straffen stopper ved 50%. Man kan få sine fulde måler tilbage, hvis man bruger en human effigy og derved bliver menneske igen (og derved tjene retten til engagement med andre spillere).

Eftersom der kun er en begrænset mængde effigies, skal man altså være forsigtig. I starten stressede dette mig, men jeg affandt mig heldigvis med det. Jeg valgte at satse mere på forsigtighed, hvilket betød at jeg havde røven fuld af effigies. Om du er lige så heldig, afhænger af dine færdigheder og hvordan du udvikler din karakter (jeg spillede som en Knight, der fokuserede på mængden af liv og angreb).

Men uanset hvordan du spiller Dark Souls 2, vil du, med tiden, løbe ind i problemer. I starten siger en af spillets karakterer direkte til dig, at du vil miste dine sjæle om og om igen. I starten tog jeg det som at være kæk med den notoriske sværhedsgrad. 30 timer senere, indså jeg at det var FromSoftwares måde at sige "fuck dig" til spilleren. A holdet udviste også had, men det var altid hård kærlighed som man godt kunne overkomme, hvis man tog sig sammen og tog ved lære. B holdet udviser passioneret had. Et had der dyrkes dagligt, hvor alle drømme har handlet om at tage røven på spillerne. Som skulle man tro, at hele holdet gennemgik en personlige krise, og skulle afreagere på en eller anden måde.

Ærligt, jeg ved ikke hvor fanden jeg skal starte. Ca. 15 timer inde gik det mig egentlig fint, med kun få brister. Jeg støtter ind i to områder, kaldt The Gutter og Black Gulch. Forfærdelige områder. Gutter var forvirrende at navigere, for mørkt med alt for meget fokus på at tænde lygter (det vender vi tilbage til), og statuer der hurtigt kunne forgifte en (som dog kan destrueres). Gulch er ikke nær så mørkt og er kortere, men er til gengæld så proppet med nævnte statuer, der i øvrigt nu vender tilbage efter et bonfire besøg, at man dårligt kan gå et skridt uden at blive forgiftet. Dette, kombineret med de fjender man også skal tænke på. Og selvfølgelig er der en boss til sidst. Min vrede kendte ingen grænse, og jeg overvejede faktisk at opgive spillet. Det skulle vise sig, at det ikke var sidste gang at den tanke fristede mig.

Et af spillets fundamentale problemer, er fjende placering. DS1 smed også en imod grupper af fjender, men som regel døde de efter et til to slag, og havde ikke et skjold. Havde de det, og tog mere en et til to slag, var der enten kun to af dem, ellers kunne man lokke dem ud en efter en. Dette gør sig ikke altid gældende i DS2. Spillet sender gerne mere end en svær vægt efter dig, om end det er giganter der slår bredt og hårdt, eller hurtige snedige sataner. Enkelte fjender understøtter ikke engang lock-on.

DS2 er ekspert i bullshit. Det er ikke bange for at smide dig ind i smalle områder, med enten mange fjender eller en gigant. Spillet er heller ikke bange for at smide dig ind i et område, med en masse bueskytter eller (endnu værre) magikere, imens man samtidig har nærkamps fjender at bekymre sig om. Senere får spillet endda en pervers besættelse af at ødelægge ens udstyr. Den ene fjende efter den anden bliver smidt efter dig, der har evnen til at udløse syre skyer, der direkte ødelægger dit udstyr fuldstændig. Nogle gange måtte jeg ofre fremgang, for at løbe tilbage og bruge mine sjæle på at reparere mine ting. Men da fjender respawner når man besøger bonfires, handlede fremgangen enten om held eller at acceptere mine dårligere odds.

For fucks sake FromSoftware, hvordan skal jeg blive en bedre spiller når i udsætter mig for sådanne forhold!? Det er ikke fair, især ikke når spillet er dårligt til at give mig bedre udstyr. Men selv bedre udstyr havde nok ikke reddet mig. Få ting hjælper mod problemerne, som beskrevet i ovenstående afsnit. Det er svært at blive bedre, når arbejdsbetingelserne bare ikke er retfærdige. Når døden kommer ud af det blå, fordi jeg blev overrumplet af svære fjender med for lidt plads, eller bombarderet med negative status effekter, eller ødelagt udstyr. I forvejen, selv uden syre, skal der ikke så meget til for våben at gå i stykker. 7 ud af ti gange, var det kun med nød og næppe at jeg klarede mig uden at mit sværd blev ødelagt.

Generelt føles det som om, at B holdet misforstod hvorfor den høje sværhedsgrad i DS1 var værdsat. Igen, når man dødede i DS1 var det en lærestreg. Det var svært men balanceret. Det eneste jeg lærte af DS2, var at jeg ikke skulle lytte til Bob Dylan imens jeg spillede, da hans dybe og fascinerende lyrik tager alt opmærksomhed (jeg er ved at gå mandes musik i sømmene). Ellers reagerede jeg på tre måder: "what!?", "hvor fanden skulle jeg vide det fra!?" og "thank you Dark Souls". Sidstnævnte ment som "fuck det her, det var nok for i dag".

Dertil kommer der bosserne. Nogle gange bliver de maskeret som en kamp mod en gruppering af fjender. Det sker ikke ofte nok til at for alvor skade oplevelsen, men det er noget man bider mærke i. Andre overrasker en med angreb, man ikke kan forberede sig på. Eksempelvis (og jeg undskylder at jeg bliver ved med at sammenligne DS2 med DS1, men det er desværre nødvendigt), brugte DS1 omgivelserne til at give et hint på hvad en boss kunne finde på.

F.eks. i et område med en masse ild og lava, ville man møde en boss der har ild angreb. Man ville fornemme det, og blive bekræftet i sin mistanke. I DS2 kæmper man sig, f.eks., gennem et område med edderkopper. Når man møder edderkop bossen, har den ikke kun hoveder både for- og bagfra, man kan pludselig også affyrer et laserskud. Ikke så svært at undgå, men første gang det sker vil man falde for det. DS2 finder hele tiden nye måder på, hvordan det kan tage røven på en. Ikke fordi det, design mæssigt, er fortjent, men fordi B holdet ville gøre spillet så svært som muligt. For det elskede folk jo, ikke sandt? Og i skal slet ikke få mig til at tale om alle de områder, der har sektioner hvor man bliver forgiftet, forbandet eller, igen, får ødelagt sit udstyr.

Jeg vil gerne respektere dem, der forsvarer dette spil. De har ret til deres holdninger, og jeg vil ikke angribe dem. Men jeg kan ikke forsvare en sværhedsgrad der kan beskrives som værende både bullshit og uretfærdig. Når level designet ikke er konsistent (for slet ikke at tale om, at verdenens geografi ikke giver mening), og historien ikke blot lugter af genbrug, men som endda får DS1s slutninger til at virke meningsløse, hvis ikke retconned (dvs. ignoreret og omskrevet). Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvordan kunne dette spil få så gode anmeldelser?

Igen, skal det påpeges at jeg spillede Scholar of the First Sin udgaven der, så vidt jeg har forstået, har gjort fjendeproblemet værre. Åbenbart har nogle områder flere fjender, i forvejen til PS3 udgaven. Og bosser er åbenbart blevet genbrugt oftere som almindelige fjender. Personligt kan jeg ikke sige om det holder stik. Jeg har kun få timers erfaring med det oprindelige DS2, og jeg spiller kun den udgave hvis jeg bliver betalt for det.

Jeg er ret negativ, hvad angår min oplevelse med Dark Souls 2: Scholar of the First Sin. Jeg har haft mine gode oplevelser. Til tider har det været belønnende, men ikke i nærheden af det samme omfang. Hvor jeg før kæmpede med et spil, der fik mig til at indse mine fejl og tage ved lære, kæmpede jeg denne gang med et spil, der ofte forsøgte at røvrende mig, stjæle mine ejendele og eksistens, for at undskylde det med at det var min egen skyld.

Men nej, Dark Souls 2, det er ikke min skyld at du er en løgner og en bedrager, der gør mit liv surt bare for fornøjelsens skyld. Den virkelige verden minder mig om det hver dag, og du plejede for fanden at være bedre! Det første Dark Souls lærte mig om mine manglende færdigheder, og hvad jeg kunne gøre bedre. Det eneste denne fortsættelse lærte mig, var at jeg ikke skal lytte til den herlige Bob Dylan og fordybe mig i hans lyrik, imens jeg spiller et FromSoftware spil. En kompliment til manden selv, men ikke ligefrem noget der gør mig bedre til spillet, taget min kritik i betragtning. Hvis bare spillet var fair...

Samlet karakter: 6/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10