Call of Duty: Modern Warfare

Jeg må indrømme, at jeg er overrasket over at anmelde Call of Duty: Modern Warfare (2019). Jeg sprang fra serien i 2016, efter jeg havde købt en brugt udgave af Advanced Warfare. Jeg havde overvejet at skaffe mig Black Ops 4, men det skete ikke. Så, nu er det tid til COD:MW. Hvorfor så nu? Udover at have det overraskende sjovt med spillets multiplayer, var der bare noget ved MW19 der virkede anderledes. Trailerne så anderledes ud ift. de tidligere spil. Så hvorfor ikke? Det skulle vise sig at være et udmærket gensyn med en serie, jeg plejede at følge årligt.

Anmeldelsen bliver delt op i fire dele: historie, kampagnen, multiplayer og co-up. Og fordi jeg er en mand der også jager den gode historie, starter vi med historien.

HISTORIEN:

Ja, kampagnen er tilbage efter sit fravær i Black Ops IV (jeg nægter at skrive tallet som Treyarch gør). Personligt mener jeg, at COD ikke har haft en interessant kampagne siden Black Ops III (Og jeg har set Infinite Warfare og WW2 på YouTube, sue me), hvor de bedste enten var de oprindelige to første Modern Warfare spil eller de to første Black Ops spil. De to førstnævnte hævede niveauet for bombastiske Hollywood eskapader, hvor de to sidstnævnte ture gå i andre retninger og faktisk have karakterer der var lidt dybere end bare soldater og terrorister.

MW19 går også sin egen retning. Det er en reboot, så selvom den herlige Captain Price vender tilbage, er dette et nyt univers. Løjerne foregår denne gang, primært, i et fiktivt land ved navn Urzikstan. Vi følger Alex CIA, Kyle fra SAS og Farah, en leder af en mellem østlig modstandsbevægelse, der kæmper imod terrororganisationen Al-Qatala og den russiske hær, der har overtaget landet.

Spillet skifter hyppigt mellem to - tre spilbare karakterer, men du skal ikke forvente det store ift. karakter udvikling. Farah er godt nok lidt af en undtagelse, og bare dét at Price er der er et plus point i sig selv. Men, som i så mange andre COD-spil, er karakter udvikling ikke i fokus. Det handler om at komme fra en skydekamp til den næste, via den tynde tråd om den aktuelle trussel. Karakterende reager ikke engang synderligt meget, på hvad der sker omkring dem. Det er en skam, fordi på papiret er plottets fremgang godt. Jeg endte alligevel med at synes godt om disse karakterer, hvilket mere skyldes kemien og de fundamentale moralske forskelle mellem dem, så manuskriptet lykkedes trods alt med et eller andet.

Hvor spillet dog skuffede mig, er alt snakken om ubehagelige øjeblikke. Det var stærkt overdrevet. Jeg følte ikke ubehaget en eneste gang. Delvist fordi jeg har set langt værre, i andre spil, film og dokumentarer. Men også fordi, at manusforfatterne ikke tør skubbe grænsen. Næsten hver gang trækker de sig i sidste øjeblik. Et eksempel er et tidspunkt: hvor en terrorist truer med at slå en mand og mandens barn ihjel. Manden skydes, knægten løber ind i en røgsky, hvorefter terroristen skyder efter knægten (vi ser ikke knægten dø). Andet eksempel: en terrorist er fanget, og nægter at udtale sig. Hans familie bliver bragt ind, hvor man skal true med at dræbe dem. Selvom man har muligheden for at dræbe familien (hvilket resulterer i et game over), knækker terroristen alligevel før man formår at gøre noget som helst. Blot et par få eksempler.

Andre eksempler falder til jorden, grundet sløsethed. 1: at man som en lille pige skal dræbe en voksen soldat. En intens sekvens, medgiver jeg gerne, men man skal stikke soldaten tre gange, og mellem hver stik slippe væk fra ham, i et forholdsvis lille hus. 2: På et tidspunkt bliver man udsat for vand tortur (et håndklæde placeret over hovedet, hvorefter man hælder vand i hovedet på personen). Her bliver ens syn kun delvist dækket, da man skal dreje sit hoved væk fra vandet og trække vejret når man kan. Endda imens personen der torturer dig, faktisk siger hvor du skal dreje hovedet hen, kritiser dig hvis du rammes af vandet og roser dig hvis du klarer dig godt. Sådan fungerer det ikke i virkeligheden, og denne sekvens er et grotesk eksempel på når man ikke ved, hvordan man oversætter virkeligheden til interaktive oplevelser (hvilket jeg vender tilbage til).

Holdet bag er både kujoner, og har ingen anelse om hvordan man bruger gameplay til at understøtte sin fortælling. Spec Ops: The Line kunne med rette have været tilset som inspiration. Dét spil opnår alt det, som Infinity Ward ikke har modet til. At kigge kritisk på krigsførelse, når det emotionelle sind og PTSD erstatter moralen, når morale muligheder ikke er muligt og hvordan krig bliver solgt gennem, f.eks., videospil, som underholdning og patriotisme. Ikke at jeg forventede at COD sigtede efter dybe meta beskeder, men ethvert forsøg på at sige noget vigtigt fucker de op.

De ender netop med at springe direkte i de samme fælder, som det virkede som om de ville undgå. De tegner et sort/hvidt portræt af moderne krigsførelse. Ondskab vs, godheden, hvor skurken er skurk for at være skurk (og samtidig hader frihed og demokrati) og at der altid vil være badasses der redder dagen. Sådan er krig bare ikke i virkeligheden. Men hvad kan man forvente af en serie, skabt af amerikanere, der er så høje på kærlighed til fædrelandet at kritiske evner bliver sat ude af spil.

Et eksempel på dette, er episoden kendt som Highway of Death. En motorvej fra virkeligheden, mellem Kuwait og Irak, som amerikanerne (sammen med Canada, England og Frankrig) sønderbombede under Golfkrigen, i februar 1991, da irakiske soldater ville forlade Kuwait. Det skønnes at dødstallet er over 1000, hvor både soldater og uskyldige døde. Et angreb, der var imod UN lov 660. Denne begivenhed bliver nævnt i spillet, men her får russerne skylden. Jeg er ligeglad med, at IW har sagt at spillets verden er fiktiv, men tager ikke en virkelig begivenhed og omskriver den på den måde. Det fremmer ikke blot spillets sort/hvid portræt, men fremstiller atter engang vesten som de sande helte. IW har et patriotisk image der skal vedligeholdes, og det er ærgerligt.

Især fordi, at kampagnen faktisk har sine øjeblikke. Øjeblikke, som jeg endda vil mene er blandt seriens bedste. At være vidne til et terrorangreb og at være en del af en taktisk mission, hvor man skal gennemgå et hus i England, fyldt med terrorister, er udført på en fantastisk måde. Jeg følte faktisk for det. Selv en mission, vedrørende et angreb på en amerikansk ambassade, greb mig, grundet realismen. Selvom missionen var for lang.

Infinity Ward har ambitioner, men det er tydeligt at de bliver holdt tilbage. I sidste ende, selvom Call of Duty er verdens kendt, skal det appellere til et amerikansk publikum. Et segment, der kun tåler grusomhed hvis det kan løses med to løsninger. Enten er USA dem der redder dagen, eller badasses der gør en ekstra indsats. Med hjælp fra England. Og dette er hvad der irriterer mig mest. Intentionen bliver undermineret at publikums forventninger, og fordi status quo skal opretholdes.

KAMPAGNEN:

Har man spillet en Call of Duty kampagne før, vil det meste være som man kender det. Kampagnen er ca. fem timer lang og lineær, hvor andre som regel fortæller hvad du skal gøre og hvor du skal gå hen. Så langt, så COD.

Men dette års Modern Warfare (herfra tiltalt MW19) prøver også at være anderledes. De store Hollywood eksplosioner er væk - selvom spillet til tider stadig overgiver sig til bombastiske situationer - erstattet af en mere jordnær og en mørk tone. Alene dette er et frisk pust, ift. tidligere spil i serie, og der er skam øjeblikke hvor spillet virkelig synger. Det førnævnte terrorangreb var kaotisk og forfærdeligt, og den taktiske mission i et hus i England er ikke blot et af seriens bedste missioner, men også et af 2019s bedste missioner.

Det er her, hvor MW19 er bedst. Når spillet slapper af, bliver mere jordnær og taktisk. Såsom en sen mission, hvor man skal snige sig hen til forskellige bygninger for at finde gidsler. En intens mission. Disse missioner involverer Kyle og Price, og deres missioner er klart de bedste. Også selvom en mission i Rusland, er absurd når man tænker over den mængde modstand de bekæmper.

Når turen går til Alex og Farrah, bliver løjerne mere typisk COD. Bombastiske øjeblikke, store skudkampe hvor man må kæmpe sig igennem hårdt bemandet områder. Det er set før, men for variationens skyld er det værdsat. Og selv her, er der enkelte øjeblikke hvor spillet overrasker. Igen, den jordnære følelse bidrager til en god stemning, og det er rart at IW holder igen.

Dertil hjælper det også, at det - altid skarpe - gameplay er endnu bedre end hidtil. Våben i COD har aldrig lydt eller følt så mægtigt, som de gør her. Disse våben lyder virkelige og dødelige, hvilket har sin effekt i en skydekamp. Især med tanke på, at man dør markant hurtigere end tidligere. Selv på laveste sværhedsgrad, er man ikke tæt på uovervindelig. Jeg døde oftere end jeg regnede med i hvert fald.

Og alligevel er dette den letteste kampagne, i seriens historie. Spillet har mange checkpoints. Så mange, at det - til tider - virker som om IW trykker på quick save knappen hvert tiende sekund. I sig selv ikke dårligt, da det var en stor hjælp på Veteran sværhedsgraden.

Andre friske pust, er at spillet faktisk godt tør stole på dig til tider. Nogle gange, dog mest med Kyle og Price, får man faktisk lov til at føre an. Man kan endda selv åbne døre (what a time to be alive). Normalt er COD kampagner altid drevet af, at man følger sin makker eller en gruppe soldater, der gør alt for en, hvor det eneste man bidrager med, er at skyde fjender. Det er herligt, selvom det blot gør det endnu mere irriterende når man, f.eks. som Alex, altid får opgaven skåret ud i pap, konstant får besked på hvad man skal gøre osv.

Sådan vil det altid være. Man får aldrig 100% frihed og selvstændighed i en COD-kampagne, hvor ens evner som et intelligent menneske ofte bliver udsat for spørgsmålstegn. Ligesom at være i forløb på jobcenteret. Det hjælper heller ikke, at spillets sidste mission forråder den jordnære tilgang til fordel for et typisk actionklimaks.

Men når dagen er omme, er dette en af de bedre COD-kampagner, trods sine fejl. Især fordi jeg faktisk følte noget, selvom der var langt mellem de øjeblikke. Men den jordnære tone er værdsat, fordi det skaber nogle vidunderlige øjeblikke. Også selvom spillet, som tidligere nævnt, fucker en del ting op. Jeg vil dog stadig gætte på, at den næste COD-kampagne vil falme ift. MW19.

MULTIPLAYER:

Men selvfølgelig er multiplayer det, der driver serien. Det er jo grunden til at folk vender tilbage til serien, hvert år, siden 2007. I mange år har jeg godt kunne forstå det, selvom jeg - med tiden - blev lidt træt af det. Men jeg blev trods alt mindet om, hvor sjovt det kan være at spille online (så længe man bruger mute knappen, vedrørende at lytte på de andre spillere).
For det er tilfredsstillende at dræbe andre spillere og stige i level. Som tidligere nævnt, er gameplayet skarpt som altid. Det føles altid godt at affyre et våben imod andre, især når man ikke just kan modstå en regn af kugler. Hvilket kun bliver gjort endnu bedre, ift. mængden af perks (der giver en personlige fordele) og mulighederne for at tilpasse sine våben.

Og vi kan lige så godt nævne det nu: Activision har lagt en dæmper på microtransactions. Nu bliver man opfordret til at købe et Battle Pass, som man f.eks. har set i Fortnite. Dette giver en adgang til at låse op for kosmetiske ting, der kun er tilgængelige her. Selvom jeg personligt gerne havde været foruden et Battle Pass, er det stadig bedre at undvære microtransactions. Især sammenlignet med Black Ops 4.

Tilbage til gameplayet: jeg havde det faktisk sjovt. Jeg nød min tid online, selvom det ikke altid klikkede. Ground War, en ny mode der foregår over store baner, med køretøjer, fangede mig aldrig. Idéen er god, men jeg brød mig ikke om at bruge lang tid på at komme frem til spændingspunkterne, for at blive drabt med det samme, og sendt langt væk fra dér hvor tingene skete.

Jeg nød dog Gunfight, hvor to hold beståede af to spillere hver får stukket et tilfældigt våben i hånden, hvor de bedste må vinde, var sjovere end forventet. Hvis ikke nærmest vanedannende. Jeg fandt det pisse sjovt, og til tider intenst, som jeg prøvede at finde min modstander i de små baner. Især, når det var en mod en. Realisim var også en fin tilføjelse, hvor alle HUD elementer bliver fjernet. Godt nok savnede jeg at vide, hvor lang tid der var tilbage af kampen. Men det var alligevel et frisk pust, at skulle være ekstra opmærksom på mine omgivelser, og klare mig selv.

Men der hvor jeg havde det bedst, var Shipment playlisten. Denne foregår udelukkende på en bane, der er meget smal, hvor der skiftes modes mellem runderne. Med to hold, beståede af fem spillere hver, var dette et vidunderligt kaos. Livet er kort, og man kan ikke undgå at grine over hvor hurtigt alt går. F.eks. var jeg i en Hardpoint kamp - en variation af capture the flag, hvor kun et sted er tilgængelig af gangen. Jeg havde området, blev dræbt, blot for at se min drabsmand/kvinde skynde sig med at overtage min plads, for blot at blive dræbt. Det er kaotisk og sjovt, hvilket jeg sent vil glemme.

Så ja, jeg havde det sgu sjovt med online delen. Selvom det ikke går fri for kritik. Infinity Ward har prøvet at tilføje de taktiske elementer fra kampagnen, til online kampene, men de gør ingen forskel. Ingen tænker på at være forsigtige eller taktiske. Alt er stadig det sammen i COD verdenen. Aggressivitet über alles. Men jeg kan leve med det, da jeg morede mig. Apropro...

SPECIAL OPS:

For en gangs skyld, er der ingen zombie mode. Denne gang får vi Special Ops, der indeholder forskellige muligheder. Vi rydder lige de kedelige af vejen. Jer der spiller X-Box, i går ikke glip af noget i survival mode. Det er en standard horde mode, der handler om overlevelse og at tjene ind til våben og fælder. Nothing to see here, move along.

Hvad alle dog kan deltage i, er de fire Special Ops missioner, der foregår efter kampagnen. Her skal fire spillere samarbejde på store baner, om at klare opgaver, bekæmpe fjender og, til sidst, flygte. Jeg må desværre indrømme, at det ikke just var en sjov oplevelse.
Problemet ligger i sværhedsgraden. Man bliver konstant overvældet af fjender, der respawner endeløst. Udfordringen består ikke af færdighed, men af ren udmattelse og mangel på hjælp. Jo vist, hold kammerater kan genoplive en, men det ændrer ikke ved de talrige situationer hvor jeg løb tør for ammunition, uden mulighed for at skaffe mere. Hvor fjender kom fra alle sider, uden mulighed for at forsvare mig.

Men her er det værste eksempel: Jeg brugte en time på den første co-up mission, hvor mit hold endda nåede til helikopteren der skulle føre os ud af banen. Missionen gennemført, right? Niks, i stedet frøs spillet da helikopteren lettede, hvorefter jeg fik at vide at forbindelsen var tabt. Jeg ved, at mit internet ike er problemet, da det fungerer upåklageligt i hverdagen. Det viste sig at jeg havde spildt min tid. Især med tanke på, at 40 minutter tidligere fik jeg ikke længere EXP.

Idéen er god, men den er ikke udført ordentlig. Efter jeg opevede ovenstående situation, blev jeg rasende og jeg har ikke rørt spillet siden da. Det skal selvfølgelig ikke diskreditere resten af spillet, men det gør ondt.

PRÆSENTATION:

Man kan dog glæde sig over teknikken. Dette er et smukt spil, og et det pæneste COD spil til dato. Ikke blot for de realistiske animationer, ansigter og den pålidelige billedehastighed på 60. Men også for realismen. Som nævnt tidligere, er realisme i fokus, hvilket grafikken understøtter fantastisk.

Men intet skal tages fra lyd designet. De realistiske våben lyde er vidunderlige, stemmeskuespillet er skarp (trods mine problemer med manuskriptet), og musikken er passende. Som nævnt tidligere, dette er et mørkere COD spil. Og selvom at kujonerne trækker sig i sidste øjeblik, skal intet tagets fra teknikken.

KONKLUSION:

Mit genbesøg med Call of Duty var en blandet oplevelse. Special Ops gjorde mig sur, men jeg nød at spille imod andre igen. Det blev en nostalgisk oplevelse, der tog mig tilbage til de gode gamle dage, hvor jeg var vild med serien. Jeg blev mindet om kærligheden, det sjove ved at spille imod andre. Og det er jeg taknemmelig for.

Men på samme tid er jeg fucking irriteret over kampagnen. Et element, der blærer sig over at være mere end det er. Som sagt, enkelte øjeblikke er virkelig effektive. Men de sikre valg træffes, så den ubehagelige sandhed undgås. Det nytter ikke noget, at gå efter situationer der er hevet direkte fra avis overskrifter, når man ikke tør udforske dem til bunds.

Udviklerne har sikkert de bedste intentioner, men i sidste ende er de kujoner der ikke tør indse den komplekse virkelighed. Og alligevel kan jeg ikke bearbejde dem, da de desværre også skal tænke på målgruppen for spil som denne. Jeg ønsker mere fra dem, men er stadig tilfreds. Jeg slap fra Michael Bay action, fik en mere jordnær oplevelse (selvom jeg er flink, og ignorerer en lang række plot mæssige problemer), havde det sjovt med at spille mod andre, imens jeg forbander Special Ops. Selvom Call of Duty: Modern Warfare 2019 ikke er uden sine problemer, er jeg dog stadig glad for oplevelsen, til trods for en grim smag i munden.