Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Doom Eternal

Skrevet af: Gob   2020-03-29

I følgende anmeldelse har jeg spillet det på base playstation 4.
Jeg har gennemført det en gang, og er ikke i nærheden i at finde alle de små hemmeligheder, der er at finde i spillet. Online-delen har jeg spillet i nogle timer, og har fået et kortvarigt indtryk af både slayer og demon rollerne.

Jeg var blandt de mange skeptikere, der blev blæst bagover af overraskelse, tilbage da Doom lancerede i 2016. Spillet der genintroducerede et af de mest ikoniske fps'er til den nyere generation, var intet mindre end imponerende. Trods dette havde spillet småting jeg ikke var den store fan af. Spillet blev ved længere gennemspilninger en kende ensformig. Hele spillets setting foregik enten på laboratorier på Mars, eller i helvede. De var flotte, bevares, men efter 12 timer blev det en kende trivielt. Det samme kunne siges om snapmap, som bestod af en ekstra mode, hvor man kunne lave sine egne baner. Det var et ambitiøst projekt, men det var mere ideen end selve udførelsen, der tiltalte mig. Online-delen hyggede jeg mig af og til med, men savnede at man gjorde den endnu mere retro, og fjernede loadouts, så alle startede med samme våben.

Med Doom Eternal, var jeg endnu engang skeptisk. Spillet havde nu et hub system, hvor slayeren hyggede sig imellem missionerne, mens online delen var et asynkront 2 vs 1 spil, også skulle spillet være semi open world (eller sådan havde jeg misforstået det).

Fortællingen leveres denne gang mere traditionelt. Her er cut sekvenser (som kan skippes), og til tider har de onde meget på hjerte, om at de er onde. Plottet er ikke kedeligt, men det blev leveret hurtigere og bedre tilbage i 2016.
Heldigvis er det ikke historien man kommer for, og det er her, hvor Doom Eternal kommer til sin ret.

Lige fra begyndelsen til slutningen rummer spillet en utrættelig energi. Her er ingen kedelige åbne verdener, men derimod er de holdt lineære og flotte, der varierer sig mere end nogensinde. Det er et fryd for øjet, og man spotter meget lidt fnidder i frameraten, som holder sig mere stabilt end det forrige Doom.

Tilgengæld, hvis man ikke var fan af glory kill systemet sidst, er her dårlige nyheder. Tilbage i 2016 fik man liv ved at skyde fjenden til de næsten var udløbet for liv, hvorefter man kunne lave en finish som gav liv. Ammunitionen fik man ved at anvende motorsaven.
Forskellen i Eternal, er at her er lagt endnu mere vægt på dette system. Man dør lettere, og løber hurtigere tør for ammunition end sidst (jeg spillede på normal sværhedsgrad) . Omvendt har man oftere mulighed for at bruge motorsaven og glorykills, og dermed genvinde liv og ammo. Det kan virke overvældende for nye spillere, men giv det en chance, og pludselig åbner spillet sig op, og giver et rush hvergang man har tømt et rum for dæmoner.

Der er en portion platforming i spillet, som jeg læser at flere har haft det anspændt med. De passager fratager ikke spillets action, men for mig bidrager de til en god pacing. Det giver et tiltrængt pusterum imellem de mange dueller, og giver mulighed for at gå på opdagelse. Det minder om en light udgave af Titanfall 2, som også brugte platformingen til at krydre en varieret oplevelse. Det er i øvrigt her i disse pusterum, at man ofte finder spillets hemmeligheder, som ekstra liv, og udfordringer i form af slayer gates.

I begyndelsen overvælder spillet med en masse muligheder for at opgradere til det ene og det andet. Her er tonsvis af muligheder, og for dem der nyder at dykke ned i alt den slags, er her overraskende mange små belønninger som skins, våben mods, granat mods, og lignende. Jeg går ikke selv meget op i det, og oplevede at jeg fint kunne spille videre og klare mig. Men for dem der kan lide at indsamle alt og opgradere, er her en del man kan rode rundt med, set i lyset at det er et Doom spil.

Fjendeudvalget og banerne er større og mere varieret. Det giver kampene en bedre diversitet, og for mig gjorde at de blev forskellige fra hinanden. Man flyver rundt, dasher frem og tilbage, og anvender stort set alle våbnene on the go. Her er ikke plads til favoritvåben, da alt er nødvendigt for at holde sig oven vande.
De forskellige baner sker lidt på bekostning af sammenhæng i plot, og ofte anede jeg ikke, hvorfor helvede jeg lige var i sneland, og derefter i middelalderland, og New York-land og ildland. Det bliver der vist redegjort for, men jeg fattede hat af det, og i virkeligheden gjorde det mig ikke så meget, da de som sagt var temmelig afvekslende at se og spille på.

Det er dejligt at se edderkopperne fra de gamle Doom 2 dage vende tilbage som almindelige fjender. De er blandt mine favoritter at nedlægge. Tilgengæld havde jeg det blandet med Marauderen fjenden. Maraudaren har EN og kun EN svaghed, og det er, når han blinker grøn. Det skulle eftersigende være muligt, at tilføje lidt sekundær skade ved splash damage fra raketter, granater og lignende, men primært skal man ramme på en fuldtræffer i det korte tidsrum, der blinkes grønt. Tilsæt at fjenden kan angribe tæt, langdistance og sende en forbandet hund efter dig.
I begyndelsen gav han mig en del frustration. Det fungerede fint, når man var alene med ham (ligesom mine tinder dates), hvor man kunne koordinere hans angreb, men blev han mixet sammen med andre større fjender, blev han noget nær ustoppelig. Det føltes flere gange tilfældigt for mig, om jeg fik ram på ham i farten. Jeg fik det gennemført, så det kan lade sig gøre, men jeg fandt det ikke fornøjeligt at stikke af og skyde alt andet, og gemme ham til sidst.

Slutteligt er her online-delen. Her spiller man som nævnt 2 vs. 1. Det vil sige, at to skal samarbejde som dæmoner om at nedlægge slayeren. Der er et udvalg på flere monstre at vælge imellem. Når slayeren har nedlagt den ene, har han ca. 30 sekunder til at nedlægge den anden inden der respawnes. Det fungerer forbløffende godt. Monstrene er sjove, og deres våben har en god feel. Samtidig er der indlagt et taktisk element, hvor man som dæmon kan placere øvrige fjender rundt på mappen. Som slayer spilles det som i campaign, hvor det handler om at nedlægge fjenderne på hurtig vis. Det er hektisk, pokkers svært, men sjovt. Det er godt fundet på. Jeg forestiller mig at det kan skræmme folk væk, der gerne vil have en afslappende onlineoplevelse, da der er pres, og det kræver af man træner sine evner. Eller jeg var i hvert fald ikke super god. Jeg håber at onlinedelen tager fart, for her er potentiale, men lige nu mangler det lidt flere modes, til at holde mig fanget for en længere periode.

Til trods for disse kritikpunkter, må det ikke misforstås. Jeg kan ikke få armene ned over Doom Eternal. Her er tale om et af de bedste spil, jeg har spillet på ps4. Det er længe siden jeg har nydt et spil så meget i denne omfang, det er langt, det er flot og underholder hele vejen. Det er så imponerende at spillet fylder omkring de 45 GB, og loader væsentligt hurtigere end den gjorde i Doom 16 som i øvrigt fyldte omtrent 80 gb.

Skal jeg give en karakter, føler jeg mig fristet til at sige 9 ud af 10. Men i virkeligheden så har min oplevelse været så god, at jeg hælder til at sige 10/10. Det er længe siden sidst, noget har givet mig så stort et smil ved rulleteksterne som det her. Spillet har fejl, og er ikke for alle, men giver man sig hen for volden, farten og det hårdtpumpende soundtrack, findes der ikke meget tilsvarende. Doom Eternal er anderledes vild og , for mig, står i front blandt de bedste fps'er nogensinde.

Samlet karakter: 10/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10