Bloodstained: Ritual of the Night

Når snakken falder på Konamis idioti, og deres mangel på interesse for gaming, falder samtalen oftest på Hideo Kojima og Metal Gear. Men det gik, i mindre grad, også udover Koji Igarashi. En prominent udvikler på Castlevania serien, siden Castlevania: Symphony of the Night. Da Konami blev mere interesseret i mobil gaming, sagde Igarashi stop og forlod den synkende skue i 2014. Efter fem år og en succes Kickstarter kampagne, der indtjente 5.5 millioner dollars, er japaneren tilbage med Bloodstained: Ritual of the Night. Et herligt nostalgi trip.

Bloodstained er klassisk 2.5D metroidvania. Du er i et kæmpe slot, som du gradvist udforsker. Hvor man først får adgang til visse rum, når man har opnået nye kræfter. Udover talrige hemmeligheder, er slottet også fyldt til randen med monstre. Jo flere man dræber, jo mere EXP får man, hvor man stiger i level. Man finder kontinuerligt bedre udstyr, der gør en stærkere, samtidig med at man lærer flere magiske angreb. Man finder også flere Familiars; væsener der hjælper en i baggrunden.

Hvis dette lyder bekendt for den belæste gamer, så er ovenstående beskrivelse netop passende, på Castlevania: Symphony of the Night. Som jeg brugte min tid på Bloodstained, følte jeg at jeg var tilbage i 90'erne. En simpel tid. Dette er ikke ment negativt, da det ikke blot var nostalgisk men også fordi dette spil viser, at formularen stadig virker.

Det er svært at beskrive hvor belønnende det føles, at udforske slottet og udfylde kortet. Det tilfredsstillende mig altid, at se % måleren vokse ift. Hvor meget jeg havde udforsket. Ligeledes at udfylde kompendiet, der holder styr på alt. Også selvom at sidstnævnte desværre fik mig til, at droppe jagten på platin trophy (forsøget samle på ALLE items i spillet drev mig næsten til vanvid). Ikke at det går udover bedømmelsen. Der er forskel på at ville more sig med et spil, og være completionist.

Min eneste anke med spillet, er sådan set historien. Den er ikke interessant. Fortællingen om shardbinderen Miriam, der skal stoppe Gebel - den eneste shardbinderen udover Miriam - er let at gennemskue. Og når fortællingen nærmest udelukkende sker gennem dialog bokse, hvor der skiftes fokus mellem forskellige karakter protrætter, er det ikke nogen stor hjælp. Selvom stemmeskuespillet er rigtig godt, og soundtracket er herligt.

Beklager den korte anmeldelse, men jeg har ikke så meget at sige om spillet. Bloodstained er et nostalgi trip der er skide sjovt, selvom det ikke just er originalt og det halter med historien. Og jeg indrømmer gerne, anmeldelsen giver mest mening for dem der har spillet Castlevania: Symphony of the Night. Men hvis man ikke er bekendt med Metroidvania genren, er dette en fremragende introduktion.